Malka sagaen

Min fars fætter, Didier Nebot, har skrevet en historisk roman bygget over vores families saga “Le chemin de l’exil” (eksilens vej).

Historien tager sin begyndelse i 1391, i Toledo, Spanien, hvor flere tusinde jøder blev massakreret af de kristne. I 1492 blev jøderne smidt ud af Spanien og i 1493 ankom David til Afrikas nordkyst. Familien Malka ankom i Marokko og flyttede videre, jeg ved ikke hvornår, til Algeriet, hvor min farfar og min far blev født.

Nogle af de ældste dokumenter, jeg har om denne gren af familien er her:

Jacob MalkaHan var rabbiner i Algeriet og vist ikke til at spøge med. Han var ret voldelig over for børnene, der skulle lære hebraisk, og havde desværre et alkohol problem. Han var ofte påvirket af spiritus, og derfor kiksede han en del af de omskærelser han skulle foretage sig.Her er Jakob Malka. Det er min farfars far.

Om ham, ved jeg stort set intet. Min farfar talte ikke så meget om sin far og mor. Det var heller ikke moderne dengang at tale om sine forældre. Men fakta er, at ingen af hans børn fortsatte hans hverv (hvilket ellers var traditioner i jødiske familier dengang) og at min farfar, for eksempel, end ikke kunne tale hebraisk.

Jeg har fået fortalt af min farfar, at hans farfar (altså Jacob Malkas far), var en meget god, kærlig og højt respekteret rabbin i Marokko. Han siges at være blevet begravet på stranden (han elskede havet) og historien siger, at når havet stiger (hvilket ikke er af meget, vi taler om middelhavet), så røret havets vand ikke oldefaderens grav.

Endda de Arabere, der boede i området, når de kom forbi, gav et hurtigt kys i retning af graven.

Hvor meget af det passer? Hvor er denne grav? Det ved jeg ikke, men det er ikke desto mindre en spændende fortælling.

Jacob Malkas kone hed Ouanounou (udtales: wanunu) Solika (Solika var efternavnet). Hun var Berber. Efternavnet, “Ouanounou” betyder “ou” (søn) og “nounour” (mirakel), altså: Søn af mirakelet.

Om hende ved jeg intet udover at billedet tronede på væggen over fjernsynet i mit farfars hjem.

Ouanounou Solika

De meget få gange han omtalte sin mor, var det altid med stor respekt og han sendte gerne en kys i retning af billedet.

Jeg ved ikke hvornår Jacob og Ouanounou døde eller af hvad.

De tidligste officielle papirer, jeg er i besidelse af er min farfar og farmors bryllupsattest og en fotokopi af “Livret de famille”, som er en officiel fransk dokument hvori man kan finde fødselsattest, dødsattest, vielsesattest, mm.

Her er så min farfar og farmor og … mig

Min farfar, Marcel Malka, er født i Chellala (Algeriet) den 21. juli 1907.

Min farmor, Violette Nebot, er født i Saint-Eugène (Algeriet) den 23. januar 1912. Hendes far hed Salomon Nebot (faktisk fra det oprindelige spanske Benavista) og hendes mor hed Fortunée Chouraqui-Pinhas.

Faktisk skulle de to ikke giftes. Min farfar skulle giftes med en anden kvinde og min farmor med en anden mand.

Men kort tid før deres bryllup, ham, min farmor skulle have giftet sig med, døde, og hende, min farfar skulle have giftet sig med blev sindssyg.

De to mødre kom til at mødes hos en købmand og til at tale med hinanden om det frygteligt, der var sket. Så viste de hinanden billederne på deres respektive børn og blev enige om at gifte dem med hinanden.

Det var dengang før man talte om “kærlighedsbrylluper”.

Marcel Malka og Violette Nebot blev så gift den 21. februar 1935, kl. 15:00 i Abja (Algeriet). Jeg husker ikke så godt min farmor, Violette, da hun døde den 20. april 1968. Da var jeg knap fem år.

Farmor og farfar boede i Boghari (Ksar el Bukhari) i nærheden af Medéa, i Algeriet. Boghari

Det var en lillebitte landsby. Det er det vel stadig væk.

Min farfar var fra en meget fattig familie og derfor arbejdede med at samle klude op og videresælge dem.

Han endte dog med eje det meste af byen. Han ejede flere bygninger, en slikfabrik og slikbutik, en slagteri i Médéa m.m.

