Belmer Sagaen

Celestin

Der er også spansk blod i min mors familie!

Min mormors mor, Victorine, hed før hun blev gift, “Victorine Guidez”. Hun blev født i 1892 og døde i 1986. Hun var datter af Cyriak Guidez og Marie Bataille.

Hendes far var spanier og kom til Frankrig for at arbejde. De havde en væveri i byen Armantière, i nordfrankrig.

Det var åbenbart nogle spaniere som ikke kom hele vejen op til Danmark men stoppede ved den nordlige del af Frankrig, hvor der stadig var meget arbejde denne gang. Nordfrankrig havde kulminer og derfor et rigt industriliv og butikker.

Jeg har kendt alle mine oldeforældre på min mors side. Det vil sige at jeg kendte Celestin, som man kaldte for “Bedste Tintin” og Victorine, som vi kaldte for “Bedste Torine”. Det er Bedste Tintin som lærte mig at spille kort, da jeg var ganske lille.

Han manglede en finger og havde en stiv ben. Souvenir fra første verdenskrig. Den meste morderiske krig i Europa. Bedste Tintin har aldrig regnet anden verdenskrig for noget som helst. Det var jo “besættelse” og ikke direkte krig. Allerede dengang mente Bedste Tintin at “mænd ikke længere var mænd”, at havde han været 20 så var prøjserne nok blevet smidt tilbage på den anden side af rhinen, hvor de nu hørte til.

Han var yngre end sin kone, men sådan var de fleste par i denne generation. Da langt de fleste mænd var blevet slået ihjel i krigen, var de mænd, der var tilbage enten yngre eller meget, meget ældre end kvinderne.

Min mormor, Simone Lafontaine gift Belmer, var ikke et ønsket barn. De skulle ikke have flere børn da Victorine fortalte, at hun var gravid.

Det blev Celestin noget sur over. De havde børn nok, syntes han, men det var der jo ikke noget at gøre ved.

Victorine fik hurtigt et ordentligt størrelse og man var ret bekymret for størrelsen af det barn, der nu blev født.

Da tiden kom at barnet skulle fødes, den 31. oktober 1923 om natten, så var barnet ganske lille.

“Du milde”, råbte Celestin da han så det, “bjerget giver fødslen til en mus!”

Simone Belmer Communion

Da han fik at vide at det var en pige så sagde han: – Føj! Væk med det! Jeg vil ikke kende til det barn.

Det var faderen, der skulle navngive barnet og erklære det til rådhuset. Man har tre dage efter fødslen til det.

Hans arbejdskolleger ræsonnerede med ham.Men Celestin havde ikke valgt noget navn og gad ikke give det barn et navn. Han ønskede mest at glemme det.

– Hvad er dagens helgen?, endte Celestin med at spørge (han ellers hadede stort set alt, hvad der havde med præster og kirker at gøre).
– Simon.
– Fint! Så kommer hun til at hedde Simone.

Forholdet blev, heldigvis, bedre med tiden.
Her ser du Simone, min mormor, ved sin konfirmation.

Det varede noget, før hun skulle lære min morfar at kende, Jean Belmer.

Marcel Belmer

Det her var en helt anden sag.

Jean Belmer var søn af Marcel Belmer og af Jeanne… Jeg kender ikke hendes ungpigenavn lige p.t. men finder ud af det.

Marcel Belmer var en helt anden historie.

Han var fra det finere dele af byen, en forholdsvis adelig familie. Meget stilfuld og karakterstærk mand.

Han blev født den 30. marts 1891 og døde af sygdom i 1940, kun 49 år gammel blev han.

På båden, er han den tredje fra venstre. Faktisk højere end de andre og afgjort en stilfuld mand.

Marcel Belmer

Han var meget karakterfast og retsindig.

Efter han døde, blev hans kone gift med en lokal landmand, Richard.

Jeg har kendt begge disse oldeforældre også.

Bedste Jeanne gemte altid de små legetøj der blev givet i vaskepulveret “Bonux” for da jeg kom. Så fik jeg dem med hjem.

Hun kunne ikke udtale x’ene særlig godt, så sagde hun altid: – Cyril, vil du have “bonusk”-legetøjet?

