Opskriften på en ensom død

Bernard Malka - 30/06-2014

Bernard Malka - 30/06-2014

(11/12-2017) - Klokken var 10:48 onsdag den 29. november 2017 da mappen, hvor mails fra min onkel Christian ankommer, lyste op.

Min onkel Christian er dobbelt min onkel siden han er min morbror og har været gift med min faster. Desuden er vi næsten brødre. Han er kun 11 år ældre end mig, og da jeg blev fjernet fra min mor, boede jeg hos min mormor, og side om side med Christian fra jeg var ca. tre år gammel til jeg blev ca. otte år gammel.

Jeg havde endnu ikke læst mailen, men jeg vidste, hvad den indeholdte. Man kan ofte mærke den slags ting. Det kan jeg, i hvert fald.

Jeg åbnede mappen og så emnet på mailen: Dødsfald.

Teksten, i sin enkelthed var: "Goddag Cyril, du ved det nok allerede? Din far er død i løbet af sidste nat."

Jeg fik et lille stik i hjertet. Den varede nogle sekunder. Så var den væk.

Jeg havde ikke talt med min far in 21 eller 22 år. Siden 1996.

Før jeg går videre, vil jeg gøre læseren klar over, at der kommer rimelige personlige ting her. Dels fordi jeg kender trods alt en del mennesker i Danmark, som kunne være interesseret, dels fordi jeg har børn i Danmark, som måske vil være interesseret og dels fordi nogle mennesker i Danmark også har kendt min far siden han kom trods alt nogle gange til landet. Hvis det ikke interesserer dig at vide mere om fortiden, bør du springe fra nu.

Hvis du stadig er med, så... Her kommer det:

More...

Min far, hans lillesøster, Michelle og min farmor, Violette. Algeriet - 1950

Min far, hans lillesøster, Michelle og min farmor, Violette. Algeriet -  ca. 1958

Jeg har skrevet en del bøger på fransk og enkelte skønlitteraturbøger (især thriller) på engelsk. Efterhånden kommer en tredjedel af min indkomst fra mine skriverier.

Og da jeg blev faktisk spurgt en del om det, endte jeg med at skrive en trilogi som fortæller om min opvækst. Fra min fødsel til den dag i dag. Den har jeg dog skrevet på fransk. Serien Den hedder "Croire en Demain" og de tre bind hedder "Boule de flipper" (flipperkuglen), "Descente aux enfers" (nedgang til helvedet) og "Horizons" (horizonter). Nej, jeg vil ikke oversætte den til dansk.

For min fransk publikum, er det derfor ingen hemmelighed, hvorfor jeg ikke har haft med min far at gøre i alle disse år. Det er dog anderledes for mine danske læsere og mange af dem, der kender mig i Danmark.

Min far, Bernard, var den fjerde og yngste søn i familien. Efter ham kom min tante Michelle (og senere en lille pige, Hélène, som dog kun levede et par dage). Den ældste søn var Jean-Jacques (for det meste kaldet "Jeannot"), så kom Roland (som ofte blev kaldt "Soussou" - jeg aner ikke hvorfor). Roland døde for fem år siden. Så kom Gérard (Gégé), som døde for to år siden. Så min far, Bernard, og, altså, min tante Michelle.

Bernard og sin bil

Bernard og sin bil

Min farfar havde godt med penge og min far var den eneste af familien som studerede til "bac" (udtales "bak" - det er gymnasieteksamen). Farfaren, som havde knoklet alt hvad han kunne for at bygge sin formue op, og som stort set aldrig havde været i skole, var helt glad at en af i familien studerede. Og han vil gerne have en apoteker ud af ham.

Min far afpressede ofte sin far: "Far, hvis du vil have mig til at studere videre, skal du købe en bil til mig". Og farfar købte bil. Det var yderst usædvanligt i 1960'ers Algeriet at 18-årige børn havde bil. Især at der ikke var tale om små biler... Der var tale om Peugeots 404, som var ret spaciøst og dyr.

Så, i 1962, da Frankrig forlod Algeriet, blev alle jøder smidt ud af landet samtidigt som franskmændene og familien ankom i Neuilly-sur-Marne i nærheden af Paris. Jeg blev født i 1963. Den 6. oktober 1963.

Min mor, Marcelle, ca. 1961

Min mor, Marcelle, ca. 1961

Min far studerede aldrig. Han startede aldrig på universitetet. Han studerede til sygeplejerske, men gad ikke arbejde dér så længe. I stedet for ville han have en butik. Så farfar betalte butikken. Han brugte masser af penge på dyre biler, fester, piger og orgier.

Jo, han var gift med min mor og havde barn, men det bekymrede han sig ikke synderligt meget om.

Jeg boede med min mor. Hun havde nattevagter i det psykiatriske hospital hvor min far også havde arbejdet. Meget ofte skulle jeg passes af nogle af hendes venner (Renault-familien). Hun dumpede mig dér om aften før hun skulle på nattevagt og hun kunne blive væk i dagevis efter det. Hun gik også til fester og orgier og ingen hørte om hende i flere dage.

Derfor havnede jeg hos min mormor. Jeg boede hos hende fra de hersens tre til fire år gammel til at jeg blev cirka otte. I den periode, besøgte min mor mig to gange, og min far besøgte mig én gang. Jeg så min farfar oftere end jeg så mine forældre. Han gav jævnligt penge til min mormor så hun kunne passe mig. Endnu en gang betalte min farfar for min far.

Fra højre til venstre: min morfar, Jean, min onkel Christian, min faster Michelle og, stående, min mormor, Simone (1977)

Fra højre til venstre: min morfar, Jean, min onkel Christian, min faster Michelle og, stående, min mormor, Simone (1977)

Da jeg var otte, af en eller anden årsag (jeg har aldrig fundet ud hvad, der var sket), så blev jeg hentet af min far og min mor. Det var en aften, kort før jul. Juletræet var i stuen og jeg var ved den, da bilen stoppede foran havelågen. Vi gik ud, og min mor og far var dér. Min morfar sagde, at min mor var kommet for at hente mig. Og at jeg skulle gå.

Men jeg ville jo ikke.

Jeg holdt fast i min mormors nederdel og ben og vil ikke. Mine fingre blev åbnet af min morfar og jeg blev givet over til min mor. Jeg græd og skreg. Min mormor græd også og skreg og insulterede min mor. Jeg græd hele vejen til min mor og græd i flere dage. Jeg nægtede at spise og gentog kun at jeg ville tilbage til min mormor.

Efter nogle dage, blev jeg sendt tilbage, men da min morfar kom hjem og så mig spurgte han:

- Hvad laver DU her?
- Jeg er kommet tilbage.
- Jeg vil ikke have dig her. Du skal hjem til din mor! (man diskuterede ikke ordre fra min morfar, tidligere chef-adjudant i gendarmeriet!).

Og han kørte mig hjem til min mor.

Jeg blev ét skoleår hos min mor. Hun havde den fyr, Robert, som var lige blevet færdiguddannet læge og som mente at børn lærte bedst hvis man straffede dem hårdt og slog dem. Min mor gik mere på den psykologiske terror. Hun slog også, men mindre. Hendes straf var gerne på den psykologiske plan (som at tvinge mig til at gå i skole med en skilt om halsen, for eksempel).

I sin tid, min far havde en ny butik i nærheden af hvor jeg gik til musik. Da musikskolen var kedelig (det var bare om at læse noder højt), så gik jeg i stedet i min fars butik og blev dér. Han købte blade til mig, som jeg læste i en hjørne og jeg var glad for det.

Han var kæreste med Joëlle, med hvem han skulle giftes.

Så vil jeg flytte hos min far. Det var meget bedre end hos min mor.

Jeg flyttede i løbet af sommerferien.

