Poupée de cire, poupée de son
Sans craindre la chaleur des garçons
Poupée de cire, poupée de son.
(France Gall – 1964)
(Men en dag vil jeg leve mine sang
Voksdukke, kliddukke
Uden at være bange for drengenes varme
Voksdukke, kliddukke)
Lucienne sidder i køkkenet og drikker sin tredje kop kaffe. Klokken er næsten elleve og hans svigermor, Rose, tilbereder couscousen. Den gode duft svæver i hele huset.
Det er fredag, og fredag er couscousdagen. De fire børn med deres koner og børn, som stadig væk er babyer, kommer hjem til deres forældre og man spiser i den store stue.
I øjeblikket er der ingen lyd i huset undtagen gryden som småkoger.
Lucienne har ikke sovet i nat. Manglen på søvn og hendes gråd giver hende opsvulmede øjne.
Hun dypper en sukkerknald i sin kaffe og hun tænker imens hun bidder i den. Så drikker hun resten af kaffen, rejser sig op og går op på sit værelse.
Hun kommer forbi stuen på vej op til sit værelse. Rose og Lucien ser på hende uden at sige et ord.
– Jeg siger til dig, han er skør, den dreng, siger Lucien stille.
Rose svarer ikke.
En bil stopper foran huset. Der er få sekunders stilhed og så kan man høre en bildør smække. Rogers skridt kommer op ad trappen og han banker på den store glasdør.
Rose kigger bekymret på Lucien som forbliver siddende et par sekunder før han bestemmer sig til at rejse sig op for at åbne døren.
Roger står her. Han er ubarberet og hans tøj er krøllet.
– Hvor var du hen hele natten, Roger?
– Far? Bland dig udenom!
– Bland mig udenom? Siden i går morges er vi uden nyheder fra dig. Du lever under mit tag. Det gør du og det gør din kone og din søn. Og så vil du have, at jeg skal blande mig udenom?
– Hør, far, der er en anden kvinde i mit liv.
– En anden kvinde? Hvad er det for noget vrøvl? Det er ikke et år siden, at du er gift. Cyril er tre måneder gammel. Hvad snakker du om?
– Hun er tysker, hun hedder…
– Jeg vil ikke vide det. Du er gift og du har en kone og et barn.
– Hør far, jeg er blot kommet her for at hente nogle ting. Anke venter på mig i bil…
– Nej, Roger. Først går du hen og ser til din kone og til din søn og vi ser senere for resten.
Lucien træder til side, så Roger kan komme forbi.
Roger går langsomt op ad trappen.
Lucienne sidder på sengen og kigger på Roger i øjnene. Hun siger ikke et ord.
Han ved ikke rigtigt hvad han skal sige. Ordene har svært ved at komme ud.
Han bliver i døråbningen, lænet op ad dørkarmen, som om han ikke turde komme ind.
Hun kigger på ham.
– Lucienne … Jeg er kun her kort tid, jeg … øh …
– Jeg har set varevognen parkeret foran huset.
– Ah?
– Hvad har du tænkt dig at gøre, lige præcis?
– Hør, Lucienne, jeg elsker hende.
– Du elsker hende?
– Ja.
– Og din søn?
– Hvad med min søn?
– Elsker du ham også, din søn?
– Ja, men der er en kvinde i mit liv.
– En kvinde i dit liv? Altså, udover mig, mener du?
– Årh! Lucienne! Hold nu op med at komplicere alting!
Lucienne står op og går mod Roger. Hun har en voldsom lyst til at pande ham en.
– Du er da fuldstændig sindssyg! Hvor lang tid har du kendt denne luder?
– Hør nu! Tal ikke om Anke på den må…
Luciennes grønne øjne skyder lyn.
– Hvor lang tid har du kendt denne luder, for helvedet? Råber hun.
Lucien og Rose har garanteret hørt det.
– Hør, lad os nu ikke begynde at tale om det nu.
– Hvor længe? Skriger Lucienne.
– To … To uger, cirka.
Lucienne griner sarkastisk.
– Helt ærligt … Du er dum i hovedet, din stakkels nar. Du kender en skøge i fjorten dage og du forlader os bare sådan?
– Hør her, Lucienne … Jeg elsker hende. Det kan jeg ikke gøre noget ved. Det er bare noget der er sket sådan. Jeg er kommet for at hente nogle ting. Jeg forlader dig.
Lucienne ser vantro på imens Roger tager nogle ting ud af skabet og propper dem ind i en taske. Hun følger hver af hans bevægelser. Han undgår at se på hende.
Cyril er blevet vækket af råbene. Han græder. Lucienne tager ham op fra sin vugge. Hun holder ham mod sit bryst og vugger ham lidt. Hun kysser ham på panden for at berolige ham. Hun ser stadig væk på Roger, uden at sige et ord.
