I can feel it coming in the air tonight, oh Lord.
(Phil Collins – 1981)

 

Der er en bar for neden af den bygning, hvor Cyril bor. Hver frokost og hver aften går Cyril forbi for at tage en Cola eller en kop kaffe eller for at spise en sandwich.

Med en af sine første løn har Cyril købt et fotografiapparat. Et Olympus OM 10 med teleobjektiv. Det var et speciel tilbud.

Det var rent faktisk Gaël Lemarchand som har inspireret ham til det.

Cyril mødte Gaël i ”sin” bar en dag ved frokost-tid.

Gaël er omkring halvtreds år gammel, dårligt barberet, har langt, ikke altid lige rent, hår. Han er kunstner og derfor kalder bar-ejeren ham for ”Kunstneren”.

Han maler og har komponeret flere meget vellykkede surrealistiske symbolrige malerier. Han har også skrevet en digtsamling som blev udgivet.

Han arbejder fra tid til anden. Han tager nogle ufaglærte job for at tjene penge når han er i vanskeligheder så han kan male resten af tiden. Det skal derfor ikke være nogle fastansættelser eller noget, der tager ham for meget tid.

Han arbejder et par måneder som leveringsmand, havnearbejder eller noget lignende så holder han op i flere måneder og arbejder med sin kunst.

Når Cyril træder ind i baren denne dag, sidder Gaël ved baren og er i gang med at nyde en øl. Han taler og ud fra den måde han taler på kan man gætte, at det ikke er dagens første bajer.

– Nej, men virkeligt, det er umenneskeligt det, de kræver af en! Umenneskeligt! Vi er for fanden da ikke robotter! Fuck!

– Jamen dog! Hvad sker der, Gaël? Spørger Cyril imens han giver hånd til de forskellige faste kunder fra baren.

– Ja, du ved, jeg arbejdede i Leclerc-supermarkedet for neden af gaden, ik’?

– Ja …?

– Ja. Jeg var lagerarbejder. Ser du, det går ud på at tage imod pakker, putte pakkerne på plads, ordne pakkerne. Det er fuldstændigt ensformigt-kedeligt, men de andre i firmaet ser ud til at elske det job. De har åbenbart en muskel i stedet for hjernen og for dem, så er det den syvende himmel det job. Jeg kunne ikke lide det, jeg gjorde det kun for pengenes skyld.

– Ja. Og hvad så? Hvad er der sket til dig? Har de da tilbudt dig fastansættelse eller noget?

– Meget morsomt!

– Tak.

– Nej, nej … Slet ikke!

Gaël drikker en mundfuld øl og fortsætter sin forklaring:

– Forestil dig at her til morgen, mens jeg var på vej til arbejde, så hørte jeg en fugl synge i et træ. Så jeg stoppede for at høre på den. Det var tidligt om morgen, så der var ikke noget trafik. Det var så kønt at høre denne fuglesang i den sovende grå granitby. Den eneste harmonisk lyd iblandt de kolde sten.

– Det var smukt. Det var som om jeg kun kunne høre det. Efter at have varmet op begyndte fuglen at fløjte smukke melodier. Det var superbt! Det begyndte som små noder der faldt på fortovet, den ene efter den anden for endeligt at flyve op i en samlet melodi. Så jeg blev lidt og lyttede til det.

– Øh … Ja … Og?

– Og? Og så problemet var at med alt det her så ankom jeg over en halv time forsinket. Så da jeg kom, var den ansvarlige sur på mig. ”Hvorfor kommer du for sent?” spurgte han mig. Så jeg fortalte ham. Jeg fortalte ham om fuglen, der sang og at i dag, så har mennesket glemt disse små gratis fornøjelser som er så kønne. Man tager sig ikke længere tid af at høre fuglene synge. Så jeg sagde også til ham, at jeg derfor havde taget mig tid til at høre på en fugl synge.

– ”Jeg vil give dig masser af tid til at høre alle fuglene synge, skal jeg!”, sagde han så til mig. Og så fyrede han mig! Bare lige sådan! Fyret! Bare fordi jeg ville lytte til en fugl synge. Jeg kunne sagtens blive en halv time over tid for at indhente det, det vil ikke have generet mig eller noget. Men nej, de idioter tror vi andre er robotter …

– Ja, det er sandt. Men en halv time er alligevel meget og hvis de har mest brug for dig om morgenen, så hjælper det dem ikke at du bliver lidt længere om eftermiddagen. Men pyt, mon ikke du finder noget andet? Det er bare et job.