Kort tid efter at jeg var startet i skole, i 5. klasse, begyndte det at gå helt galt. Skolen var blevet overtaget af en "Robert-look-alike", som bankede løs på eleverne og praktiserede gruppe-afstraffelse: Vi var i tre rækker og i grammatik-timen, så havde vi øvelser der skulle laves hvor vi hver især skulle tage en sætning. Hvis én af os lavede én fejl, skulle hele rækken lave sætningen fem gange skriftligt for dagen efter udover at den formastelige (som oftest mig) blev offentligt tæsket af selvsamme lærer.

Min far syntes denne form for pædagogik var bestemt tip-top og alletiders og han kunne slet ikke forstå, at jeg ikke lærte bedre. Jeg var nu også et vanskeligt barn!

Derfor, om aften, da han kom hjem fra butikken, så fik jeg tæsk med fars belt (naturligvis slog han med spænder-siden). Skolens direktør (som var vores morgen-lærer) ringede min far op efter hver gang han havde haft os for at fortælle om hvor dårligt jeg havde klaret mig. Så min far begyndte at hidse sig op ved 12:00 eller 13:00 tiden og da han så kom hjem, om aften, ved 20:00 tiden, så var han godt ophidset og vred.

Da han slog hårdt, så skreg jeg, naturligvis. Og det hidsede ham endnu mere op, så han slog endnu hårdere altimens han råbte: Ti stille! Hold kæft! Hold kæft!

Derfor lærte jeg hurtigt at "skrige i stilhed" ved at kvale min skrig i en pude eller i min forarm.

Dengang ved 19:30-tiden, var jeg som regel så bange, at jeg begyndte at få tyndskid. Jeg var nødt til at gå på wc da tiden, hvor min far skulle komme hjem, nærmede sig. Jeg, bogstaveligt talt, sked af angst.

Min lillebror, Mickaël, blev født i 1974. Og dér blev jeg sat totalt til side: Min far er jøde, men det er min mor ikke. Så ifølge jødiske religion, er jeg ikke jøde. Mickaëls mor er jøde, derfor er Mickaël "rigtig jøde".

I mellemtiden var butikken gået ned. Farfar havde betalt gælden og betalt så min far kunne åbne en ny butik i et kommercialcenter og købe sig en ny bil.

Butikken lukkede kl. 21:00 (22:00 fredage og lørdage). Derfor skulle jeg komme hjem fra skolen (jeg havde lejlighedens nøgle i en snor om halsen), tage mig af hunden, hvis de ikke havde taget ham med, gøre rent i huset, lave min mad og spise og gå i seng.

Fordelen var, at da jeg gik i skole, min far sov stadig væk, og jeg som regel sov da de kom hjem. Det er dog skete enkelte gange at min far vækkede mig for at tæske på mig, hvis jeg havde haft dårlige resultater i skolen.

Vi flyttede til Bretagne. Min far gik ud med sin svoger fire til fem aftener om ugen (Maurice, Joëlles bror). De to gik i natklub og bollede udenom. Vi boede i Dinan, en lille by som dengang havde lidt over 10.000 indbygere, så nyhederne gik hurtigt. Alle vidste at de to bollede hvad som helst der kom i nærheden... undtagen de to hanrej-kvinder (eller også lod de som om de ikke vidste noget).

Min far, Dominique og Samuël (ca. 1984)

Min far, Dominique og Samuël (ca. 1984)

Mickaël blev behandlet som en konge og jeg som en slave. Alle var om lillebroren... Indtil 1976 hvor min far forlod Joëlle og gik med Dominique, som han havde mødt i natklubben.

Men Joëlle blev ikke efterladt uden noget: Min far betalte leje af hendes lejlighed, ny møbler, tøj, bil, betalte hendes parkerings- og fartbøder, gav hende en månedlige pension som var så høj, så hun ikke behøvede at arbejde og han besøgte hende og Mickaël mindst hver 14. dage, hvor han benyttede sig af lejligheden til at sove hos hende.

