Gotta move on
Gotta move on
Gotta move on
(Lipps Inc. – 1979)
Siden Cyril er kommet tilbage fra hos sin mor, er atmosfæren elendig allevegne.
Den er dårligt på arbejde: Hans chef ville jo ikke have ham igen, men han blev nødt til det, så han er konstant på Cyrils nakke for at få ham til at begå den fejl, som ville kunne retfærdiggøre at fyre ham.
Cyril holder fast. Han udfører alle de lorteopgaver Orchevel sætter ham til mens han holder tungen lige i munden. Det hele varer kun få måneder
Snart er det eksamensperioden og så er det slut med Orchevel.
Cyril spiller stadig væk trommer for Contact. Resten af banden regnede med at deres trommeslager vil komme tilbage hurtigt, men det blev ikke tilfældet.
Men siden er Cyril blevet bemærket af en anden berømt fransk band som brugte ham som trommeslager for en sang. Cyril accepterede og siden er der været konstant gnidninger mellem ham og resten af gruppen. Cyril kan ikke sige et ord uden at blive anklaget for ”at tro at han er noget”.
Mere end en gang har han været tæt på at lade dem sejle deres egen sø og hvis det ikke gav lidt penge, er det længe siden, at han ville have gjort det.
Men det er problematisk at pengene mangler.
Meget problematisk.
Ja, det er rigtigt, Lucienne betaler huslejen og vand og el, men det er alt.
Og selv om på papiret, Cyrils løn er nok til mad, så betaler den hverken tøj, møntvask, turen frem og tilbage til Rennes en gang pr. måned, hulejen dér, maden dér …
Rent faktisk, allerede den 6. eller den 10. på måneden, er Cyril på røven og hans første bekymring er at spise.
Ved middagspausen besøger han Madé. Det er en kvinde som har en lille tøjbutik på den anden side af Place des Cordeliers, få hundrede meter fra Orchevel. Han mødte hende i en natklub.
Cyril besøger hende ved frokostpausen og de taler sammen. Ved 12:30-tiden, tager hun lidt brød og lidt skinke eller ost ud af sin taske for sin frokost og, som det mest naturlige i verden, tilbyder hun lidt til Cyril.
Madé er lidt tyk og det hjælper hende med at ”forblive slank” siger hun.
De taler i de to timers frokostpause. Madé har en mand, Gilles, og en søn, Maxime.
Men udover det, så er der ikke andet at spise i løbet af dagen.
Madé lukker søndag og mandag og disse dage, er der ingen skinke.
Heldigvis i weekenden, mange gange, er der baller og Contact men de penge han tjener, er ikke mange og det tager flere uger, før de er her. Desuden er atmosfæren i bandet værre for hver gang de er sammen.
En aften er de i gang med at spille Funkytown, en diskohit totalt uden interesse.
Den bliver som regel spillet ved hjælp af en rytmbox, men eftersom bandet råder over en trommeslager …
Det er den slags rytme Cyril kalder ”piston-pistache” (”piston” betyder ”motorstempel” på fransk): Et slag på “pissssss” et slag på storetrommen “ton”, et andet slag på “pisssss” og et slag på trommen “Tash” Pisss-Ton pissss-tash – Pisss-Ton pissss-tash – Pisss-Ton pissss-tash – Pisss-Ton pissss-tash – Pisss-Ton pissss-tash…
Og billederne flyver forbi Cyrils hoved imens han trommer denne rytme der ringer i hans hoved som var det et mantra.
Han tænker på de seneste dage – piston-pistache – det er snart eksamenstid og hans mor har sagt det klart og tydeligt flere gange: Efter eksamen, holder hun op med at betale – piston-pistache. Han skal så finde noget andet.
Piston-pistache.
Og i Dinan, er det hurtigt overset: Der er Orchevel som har eksklusive ret i området for de fleste interessante mærker: JVC, Akaï, Technics, B&O, Denon …
Så er der en anden butik i gaden bag som også har gode mærker såsomt Hitachi og andre, men det er en butik ejet af mor og søn og de ansætter ingen.
Piston-pistache.
Og så er der Philips-butikken som er holdt af Fru Lebouc, en enke, som i Dinan har en ry værre end Orchevel. De fleste ansatte holder ikke længere end tre måneder.
Piston-pis…
– HEJ! SOVER DU?
Cyril ser på Bruno som slår ham på skulderen.
Publikummet ler, men resten af banden ler ikke.
Frank, klaverspilleren, som er ham Cyril har fleste gnidninger med, skælder ham ud.
– Er du dum eller hva’? Tror du, du er i et optagelesesstudio? Vi har været færdige i 30 sekunder! Her indspiller vi ikke plader, vi spiller rigtigt!
– Åh! Hold nu kæft! Du ved godt jeg hader den åndssvage sang. Jeg var uopmærksom.
– Enten spiller du med bandet eller også spiller du ikke med bandet. Du begynder at gå os på nerverne med dine primadonna-adfærd!
– Ja, ja, ja, ja! Nu vil du ikke få et hjerteanfald på stedet fordi jeg har lavet et par ekstra takter i en bal i Languenan, vel? Det er ikke Paris’ Olympia, det her!
– Du tror vitterligt, du er kongen, hva’? Vi kan klare os uden dig, du kan bare skride tilbage til din pariserband.
Cyril står op og råber:
– Ved du hvad? Du begynder at gå mig på prostataen. Jeg er træt af dit ævl og jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle acceptere din idiotier. Hvis for dig det er supervigtigt ikke at gå glip af en takt i en landsbybal, det er mere dig, som tror du er noget, ikke mig! Og siden du har to gange i 20 sekunder opfordret mig til det… Ciao bello! Eftersom I kan klare jer uden mig, ønsker jeg jer held og lykke!
Cyril tager fat i sin jakke og går ud imens det bomstille publikum følger ham måbende med øjnene.
Bandet Contact vil afgå ved døden en måned senere. Det bliver noget Bruno aldrig vil tilgive ham, men Cyril er ligeglad.
Efter at han har fået sin sidste penge fra ballerne udbetalte, bliver Cyrils situation ikke meget bedre. Så han forsøger at finde penge på forskellige måder.
Han ved, at det ikke vil nytte at spørge sin mor, det har hun sagt. Han skal ikke regne med det og så risikerer hun at få ham til at komme tilbage og gå i hæren eller noget lignende.
Han ved heller ikke hvor hans far befinder sig, så ham, kan han ikke regne med. Selv om han vidste, hvor han var, så ville det ikke hjælpe.
Det er når han ser noget indtørret persille i en butiksrude, at idéen kommer til ham.
Han køber en dusk persille og, i BHV, finder han noget billigt modellervoks. Der er forskellige farver i en plastik.
Han lader persillen tørre og så tager han noget sort modellervoks og han blander den med persillen som han har finskåret med saks i et glas.
Så laver han nogle små striber som han lader tørre.
Nu har han noget shit! Noget hash! Færdigarbejde!
Han videresælger disse stykker lidt i Dinan, men især i CFA i Rennes. Dér, er der rigtigt mange som ikke ved hvad hash ligner.
Det hele kommer an på hvilken farve han bruger. Hvis det er sort modellervoks præsenterer Cyril det som ”afghaner”, og hvis det er mere i en anden farve, påstår han det er ”marokkaner”.
”Kunderne” lugter til ”shitstriben” og synes at det dufter godt (af gode grunde!) og betaler 20 eller op til 50 Franc for stumper af duftende modellervoks.
Naturligvis er der ikke meget virkning af at ryge persille og modellervoks, men det er rent faktisk sket at nogen har spurgt efter mere … Selvoverbevisningstyrken er stærk, åbenbart.
Men ellers beklager kunderne sig ikke rigtigt. Man kender Cyril i skolen og man ved, at han kan slå hårdt hvis det behøves. Derudover tilbyder han ikke sin vare til hærdede brugere og de unger han tilbyder det til kan ikke ligefrem klage til politiet eller til skolen over det.
Men det er kun en midlertidig løsning. Meget hurtigt kan den teknik ikke bruges længere.
Chefen kalder på Cyril :
– Her! I stedet for at lave ulykker i værkstedet, bring den pakke til posthuset. Her er penge. Kom tilbage med fakturaen.
Cyril tager fat i pakken uden at svare, fjerner sin hvid kittel, tager en sweater og går ud for at gå indtil postkontoret som er lige ved siden af, hvor han bor.
Dinans postkontor er forholdsvis stor og Cyril står i kø. Han lader sit blik svæve over de andre køer.
Det er hans tur. Han havde ikke lagt mærke til det. Han var i sine tanker.
Han giver pakken til damen, betaler, tager fakturaen og vender sig om for at går.
I køen ved siden af er der en gammel dame som også går ud af køen. Hun er meget lille og må være i hvert fald over 70 år gammel, måske meget over endda … 80?
Hun har en lille taske som er åbent og hun tæller de penge hun lige har trukket fra sin konto. Der er en stor bunke hundredefrancsedler.
Cyril kigger og forsøger at vurdere, hvor mange der er. Der er mindst 20 eller 25 sedler … Mindst! Måske mere! Det er tæt på 3.000 Franc!
Det er en onsdag morgen og der er stort set ingen udenfor.
Cyril ser en film spilles for sit indre blik: Han lader hende gå ud, følger hende lidt, så løber han, flår hendes taske ud af hænderne på hende og løber i skjul hjem hos sig selv. Det er ikke så langt herfra.
Selv om hun råber, vil ingen have tid til at gøre noget.
Cyril kan ikke løbe langt, men han kan løbe hurtigt, så han ville være hjem før at nogen som helst har tid til at lave noget som helst.
Han ser på den lille kvindes lidt deformerede hænder. Hun skal bruge en stok for at kunne gå.
Med så nogle hænder ville hun aldrig kunne holde sin taske tilbage. Det er sikkert! Hun ser ret skrøbelig ud, så hun vil ikke gøre modstand. Gad vide om hun overhovedet vil have tid til at råbe?
Cyril begynder at følge den trippende gamle dame. Han lader som om han ser på frimærkerne som hænger på væggen for at berettige at han går så langsomt.
Ja. Man er tyv eller også er man det ikke, ikke sandt? Det sagde de jo alle sammen: Han er en tyv. Endda da han var helt lille var han allerede tyv. Hvor mange gange har man sagt og gentaget det til ham: Tyv, ondskaben under huden på ham, ond …
Cyril stopper op som om han blev ramt af lynet.
Vil han virkelig bekræfte disse anklager?
Han skifter retning og går mod væggen med frimærkerne og han ser på dem.
Hvor lang tid vil det tage den gamle kone at gå ud? Fem minutter? Lad os sige fem minutter. Gå ned af trappen, fortovet … Hun bor garanteret tæt på …
Okay. Så siger vi 20 minutter. 20 minutter før at hun er ude af syne.
Så Cyril vil blive en halv time på postkontoret for at se på frimærker og endda på anbefalede breves etiketter så han er sikker på, at den gamle kone er ud af syne. Så han er sikker på, ikke at blive fristet igen. Så han er sikker på, ikke at skride til handling. Så han ikke skifter side og svarer til det, de ser i ham.
De vil ikke blive urolige i Orchevel. Posthuset, ved man hvornår man kommer ind, men ikke hvornår man kommer ud.
Som var det for at brokke sig over beslutningen er det tidspunktet hans mave vælger for at skrige sin sult.
Tjaeh … Der er jo Madés skinke …
