You said, you’d never fake it
You swore we’d always make it last
And it sounded so real
That I fell into your love trap
Lying, yes, I was the perfect fool
(Elton John – 1979)
Emmanuelle banker på Cyrils dør først på eftermiddagen. Han åbner og tager hende i armene.
– Åh, Emmanuelle, hvor jeg har savnet dig!
De kysser hinanden.
– Det er synd du har klippet dit hår, bemærker Cyril.
– Kan du ikke lide det?
– Ikke rigtigt, nej. Jeg foretrak sådan som det var før.
– Jeg kan lide det.
– Ah? Nå… Det kan sagtens vokse ud igen.
– Nej, jeg kan godt lide når det er kort som her.
De kysses igen men Emmanuelle er lidt kold.
– Hvad er der i vejen?
– Intet. Hvorfor spørger du?
– Det er lige som om du har en afstand.
– Det er noget du forestiller dig.
– Okay. Jeg er så glad for at være tilbage! Hvis du bare vidste!
Emmanuelle smiler.
– Bliver du her i aften? Spørger Cyril.
– Nej, det bliver ikke muligt i aften. Jeg har lovet min far at komme tidligt hjem. Vi vil se hinanden i CFA.
– Åh! Okay, så.
– Men jeg risikerer ikke at blive færdig med uddannelsen.
– Virkeligt? Hvorfor ikke?
– Fordi jeg vil gå ind i hæren.
– Dig? I hæren? Men hvad skal du dér?
– Jeg vil blive luftfotograf. Hæren, det er super! Der er mange muligheder som jeg ikke har i Rennes. Jeg kan også få motorcykelkørekort gratis og smaddermange andre ting. Det er en hel verden af muligheder.
– For fanden sguda også! Det var da utroligt den tvangstanke de alle har absolut at ville lave basser ud af os! Hvem fik dig overbevist om den slags? Din far? Din tante? Du har aldrig nævnt det med ét ord før nu!
– Jamen det er fordi det giver os flere fremtidsmuligheder end civillivet. Du ved, for øjeblikket, jeg har et arbejde, men der er ikke meget ansættelse i fotograferingen, man er nødt til at have sit eget og det er ikke nemt. Hvis jeg er i hæren, så er min fremtid sikret og også min pension og alt. Dog skal jeg til Sydfrankrig hvis jeg vil fortsætte med fotograferingen.
– Jamen … Hvad med os ?
– Hvad? Os?
– Os! Dig og mig? Så vil vi ikke se hinanden mere.
– Du kan bare komme med i Sydfrankrig.
– Vent lige lidt. Du mener det ikke alvorligt?
– Jo! Bestemt! Hvis du tror at jeg vil skrotte min fremtid på grund af dig, så har du ikke realitetsansen!
– Jamen …
– Og hvis du tror, at jeg vil blive hele mit liv i Rennes for at fremstille fotografier, så er det fordi du ikke kender mig.
– Jamen … Du lovede du ville vente. Jeg sagde til dig, at jeg ville komme tilbage. Jeg sagde til dig, at jeg ikke vil blive i Paris. Og du sagde, du vil vente.
– Jamen du er altså ikke kommet.
– Hør! Jeg er kun blevet hos min mor i fjorten dage.
– Jamen jeg kunne ikke vide det og derudover så kan der ikke være tale om, at jeg vil smide min fremtid i vasken for din skyld.
– Jeg havde lige som indtrykket af, at jeg var en del af din fremtid.
– Hahaha! Hvem tror du, du er? Du er kun en knægt. Du har ingen rigtigt arbejde, du tjener ikke engang nok til at klare dig så kan jeg virkelig ikke set hvordan eller hvorfor du skulle være del af min fremtid. Du er ikke i stand til at give noget som helst til nogen som helst.
– Fuck, mand! Du er virkelig en lede so!
– Du skal ikke tale sådan til mig, din møgunge!
Døren smækker bag hende som et pistolskud.
Cyril forbliver stivnet midt i værelset. Hans følelser svinger mellem had, kærlighed, smerte, tristhed, vrede, usikkerhed … Hans sind er smeltet sammen. Hans verden braser endnu engang sammen. Han ved ikke, hvor han er. Han bliver bange.
– Åh for fanden! Nej! Det er umuligt!
Han lader sig falde på sin seng og græder.
Men i morgen vil han tale til hende. Hun skal skifte mening. Det er umuligt ellers.
I morgen.
Han skal forberede det, han vil sige til hende.
Han vil heller ikke være fjernsynsreparatør hele sit liv. Det er kun for at tjene penge. Han vil blive psykoanalytiker, men studiet er dyrt.
Han vil være psykoanalytiker og han vil blive kendt og berømt. Men hun skal give ham tid.
Ja. Det vil han sige til hende!
Han har rent faktisk sjældent talt om sine planer, så det er lidt logisk, at hun ikke kender dem.
Han vil forklare. Hun vil forstå. I morgen.
I morgen.
Mandag.
Cyril er tilbage i CFA. Hans venner er her. De taler sammen, glad for at genfinde hinanden. Også de taler om nogle af de problemer de har derhjemme med deres bror eller søster … Alt det
forekommer så … overfladisk.
Kl. 14:51.
Stemmerne kommer igennem til ham som de lød gennem en væg. De har en underlig klang. Næsten som var det et fremmedsprog.
Fagene følger efter hinanden: Matematik, elektroteknik, fransk … Som var det en film som spillede på et fjernsyn tændt i baggrunden.
Cyril ser Emmanuelles ansigt. Han ser sig selv tale til hende. Han ser sig selv forklare. Han ser hende smile. Smile til ham. Han ser hende omfavne ham og kysse ham, glad for, at han har beroliget hende om deres fremtid sammen.
De taler samtidigt og afbryder hinanden, det hele i et stort smil.
Han har set en blink af Emmanuelle under frikvartererne men hun var altid omgivet af venner og i fuld gang med at tale. Hun har ikke værdiget ham et blik. Som om hun ikke så ham. Som om han ikke eksisterede.
14:53.
Hold kæft hvor tiden dog går langsomt!
Dagen er en tortur for ham og lige så snart klokken lyder, