So let us all begin
We know that love can win.
(Stevie Wonder – 1981)
Endeligt atten år gammel!
Denne dag, den Ægyptiske præsident, Anwar el Saddat, som havde lavet fred med Israel, bliver skudt på gaden.
Det er meget dårlig dato for Israels historien, den 6. oktober: I 1981 blev Saddat myrdet og i 1973 var det starten på kippurkrigen.
Denne aften har Cyril arrangeret en stor middag og han har inviteret sine venner. Martines søster, Laurence, har en svoger som holder en restaurant og han er gået med til at holde en festmiddag som ikke vil koste hele Cyrils løn. Det bliver dyrt men pyt, han vil tage flere billeder og vil indhente det. Man bliver kun atten en gang i sit liv og Cyril har det som om han har ventet 100 år på sin attende fødselsdag.
Cyril har inviteret sin chef og hans kone, nogle venner samt Madé og Gilles, naturligvis. Det er en forholdsvis stor middag.
Man har det sjovt og man giver til Cyril en Timex-ur som han havde ønsket sig. Madé og Gilles giver ham fine tøj som er lige præcis hans stil. Hans chef, udover at give ham en pæn cash beløb, betaler middagen.
Dagen efter, onsdag, Cyril går til Crédit Mutuel-banken for at åbne en bank-konto. En rigtig en med Visa, checkhæfte og det hele. Det er smukt den voksnes verden!
Cyril har ikke haft nyheder fra sin far siden den dag, hvor han kørte ham hos sin mor.
Han har ikke haft nyheder fra Martine heller ikke siden de ikke ved hvor hinanden bor.
Han har ikke haft nyheder fra sin mor siden han forlod Dinan.
Efter juni holdt hun op med at betale lejligheden, som hun havde lovet. Hun nøjedes med at svare til hans breve. Han holdt op med at skrive, hun holdt op med at svare, ganske enkelt.
Nå, pyt. Tingene ser ud til at tegne godt for Cyril. Her i week-enden skal han nok til Ben’s Club.
Han møder Éric i baren og taler lidt med ham. Éric drikker en Vodka-Orange og Cyril en Cola.
– Så? Hvad laver du i aften?
– Jeg regnede med en tur i Ben’s.
– God idé. Skal jeg køre dig?
– Hm … Det er lidt tidligt, men ja, tak.
Et øjeblik senere kører Érics stor Citroën-bil med fuld fart på motortrafikvejen i retning af Ben’s. Éric kørte gennem Saint-Malo for at ”være der hurtigere”.
Cyril, som ellers er vant til farten (hans far har altid kørt for hurtigt) føler sig ikke så trygt. Selv om han har sikkerhedsbælte på, hvis de bliver stoppet af et egetræ med den fart …
Éric’s musikanlæg spiller en kassette af Earth Wind and Fire forholdsvis højt og hans hånd kommer af og til i berøring med Cyrils lår.
I begyndelsen lægger Cyril ikke mærke til det og han nøjes med at rykke sin ben lidt mod højre for ikke at genere føreren. Men berøringen bliver mere præcist.
Cyril rynker brynene og siger med en lidt bleg stemme:
– Øh … Éric? Du kører vist på den forkerte bane ser det ud til.
Han har lige set bagsiden af en skilt på venstre side af vejen og hans synes han kan se autoværnet til højre for ham.
Fartmåleren viser næsten 180 km/t.
– Nej, nej, svarer Éric imens han lægger nonchalant sin hånd på Cyrils lår, det her er vejen Saint-Malo – Dinan.
– Til mig ser det mere ud til at det er vejen Dinan – Saint-Malo, nemlig!
Érics hånd bliver mere presserende på Cyrils lår.
Det er på det tidspunkt at nogle blålys begynder at blinke bag dem på højre side.
Gendarmerne laver masser af tegn så Éric parkeres på rabatten.
– Ja, vi kørte da De overhalede os med fuld fart … på modsat bane. Det overraskede os en hele del forklarer den ene gendarm imens Éric puster i ballonen.
– 2.5 mg! Hr. Gauthier, jeg vil bede Dem følge os.
Gendarmerne tager Éric i deres bil og kører i retning af Saint-Malo.
Ben’s er ikke langt herfra. Cyril fortsætter til fods imens han blaffer hver gang en bil kører forbi.
Det er i Ben’s Club at han møder Laurence, Martines søster, og han benytter sig af lejligheden for at høre hvordan det går.
Martine er gravid og det er en lille pige.
– Virkelig? Er de sikre?
– Ja, ja, ifølge scanneren er der ingen mulig fejl. Det er en lille pige.
– Waow! Så må min far være i den syvende himmel.
– Det skulle man tro, men nej, der er problemer. Han har sparket Martine ud flere gange. Han har sat hende ned for neden af mine forældres bygning med sådan en stor mave og hendes tøj i to sorte plastikposer … Du kan se, hvad jeg mener.
– Ja, okay. Alt er ved det gamle, altså …
– Ja. Men foreløbigt er din far forsvundet.
– Hvordan det, ”forsvundet”?
– Ja, de havde ikke flere penge og der var flere ubetalte el-regninger så der kom trusler om strømafbrydelser, så din far er smuttet. Sandsynligvis hos sin far i Neuilly.
– Javel …
Cyril skriver Martines adresse ned så han kan besøge hende dagen efter.
Dagen efter, efter arbejdet og efter at have spist, Cyril går mod La Découverte, det socialboligbyggeri af Saint-Malo hvor Martine og hendes søn, Nicolas, bor.
Han banker på døren. Ingen svar.
Han banker igen og ringer.
Ingen svar.
På det tidspunkt af dagen kan hun ikke være gået langt. Måske er hun ud at spise hos sine forældre eller så noget. Cyril sætter sig ned på gulvet, ryggen mod døren, og venter.
Efter nogle minutter kan han tydeligt høre nogle lyde bag den lukkede dør.
Hvad er det her for noget?
– Han banker hårdt på døren og spørger højt hvem er der.
Få øjeblik senere åbner døren sig og Martine får ham til at komme ind. Der er mørkt i lejligheden.
– Hvad sker der? Er elektriciteten blevet afbrudt?
– Nej, nej, ikke endnu. Men din far skylder penge til en del folk, deriblandt Louis og Jojo og de har truet os. Jeg sagde til dem, at jeg ikke vidste, hvad din far var blevet af, at han ikke havde givet os noget og at han var forsvundet, men de tror ikke på os. Så vi tænder ikke lys og vi åbner ikke døren hvis personen ikke præsenterer sig på forhånd.
Martine taler og fortæller om situation i en lille time og Cyril lytter.
Ja. Alt er ved det gamle.
Roger sparkede hende ud jævnligt indtil det tidspunkt, hvor det viste sig, at han skyldte penge og skulle give dem tilbage. Så efterlod han dem dér og smuttede modigt.
Cyrils hjerte presses sammen.
Før han går, efterlader han den hundredefrancseddel han havde i lommen på bordet og lover at komme igen senere.
Cyril holder ord og kommer tilbage jævnligt.
En aften er det Roger, der åbner døren til ham.
Han ser ned på sin søn et par sekunder og, med en falsk forbavset smil siger han:
– Åååååh! Min søn! Hvad laver du her?
– Jeg kommer og besøger Martine, svarer han imens han ser lige ind i sin faders øjne.
– Martine? Du kommer og besøger Martine?
– Ja. Jeg kommer og besøger Martine.
– Og din far? Kommer du ikke og besøger din far?
– Nej, og derudover, sidst jeg så, var du ikke til at finde noget sted.
– Beklager, min søn, så må du gå igen. Farvel.
– Okay! Svarer Cyril stadig imens han ser sin far i øjnene.
Så vender han ryggen til og, stille og roligt, går han igen. Han hører døren lukke sig bag sin ryg.
Cyril går med raske skridt mod sin lejlighed. Han siger til sig selv: ”Hvis min far ikke indhenter mig før jeg går ud af Saint-Malo, vil jeg hverken høre om ham eller tale til ham mere.”
Med bestemte skridt, med sin walkman over ørerne, Cyril er på vej hjem.
Han er to gader fra udgangen af Saint-Malo med tommelen i vejret for at komme hjem til Roqueblanche når Rogers beskidt-hvidt varevogn stopper foran ham.
Roger åbner døren på passagersiden og, uden et spil, siger han til ham:
– Kom op!
Cyril går op i varevognen uden at sige et ord. Hans hjerte hamrer i hans brystkasse.
Lørdagen efter tilbringer Cyril aftenen hos sin far og Martine.
Aftenen slutter sent og Cyril bliver og sover på stuens sofa.
Han er i dyb søvn når Roger tænder stuelyset:
– Okay. Bliv her. Jeg kører Martine til klinikken. Hun skal føde nu.
– Okay, vi ses.
Og Cyril falder i søvn igen næsten med det samme.
Det er igen Roger, der vækker ham når han kommer hjem tidlig morgen den 1. november.
– Så? Har du din datter? Hvad hedder hun?
– Pfff! Sikket noget lort! Det er en dreng! Siger Roger, skuffet. Den idiot af en læge har ikke set ordentligt efter. Hvordan kunne han undgå at se babyens pik, det fatter jeg ikke! Især at den er gigantisk! Og når han blev født, havde han navlestrengen om halsen og han var ved at kvæles, så han var hel blå. Han lignede en marsmand! Åh for Fanden! Sikket noget lort! Sikket noget lort!
Par © MathieuMD / Wikimedia Commons, CC BY-SA 4.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=52222461
Noget tid senere, mens Cyril kommer tilbage på besøg, Roger er igen forsvundet. Han er hjemme hos sin far i Neuilly-sur-Marne.
Det officielle problem er at Martine ikke vil have, at deres søn, Fabien, skal omskæres.
– Ved du hvad? Det er helt utroligt, din fars idéer! Jeg sagde til ham, ”nej, nej. For det første er jeg ikke jøde og for det andet, så har du ikke villet registreres som far til barnet, så…”
– Hvordan det, han har ikke villet registreres som far?
– Nej. Vi var i rådhuset begge to og damen spurgte hvad for et efternavn vi vil give til Fabien. Din far lod som om han ikke havde hørt spørgsmålet.
– Hun spurgte ham: ”Hr.? Er De faderen?” ”Øh … Ja …” svarede han. ”Så hvis De gerne vil give mig deres Familiebog, kan jeg indregistrere fødslen af Deres søn”
(Familiebogen er et officielt fransk dokument hvor fødslen, bryllup og døden af alle medlemmer af en familie registreres og indskrives så man ikke behøver at have alle mulige papirer på sig)
– ”Åh! Nå! Nej. Jeg har ikke min Familiebog længere … Altså jeg har den ikke her” svarede han.
– ”Ved De hvad, hvis De ikke har Deres familiebog her, kan De bare give mig Deres ID-kort eller Deres kørekort. Jeg registrerer med det og De kan komme forbi med Deres Familiebog senere”, sagde hun til ham.
– Og her, Cyril, virkelig … Din far … Jeg kunne have pandet ham en! Så gjorde han …
Martine mimerer Rogers udtryk. Hun tager en påtaget forbavset udtryk imens hun slår på stedet hvor man ellers har lommer ved brystkassen og ved lårene.
– Og så sagde han ”Åh! Åh! Det var da uheldigt! Jeg har glemt at tage mine papirer med. Jeg vil komme forbi senere.”
– Så du kan godt regne med, at når han begyndte at starte sit skuespil og kræve en omskæring, at jeg gik imod det. Desuden havde vi lige fået telefonregningen så han mente, at det var på tide for ham at fordufte.
Roger vil gå med til at registrere Fabien flere år senere.