Da Frankrig tabte Algeriet, i 1962, var han forudseende nok til at have købt forskellige ejendom og butiker i Frankrig, så familien ikke ankom til Frankrig uden noget som helst, som de fleste andre franskmænd og jøder.

Det var jo sådan, at da Frankrig opgav Algeriet, alt ejendom blev inddraget fra franskmænd og jøder af det algierske stat og folk blev bare smidt ud.

Boghari - 1961

Mange franskmænd blev taget ved sengen da de ikke havde regnet med at Frankrig vil opgive Algeriet. Jøder, der havde boet i 500 år i nordafrika fra før det blev franske koloni, og altid have levet i fred med araberne, havde aldrig i deres vildeste fantasi regnet med, at de ville blive smidt ud af det land, de havde levet i, de sidste 500 år.

Derfor var mange jøder uforberedte. Deres ejendom blev konfiskeret og de blev smidt på en båd til Frankrig, som langt de fleste ikke så meget som kendte. For mange jøder var “Frankrig” lig med “Algeriet”. At ankomme til fastlandet var som at komme i en anden verden.

Min farfar kendte lidt til Frankrig da han havde udført sin militærtjeneste i Strasbourg (nordfrankrig).

Men i hvert fald, havde farfaren vejret at luften begyndt igen at lugte noget stram for jøderne (et var jo lige 15 år efter anden verdens krig) og at han skulle planlægge at flytte fra sit land.

Derfor havde han købt hus, butiker, en biograf, en møntvask m.m. og penge var taget afsted til Frankrig før familien blev nødt til at komme afsted.

Men tilbage til Boghari.

Alle min farfar og farmors børn blev født i Algeriet.

De fik syv børn sammen:

– Den første baby var en dreng, dødfødt, d. 23. november 1935
– Jean-Jacques blev født den 29. juli 1937
– Derefter blev det Roland, født den 30. juli 1938 –
– Så Gérard, født den 26. marts 1941
– Min far, Bernard, født den 6. februar 1943
– Så min faster, Michelle, født den 1. september 1947
– Og en lille pige, Hélène, født den 14. maj 1951 men som døde dagen efter. Hun levede 25 timer.

Min far, Bernard, var det eneste af børnene som studeredere. Han fik gymnasieteksamen, hvilket dengang var søreme noget. Især for en som min farfar, som knap kunne skrive og aldrig var gået i skole. Han har altid villet have at hans børn studerede. Uddannelsen var vejen frem, syntes han. Uddannelse og arbejde.

Efter gymnasiet, gik min far i sygeplejerskeskolen og blev psykiatrisk sygeplejerske i psykiatrisk hospital Ville-Evrard, i Neuilly sur Marne.

Han har lavet forskellige jobs, deriblandt har han styret den biograf, min farfar havde købt.

Det var smart.

Jeg var ganske lille dengang, men kan tydelig huske, at jeg kunne gå og se film i biografen som jeg vil, og så fik jeg endda slik gratis. At have en far, der styrede en biograf i 1960’erne var søreme noget smadderspændende.

Bernard Malka og Marcelle Belmer

Min far og min mor mødte hinanden i Algeriet. De to unge mennesker vil gerne giftes men det kunne ikke lade sig gøre.

De var vildt forelsket i hinanden og de var 18 år gammel. Dengang var man myndig som 21-årige i Frankrig. De skulle derfor have forældrenes tilladelse.

For min farfar, var det njet! Ikke tale om! Min far skulle blive færdig med sine studier først (oprindeligt var det meningen, at min far skulle være blevet apoteker. Farfar vil hjertens gerne købe en apotek til ham og betale studier og alt). Og der var altså ikke noget, der hastede. Min far skulle først blive færdig (eller næsten) med studiet, før at der kunne være tale om at blive gift.

Min morfar, som var militær, reagerede voldsomt. Han brød sig ikke om jødetampe og arabere (alt sammen rakkerpak) og min mor, hans ældste datter og yndlingsdatter, skulle søreme ikke gifte sig men en perker. Det kunne da ikke være tale om.

Derfor lavede min far og mor mig!

Da min mor blev gravid, da skulle de to jo giftes, for man kunne ikke have så noget uægte børn i familien.

Den 18. maj 1963 blev Bernard og Marcelle gift i Neuilly sur Marne og knap 5 måneder senere, den 6. oktober samme år, blev jeg født. På billede, er jeg otte dage gammel.

Cyril Malka - 8 dage gammel

Bernard og Marcelle blev skilt den 10. december 1970 … men det er en helt anden historie!

>