Verden er nu lille!

27. februar 1983 - 21:15

(03/04-2014) – Ja, ja, ja, jeg ved det godt, det er en kliche. Før i tiden brugte jeg mange klichéer, men nu skyer jeg dem som pesten!

Jeg har en historie at fortælle dig, og jeg vil vove at påstå, at når du har hørt den, så vil du ikke have andet til rådighed end en kliche.

Jeg forlod Frankrig da jeg var lige fyldt 18 år, og flyttede til Israel. Dér, mødte jeg en dansk pige (okay, okay, jeg mødte flere, men lad det nu ligge! Og lad være med at afbryde, så vil jeg bare miste tråden!).

Og den dansk pige, Pia hed hun, tog mig med til Danmark.

Jeg ankom i Københavns lufthavn den 27. februar 1983, kl. 21:15.

Få dage før var jeg i shorts, på Eilats strand og spillede skak. Så tog jeg et fly og ankom til Danmark. Jeg så ikke ret meget af København ud over noget sort sne her og dér. Men jeg fik lige lidt af en chok da jeg gik fra +25 til -10 i løbet af få timer, skal jeg lige hilse og sige!

Min daværende kæreste boede hos sin forældre, i et hus i Gadevang. En landsby i nærheden af Hillerød (lige p.t., 1.100 indbyggere).

Efter at have tilbragt et par uger til at komme mig over den forskellige kultur og alt, skulle jeg finde mig et arbejde. Da jeg ikke kunne sige andet end “goddag”, “tak” og “nye sko”, så var det altså rimelig begrænset, hvad jeg kunne få af arbejde.

Pias forældre kendte nogen, der havde et savværk: Selskov Savværk, et sted mellem Gadevang og Hillerød. De kunne godt bruge en ekstra hånd og jeg kunne sagtens bruges. Jeg skulle flytte stakker af træ fra punkt A til punkt B, tømme lastbiler, fylde lastbiler, flytte stakker af træ fra punkt B til punkt A, tømme lastbiler, fylde lastbiler, flytte stakker af træ …

Det blev til at flytte mellem syv og ni tons træ om dagen, så også under sneen kunne jeg holde varmen!

Når jeg nu havde fået job, skulle jeg så få et CPR-nummer. Fordi det var sådan, at for at lære dansk (jeg lærte dansk i KISS-skole i København), skulle man have et CPR-nummer. Selv om vi betalte en del selv (de var faktisk ret dyre), så var der vist noget med statsstøtte m.m., så man skulle have et CPR-nummer. Og for at få et CPR-nummer, skulle man have et arbejde. Det samme for opholds- og arbejdstilladelse: Jeg skulle have et CPR-nummer. Dengang var det endnu ikke moderne at komme som flygtning og at blive som indvandrer.

Så på anden dagen, skulle jeg udfylde nogle papirer med min arbejdsgiver. Det blev naturligvis dem, der udfyldte dem, for jeg kunne ikke fatte en dyt, af hvad der stod på papirerne.

De stillede mig spørgsmål på engelsk, jeg svarede og de udfyldte.

Da de kom til fødested, bad jeg dem om at give mig et stykke papir og en blyant, fordi det kunne jeg ikke forestille mig dem skrive det efter. Jeg regnede nemlig ikke, at de ville kunne skrive “Neuilly-sur-Marne” (specielt ikke hvis de kun kunne basere sig på hvordan det lyder).

Neuilly-sur-Marne er i departement 93, nord-øst for Paris. Det er deribland dér, hvor man brænder biler og så’an.

Her er der lige en vigtig detalje: Jeg er ikke født i Neuilly-sur-Marne, men i Neuilly-Plaisance, som er lige klistret op af Neuilly-sur-Marne. Men da jeg levede de 13 første år af mit liv i Neuilly-sur-Marne, så tager jeg jævnligt fejl.

Så skrev jeg, i blokbogstaver: NEUILLY-SUR-MARNE på papiret, som jeg gav dem.

Chefen tog papiret, kastede et blik på det og det gav et sæt i ham:

– Nøwlig Syrman? Jamen det kender vi godt! Vi var dér sidst i 60’erne. I 1968 eller 69.

– I kender Neuilly-sur-Marne? sagde jeg (hele dialogen var på engelsk, jeg oversætter det bare).

Jeg var ret rystet.

– Jada. Vi har været en del på camping, og der er en camping i Nøwlig Syrman.

Cyril juin66

– Ja, det er klart. Den er ved Marne-floden, tæt på den gade, hvor min farfar boede. Han ejede oprindeligt jorden og den blev opkøbt af byen da de skulle lave camping dér. Jeg kender godt området, jeg var altid dér som barn. (Huset var 1, rue du Site Agréable, her)

I Frankrig, har kommunen ret til at opkøbe lige hvilken stump jord de vil for så lav et pris, de vil. Hvis man ikke sælger til den pris, de gider give, bliver man bare eksproprieret og min farfar havde vist afgivet flere jordområder til kommunen for en brøkdel af deres værdi.

– Virkeligt? svarede manden. Fordi vi spurgte vores vej til et barn, der legede på gaden, “où est camping“, spurgte vi, og han pegede og svarede “sur le pont” (over broen), men han var lyshåret. Sagde han smilende imens han kiggede på mit kulsort hår.

– Ja, men da jeg var på den alder, havde jeg lyst hår, sagde jeg.

Jeg ledte i mine erindringer.

– Sig mig en gang, spurgte jeg, dengang … Kørte I i en store grøn bil?

Så blev det deres tur at krænge deres hjerner.

– Jada, sagde hans kone, kan du ikke huske? Dengang havde vi den grønne Volvo!

Ja. Lige præcis.

Den lille dreng, de spurgte om vej i Neuilly-sur-Marne 14 år tidligere … Det var mig!

Jeg lader dig nyde historien og modstå fristelsen af, at fyre en kliche af! (Cylle)

  • Chris says:

    Hej!
    Nu sladre du vel ikke, men dejligt med en side uden Britt blander sig :-))

    Men hils hende aligevel fra mig.

    Chris

    • cylle says:

      Hahaha 🙂

      Ja, hun fik det læst, og også din kommentar. Og tænk, hun har ikke skrevet noget! Det må have kostet hende en del viljestyrke. Men hun fik set din hilsen, så 🙂

      På den anden side har hun lige fået en ny program for mailing-lister og alt. Den er hun vild begejstret for og hun har leget med den siden i går. Det ser ud til at det hersens program kan gøre alt undtagen blødkogt æg.

      Nu venter jeg bare på hendes næste træk som utvivlsom vil gå ud over mine lister igen 😉

      Cylle

  • Lars says:

    Tak for en sød historie:-)

  • >