Min morfar, Jean, tog sin fars død meget tungt.

Han var ikke typen, der fortalte, hvordan han havde det, så han var bare stille.

Han arbejdede i det firma Celestin var tegner i og hans datter Simone var også kommet i arbejde på kontor dér.

I mange uger sagde Jean ikke andet end “goddag” og “farvel” og det mest nødvendige.

Indtil den dag, hvor der var fest i byen og hvor han inviterede Simone til bal.

Hendes første reaktion var at tænke: – Hold da helt op! Han kan tale, altså!

Og derfra blev de kærester og gift. Det var noget med, at han fulgte hende hjem flere gange, og så begyndte man at “snakke” i byen, så der skulle tages en beslutning. Hvilket også blev taget.

Jean Belmer 20ans

Billedet forestiller min morfar, Jean, da han var 20.

Men det var en urolig tid og tyskerne havde et godt øje til Frankrig igen (og til resten af Europa i øvrigt).

Og i Frankrig, nu ved jeg ikke om lignende ordninger fandtes i Danmark under krigen, så skulle alle valide mænd gå og arbejde i Tyskland. STO kaldte de det (Service de Travail Obligatoire – Obligatorisk Arbejdstjeneste). Det jeg kan sige er at Frankrig er det eneste land, hvor staten hjalp til med STO. Marechal Pétain, som styrede Frankrig dengang, var ret så protysker, Général de Gaulle var allerede i London hvorfra han organiserede modstanden.

I perioden 1942 – 1944 blev ca. 600.000 til 650.000 franske arbejder ført over til Tyskland.

Der tales om at fra 25.000 til 35.000 af disse mænd døde i Tyskland (det var kun mænd, der blev overført).

Jean, som alle mænd i hans alderklasse, fik så ordre til at tage til Tyskland for at arbejde dér.

Det kunne der ikke være tale om!

Han brændte indkaldelsespapirerne og mødte på arbejde som sædvanligt dagen efter.

Men nyheden var ude og hans chef nægtede at tage ham ind. Hvis man skulle til STO, skulle man til STO, chefen kunne have mange problemer hvis tyskerne kom for at hente Jean og fandt ham dér.

Naturligvis gik der ikke ret lang tid før at tyskerne, så velorganiserede som de jo var, fandt ud af at Jean Belmer ikke var dukket op. Så han skulle hentes.

Men han var smuttet og gemte sig.

Simone og han fik lavet nogle falske papirer. Min mormor har stadig en af dem, som jeg har set, men jeg fik den ikke fotograferet. Det gør jeg ved næstkommende lejlighed.

Og så skulle de afsted.

Problemet var at de skulle have tilladelse for at kunne drøne rundt omkring. Derfor, ved hjælp af nogen fra posthuset, lavede de en falsk telegram med skrevet på “vend hurtigt hjem – mor meget syg” som de viftede med for at kunne komme på toget uden tilladelse.

Det lykkedes dem at komme på toget, naturligvis kun ståpladser. Det var ikke et tog med kupe og siddepladser. De stod og frøs.

Pludseligt stoppede toget.

Tyskerne kom op og ryddede hele vognen foran dem. Passagererne blev, efter kontrollen, stablet ind i resten af toget som i forvejen var godt spækket.

Den tomme vogn blev brugt til jøder, der skulle transporteres til lejrene. De var så tæt pakket, at de end ikke kunne sidde. Mange døde inden ankomsten. De døde havde ikke plads til at falde og blev holdt stående af de andre, der var helt imod dem.

De endte med at ankomme, hvor de skulle.

Simone var gravid af sit første barn og det viste sig, at hun skulle tilbage til nordfrankrig, nu hvor Jean var i sikkerhed i for at føde det barn, ellers kunne barnet ikke registreres og hverken få navn eller noget. Derfor skulle hun vende tilbage hjem og føde.

Jean vil have at barnet, en dreng naturligvis, skulle hedde Marcel, lige som hans far hed.

Så Simone tog vejen tilbage nordpå. Off we go again!

Nu skal man huske at det ikke var noget med IC3 tog eller så noget, men bumletog som tog evigheder. Ofte stoppede toget i timevis midt i ingensteder og uden at nogen vidste hvad skete. Tyskerne stoppede toget, og der blev hørt skud og ingen turde se efter, hvad der skete.

Simone ankom til Cambrais, hjembyen i nordfrankrig og fik sit barn den 5. april 1944 … Men … Katastrofe! Det viste sig at være en pige! De havde ikke tænkt på et pigenavn, så sikre som de var for at det var en dreng.

Hun turde heller ikke gå imod sin mands ønske. Man skulle være ret selvmorderisk for at gå imod min morfars vilje. han var en mand der vidste bestemt, hvad han ville og ikke ville og bare tanken om at gøre noget andet end det, han befalede kunne have fået hvem som helst til at få et hjertestop (der skal dertil siges, at jeg har været den eneste til at kunne gøre de mest utrolige ting og overleve).

Marcel skulle han hedde, derfor Marcelle kom hun til at hedde. Hunkønsformen af Marcel.

Min mor, for det var hende, blev så opkaldt efter sin farfar.

Det er hende, du kan se på billedet her.

Marcelle

Ret bekymret lille dame!

Min mormor og morfar fik fire børn:

Marcelle, min mor, den førstefødte og min morfars øjesten.

Den næste blev Jean-Marie (1946), han blev født i Tyskland. Til denne tid havde styrkeforholdet ændret sig og Frankrig, sammen med andre lande, besatte nu Tyskland. Jean-Marie var på militærskolen.

Han kom på Saint-Cyr skolen (det ville svare til noget som gardist eller så West Point i USA) og er nu general på pension. Hans søn, Rodolphe Belmer, er direktør for fjernsynkanalen Canal+.

I 1950 blev min moster Thérèse født og i 1952 blev min onkel Christian født. Min yndlingsonkel.

Eftersom jeg blev fjernet fra min mor i en ganske ung alder, blev jeg sendt hos min mormor, hos hvem jeg boede til jeg var 9. Min onkel Christian, som er lige knap 11 år ældre end mig boede stadig hjem og derfor har vi mere en bror-forhold end en onkel/nevø forhold.

Jean var militær og blev sendt til højre og venstre. Tyskland, hvor Jean Marie blev født og så skulle han faktisk sendes til Indokina (tidligere Vietnam) men han slap for Simone var netop blevet gravid.

Til gengæld slap familien ikke for at komme til Algeriet, hvor krigen var i fuld gang.

I Algeriet, skulle Jean stå imod Fellagaherne. Fellagah var de algierer som bekæmpede franskmændene (i modsætning til Harkiene, som var på Frankrigs side).

Jean var ikke til at spøge med og tog ofte på mission. Han var berygtet for at få Fellagaherne-cherferne til at tale.

Man taler meget om den tortur, der er blevet udført af franskmændene mod Fellagaherne og franskmændene skal nærmest undskylde alt, hvad der er sket i Algeriet.

Dog er der aldrig kommet modundskyldning fra Algeriet side om de handlinger, der er blevet udført fra denne side. Mænd blev gerne kastreret og kvalt med deres testikler. Kvinder blev gerne voldtaget og sprættet op, som det blev tilfældet for en fransk jordmord på 25 som rejste rundt i Algeriet for at hjælpe arabiske kvinder til at føde.

Deres hygiejne forhold var jo ikke noget at råbe hurra for. Hun var en veninde til min mormor.

Offer

Hun var gerne med eskorte på 5-7 unge mænd til at forsvare hende, da området jo ikke var særlig sikker.

En dag, var hun længe om at vende hjem.

Min morfar og patruljen gik efter dem.

Hun var død, sprættet op og de unge mænd som udgjorde eskorten var kvalt med deres testikler.

Billedet her er fra den sag og er taget af Jean

Jean og Simone boede på casernen, og der havde de ingen kælder. Det brokkede Simone sig jævnligt over.

Til sidst lykkedes det Jean at få tildelt en kælder (kælder nr. 8) men Simone måtte ikke bruge den.

Den skulle ordnes.

Nej, hun måtte ikke komme med og hjælpe til! Nej, hun måtte ikke nogensinde gå ned i den kælder før at han sagde til.

Kælderen lukkede med en stor københavnernøgle som hang ved dørkarmen ved indgangsdøren.

En dag, skulle han med en konvoj.

Nu er Simone en kvinde (tilmed en skorpion med ascendant skorpion) og ret nysgerrig. Hvad gemte Jean mon dernede?

Hun ventede lidt for det tilfælde, hvor Jean vendte hjem uventet og så tog hun nøglen og gik ned.

Hun kom til kælderen. Lyset var svagt. Hun åbnede døren og gik ind.

Der var noget derinde. Der var noget på gulvet. Hun nærmede sig.

Dette “noget” var pakket ind i et lagen eller en lys stofpose. Det bevægede sig pludseligt og fik fat i hendes ankel.

Simone blev bange. Hun løb ud. Trak døren i med nøglen som kom ud af nøglehullet og hun løb op til sin lejlighed.

Forbustet, med klapprende tænder, var hun ved at forsøge at komme sig over chokket.

Det var nok en Fellagah som Jean skulle få til at tale.

Så gik det op for hende: Døren!

Den var ikke låst!

Hun havde godt nok trukket i nøglen for at lukke døren, ja, men hun havde ikke drejet nøglen.

Den blev bare trukket ud af nøglehullet.

Døren var ikke låst og den person, der var i den taske eller hvad det nu var, kunne nu bare komme ud.

Et par måneder før var der sket en lignende sag. Nogle Fellagaher, der var fanget, havde truet nogle Harkier, som, af angst, havde befriet dem. Disse havde åbnet døren til casernen til andre Fellagaher som havde massakreret alle i casernen i nattens mulm og mørke.

Nu kunne historien gentage sig fordi Simone var for nysgerrig.

Hun kunne ikke så godt vente på Jean og fortælle ham det. Bare tanken om at fortælle ham, at hun havde gjort noget, han havde forbudt hende, skræmte hende.

Det skræmte hende faktisk mere end at skulle stå over for den Fellagah igen!

Så Simone tog sig sammen og tog fat i nøglen igen og gik ned rystende og fik låst denne dør.

Det tog hende noget tid at få så meget hold på sig selv, så hun kunne se uskyldig ud da Jean kom hjem!

Familien boede stadig væk i Algeriet, i Boghari, da min morfars øjesten, min mor, mødte min far, Bernard.

Marcelle 25 ans

På billedet, er det Marcelle, min mor, dog er hun her lidt ældre end da hun mødte min far. De mødte hinanden og blev kærester da de var teenager og her på billedet er hun i Frankrig og er 25 år gammel.

Jeg ved ikke hvordan de mødtes. De var vel i skole sammen?

I hvert fald, da franskmændende tabte Algerikrigen og vendte

hjem, skete det i flere ombæringer, naturligvis.

Min far og min fars familie var allerede ankommet.

Bernard skulle hente Marcelle i lufthavnen.

Men af et eller andet årsag, så kom han og hentede hende to dage før den dato og tid, de skulle mødes på.

Tilfældigvis, var det det fly, Marcelle var i. Der havde været forandringer i sidste minut, så flyveplanen var blevet ændret. Bernard vidste det ikke. Selv om telefonen eksisterede først i 60’erne, så var det bestemt ikke hvermands eje.

Det var en meget intens kærlighedsforhold mellem de to. De har elsket hinanden meget stærkt i noget tid og det er for at de kunne leve deres kærlighed, at de lavede mig (se afsnittet om det i malkasagaen).

De brugte bagefter en del år på at flå hinanden og skade hinanden mest muligt i en skilsmisse, der varede 6 år.

Stadig væk, den dag i dag, mere end 45 år efter, er ingen af de to kommet sig over dette forhold, men resultatet er dog her og er 51 år gammel i øjeblikket (2014).

Min morfar døde i 1980, den 14. juli, 56 år gammel. Han døde af kræft. Min mormor, den sidste efterlevende af familisagaen har lige fejret sine 84. fødselsdag. Hun har boet i Sydfrankrig men er flyttet tilbage til nordfrankrig.

Se også Malka-sagaen her.

Cyril, 1966

>