25. Just an Illusion

Could it be that it’s just an illusion
Putting me back in all this confusion?
(Imagination – 1982)

 

– Hold da kæft for en idiot!

Hvis Cyril ikke havde sprunget til side, havde den bil som kørte for hurtigt ramt ham. Der er virkelig nogle som kører som idioter.

Klokken er 11:00 og Cyril kommer ind i fotobutikken.

– Køber De brugte fotografiapparater?

– Ja, hvis de er i god stand.

– Okay, hvor meget giver De mig for det her?

Han lægger Olympusen, teleobjektivet, motoren, blitzen og tasken på bordet.

Fotografen, uden at sige et ord, åbner det, der kan åbnes, kigger, tjekker, får forskellige dele til at klikke og verificerer at de forskellige elementer fungerer som de skal og så laver trutmund:

– Fire hundrede Franc.

– Fire hundrede? Vent lige lidt. Vi taler om original Olympus, her!

– Ja, men folk er ikke særlige glad for motoren og blitzen. Motoren er for hurtigt så blitzen kan ikke følge med og derfor underbelyser. Så det er ikke rigtigt noget som giver mere værdi til apparatet … Jeg kan gå til fem hundrede Franc, men så heller ikke mere. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan sælge det igen.

Tja … Cyril skal bruge penge, så han har ikke noget valg. Han accepterer og går ud af butikken med fem hundrede Franc i lommen.

Næste uge skal han være ud af sin lejlighed.Han kan bo hos Gaël indtil at han har fundet noget andet.

Han skylder penge til baren for neden. Han havde en konto dér, som han betalte i slutningen af hver måned, men her, vil det ikke være muligt.

Alt braser sammen … endnu en gang.

Ak ja! Det er kun i romaner den unge ukendte journalist afslører korrupte politikere. I virkelighedens verden sker tingene anderledes.

I virkelighedens verden, sagsøger politikeren avisen for bagvaskelse og tingene ender dårligt for Ouest-Libre.

Journalisten, en homoseksuel alkoholiker er utroværdig. Der er flere politirapporter der beviser at den mand gør og siger hvad som helst.Han kører for hurtigt, kører fuld, blev arresteret af sædelighedspolitiet flere gange … Éric er blevet fyret fra Ouest-Libre som nu, under alle omstændigheder, er på kanten til fallit.Ouest-Libre vil lukke.

Utydelige billeder af en mand i jakkesæt som modtager en taske, beviser absolut intet. For det første blev disse billeder ikke taget af politiet. Deres ægthed er heller ikke bekræftet af nogen myndighed.

De blev taget af en ung mand som ingen har hørt tale om før og som arbejder som fjernsynssælger. De beviser absolut intet.

Og det ved man, journalister er alle sammen venstreorienterede og de er parate til at gøre hvad som helst for at bagtale højrefløjspolitikere. De skriver alt muligt idiotisk. Det kan selv se, her.

Og i virkelighedens verden er der ingenting som er bedre ven med en politiker end en anden politiker.

René Camus har kaldt Cyril på sit kontor. Han ser trist ud.

– Cyril … Jeg kan virkelig godt lide dig. Du er en god sælger og en udsøgt tekniker. Men her, er du gået for langt.

– For langt? Hvordan det?

– Jeg blev kontaktet af Hr. Masson. Kender du?

– Ikke … Øh … Ikke rigtigt sådan, nej. Jeg kender hans navn.

– Ja, og hans ansigt. Du har taget billeder som du påstår er Hr. Masson. Ifølge dig, er der tale om narkohandel.

– Men…

Camus løfter hånden. Han har ikke for vane at lade sig afbryde.

– Cyril, du har ingen bevis for det, du påstår. Du kan ødelægge den mands liv. Du ved intet om det, der er sket. Intet! Billeder, taget på den måde, er ikke beviser. Der skal bruges mere end det, for at anklage nogen. Heldigvis, i øvrigt!

– Ja, Hr.

Cyril føler angsten snige sig ind i maven på ham. Lige som dengang han var lille og han havde haft dårlige skoleresultater og ventede på at far kom hjem.Hans hænder bliver kolde. Hans hjerte banker hårdt og hurtigt. Han har lyst til at græde.

– Så, Hr. Masson, som jeg kender meget godt og som jeg respekterer meget … Når han fik at vide at ham, som havde forsøgt at ødelægge hans liv arbejdede for mig, så har han kontaktet mig, kan du vel regne med.

Cyril, ud af stand til at tale, nikker.

René Camus rømmer sig før han fortsætter.

– Forstår du … Jeg kan ikke beholde en ansat som risikerer at ødelægge livet af en af mine kolleger eller venner. Det er ikke muligt.

Cyril har ikke længere styrke nok for at bevæge hovedet. Han stirrer på Hr. Camus, sluger sit spyt med besvær og venter på dommen.

– Så fra nu af har jeg ikke behov for dig. Du kan blive i lejligheden indtil slutningen på måneden. Jeg ville alligevel få fat i den igen for at sælge den. Så du forlader den på månedens sidste dag.

– Du har kun arbejdet to dage i denne måned. Din løn for disse to dage vil blive overført til din konto, som sædvanligt.

– Hvis en fremtidig arbejdsgiver kontakter mig for at vide mere om dig og spørger mig, vil jeg ikke tale til ham om det, men jeg vil nøjes med at sige at jeg blot ikke havde brug for dig længere.

Camus fortsætter med at tale. Han berettiger, forklarer, giver ham en livslektion. Han prøver at trøste Cyril og at vise ham, hans fejl. Han fortæller ham at sådan er nu engang spillets regler.

Cyril lytter ikke.

Cyril lytter ikke længere.

Cyril hører ikke.

Ordene kommer til ham som igennem en filter.

De runger som i et tomt badeværelse. Som om de kom fra en anden verden.

Snart, er han på gaden.

Igen.

Endnu en gang skal han finde ud af et sted at bo, et sted at arbejde.

Sikket noget lort!