6. Wild World

Oh, baby, baby, it’s a wild world
It’s hard to get by just upon a smile
Oh, baby, baby, it’s a wild world
(Cat Stevens – 1971)

 

 

 

Det er et udmattet barn som ankommer hos Colette og Louis.

Hans øjne er små og hævet og han har et blik som et jagtet dyr.

Louis ser lidt på ham. Han er stille. Han tænker.

Så vender han sig mod Colette:

– Hvad laver han her, ham, dér? siger han med en hagebevægelse mod Cyril.

– Ja … Din fantastiske datter tager sig jo ikke af ham. Vi kan da ikke lade barnet være mellem hendes kløer.

– Det er da hans mor!

– Så var det måske på tide, at hun fandt ud af det! Nej, men helt ærligt! Se nu hvordan den stakkels knægt ser ud! Han er bleg. Han smiler ikke. Han siger intet. Det er da ikke normalt, det her! Du vil da ikke have at myndighederne skal blande sig i det, vil du? Så risikerer din elskede datter at få ret mange, store problemer.

– Og hvorfor skulle autoriteterne blande sig?

– Tja … Nogen kunne fortælle dem det!

Louis’ blik bliver koldt:

– Og det vil du kunne finde på at gøre …

– Ja! Bestemt! Enten beholder vi Cyril eller også angiver jeg hende.

Louis kigger på Colette i øjnene. Colette holder hans blik.

Man skulle tro, at Louis forsøgte at læse Colettes tanker.

Kunne hun finde på at gøre det?

Ja, uden skyggen af tvivl

Så ser han på Cyril, som stadig er stille, træt og bleg.

Han nikker og går og sætter sig foran fjernsynet med en flaske rødvin.

Nogle dage senere kommer Louis hjem med nogle plastikposer som han smider på gulvet i stuen:

– Her, jeg har hentet knægtens ting hos Lucienne.

– Hvordan gik det?

– Godt. Hun er enig i, at vi kan have ansvar for Cyril for øjeblikket.

– Ah! Det forbavser mig ikke spor! Nå! Lad os nu se drengens ting.

I posen, blandet sammen, finder Colette beskidt tøj, noget næsten-rent-tøj, noget tøj, som er alt for lille til ham, lidt legetøj og så ikke mere.

Det meste af posernes indhold er lige til skraldespanden og det kan ikke betale sig at vaske resten. Kun lidt tøj kan klare Colettes standard og ikke for lang tid. Det er bare så han kan få noget på kroppen indtil at hun får købt noget ordentligt til ham.

Cyril genfinder smil og energi og vil leve flere år hos sine bedsteforældre.

Mantes-la-Jolie, Bonnière, Vernon, Étampes … Mange byer med magiske navne efter hinanden. De flyttede ofte idet Louis blev jævnligt flyttet fra by til by, fra gendarmerie til gendarmerie.

Cyrils første skoledag er i Mantes-la-Jolie. Læreren, Hr. Colas, kan godt lide Cyril, selv om han snakker meget. For meget.

Dette vil give ham hundreder af linjer at skrive. Først, skal Cyril blot skrive ordet “Straffet” 100 gange. Senere, bliver det sætninger. Men det hjælper besynderligt nok ikke på knægten.

Dengang, i Frankrig, kan man få en “bon point” (en slags udmærkelse) når man opfører sig godt eller gør et rigtigt godt stykke arbejde.

Når man har 10 af disse små kuponer med “udmærkelse” skrevet på, kan man bytte dem hos læreren mod et billede – deraf den franske udtryk: “Être sage comme une image”, “at være artig som et billede”.

Hr. Colas har det svært ved at forstå Cyrils personlighed.

Han kan få fem udmærkelser i rap og tre efterfølgende straf, det hele i løbet af en halv time. Det barn er noget anarkistisk og svær at forstå.

Når man taler sport, er det bestemt heller ikke nogen succes. Colette kan se skolegården fra sit vindue og som regel, i sportstimen, kan hun se Cyril sidde bag målpælen de fleste gange. Nej, sport er ikke hans ting.