Tiden gik videre med at tæske løs på mig (så voldsomt, deriblandt med en nunchaku, så mine ryghvirvler blev slået skæv) og nedgøre mig. Min far var ret barsk mod Dominique som han jævnligt smed ud for bagefter at hente hende grædende. Det varede over ti år på den måde før Dominique forstod at der ikke var noget at redde og nægtede at tage ham igen.

Dominique gav ham en tredje søn, Samuël, som blev født i 1981.

Min far gad ikke anerkende ham officielt som sin søn. Det tog han sig sammen til da Samuël var to eller tre år gammel. Derfor bærer Samuël ikke Malka-navnet men sin mors navn.

Samuël kender ikke vores far så godt. Han var ikke meget til stede dengang. Han var igen gået fallit nogle gange og havde åbnet diverse forskellige butikker og havde været med flere forskellige kvinder som jeg ikke kender til rigtigt.

Dengang boede jeg i Danmark og vi havde haft flere konflikt sammen. Ingen af dem endte i et klart brud før efter vores bryllup.

Han havde dog lagt an til provokation før, men det blev afværget: Min farfar var død og han havde efterladt sig en kæmpestor arv. Flere millioner til hver af børnene.

Jeg var kæreste med hende, som skulle blive min anden kone, Janne. Vi var ved at købe hus, Janne var gravid (vi blev gift den 5. august og min første søn, Filip, blev født blot fire måneder senere, den 12. december) og jeg studerede og arbejdede for at forsøgte at få det hele til at køre.

Så ringede min far mig op:

- Du, Cyril, du ved, at jeg har fået udbetalt farfars arv?
- Nej, faktisk ikke. Jeg følger ikke med i det. Hvorfor?
- Ja, fordi du regner måske med at få noget.
- Det har jeg helt ærligt ikke tænkt på. Du ved, vi har rigeligt at lave her.
- Så nu, min søn, vil jeg fortælle dig, hvad jeg vil give dig: Intet. Hører du mig, Cyril? Intet! Ikke en øre! Ikke en skid! Du får absolut intet.

For at være helt ærligt, havde jeg ikke regnet med det, men alligevel gjorde det mig ked af det at høre det formuleret på den måde. Jeg tog en dyb indånding og svarede så roligt og køligt som muligt:

- Tjaeh. Det er dine penge. Du gør med dem, hvad du vil, far.

Derfor kom han alligevel til vores bryllup, i august. Han kom uden gaver fordi han "ikke havde nogle penge". Han havde givet en mindre formue til Mickaël og Joëlle, og jeg ved at Dominique havde fået fat i noget også, og ellers, havde skattevæsenet været her (han skyldte en del) og så skulle han købe sig en ny bil og butik (som ikke kørte særlig godt og som endte med at gå ned) og derfor var han på røven.

Han blev vel modtaget af Jannes familie. Under hele vores bryllup fortalte han højt og flot om hvor fantastisk det hele var, hvor søde alle var, han kyssede alle som var i nærheden... For første gang sagde han til mig, at jeg klarede det godt.

Så kom han hjem til Frankrig og, som jeg fik at vide af Dominique, fik alle, og især mig, en kniv i ryggen. Hvordan hele familien var Jehovas Vidner, og hvor sindssyge de var, om at jeg var ved at blive Jehovas Vidne (hvilket ikke har været tilfældet! Langt fra!), og var ved at smadre mit liv, ikke blive til noget, osv. Vi fik alle vores kniv i ryggen. Ingen blev sparet.

Jeg konfronterede ham med det, han bekræftede det og insulterede mig. Hvilket gjorde at jeg brød kontakt med ham. Det var i 1990.

Den 4. marts 1992 blev min anden søn, Gabriel, født.

Cyril Malka - December 1992

Cyril Malka - December 1992

I juni 1992 kom jeg ud for en ulykke som nær havde kostet mig livet. Det blev til en ordentlige hjernerystelse samt hjerneblødning. Jeg var stort set off-line og ikke mig selv fra 1992 til 1996. Så lang tog det mig at komme mig.

Jeg var lige kommet hjem fra hospitalet da min far ringede. Han græd som pisket og bad mig undskylde ham og han ville gerne genoptage kontakten.

Da jeg var stadig væk ret groggy, ville jeg ikke rigtigt snakke med ham, men jeg sagde at vi havde nogle problemer sammen og at jeg vil have dem løst før vi genoptog kontakten. Derfor skulle vi gøre det skriftligt. Det var før internettets tid, så det var med "rigtige breve".

Der var enkelte betingelser knyttet til en genoptagelsen af kontakten:

1. Han skulle ikke love uden at holde.
2. Han skulle ikke gøre forskel mellem mine børn på samme måde som han gjorde det mellem mig og Mickaël.
3. Ingen bagtale.

Tingerne kørte lidt, indtil omkring 1995, men så kom vi tilbage til det gamle: han begyndte igen at love uden at holde og det hele eksploderede i juli 1995 eller 1996 (jeg er ikke sikker, jeg tror, det er 1996), hvor han ringede for igen at fortælle os, at han ikke vil komme som han havde lovet og hvor jeg mindede ham om, at ikke bare det, men at han også havde behandlet mine børn forskelligt.

Han havde husket Filips fødselsdag (hvilket er vel nemmere da det er tæt på jul) og glemt Gabriels.

Det kom vi op at skændes om og jeg endte med at lægge røret på mens jeg kunne høre hans sarkastisk stemme insultere mig. Jeg hørte ikke så meget af det han sagde, men det var bestemt ikke pæne ord.

Det var næsten det sidste, jeg hørte fra ham.

Container som tog vores ting til Israel - juni 2011

Container som tog vores ting til Israel - juni 2011

I 2011, da vi skulle flytte til Israel, skulle vi bruge en "jødedomsbevis", altså en bevis på at en medlem af min familie var jøde, så vi kunne emigrere. Den jødiske bryllupsbevis fra min fars anden bryllup, med Joëlle (det hedder en "ketuba") kunne bruges.

Jeg spurgte for den igennem min faster men min far nægtede at give mig det.

Uden det, faldt alle vores planner til jorden.

Vi kunne, ved hjælp af min onkels ketuba, og så "livret de famille" bevise min jødedom. "Livret de famille" ("familiehæftet"), er en slags bog i hvilken forældre og børn bliver skrevet ind af myndighederne, som så viste at min far og min onkel var børn af samme forældre og hvis min onkel er jøde, så er min far det også.

Vi kunne dermed alligevel rejse.

I en lang periode, mens jeg var på Facebook (det er jeg ikke mere, jeg er kun på Google+), benyttede min far sig af enhver lejlighed på at nedgøre mig. Jeg reagerede ikke på noget af det og heller ikke svarede nogen af hans kommentarer (deriblandt på en af min fætters Facebook-side).

Økonomisk set, efter hans sidste butik gik ned, siden farfar ikke var her for at rede det ud, og siden der ikke var en krone tilbage af arven, så gik han på markedspladserne og solgte blomster og, lidt senere, nogle af Gérards køkkentøj. Gérard havde en køkkentøj-butik i Pornic.

De fleste mennesker som han havde kendt oprindeligt holdte sig væk fra ham. Det var lykkedes ham at smadre livet for mange mennesker og alle holdt behørigt afstand til denne mand.

Derfor, var der ikke rigtigt noget at gøre i Saint-Malo, hvor han boede. Han var for kendt.

Min far (venstre) og Gérard i Pornic - august 2013

Min far (venstre) og Gérard i Pornic - august 2013

Siden, hans storebror, Gérard, havde denne køkkentøjbutik i Pornic, flyttede min far med ham.

De to brødre delte lejlighed og gik på arbejde sammen indtil de ikke rigtigt kunne mere og butikken lukkede.

Min far drak meget og røg meget. Gérard drak ikke så meget. Jeg kan ikke huske om han røg, dog. Men de to fik flere advarsler fra deres organisme, som de ikke tog særligt alvorligt.

Min far fik et hjerteoperation og lægerne sagde lige ud, at han var nødt til at droppe både alkohol og tobakken, hvis han ville klare det her.

Min far droppede det hele en uges tid, men fortsatte. Det var først ca. et år før hans død, at han holdt op med at drikke, og han holdte aldrig op med at ryge. Han tog sig bare en smøg og noget ekstra ilt bagefter.

For to år siden døde Gérard. Og det gav min far en chok.

Han kunne ikke blive i den lejlighed, som var for stor og for dyr for hans pension. Så han fandt sig en, der var mindre.

I al den tid, har hans søn, Mickaël som var reklamedirektør for en stor bladgruppe i Paris, aldrig så meget som givet ham et par euro i ny og næ. Så vidt jeg er underrettet, havde min far lånt ham nogle penge så han kunne betale sin bryllup.

Mickaël har aldrig givet ham pengene tilbage. Da min far bad om at få, i det mindste, en smule af lånet tilbage, har Mickaël svaret, at han ikke havde råd.

- Hvordan kan du så tage på ferie på Eilat (i Israel) hvert år, hvis du ikke har råd til at tilbagebetale mig, spurgte min far.

... Til det kom der, mig bekendt, ingen svar.

Nu, hvor min far ikke gav flere penge til Mickaël, fortalte Mickaël ham, at han havde i øvrigt skiftet familienavn for at hedde det samme som Joëlles ny mand, som havde adopteret ham.

Det tog min far ret hårdt, og forholdet mellem de to blev køligere.

Så fik min far en blodprop i hjernen. Han blev blind på højre øje (tror jeg).

Samuël bad ham komme til Saint-Malo hvor han kunne tage sig af ham. Min far kom i en plejehjem til aflastning indtil han kunne komme hjem til Pornic. Han gav sit Visa-kort til Samuël som så gik og købte lidt ind for ham (cigaretter og sådan).

Så, da han fik det bedre, kom han tilbage hjem til sin lille lejlighed i Pornic.

Det er (vist) først dér, at han fandt ud af, at Samuël havde ikke blot købt lidt ind for ham, men han havde benyttet sig af lejligheden for at tømme hans bankkonto.

Samuël arbejder ikke (han forsøgte at have en firma som holdt fra marts til juni 2016).

Altså, det er ikke helt rigtigt: Han arbejder ikke udover at deale med narko.

Han er i øjeblikket i betinget fængsel. Han er udenfor, men ved næste ulovlighed, så ryger han ind.

For noget tid siden, skyldte han penge til nogle rigtige "bad guys", så det var imperativt at han stampede en masse penge op fra jorden. Åbenbart havde han ikke givet dem de penge han skulle give dem men havde brugt dem selv, og disse fyre plejer at tage den slags ting ret alvorligt.

Derfor bad han sin mor (som også er arbejdsløs) om at få fat i sådan en revolving-kredit så han kunne redde livet. Han skulle nok give hende pengene tilbage.

Det gjorde hun og det gjorde han ikke: Dominique betaler stadig på denne gæld, så vidt jeg ved.

På min fars konto var der 2.000 euro (ca. 15.000 Kr.) som var blevet udbetalt af sygesikringen så han kunne betale sin gebis. De penge skorede Samuël.

Tilbage i Pornic, havde min far ikke en krone. Mickaël bekymrede sig ikke om det og Samuël...

Samuël havde noteret min fars Visa-korts-nummer, udløbsdatoen og de tre tal på bagsiden af kortet og, hver gang der kom penge, før min far fik tid til noget som helst, brugte Samuël oplysningerne for at tømme samvittighedsfuldt sin fars konto.

Bernard Malka - Facebook

Bernard Malka - Facebook

Min far havde ikke penge til at spise for.

Heldigvis var der en lille bedstemor som boede lige overfor hans lejlighed.

Hun kom hver dag for at lave mad til ham. Hun lavede en masse spændende franske retter: Boeuf bourgignon eller Blanquette de veau, alt så noget lækkert for at friste ham.

Men han gad ikke spise. Så den lille bedstemor blev ved siden af ham indtil han havde spist, om ikke andet, lidt.

Ud over den lille dame, var der en fyr der hed Sebastien, som havde kontakt med ham. Jeg ved ikke hvor meget (det var ham som fandt ud af det med Samuël og Visakortet), og så ringede min far til sin søster, Michelle, hver aften.

Han havde også været op at skændes med hende for tre år siden, da han havde bagtalt en af mine fætre (en af Michelles sønner). De kom først til at snakke sammen igen ved Gérards begravelse og har holdt kontakten ved lige, lige siden.

Ud over de tre kontakter og et par Facebook kontakter, så var der intet konkret.

Den 28. november om morgenen, da den lille bedstemor kom for at se til ham, fandt hun ham liggende på gulvet.

Han brugte en plastikflaske til at tisse i, da han havde besvær med at gå. Han havde mange smerter, hvorfor han fik morfinpiller.

I løbet af natten ville han åbenbart tømme flasken og/eller gå på wc, og så var han faldet. Flaskens inhold var væltet på gulvet.

Den lille bedstemor hjalp ham op og gjorde rent imens hun fik ham til at ringe til Michelle.

Michelle kunne ikke rigtigt forstå hvad han sagde. Hans sprog var sløret, han var som fuld. Officielt, og efter hvad han havde sagt til hende aftenen før, havde han taget fejl af piller og han havde taget morfinpiller i stedet for sovepillen. Derfor havde han mistet balancen på vej til wc.

Lægen kom og vil tage ham på hospitalet, men min far nægtede.

Det blev aftenen den 28.

Den 29. om morgenen, da den lille bedstemor kom og ville se til ham, var han i sin seng. Død.

Igen en fejl i pillerne?

Det er tænkeligt.

Jeg tror at min far var nu meget alene, forladt af alle, hans søn ignorerede ham (da min far sagde "Min Søn" så var det Mickaël. De eneste få gange han brugte udtrykket med mig, var det sarkastisk), hans anden søn bestjal ham, hans bror var død, ingen ville have med ham at gøre med undtagelsen af et par fremmede mennesker og hans søster ...

Jeg tror at det med ikke engang at være i stand til at kunne gå ud at tisse har været dråben og at han har hjulpet manden med leen på vej ved at tage en pille for meget ... Men det er kun mit synspunkt, sådan som jeg kender ham.

Cyril Malka - November 2017

Cyril Malka - November 2017

Jeg havde forudset den ende og endda sagt det til ham, engang, for længe siden: "Far, du vil ende dine dage alene. Du smadrer alt og alle omkring dig. Ingen kan holde dig ud. Du ødelægger alt. Du har ødelagt alt. Den eneste du tager dig af, det er Mickaël, og hvis en dag, du ikke har flere penge, så vil du ikke se mere til ham!"

Jeg fik mig en på skrinnet, denne dag. Men den var ventet.

Jeg havde dog ikke forudset det med Samuël. Dels fordi jeg ikke kender ham så godt (vi så ham to gange, den anden gang, i 2000, bestjal han os, så vi stoppede al kontakt med ham) og dels fordi han var meget, meget lille dengang jeg sagde det.

Det var vigtigt for mig at min trilogi udkom før min fars død. Da der bliver fortalt nogle mindre behagelige ting om ham dér, ville jeg ikke have at man sagde, at jeg ventede på hans død for at fortælle så nogle ting.

Den tredje bind tog mig flere år at skrive og ligepludseligt, en dag, fik jeg meget travlt og resten blev skrevet meget hurtigt. Bind tre blev udgivet i september i år.

Jeg tror, at det eneste der gør mig lidt ked af det i denne sag er ikke at han er død, men at nogle mennesker opfører sig på sådan en måde deres liv igennem, at de ender alene og i elendigheden.

Det er mere en generel betragtning mere end et savn af en far, som aldrig har været en far for mig. (Cyril Malka)

  • Kondolerer. Sikke en redelighed.
    Jeg blev pludselig mindet om, at både din tredje bog (og Sharapovas, der ankom samtidig) ikke er læst endnu. Dels fordi jeg har haft mange bøger til anmeldelse (danske) i pipelinen, men også fordi jeg er klar over, at jeg ender i et marathon når jeg først får åbnet bogen. Din serie er, som jeg før har sagt, genial, og jeg er sikker på tredje bind er ligeså.
    Din forudsigelse var helt forståelig. Han opførte sig forfærdeligt, og det har også været det sværeste gennem hele læsningen af de to første bind. Den bestialitet han udviste er så grum, at det fortjener stor ros, at du ikke endte som kriminel. Enhver anden havde enten købt en pistol eller smadret ham til plukfisk.
    Jeg ved godt hævn ikke løser noget, men det var min første indskydelse. Jeg har stor respekt for, at du aldrig har brugt modgangen destruktivt, men har hjulpet så mange gennem både artikler, podcasts, terapi m.v. Det er ikke mange, der ville kunne efterligne dét eksempel. Stor tommel-op for det!

    • cylle says:

      Goddag Henrik,

      Tak for din besked.

      Ja, det er rigtigt, hævn løser ikke noget, men det er ikke det, der afholdt mig fra det.

      Det første var, at indtil jeg var … hvad? 25 år gammel cirka, så løj jeg ham meget bedre end han var. Jeg havde elsket ham meget højt fra da jeg var barn, at jeg ganske enkelt nægtede at se virkeligheden i øjnene. For nogle ting, det er først når jeg skrev dem i bøgerne at det gik op for mig, hvad der var sket.

      Efter det, var der et brud (faktisk to, fordi efter min ulykke, kontaktede han mig igen og jeg var så svækket at jeg sagde ja, indtil at der kom det andet og sidste brud). Det brud var i forbindelse med noget arbejde, jeg lavede på mig selv, hvilket gør at jeg gik direkte til tilgivelsen uden at gå gennem “hævn-feltet”. Ellers kunne jeg forestille mig, at det ville have været det meste naturligt.

      Jeg ved at, i alle disse år, har han fortalt noget andet end det, der er sket. Noget med at det skulle være ham, der har afbrudt forbindelsen, og så fik jeg som regel skyld for alt, hvad der gik galt (det, med at han nægtede at give os den famøse ketuba, så vi kunne rejse til Israel sagde han til sin søster at ‘det kunne han ikke huske’) … Tjahe … Jeg mener … Lad ham, tænkte jeg.

      Og det gjorde jeg, så!

      Det glæder mig at læse at mine bøger har den virkning på dig 🙂 En rigtig forfatterdrøm 🙂 Tusind tak for det 🙂

      Jeg håber, du kommer til at kunne lide den når du får tid til den 🙂

      Cyril

  • Carl Sukkot says:

    Ikke nogen opløftende historie. Desværre ikke så ualmindelig, som man kunne ønske sig.
    Min biologiske far, som var gift med en anden og havde tre legitime børn, indrømmede aldrig sit faderskab; Jeg fik dog af gode grunde aldrig tæv af ham.
    Men jeg fik aldrig oplevelsen af, hvilken rolle, Skaberen havde tiltænkt en far.
    men i det mindste stak stak han da min mor, som var krigs-enke lidt økonomiske smuler.
    Jeg har dog erfaret, at Elohim tager sig kærligt af enker og faderløse.

    • cylle says:

      Goddag, Carl,

      Tak for din kommentar.

      Ja, desværre er der meget af den slags rundt omkring, især for os, der er generation x, som man siger. Forældrene i de glade 60’er der var især fokuserede på sig selv og have det sjovt i stedet for at tage sig af deres afkom.

      Jeg må indrømme at jeg sjældent i min opvækst har mærket noget guddommeligt hjælp eller tilstedeværelse, hvorfor jeg havde en stærk tendens til ateismen.

      Venligst,

      Cyril

  • >