Når han skal til at komme ud af værelse, blokerer hun døren for ham.
– Siger du ikke farvel?
– Hør … Lucienne …
– Forlader du din kone uden så meget som at kysse hende farvel?
– Lucienne …
Lucienne strækker sin arme så Cyrils ansigt står lige over for Rogers. De to ansigter rører sig næsten. Cyril genkender sin far og hans øjne lyser op som et juletræ.
– Og ham? Også ham? Du forlader ham uden at kysse ham?
Cyril smiler savlende og hans ben spjætter frenetisk.
Rogers hals går i knuder.
Han kysser hurtigt Cyrils mund og, uden at se bagud, flygter han mere end han går ud af lokalet. Han nærmest løber ned ad trappen for at forlade dette hus så hurtigt som muligt.
Hans mor, Rose, står for neden af trappen:
– Roger, min søn, gør det ikke. Forlad ikke din familie. Jeg beder dig.
Roger skubber hende.
– Flyt dig!
Lucien blokerer udgangen.
– Roger! Du forlader ikke din søn og din kone. Det gør man ikke, den slags!
– Flyt dig, far!
– Nej. Jeg flytter mig ikke. Jeg advarer dig, Roger, hvis du forlader det hus sådan, så vil jeg ikke se dig her igen. Aldrig!
– Flyt dig, far, ellers slår jeg dig!
Efter et par sekunders stilhed, Lucien flytter sig.
Roger løber nærmest ned af perronens trappe og han kaster sig bag Ankes varevogns rat. Han smider sin taske på knæene af den blonde kvinde som kigger bekymret på ham.
– Har du det godt, Roger?
– Ja, ja … Ja, ja …
Han tager fat i kontaktnøglen og han skal til at starte varevognen når hans blik falder på et dukkehoved på gulvet, nær ved Ankes fødder. Dukkens afskåret hoved tilhører Ankes datter
Hans finger holder fast i nøglen, men det er ham umuligt at dreje nøglen.
Dukkens døde øjne stirrer på ham.
Luciennes øjne stirrer på ham.
Hans fars øjne stirrer på ham.
Cyrils øjne stirrer på ham.
– Nej, Anke … Jeg kan ikke.
– Hvad er det, du ikke kan?
– Jeg kan ikke forlade min kone og min søn. Jeg elsker dem.
– Men … Hvad med os, så?
– Os? Ja … Os … Os, det er noget andet.
– Hold da kæft, mand, du er virkelig råddent!
Anke smider Rogers taske i hovedet på ham.
– Skrid herfra din dum idiot! Fis tilbage til din kones fødder.
Roger går ud af varevognen. Med en smidig bevægelse, glider Anke til førersædet. Hun starter varevognen som var det en Ferrari og forsvinder hurtigt ud i horisonten.
Roger står stille lidt og, meget langsomt, han går op af perronens trappe. Han banker på hoveddøren.
Lucien åbner døren.
– Hvad vil du her?
– Hør far, jeg…
– Hvad? Kan du ikke huske hvad jeg sagde til dig? Hvis du kommer ud, så kommer du ikke ind igen.
– Jamen, far…
Rogers sætning bliver afbrudt af døren som bliver smækket i hovedet på ham.
– Hør, Lucien, siger Rose til sin mand, vi kan ikke lade Roger være udenfor. Vi er i januar. Det er koldt.
– Ja. Jeg ved godt, at vi er i januar. Han kan bare tage hjem til sin tysker, kan han!
– Jamen Lucien…
– Nej! Ikke tale om! Og jeg advarer dig! Jeg vil ikke se ham gå forbi dette hus’ dørtrin!
– Javel! Javel! Jaaavel! Jeg vil ikke sige noget mere.
I flere uger sover Roger i sin bil. Flere gange om dagen sniger Rose Roger ind i køkkenet ad bagdøren og hun giver ham mad. Når det er rigtig koldt smugler hun ham ind i kælderen som er varm, fuld møbleret og hvor der også er et badeværelse.
Slukøret og grædende, går Roger hen og beder sin far om tilgivelse. Han beder også Lucienne om tilgivelse. Han overøser Lucienne og Cyril med gaver. Han griner med dem af alt og af intet.
Han er tilgivet. Han er lidt tankeløs, men en god dreng, Roger.
Lucienne er begyndt at studere på det psykiatriske hospital Ville Evrard i Neuilly-sur-Marne for at blive psykiatriske sygeplejerske.
Lejligheden oven over biografen som Lucien havde købt er fri og håndværkerne er færdige.
Den lille familie kan forlade huset ved Marneflodens brede for at flytte i Neuilly Plaisance, som er lige ved siden af.
Roger kan styre biografen imens at Lucienne bliver færdiguddannet sygeplejerske.
Og alt vil gå godt.
Endeligt!
