Nefnef

Nefnef

(14/08-2014) – Da vores Eurasier, Tikva, døde af en pyrometrea, den 6. december 2011, sagde vi til os selv: Det er den sidste! Slut med kæledyr! Vi havde stadig væk Frostie, siameseren og dette vil blive det sidste dyr, vi vil have. Det var simpelthen for smertefuld en oplevelse, det vil vi ikke have gentaget.

Britt, min kone, kender mig så godt, så hun vidste, at jeg havde taget den beslutning og at jeg vil stå fast ved det. Denne gang, var det slut!

Men på et tidspunkt, jeg ved ikke lige præcis hvornår, har Britt ændret mening. Hun fik den underlige idé at få hun endnu en gang.

Jeg tror, at hun begyndte med små hentydninger henkastede hist og her i samtalen. Nærmest skjulte hypnotiske hentydninger. Indtil det tidspunkt hvor hun talte åbent om det. Det er cirka otte måneder siden. Det var i januar. Vi var på restaurant og jeg havde fået flere drinks før maden, vin til maden… Kort sagt, jeg var i godt humør.

Det er så det tidspunkt, hun valgte for at få mig til at sige ja til at købe en ny hund.

Jeg har stærkt på fornemmelsen, at jeg er blevet groft manipuleret, her, men jeg mangler beviser.

Men okay, når jeg siger ja til noget, så siger jeg altså ja. Jeg kommer ikke tilbage det (medmindre at der vitterligt kommer noget i vejen, naturligvis). Men det vil altså blive Britts hun. Det var hende, der skulle finde racen, hunden, prisen og alt. Hun skulle være den, der skulle tage sig af hende, gå tur med hende, vaske tis og hundelort af de første tider og alt det her.

Det var hun indforstået med, og hun begyndte så at lede efter en hunderace som vi vil have det godt med og som kunne leve i lejlighed. Helst en spidshund. Personligt holder jeg meget af spidshunde, og det gør Britt også.

Læs videre …

Verden er nu lille!

27. februar 1983 - 21:15

(03/04-2014) – Ja, ja, ja, jeg ved det godt, det er en kliche. Før i tiden brugte jeg mange klichéer, men nu skyer jeg dem som pesten!

Jeg har en historie at fortælle dig, og jeg vil vove at påstå, at når du har hørt den, så vil du ikke have andet til rådighed end en kliche.

Jeg forlod Frankrig da jeg var lige fyldt 18 år, og flyttede til Israel. Dér, mødte jeg en dansk pige (okay, okay, jeg mødte flere, men lad det nu ligge! Og lad være med at afbryde, så vil jeg bare miste tråden!).

Og den dansk pige, Pia hed hun, tog mig med til Danmark.

Jeg ankom i Københavns lufthavn den 27. februar 1983, kl. 21:15.

Få dage før var jeg i shorts, på Eilats strand og spillede skak. Så tog jeg et fly og ankom til Danmark. Jeg så ikke ret meget af København ud over noget sort sne her og dér. Men jeg fik lige lidt af en chok da jeg gik fra +25 til -10 i løbet af få timer, skal jeg lige hilse og sige!

Min daværende kæreste boede hos sin forældre, i et hus i Gadevang. En landsby i nærheden af Hillerød (lige p.t., 1.100 indbyggere).

Efter at have tilbragt et par uger til at komme mig over den forskellige kultur og alt, skulle jeg finde mig et arbejde. Da jeg ikke kunne sige andet end “goddag”, “tak” og “nye sko”, så var det altså rimelig begrænset, hvad jeg kunne få af arbejde.

Læs videre …

Jeg elsker god kaffe, så jeg rister selv

Kaffebrygning

(20/03-2014) – Som mange andre mennesker, kan vi godt lide god kaffe herhjemme … Well, for at være helt ærligt, kender jeg ikke mange, der kan lide dårlig kaffe!

Da vi levede i Frankrig, købte vi kaffebønner. Vores kaffemaskine er så smart, så den selv maler kaffen. Vi sætter kaffebønnerne i toppen og så tager maskinen og maler så meget den skal bruge for at lave det antal kopper vi har bestilt. Kaffen er derfor altid frisk malet og frisk brygget. Som oftest er der skum oven over.

Nu, hvor vi bor i Haifa, har vi så fundet en lille butik, som sælger forskellige kaffebønner. Det er udmærket fordi man kan vælge 250 g Columbia, 250 g Kenya og man kan endda blande de forskellige slags.

Men vi tænkte: Hvad så hvis vi selv ristede kaffen?

Det er lige det jeg prøvede på for nyligt, og som jeg nu gør jævnligt. Jeg tager “risteture” af og til.

2 kg kaffe

I supermarkedet, hen på hjørnet, kan vi finde grønne kafebønner. Det er faktisk sådan som kaffen er, når den ankommer til værtslandet. I skal ikke tro på de reklamer, hvor man kan se en indkøber som lugter til ristede kaffebønner i Columbia før han vælger hvor han skal have sit kaffe fra.

Kaffen transporteres grønt indtil værtslandet, hvor den kan ristes. Alle ved, at kaffen mister af sin aroma dag for dag, når den er ristet. Til gengæld kan de grønne bønner holde nærmest uendeligt. Derfor får de forskellige mærker kaffen grøn og de rister den efter deres eget metode.

Men faktisk kan man udmærket gøre det selv. Man behøver bare at have en pande eller en wok af støbejern og en komfur.

Læs videre …

Belmer Sagaen

Celestin

Der er også spansk blod i min mors familie!

Min mormors mor, Victorine, hed før hun blev gift, “Victorine Guidez”. Hun blev født i 1892 og døde i 1986. Hun var datter af Cyriak Guidez og Marie Bataille.

Hendes far var spanier og kom til Frankrig for at arbejde. De havde en væveri i byen Armantière, i nordfrankrig.

Det var åbenbart nogle spaniere som ikke kom hele vejen op til Danmark men stoppede ved den nordlige del af Frankrig, hvor der stadig var meget arbejde denne gang. Nordfrankrig havde kulminer og derfor et rigt industriliv og butikker.

Jeg har kendt alle mine oldeforældre på min mors side. Det vil sige at jeg kendte Celestin, som man kaldte for “Bedste Tintin” og Victorine, som vi kaldte for “Bedste Torine”. Det er Bedste Tintin som lærte mig at spille kort, da jeg var ganske lille.

Han manglede en finger og havde en stiv ben. Souvenir fra første verdenskrig. Den meste morderiske krig i Europa. Bedste Tintin har aldrig regnet anden verdenskrig for noget som helst. Det var jo “besættelse” og ikke direkte krig. Allerede dengang mente Bedste Tintin at “mænd ikke længere var mænd”, at havde han været 20 så var prøjserne nok blevet smidt tilbage på den anden side af rhinen, hvor de nu hørte til.

Han var yngre end sin kone, men sådan var de fleste par i denne generation. Da langt de fleste mænd var blevet slået ihjel i krigen, var de mænd, der var tilbage enten yngre eller meget, meget ældre end kvinderne.

Læs videre …

Malka sagaen

Min fars fætter, Didier Nebot, har skrevet en historisk roman bygget over vores families saga “Le chemin de l’exil” (eksilens vej).

Historien tager sin begyndelse i 1391, i Toledo, Spanien, hvor flere tusinde jøder blev massakreret af de kristne. I 1492 blev jøderne smidt ud af Spanien og i 1493 ankom David til Afrikas nordkyst. Familien Malka ankom i Marokko og flyttede videre, jeg ved ikke hvornår, til Algeriet, hvor min farfar og min far blev født.

Nogle af de ældste dokumenter, jeg har om denne gren af familien er her:

Jacob MalkaHan var rabbiner i Algeriet og vist ikke til at spøge med. Han var ret voldelig over for børnene, der skulle lære hebraisk, og havde desværre et alkohol problem. Han var ofte påvirket af spiritus, og derfor kiksede han en del af de omskærelser han skulle foretage sig.Her er Jakob Malka. Det er min farfars far.

Om ham, ved jeg stort set intet. Min farfar talte ikke så meget om sin far og mor. Det var heller ikke moderne dengang at tale om sine forældre. Men fakta er, at ingen af hans børn fortsatte hans hverv (hvilket ellers var traditioner i jødiske familier dengang) og at min farfar, for eksempel, end ikke kunne tale hebraisk.

Jeg har fået fortalt af min farfar, at hans farfar (altså Jacob Malkas far), var en meget god, kærlig og højt respekteret rabbin i Marokko. Han siges at være blevet begravet på stranden (han elskede havet) og historien siger, at når havet stiger (hvilket ikke er af meget, vi taler om middelhavet), så røret havets vand ikke oldefaderens grav.

Endda de Arabere, der boede i området, når de kom forbi, gav et hurtigt kys i retning af graven.

Hvor meget af det passer? Hvor er denne grav? Det ved jeg ikke, men det er ikke desto mindre en spændende fortælling.

Læs videre …

>