Toi aussi tu vas t’envoler, va !
Ça va ! Ça va ! Et ne t’inquiète pas
Ça va ! Ça va ! En tout cas, ça ira.
(Gérard Lenorman – 1980)
Du skal nok også flyve op !
Det går! Det går! Og vær ikke urolig
Det går! Det går! I hvert fald skal det nok gå.
(Gérard Lenorman – 1980)
– Du milde, du ser udmattet ud.
Gilles og Madé har taget Cyril på den vietnamesisk restaurant som lige er åbnet i det indre Saint-Malo.
– Du skal til at passe på, du ser altså ikke særlig godt ud.
– Jeg har ikke så meget valg, Madé. Jeg har kun en fri aften om ugen, ellers er det fra 04:30 til midnat eller til et om natten. Det er sæsonarbejde, om fjorten dage eller tre uger, så er det slut. Problemet er, at med alt det her, så har jeg ikke haft tid til at finde noget mere stabil.
Madé tænder en smøg:
– Okay, hør her. Kom forbi butikken i morgen når du har pause. Jeg skal se, om jeg kan få Hr. Cohen på sagen.
– Hr. Cohen?
– Ja. Hr. Cohen. Kan du bestille kaffen, Gilles? Vi skal snart hjem.
Dagen efter, som aftalt, går Cyril forbi Madés butik. Madé smiler til ham:
– Okay, du er heldig. Cohen kan se dig her til eftermiddagen. Du går til ANPE og spørger ved lugen. Dér siger du dit navn og du siger at du har en aftale med Hr. Cohen.
– Kan man finde arbejde i ANPE?
– I det tilfælde, ja. Skynd dig nu, han skal tidligt afsted i dag.
Cyril takker Madé og skynder sig i retningen af ANPE.
Når han er der, går han til lugen, præsenterer sig og fortæller at han skal møde Hr. Cohen.
Kvinden fra lugen ser på ham fra top til tå.
– Med Hr. Cohen?
– Øh … ja.
– Godt.
Hun trykker et nummer på hendes telefon og taler lavmeldt få sekunder.
– Ja, det er korrekt. Hr. Cohen kan tage Dem imod nu. Gå for enden ad gangen og til venstre. Det er kontor 103. Døren er åbnet. Der er en plade med hans navn ved siden af døren. De kan ikke tage fejl.
Cyril følger den angivet vej og finder nemt kontoret 103: David Cohen – Direktør.
Ah … Okay da!
David Cohen er omkring halvtreds. Meget få hår. En grå overskæg. Han må være 190 cm høj og vejer sandsynligvis over 130 kg. Han har en besværlig vejrtrækning.
– Cyril Malka, ja?
– Ja, Hr.
– Okay, sæt dig ned. Jeg kan forstå, at du leder efter et arbejde?
– Ja, i elektronik. Jeg har en CAP af elektroteknikker og en EFAA i reparation radio-TV, men jeg foretrækker at sælge i stedet for at reparere. Især siden jeg ikke har kørekort.
– Hvor gammel er du?
– Sytten.
– Jeg forstår …
Og David Cohen stiller et par spørgsmål. Meget få. Han tager nogle notater. Også meget få.
– Har du telefon?
– Nej, men hvis De ringer til Madé, så vil hun give mig besked.
– Godt, godt. Siger David Cohen på distræt vis. Okay. Hvis jeg finder noget, så vil jeg kontakte dig. Vi snakkes ved.
Cyril står op og giver hånd.
– Mange tak. På gensyn, Hr. Cohen.
På vej ud tænker Cyril at han tvivler meget at der kommer noget som helst ud af dette møde. Det er lige før, Hr. Cohen ikke hørte efter hvad han fortalte. Nåh! Pyt med det! Han må hellere skynde sig til pandekagerestauranten.
Madé kommer jævnligt for at spise dér i sin middagspause. Det er mere hyggeligt end et stykke skinke og Cyril letter regelmæssigt hendes regning. Han ”glemmer” at tælle service (10%) eller desserten, eller drikken …
To dage senere fortæller hun Cyril at Hr. Cohen vil se ham på hans kontor kl. 14:00.
– Er det din fri aften?
– Nej, og jeg slutter altså først klokken 16:00.
– Jamen så skal du ordne det så du skal have fri så du kan gå på Cohens kontor kl. 14:00 fordi han vil køre dig til Roqueblanche. Han har fundet noget til dig, derover.
– Roqueblanche? Men det er alt for langt herfra. Jeg kan ikke køre dertil.
– Tænk ikke over det. Det skal nok gå. Hvis Cohen sagde, at han ville hjælpe, så vil han hjælpe. Lad være med at bekymre dig. Tag din aften.
Cyril smiler.
– Okay, Fru Madé. Så må De hellere skynde Dem at spise fordi jeg har en vigtig aftale. Okay, hvad skal du have at spise?
Nogle timer senere sidder Cyril i Hr. Cohens kontor.
Jean-Louis ville ikke give ham fri, for ikke at tale om at lade ham gå før tiden, så Cyril tog initiativet. Han har advaret om at han ikke ville være tilbage før i morgen, kl. 04:30 da der var tale om hans fremtid.
– Kender du René Camus, Cyril ?
– Øh … Nej … Jeg kender Albert Camus … Altså, jeg har læst ham, men René Camus? Nej. Skulle jeg det?
David Cohen smiler lidt.
– Nej, måske ikke. Han har været konservativt folketingsmedlem.
– Ah?
Det imponerer ikke ligefrem Cyril eftersom han ikke rigtigt ved hvad et folketingsmedlem er og hvad det har med hans arbejde at gøre.
Cohen smiler, hoster og fortsætter.
– René Camus, udover at have været konservativt folketingsmedlem har også været Regionschef. Han har en meget stor Philips butik i Roqueblanche. Og eftersom han er stadig væk aktiv i politik og siden han stadig har mange højtstående kontakter, så kan han få dig til at blive fri for militærtjenesten. Så du behøver ikke bekymre dig for det hvis du foretrækker at fortsætte med at arbejde for ham.
– Det er en meget magtfuld mand og han er meget sød. Han har behov for en sælger og jeg har anbefalet dig. Han vil gerne se dig og tale med dig.
– Nu?
– Ja. Om en time. Så jeg vil køre dig dér og præsentere dig.
Ets. Camus. Det er det, der står skrevet i enorme ”Philips-blå” bogstaver på butikken.
Cyril er imponeret når David skubber glasdøren for at komme ind i butikken.
Butikken er gigantisk. Der er en lille pladeafdeling, en afdeling med små køkkenroboter, barberemaskiner osv., en afdeling med køleskab, komfur, vaskemaskiner, en afdeling med fjernsyn, der er nogle stereoanlæg og, i underetagen er der et gigantisk auditorium.
Der er også flere ansat: Soizick, sekretær, bogholder, Josef, overbogholder, Babette, rengøringskone og sælger af små elektronik, Jean, som er René Camus’ nevø og som er sælger, en tosproget sekretær som især skal tage sig af politik og endeligt er der Fru Camus som sælger hårde hvidevarer og der skal starte en butiksdirektør næste måned da, på grund af sit politisk arbejde, René Camus kan ikke være i butikken så ofte som han vil. Og der er så en plads som sælger som skal udfyldes.
Cyril ser Hr. Camus i øjnene imens han giver ham hånd og han sætter sig ned efter at han er blevet bedt om det.
I nogle minutter taler David Cohen og René Camus politik. Den socialistiske præsident, François Mitterand, blev valgt for ikke så længe siden og Hr. Camus er utilfreds. Han giver tre år til den nye regering før den falder.
David præsenterer Cyril og insisterer på hans tekniske kundskaber og på hans barndom tilbragt i en butik.
Så for Søren da! Åbenbart, selv om han kun tog få notater og gav indtryk af ikke at høre, så har David Cohen alligevel godt forstået og husket det hele.
René Camus giver indtryk af godt at kunne lide Cyril. Han stiler ham nogle mere eller mindre tekniske spørgsmål, men det ser ud til, at sagen er afgjort. Mødet er kun proforma.
– Hvornår kan du starte, Cyril?
– Når De vil, Hr. … Men … Problemet er at jeg bor i Dinan og … Jeg har ingen transportmidler så jeg skal finde et sted at bo, først.
– Åh! Det skal du ikke tænke på. Jeg ejer en bygning få meter herfra. Bare lidt op ad vejen. Der er en fri lejlighed, dér, så hvis du kan bruge den, kan du bare tage den.
– Men … Hvor meget er huslejen?
– Det skal du ikke tænke på. Ingen bor dér alligevel, såhe … Du får SMIC og lejligheden.
– Waow! Tak!
Hr. Camus roder i en skuffe og tager en bunke nøgler frem:
– Her. Det er lidt højere op ad gaden, nr. 24. En af disse nøgler åbner gadedøren. Lejligheden er på øverste etage, fjerde sal. Der er kun én, så du kan ikke tage fejl. Gå og se på den og fortæl os bagefter, hvad du synes.
Cyril, smilende, tager nøglerne og smutter ud. Han har lyst til at løbe, men det ville give meget dårligt indtryk, så han går ud med stille og rolige skridt og med et smil der går fra øre til øre.
Lejligheden er noget over 80 m2. En lille gang går ud til en stue med amerikansk køkken. På den ene side er der et værelse med vindue over gaden og på den anden side et badeværelse med en badekar.
Når Cyril kommer tilbage på kontoret, strålende som en sommerdag på Gran Canaria, taler David og René om politik.
Cyril begynder tirsdag morgen.