– Jo, naturligvis, men det er alligevel trist, den mentalitet, synes jeg.

– Jo, det er sandt. Vil du have en øl mere?

– Ja, tak.

– Chef? Kan vi få en kaffe til mig og en øl til Kunstneren?

– Men okay, de har brug for mig i foreningen så jeg skal alligevel have mere tid til dem, såhe …

– Foreningen? Hvad for en forening?

– Åh, en forening for unge. For unge som dig, men som ikke har været så heldige som dig. Der er forskellige aktiviteter. Jeg lærer dem at male, at skrive, at lave musik og at fremkalde fotografier.

Cyril næsten kvæles i sin kaffe.

– Kan du fremkalder fotografier?

– Ja, jeg har gjort det jævnligt som kunststykker. Du kan give meget forskellige indtryk af samme fotografi ved at fremkalde det på forskellige måder.

– Ja, fordi jeg kan godt lide at tage billeder men det, der er dyrt, der er fremkaldelsen, derfor er jeg aldrig gået i gang igen.

– Åh, hvis du vil, så kan jeg fremkalde dem for dig. Så længe du betaler materialet som ikke betales af foreningen, så er det fint. Det vil koste dig noget som tre eller fem Franc per film, højest.

Derfor går Cyril igen i gang med fotograferingen. Han går næsten altid rundt med sin OM 10 om halsen eller i en taske så han kan lynhurtigt få fat i den og udødeliggøre dagligdagens situationer.

Det kan være to personer, der ler, et ansigt, en uventet eller morsom situation …

Naturligvis er fotografierne ikke altid vellykkede. Nogle er helt ærligt fuldstændigt mislykkede, men det giver ham erfaring og fremkaldelsen koster ham ikke ret meget, især at han fotograferer næsten kun i sort og hvidt.

Det er også i ”sin” bar, at han møder en dag Éric Gauthier.

Éric er 35 år gammel. Han er tyk, med kort, fedtet hår, han har synlige røde blodkar på næsen og kinderne og lidt udstående øjne. Han drikker en del og Cyril har sjældent set ham ædru.

Han er journalist for avisen Ouest-Libre og tjener tydeligvis godt. Det er i hvert fald det indtryk, han giver.

En fredag aften, rimelig sent, Cyril har taget fotografier en pæn del af aftenen og tænker på at gå på natklub. Han går forbi baren før at han går op for at putte fotografiapparatet på plads da baren snart lukker for dagen.

Dér møder han Éric med hvem han allerede har talt flere gange. Han drikker en Vodka-Orange.

– Hej, Cyril! Vil du have en Vodka-Orange?

– Nej, tak. En kop kaffe, tak.

Cyril sætter sig ved siden af Éric og lægger sit fotografiapparat på baren ved siden af ham.

– Tager du billeder?

– Ja, ja.

– Hvilken slags ?

– Kun sort og hvidt. Og lidt af alt. Jeg går rundt i byen og når jeg ser en situation eller noget flot eller sjovt, så fotograferer jeg det. Jeg har en ven, som fremkalder mine billeder.

I noget tid taler Éric og Cyril om fotografering. Det er næsten et forhør. Cyril spekulerer lidt over hvad det her går ud på.

– Hør, Cyril … Jeg kunne godt tænke mig at kunne skrive flere artikler, men jeg har ikke emner nok. Så hvis du fotograferer noget interessant, ringer du til mig og giver mig billederne og fortæller mig historien der går med billedet. Jeg får en ekstra artikel og du får lidt penge.

– Hvor meget?

– Det kommer an på fotografiet. Mellem tyve og hundrede Franc. Op til fem hundrede Franc hvis det er en scoop.

Cyril åbner store øjne.

– Virkeligt ?

– Ja. Du behøver bare at gå til de lokale fodboldkampe og tage nogle billeder. Skriv ned, hvis der sker noget specielt og hvem vandt og hvor meget og fortæl mig det. Hvis du har et godt billede af en mål og en eller to ting om kampen, så kan jeg skrive lidt mere omkring det og så har vi en artikel.

– Der er også ofte motocross. Tag også fotografier derfra. Skriv ned hvis der er uheld. Se, hvor de sker oftest eller hvor de falder nemmest og tage så mange billeder som muligt og fortæl mig om det.

– Her er mit kort med mit telefonnummer. Lige så snart, du har noget, ring til mig.

Imellem hans arbejde hos Camus, weekender til at tage fotografier som nu giver også lidt penge og natklubberne, så er Cyril ganske tilfreds med sin dagligdag.

Og om nogle måneder vil han blive atten.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen