Nefnef

Nefnef

(14/08-2014) – Da vores Eurasier, Tikva, døde af en pyrometrea, den 6. december 2011, sagde vi til os selv: Det er den sidste! Slut med kæledyr! Vi havde stadig væk Frostie, siameseren og dette vil blive det sidste dyr, vi vil have. Det var simpelthen for smertefuld en oplevelse, det vil vi ikke have gentaget.

Britt, min kone, kender mig så godt, så hun vidste, at jeg havde taget den beslutning og at jeg vil stå fast ved det. Denne gang, var det slut!

Men på et tidspunkt, jeg ved ikke lige præcis hvornår, har Britt ændret mening. Hun fik den underlige idé at få hun endnu en gang.

Jeg tror, at hun begyndte med små hentydninger henkastede hist og her i samtalen. Nærmest skjulte hypnotiske hentydninger. Indtil det tidspunkt hvor hun talte åbent om det. Det er cirka otte måneder siden. Det var i januar. Vi var på restaurant og jeg havde fået flere drinks før maden, vin til maden… Kort sagt, jeg var i godt humør.

Det er så det tidspunkt, hun valgte for at få mig til at sige ja til at købe en ny hund.

Jeg har stærkt på fornemmelsen, at jeg er blevet groft manipuleret, her, men jeg mangler beviser.

Men okay, når jeg siger ja til noget, så siger jeg altså ja. Jeg kommer ikke tilbage det (medmindre at der vitterligt kommer noget i vejen, naturligvis). Men det vil altså blive Britts hun. Det var hende, der skulle finde racen, hunden, prisen og alt. Hun skulle være den, der skulle tage sig af hende, gå tur med hende, vaske tis og hundelort af de første tider og alt det her.

Det var hun indforstået med, og hun begyndte så at lede efter en hunderace som vi vil have det godt med og som kunne leve i lejlighed. Helst en spidshund. Personligt holder jeg meget af spidshunde, og det gør Britt også.

Britt endte med at falde over Shiba Inu racen, som hun godt kunne lide. Rent faktisk, før da, var hun blevet interesseret i Shikoku, men da hun fandt ud af, at det var en yderst sjældent race, skiftede hun det hurtigt ud med Shiba Inu.

Efter at have læst på nettet det, der var at læse, efter at have set videoer, talt med opdrættere og alt, fandt Britt ud af, at der desværre ikke længere var Shiba Inu opdræt i Israel. Der havde været et par stykker, men de var holdt op.

– Men, sagde man til hende fra det israelske spidshundforening, der er en Shikoku-opdrætter.

– Virkeligt?

Ja. Der er en, og en enkelt opdrætter af Shikoku i Israel. Ja, han havde hvalpe til salg. En meget sød fyr som oprindeligt opdrættede Huskier men nu var gået over til Shikoku. Da der ikke er mange opdrætter i verden, sælger han også i udlandet. Der er kun tre i hele Frankrig. Jeg ved så meget så at de første skandinaviske Shikoku er i Danmark, de kom ind i 2010 og jeg ved slet ikke om det overhovedet er et opdræt eller blot folk, der har købt hunden.

Britt og Shay (opdrætteren) talte en hel del sammen. De talte godt sammen, kom godt ud af det sammen og alt. Virkeligt en seriøs opdrætter, med meget små flok, ikke noget hundefabrik eller noget. Virkeligt så noget familie-agtigt. Og efter at have talt med Britt en del tid, ja, vi kunne købe en hvalp af ham.

Sidste ting, vi skulle se på: Prisen.

Prisen for en hvalp var af 10.000 shekels. Altså ca. 16.000 Kr. For os, repræsenterer det fire måneders husleje (bare for at give en idé da jeg ikke længere ved hvad 16.000 Kr. repræsenterer i dagens Danmark).

Jeg behøver vel ikke sige, at jeg hostede en god gang.

Og… well… Selv om jeg kan lide hunde, så synes jeg altså, at det er lige lovligt mange penge at smide i en køter, altså.

Gulerod

(Billede: Nefnef gnasker gulerod i køkkenet).

Efter en forholdsvis kort samtale, så ringede Britt tilbage til opdrætteren og sagde at desværre, så var det alt, alt for dyrt for os, så vi vil ikke tage hvalpen. Han kunne lide så godt lade være med at reservere den til os, men at vi vil holde kontakt i al tilfælde skyld og også fordi det forekom til at være rigtigt dejlige hunde.

Sidste uge modtog Britt et opkald fra formanden for spidshundenes forening. Han fortalte hende at Shay havde et problem med en af sine hvalpe.

Åbenbart ser det ud til at en af hvalpene har en knogle i klitorisen, en begyndende penis. Hun er hermafrodit. De ved ikke endnu hvor hermafrodit hun er eller hvor meget hun vil blive. Vi vil kun se det ved en scanning om ca. tre måneder. Så vil man kunne se om hun, i maven, har testikler eller æggestok. Under alle omstændigheder, hvis knoglen bliver en gene, kan den sagtens fjernes kirurgisk. Hvis vi vil have hvalpe, og hvis hun har andre hanners organer som skal opereres væk, kan det kun gøres i en klinik i Texas. Men det er kun hvis man vil avle på hende.

Ellers kan hun sagtens være en fin kælehund som måske skal have opereret knoglen væk om noget tid, men det er en enkelt operation.

Det betød at den dame fra Belgien som havde købt hende ikke vil have hende længere. Og det vil blive svært, hvis ikke umuligt, at sælge denne hvalp. Så hvis vi stadig væk gerne vil have en Shikoku, kunne vi få hende for 1.000 shekels altså småt ca. 1.600 Kr.

Vi slog til, naturligvis og i mandags, den 11. august, tog vi til Tel-Aviv for at hende vores Shikoku, som Britt navngav Nefnef.

Hun er ganske enkelt su-per-sød og kær. Hun er relativt roligt. Okay, det er en hvalp, så hun rører sig en del, men ikke noget overgæret, destruktivt eller larmende. Hun er kærlig, lykkelig, grinende … 110 % lykke!

Så vi har fået hund igen (hvilket ikke falder i kattens smag).

Der er andre sjove ting i Nefnefs historie. Først og fremmeste, hendes navn, som har en hel historie som jeg vil fortælle i en anden post en anden dag.

Og en anden sjov ting: tilfældet som har gjort, at vi har fået lige præcis den hund vi ville have på de betingelser vi ville have. Dem, som kender os, ved at vi er utrolige heldige. Og ja, vi har ret jævnligt, ret ofte, været heldige på denne måde. Det har rent faktisk også en forklaring, det her. Men det er også en helt anden historie som jeg vil fortælle i en anden post på et andet tidspunkt … måske.

På gensyn. (Cyril Malka)

>