Quand t’es dans le désert
Depuis trop longtemps
Tu t’demandes à qui ça sert
Toutes les règles un peu truquées
Du jeu qu’on veut t’faire jouer
Les yeux bandés
(Jean-Patrick Capdevielle – 1980)

Når du har været i ørkenen
I for lang tid
Du spekulerer over hvem
Alle de lidt bøjede regler
Af det spil man vil få dig til at spille
Med bind for øjnene
kan bruges til.
(Jean-Patrick Capdevielle – 1980)

 

Det var sidste dag hos Orchevel.

30. juni.

Slut!

Eksamenstiden er færdig og efter dem har Cyril ikke arbejdet meget.

Ikke fordi der ikke var noget at lave, men fordi han ikke gad længere og han vidste, at han ikke vil blive fyret de sidste to uger af sin kontrakt.

Patrick og Bruno er holdt op med at arbejde hos Orchevel seks måneder forinden. De startede deres eget firma.

Orchevel forsøgte at ansætte andre reparatører og det var tydeligvis nogle som havde været mange år i skole, men som aldrig havde prøvet at arbejde før.

En af dem brugte hele eftermiddagen på at forsøge at finde problemet med en lillebitte radio. Han kunne ikke finde ud af at reparere den fordi han skulle bruge en hele masse dyrt elektronisk apparatur for at opspore fejlen. Så nogle apparater Cyril aldrig havde hørt tale om før og som ingen TV-butik har råd til at købe i modsætning til disse store, dyre, skoler.

Morgenen efter ringede hans mor til Orchevel for at forklare at han ikke kunne komme på arbejde mere fordi han var syg. Efter disse problemer med transistorradioen, havde hans nerver slået klik og nu var han i depression. Radio vs. Reparatør: 1 – 0.

Af de gamle var der kun Philippe tilbage, TV-reparatøren som var i butikken dengang den tilhørte Dupond (som solgte til Orchevel da han gik på pension) og Cyril som talte dagene til befrielsen altimens han oplærte en ny reparatør efter den anden om hvordan ting fungerer i en butik som Orchevel.

Og i dag er det sidste dag. Endelig fri!

– Farvel, siger han til Orchevel.

– Ja, ja! Nemlig! Svarer han imens han giver en kuvert som indeholder hans sidste løn til Cyril.

Kuverten er besynderligt tyndt. Idet Cyril ikke er 18 endnu, kan han ikke få bankkonto eller checkhæfte, hvorfor indtil nu, Orchevel har givet ham lønnen kontant.

Cyril åbner kuverten som indeholder en check:

– Kan De være sød og give mig kontant penge, som sædvanligt?

Orchevel tager et påstået forbavset blik:

– Nej da! Det kan der ikke være tale om. Jeg skylder dig din løn. Her er din løn. Farvel.
– Jamen jeg skal bruge kontantpenge ellers kan jeg ikke bruge min løn.

– Det er ikke mit problem. Jeg skylder dig din løn og så ikke mere.

– Jamen jeg kan ikke bruge en check til noget. Kan de give mig kontantpenge?

Orchevel smiler:

– Nej, jeg kan ikke give dig kontantpenge. Jeg har gjort det indtil nu fordi jeg er meget venlig og forstående, men rent faktisk må jeg slet ikke give dig kontantpenge. Det er forbudt. Nu, hvor du har fået din løn, skrid.

Cyril, med vreden i hjertet og tårer i øjnene, stirrer på Orchevel et øjeblik. Han sidder ved sit kateder og skriver på et stort hæfte og ignorerer ham fuldstændigt, som om han ikke var her.

Cyril går ud.

Klokken er 19:10 og butikkens lys er bag ham.

Ikke en krone på lommen, som sædvanligt og Madés skinke er for længst glemt. Han går langsomt mod sin lejlighed og tænker.

Alt i mens han går, ser han på situationen:

Han har i lommen en check på 850 Franc. Det er 40% af SMIC (den statsfikseret mindsteløn), som er det samme som det han fik de sidste seks måneder. Det var rent faktisk mere end 930 Franc, men efter forskellige træk af ATP og andet, så er der altså 850 franc tilbage.

Problem nr. ét: Han skal finde en måde at indkassere den check på. Hvordan gør man det? Han kan ikke have en checkkonto og han ved ikke rigtigt hvad man gør med sådan en. Ingen har nogensinde forklaret ham det.

Problem nr. to: Hans mor havde sagt at hun vil betale husleje (og el og vand) til og med juni. Efter det, intet. Nul. Ikke noget.

Så hvis det lykkes ham at indkassere denne check, skal 550 Franc gå til husleje, vand og el og så har han 300 Franc for resten af måneden.

Det er ikke meget!

Okay, han skal ikke længere til Rennes for at gå til CFA, men alligevel …

Naturligvis regner han ikke med hjælp fra sin mor.

Cyril har kun haft få kontakt med Lucienne. Han skriver, hun svarer og lægger et frimærke for hans næste brev. Hun skriver aldrig selv. Men det er sandt, at hun svarer forholdsvis hurtigt.

Hun skriver kolde brev som ikke indeholder nogen form for følelser. Næsten administrative breve.

Så Cyril skriver sjældnere og sjældnere.

Han har ikke haft kontakt med sin far siden den dag hvor han afleverede ham over hos sin mor i Neuilly-sur-Marne.

I den tid har Roger ikke bekymret sig om sin søn. Han har ikke hjulpet ham på nogen måde, naturligvis.

Cyril ved ikke engang hvor han bor i øjeblikket. Måske stadig væk i Saint-Malo.

Så første ting på programmet: finde en måde at indkassere denne check på, og så finde et arbejde … Hvor finder man et arbejde?

Han hørte tale om ANPE (den franske version af Arbejdsformidlingen), så han vil tage dertil i morgen tidligt.

Dagen efter, om morgen, Cyril laver et glas te med varmt vand fra hanen og han tænker … Siddende på sin seng, tænker han. Og så slår det ned i ham!

Han kan huske noget hans mor havde fortalt ham for meget, meget, meget længe siden … Noget om en … Hvordan kaldte hun det? En … bog … en sparebog … En sparekassebog! Man kan vist få sådan en før man bliver atten!

Der er en sparekasse ikke langt fra hvor han bor og, lige efter at han har slugt sin te, tager Cyril til Sparekassen og dér, forholdsvis nemt, kan han åbne en sparekassebog, sætte checken på den og trække nogle penge ud.

Det var så det!

Nu anden del: Find et arbejde.

Med pengene købte han nogle cigaretter og noget til at lave sandwichs af og det har allerede lavet en pænt hul i budgettet.

Han tager til ANPE for at se om der er noget arbejde at få.

Men Cyril dropper det hurtigt: Man skal skrives ind og der skal bruges en masse papirer som han ikke har eller ikke har længere.

Nej, han har ikke beholdt sine lønsedler. Han vidste ikke, at det var nødvendigt. Han har stort set ikke andet end sit ID-kort.

Skal man virkeligt bruge så meget papir for at få et arbejde? Det forekommer ham til at være en anden verden.

Han troede, at man kom ind, og at der var nogle jobs som var hæftet fast på opslagstavle med telefonnumre og så kunne man bare ringe til dem. Men nej, nej. Det er meget mere kompliceret. Man skal ”bygge en folder” med alle mulige dokumenter, CV og alt. Man skal bestille tid og ”snakke om det” og ”lave en plan” … Det er fuldstændigt umuligt. Cyril har ikke tid til det.

Han takker og går ud igen.

… Og hele dagen er tabt.

Dagen efter klæder Cyril sig fint på og, uden at tage sin diamant ud af øret, går han fra dør til dør.

Han går først ind i de få elektronikbutikker man finder rundt omkring. Han foretrækker at sælge. Han kan lide den menneskelig kontakt og mener at hans kendskab til elektronikken er en fordel for at sælge varerne. Han kender udenad det Hitachi, JVC, Akaï, Philips og mange andre laver. Han ved hvordan man installerer et auditorium, hvordan man gør for at få anlæggene til at give den bedst mulig lyd, han kender alle af markedets nye opfindelser og hvordan de fungerer, hvilket giver ham mange gode salgsargumenter.

Han leder efter et job som Hi-Fi- og TV-sælger.

Men der er intet i øjeblikket.

Han kan ikke engang give sit telefonnummer, han har ingen.

Sælge tøj? Nej! Det interesserer ham slet ikke. Han har fået nok at sælge klude (støvsuge, børste, farveorden …).

Okay. Det er sommer. Turisterne er her, der er en del pandekagerestauranter i Dinan så vil han besøge de forskellige pandekagerestauranter for at se om der er brug for noget for sommeren.

Han begynder hos Marc. Det er den pandekagerestaurant som er lige over for Orchevel og lige ved den gamle Time 2000. Marc og hans far kender godt hinanden. De var venner dengang og Roger og Martine samt Francis og Liliane spiste tit der.

Det er aftenspausen når Cyril går ind og Maryse, kokken, er i gang med at lave pankager for alle. Marc og hans kone, Dana, er også i gang ved varmepladerne.

Efter at have snakket lidt sammen spørger Cyril:

– Sig mig lige, Marc, har du en fri stilling som tjener? Jeg har brug for et job.

– Nej, Cyril. Ikke længere. Du ved, vi er i begyndelsen af juli, sæsonen er startet, så vi er allerede dækket ind. Har du et problem?

– Ja … Lidt.

– Sæt dig ned med os og fortæl os det. Hvad vil du spise?

– Åh! Tak! Øh … Jeg tager en ”complète” (sortmelpankage med ost, spejlæg, tomat og skinke).

– Okay, den er på vej!

Imens de spiser, fortæller Cyril kort problemet.

– Hvad med din far? Kan han ikke give dig lidt penge?

– Nej. For det første ved jeg ikke engang hvor min far befinder sig i øjeblikket, og så har han selv sin egne problemer.

Dana og Marc ser lidt på hinanden uden at sige noget og så snakker de om noget andet indtil maden er færdig.

– Sig mig lige, Cyril, kunne du give en hånd til Maryse for at lave opvasken? Det ville hjælpe os meget.

– Ja, naturligvis!

Og Maryse fortæller ham hvordan opvaskeren fungerer.

Så bliver det noget af en vane i ca. to uger.

Midt på eftermiddagen kommer Cyril til pandekagerestauranten, han tager sig af opvasken imens Maryse serverer og så sidst på eftermiddagen og sidst på aftenen spiser Cyril pandekager og sortmelpandekager med Marc, Dana, Maryse og Yvonne.

Om morgenen leder Cyril efter noget arbejde, men han har ikke så meget tid: Arbejdet på pandekagerestauranten slutter sent, så han går sent i seng og vågner op sent. Han har kun få timer sidst på formiddagen eller først på eftermiddagen for at finde noget.

Hvis arbejdet hos Marc og Dana giver ham mad hver dag, så vil det ikke betale huslejen og andet. Og Cyrils pengereserve er nu ved at være slut.

Der er også en lillebitte pandekage restaurant i denne gade som bliver til Jerzual: ”La crêperie du Roy” (Kongens pandekagerestaurant).

Crêperie du Roy, anno 2018, ikke meget har ændret sig siden…

Det er et par, der har den: Jean-Louis er en alkoholisk og voldelig forhenværende sømand og hans kone, Nadine, med glansløs affarvede hår med sorte rødder på 15 cm. Hendes krop er som skåret med en økse og hendes ansigt har grove og lade træk som giver hende en meget vulgær udseende.

Men de kender mange mennesker og med lidt held … Hvem ved?

Desuden … Sådan som sagerne står …

Cyril går ind:

– Goddag Jean-Louis, går alt godt?

Eftersom klokken er snart 11 på formiddagen så er Jean-Louis ved at være godt lakket til.

– Jaja. Det går. Det går. Hvad får dig på disse kanter?

– Ja. Jeg har brug for et arbejde og eftersom du kender mange mennesker, så vil jeg vide om du kender nogen, som har brug for en tjener?

– Joda! Mig!

– Dig?

– Ja! Lige som jeg siger det: Mig!

– Super! Hvor meget giver du?

– Øh … SMIC’en … Eller så noget. Og så beholder du drikkepengene. Såhe … Det må være … Øh … 3.100 Franc per måned.

3.100 Franc? Det lyder som en formue i Cyrils ører.

– Super! Hvornår kan jeg starte?

– Kom i morgen, klokken 10:00.

– Okay! Jeg skal nok være der.

Ved et tilfælde, senere på dagen, møder Cyril Brigitte som har arbejdet på Crêperie du Roy året før:

– Det var da sjovt at møde dig. Jeg skal arbejde for dine gamle chefer: Jean-Louis og Nadine.

– Ja, de er søde og det er et godt sted at arbejde. Men der er lige en ting: Eftersom han har en tendens til at drikke kassen op, er det noget lort at få lønnen sidst på måneden. Forsøg at få dem til at betale dig hver dag.

Allerede første dag taler Cyril om det med Jean-Louis. Han påstår han har det svært ved at styre sin løn (hvilket er i øvrigt korrekt) og at det ville være nemmere for ham hvis han kunne blive betalt hver dag.

Eftersom SMIC’en er på 3.100 Franc, og at en måned er mere eller mindre 31 dage, så kunne han godt tænke sig at få 100 Franc hver dag efter dagen er omme.

Jean-Louis accepterer og Cyril lærer at lave pandekager.

Situation er tåleligt i øjeblikket. Han har fået lidt luft. Men Cyril ved godt at det kun er midlertidigt. Det er denne måned og så næste måned, august … Måske lidt i september, men så er det slut med det.

Nå! Der kommer tid til at bekymre sig om det. Han vil begynde at tænke på det om nogle uger.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen