A flash in the night . . .
And my despair was caught in motion
(Secret Service – 1982)
Cyril spiser jævnligt med Gaël. Det er billigere når man er to for at købe.
De taler kunst.
Gaël har boet i Danmark. Han lavede dekorationer for teaterstykker dengang i 70’erne.
Han fortæller om sit liv, om hans malerier.
Han forklarer til Cyril det maleri, han arbejder på i øjeblikket. Selv om han ellers aldrig gør den slags.
Han tilbyder Cyril en joint.
Det er første gang, Cyril ryger hash.
Hash har åbenbart ingen virkning på ham. Intet. Niente. Intet under at nogle ikke kunne mærke forskel mellem det og modellervoks!
Cyril læser nogle af Gaëls digte højt, til Gaëls stor fornøjelse.
– Jeg har aldrig hørt mine digte blive læst sådan op. Du har en gave for at læse og for at fortælle. Virkeligt!
– Hold op med det fis! Du er fuld.
– Nej! Virkeligt!
– Jaja, så siger vi det.
Denne aften, i januar, når han kommer hjem, har Gaël et underligt udtryk i ansigtet.
– Hvad er der i vejen? Spørger Cyril.
– Jeg har dårlig nyt.
– Ah? Hvad sker der til dig?
– Ikke mig, dig?
– Mig?
– Dig!
– Hør, Gaël, har du en forklaring eller skal vi fortsætte med Dirch og Kjeld?
– Éric, journalisten, han er ret pissed på dig. Ifølge ham, så er du skyld i det, der er sket til ham.
– Hvad er det for noget vrøvl? Hvad vil den bøssekarl mig?
– Dit liv. Han vil have dit liv.
– Hold op med det vrøvl, vi er ikke i Chicago, her!
– Nej, det er sandt, men imellem ham og Masson, har du jo skidt i nælderne. Hvis der skete dig noget, så vil mange mennesker blive glade.
– Det er vel din spøg?
– … Nej.
Cyril tænker igen over den bil som var ved at køre ham ned.
Et attentat på hans liv? Et tilfælde?
Et tilfælde, garanteret. Men hvordan kan man være sikker?
De trusler er garanteret bluff, men … hvis det ikke var det?
– Du skal forlade byen, Cyril. Éric er en fej hund. Og jeg er bange for feje hunde.
– Hvornår?
– Så hurtigt som muligt, Cyril. Så hurtigt som muligt!
– Men hvor?
– Du har da vel familie, har du ikke?
Cyril fniser.
– Ja … Nej … Ikke rigtigt … Jo … Min farfar i Neuilly-sur-Marne. Ingen ville gå og finde mig dér.
Cyril slukker sin smøg. Han tænker.
Natten falder på.
Denne aften er vel lige så god som enhver anden aften.
Intet holder ham tilbage i Roqueblanche.
Der er ingen grund til at spilde tid.
Derudover har han stort set ikke flere penge. Tyve Franc og så lidt mere.
– Okay, Gaël, så må jeg hellere smutte. Jeg kan ikke lide lange farveller.
– Mig heller ikke, så det er heldigt.
Cyril og Gaël giver hånd til hinanden.
Længe.
Han ser længe i Kunstnerens bekymrede øjne.
– Okay! Ciao!
Han går ud till sin lejlighed, han tager sin Favo-skuldertaske. En lille taske beregnet til at blive taget med sig i flyveren.
Han putter sin walkman i den, nogle kassetter og småting, og så går han ud af lejligheden.
Han efterlader nøglen på døren. Han kommer jo aldrig tilbage, så han har ingen grund til at låse.
Han går i retning mod Paris.
Når han er kommet på vejen i udgangen af Roqueblanche, stikker han tommelen i vejret.
Natten er faldet på og det begynder at regne. Der er færre og færre biler. Det er koldt.
Så når Cyril genkender en lastbil, laver han nogle gnister med sin lighter for at tiltrække chaufførens opmærksomhed så han har tid til at se, at der er noget, før han ser Cyril i sine lygter. Så han har tid til at stoppe den store vogn.
En lastbil stopper.
Cyril løber mod den og åbner døren:
– Kører De til Paris?
– Nej, jeg kører længere end det, men jeg kører forbi Paris, så jeg kan droppe dig af, dér. Stig op!
– Tak, Hr.
Cyril stiger på og sætter sig. Her er stort og varmt.
Han lægger sin taske på gulvet og ser lysene køre baglæns.
I sidespejlet bliver Roqueblanche helt lille.
Helt lille.
Han ryster lidt.