Han kommer ofte i vanskeligheder med sine skolekammerater. Af en eller anden grund har han svært med at lege med børn på hans alder. Han foretrækker at være sammen med voksne. Man kan næsten tro, at han bliver glad når han får forbud imod at gå ud og lege i gården i frikvarteret og at han foretrækker at blive i klasselokalet og læse.

Underlig knægt!

Famililen flytter til Étampes.

I Étampes, i 2. klasse, er Cyril ofte problematisk.

Først taler for meget i klassen og så nægter han stædigt at forstå regning.

Selv om læreren slår ham med knoerne på hovedet i mens han rytmer fire-tabellen syngende: “fire gange tre, tolv – fire gange tre, tolv” (hvilket giver seks gok på hovedet), så er knægten stædig og vil ikke lade disse tabeller trænge ind i hans hjerne. Måske, at hvis han ikke var så snakkesaglig i timerne, vil han lære bedre?

Når Cyril kommer hjem med dårlige karakterer og bemærkninger på sin kontaktbog, slår Louis ham og Colette undskylder ham, renser hans sår og giver ham slik i skjul.

Også denne gang har Louis givet flere lussinger til Cyril. Barnets næse bløder og hans læber er hævet.

Patrick, familiens sidste født, som er lige 16 år gammel og som elsker at skræmme sin nevø, stopper sin fars hånd som løfter sig for at slå endnu en gang.

– Du er da fuldstændigt sindssyg, mand!

– Bland dig udenom!

Louis’ vrede vender sig mod Patrick.  Denne taber som følger “litteraturstudier”, og som ikke vil gå på militærskolen som hans bror, Jean-Claude, som er i den prestigefyldte militærskole, Saint-Cyr. Derudover hader han hæren og vil ikke gå der, når det bliver hans tur at blive indkaldt.

Louis slår på Patrick med knyttenæveslag.

Colette har taget Cyril til sig og skyller hans ansigt med koldt vand. Hun siger ingenting. Hun ved lige præcis hvad der venter hende hvis hun bare så meget som mumler en indsigelse. Man skal bare tie stille og vente til at orkanen er overstået.

I øjeblikket er Louis koncentreret på Patrick som han gennemtæsker metodisk.

Når Patrick ligger halv bevidstløs på gulvet, går Louis og sætter sig foran fjernsynet med sin vinflaske.

Efter et noget dårligt 2. klasse, Cyril kan med nød og næppe få lov til at starte i 3. klasse året efter.

Den dreng har altid en stærk lyst til frihed.

Ofte, når skolen er slut, i stedet for at komme direkte hjem, smider Cyril sin skoletaske i et hjørne og han går i byen.

Han elsker markedspladsen.

Man kan ofte finde ham dér, i gang med at gå stille rundt, med hænderne bag ryggen eller i fuld gang med at diskutere Gud-ved-hvad med sælgerne eller kunderne.

Han taler nemt til alle og man giver ham ofte frugter eller slik. Alle kender ham godt, efterhånden.

Colette er regelmæssigt nødt til at finde ham og bringe ham hjem, især før at Louis kommer hjem.

Så, en dag, flytning igen. Louis skal på pension.

Slut med kasernen i Étampes.

Colette, Louis og Cyril (Patrick har forladt huset) tager afsted til Neuilly-sur-Marne midt i skoleåret.

Louis og Colette køber et af husene som tilhører Lucien Malka og i hvilken boede oprindeligt Luciens søn, Bruno, og hans kone, Jacqueline på Chemin des vignes, i Neuilly-sur-Marne.

Bruno og Jacqueline er blevet skilt og har forladt stedet. Lucien har solgt huset og familien Bolmer har købt det og flytter ind.

Cyril går i 3. klasse i Louis Amiard skolen i Neuilly-sur-Marne og han bliver ved med at være problematisk.

Han er stadig lige så dårlig til regning, han snakker stadig væk for meget, han har ikke mange venner og han arbejder meget uregelmæssigt.

Den ene dag, kan han få gode resultater i alt og dagen efter få lige så dårlige resultater i alt. Man har ofte det indtryk, at det er som han har lyst.

Der er åbenbart nogle dage, hvor han ikke vil bestille noget, og det er så det han gør … rettere … Det han ikke gør.

Eneste undtagelse er fransk-timen.

Han laver stort set aldrig stavefejl og han læser meget godt. Men for hvad resten angår … Det er svagt, svagt, svagt.

Man har især indtryk af, at det er fordi det ikke interesserer ham og så, gider han ikke tvinge sig selv, ganske enkelt.

Colette henter Cyril hver aften når skolen slutter, kl. 16:30. Selv om skolen ikke er så langt fra Chemin des vignes, er der trods alt en del biler og … eftersom Cyril kan lide at gå på tur på egen hånd …

På det punkt har han ikke ændret sig. Det end så være i Étampes eller i Neuilly-sur-Marne, når skolen er slut, smider han sin taske et sted og så går han på opdagelse i byen. Han går på markedspladsen, hvor man finder ham gående med hænderne bag ryggen.

Eller også finder man ham i samtale med en vagabond eller en drukmås på en bænk.

Han taler med alle.

Han stiler mange spørgsmål. Direkte og uskyldige spørgsmål og så svarer man til ham. Så enkelt går det.

Han har mødt og talt med mange interessante mennesker og han har hørt fantastiske historier og skæbner som var ud over det sædvanlige.

En havde været læge men, efter en skilsmisse, var blevet alkoholiker.

En anden havde været i fremmedlegionen og fortalte hvordan man blev trænet og hvordan livet var, dér. Han havde været i algerietkrigen.

En tredje havde været sømand og havde sejlet på alle verdens søer. Han fortalte om lande, der var langt herfra. Om eksotiske landskaber, blå have, koralsten, strande med fin sand, og kvinder som var smilende og føjelige.

Cyril føler sig aldrig i fare. Og han har aldrig været det. Tværtimod! Han kender livet i detaljer af de fleste vagabonder i området. Han er på fornavn med dem og alle kender ham.

Men Colette kan ikke lide det. Man ved jo aldrig! Derfor lader hun sjældent Cyril være uden opsyn ret langt ad gangen. Han er jo en hurtig knægt!


– Cyril? I dag skal vi spise frokost med farfar-Lucien, siger Colette.

Louis er på pension, men han har et lille job som kontrollør i Mammouth-supermarkedet i Neuilly-sur-Marne, og i dag er han dér indtil aftenen.

Eftersom det er onsdag, og børnene ikke har skole om onsdagen i Frankrig, så vil Lucien gerne se sit barnebarn.

Colette kører Cyril hos Lucien Malka, rue du Site Agréable.

På nummer 1 af gaden, på hjørnet, står Luciens stor hus.

Lucien siger goddag til Colette og kysser sit barnebarn.

Frokosten er tilberedt og klar, men de har tid til at tage en apéritif, en lille drink før maden.

Det bliver til en arak for Lucien, en Martini for Colette og en mint i vand for Cyril.

Der er peanuts på det lille bord og Cyril spiser mange af dem imens at Lucien og Colette betragter ham med et smil og taler om hvor opvakt og fræk han kan være.

Så er der frokost: Tomatsalat til at starte med og så kylling med grønærter og en dessert.

Cyril må gerne tale imens de spiser og han deltager i samtalen.

Han kan godt lide disse dage sammen med hans farfar og hans mormor.

Nogle gange tager Lucien dem til en lille restaurant ved Marneflodens brede. Dér kan man spise fritures. Det er nogle bittesmå fisk som er blevet fisket op fra Marnefloden og som man frituresteger hel (også med hovedet).

De bliver serverede med pommes frites og coca-cola. Bordene, dækkede af papirdug står lige ved flodbredden. På floden er der pramme.

Det er meget fredfyldte øjeblikke for Cyril. Han kan tale uden at man siger til ham, at han taler for meget. Det er tidspunkter, hvor man siger pæne ting til ham.

Denne onsdag er det så i Rue du Site Agréable, det sker og efter maden og kaffen, er det tid til at sove middagslur.

– Her, Cyril, her er en Mickey som du kan læse, hvis du ikke kan sove, men ellers er det tid til middagslur, siger Colette imens hun lægger Cyril i sengen i Eugènes gammel værelse i stuen. Farfar og mormor skal også sove til middag. Vi ses senere, min skat.

Og Colette går stille ud af værelse, lukker døren efter sig og går op ad trappen der fører til Luciens soveværelse.

Dette sker jævnligt og Cyril, selv om han taler meget, har aldrig omtalt det til nogen som helst.


Beslutningen bliver taget ved enden af skoleåret: Cyril skal gå sin 3. klasse om.

Han taler for meget, laver ikke noget, er ekstremt dårlig til regning, til geografi, til historie… Rent ud sagt: Han er ekstremt dårlig til alt undtagen til fransk og han er svær at holde styr på.

Når det ny skoleår starter, er han igen i 3. klasse, men det ser ikke ud til at går bedre.

Det er snart jul.

Cyril, som godt kan lide Tintin, kunne godt tænke sig en hund lige som Terry.

Den ruhåret foxterrierhvalp, Marquis, træder ind i Colette og Louis’ hus i begyndelsen af decembermåned.

Colette ville ikke have en hund under juletræet og hun ville ikke have at hunden skulle komme i et sit nyt hjem midt i festtiden, hvor alt er så forvirret. Han skal have tid til at vane sig til sine nye omgivelser.

Marquis er ikke helt som Terry fordi Terry er helt hvid og Marquis har nogle brune pletter hist og dér. Men han er en sød hund.

Louis hader hunde.

Når Marquis indtager sit plads i huset, er der ballade.

De eneste dyr, Louis har tålt, har været Luciennes katte, da hun levede hjemme, og en schæferhund som han havde da han var ung.

Men ellers er reglen: Ingen hund i huset.

Da de stadig boede i Algeriet, havde Patrick, som dengang var seks eller syv år gammel, fundet en hvalp som han havde taget med hjem.

Colette havde sagt til ham:

– Jamen Patrick … Du ved godt, at din far ikke vil have nogen hund her i huset. Derudover er de forbudte i kasernen.

– Jamen mor … Han var så trist og så sød. Måske kunne vi bare give ham lidt mad og spørge far om det.

Louis ankom midt i samtalen og blev taget imod af en glad hundehvalp, der nærmest ventilerede med halen.

– Hvad er det her?

– Det er en lille hvalp, jeg har fundet, far. Kan vi beholde ham? Hvad? Kan vi? Kan vi ikke nok?

– Du ved godt, at jeg ikke kan lide hunde.

– Ja, men han er sød. Og jeg skal nok tage mig af ham.

Louis’ ansigt blev fuldstændigt udtryksløs.

– Du ved godt, at det er ikke tilladt at have hunde i kaserne.

Louis, sin vane tro, stilede ikke spørgsmål. Han nøjedes med at konstatere med korte og præcise sætninger som var mere formulerede som ordre eller beslutninger.

– Jamen far, måske hvis vi spørger, vil de sige ja? Kan vi ikke nok beholde ham bare for i aften, hvad?

Louis tog hunden som er i gang med at sniffe hans sko i nakkeskindet. Så tog han sin søn i hånden.

– Kom her med mig, så skal du se, hvad jeg gør af din hund!

De gik ud af kasernen sammen og til den tørrede flodlejr i nærheden, få skridt derfra.

Når de ankom, slap Louis sin søns hånd. Han tog fat i hvalpen i bagbenene og knuste hundens hoved mod en klippe.

Patrick blev så chokeret at der gik et par sekunder før han begyndte at græde.

– Når jeg siger “ingen hund”, så betyder det “ingen hund!

– Så! Lad os gå hjem! sagde han imens han sparkede Patrick bagi.

– Denne hund rører du ikke! Siger Colette. Cyril vil have en hund, jeg vil have en hund, vi er ikke i kasernen længere så det tager du dig ikke af!

Det er første gang at Colette gør front mod Louis på denne måde.

Så Marquis får lov til at blive.

Juletræet er i et hjørne af stuen og der er ikke langt til jul, men det er som om stemningen er forkert.

Selv om dagen nærmer sig, er det som om der mangler atmosfære. Som om juleånden ikke kan finde vejen ind.

Cyril føler at denne jul, som er tre dage herfra, er uvirkelig. Underlig. Ikke som de andre jul.

Det er mørkt. Klokken må være omkring 19 og Colette er stille. Hun svarer mere end hun taler til Cyril. Hun er fjern. Hun tænker højt og Cyril kan se hendes læber bevæge sig i takt med knap formulerede tanker der åbenbart flyver i hendes hoved.

Det store jernhavelåge bliver åbnet.

Cyril sidder i stuen.

Han sidder ved siden af Louis som ser fjernsyn imens han drikker sin vin.

Louis kan høre havelåget knirke og han siger:

– Det er til dig, Cyril.

– Til mig?

Cyril løber ud og, i haven, og dér ser han sin far og sin mor.

Han forstår ikke hvad det går ud på og han ser sin mormor som græder.

Louis siger til ham:

– Din mor er kommet for at hente dig. Du skal gå med hende,  nu.

– NEJ!

– Det var ikke noget spørgsmål. Tag din jakke på og gå herfra!

– NEJ! Mormor! Nej!

Cyril hægter sig fast grædende til Colettes nederdel.

Lucienne råber.

Louis giver Cyril et par lussinger for at få ham til at slippe sin mormors kjole, han trækker ham i hånden og skubber ham udenfor.

Colette, stadig grædende, råber injurier til sin datter:

– Luder! Hore! Skøge! Råddenskab!

Lucienne ler med en metalisk latter som lyder falsk.

Cyril græder store tårer.

Roger nærmer sig Cyril og tager ham i armene:

– Kom her, min dreng.

Cyril rækker ud mod sin mormor og kalder på hende skrigende og grædende imens at Colette, også grædende, råber hans navn og råber injurier til sin datter:

– Cyril! Nej! Luder! Luder! Cyril! Cyril!

– Mormor, nej! Nej! Nej!

– Cyril! Lad ham være! Lad ham være din forbandende luder! Cyril!

Cyril græd hele natten i sin seng, i sit nye værelse, hos sin mor i C.I.L.O.F-kvarteret. Det er en socialboligbyggeri hvor hans mor bor, i stueetagen.

Hans nye skole er lige overfor. Rouget de l’Isle, hedder den.

Han er allerede blevet skrevet ind dér og han skal starte lige efter nytår.

Eftersom det er en lille skole, er der kun en klasse for 3. og 4. klasse.

Det er dér, han skal.

2 kommentarer til “6. Wild World”

    1. Ja det var 🙁

      Faktisk så, da jeg kom hos min mor, så holdt jeg op med at spise og jeg var helt trist. Jeg kan ikke huske om min mor sendte mig hos min mormor igen eller om jeg selv smuttede og gik dertil.

      Da min morfar kom hjem om aftenen og så mig dér, stirrede han koldt på mig og sagde:

      – Hvad laver du her?

      – Jeg… Jeg er kommet tilbage.

      – Jeg vil ikke have dig her. Du skal bo hos din mor. Jeg vil ikke have, du skal bo her.

      Og så kørte han mig tilbage hos min mor.

      Jeg har ikke inkluderet det i bogen da jeg var ikke sikker, det havde interesse.

      Men i hvert fald, havnede jeg hos min mor … Jeg havde bestemt ikke fældet min sidste tår …

Skriv et svar til Britt+Malka Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Nyhedsbrevet

Vil du modtage en mail, når jeg sætter noget nyt online? Skriv dig ind her.

Scroll to Top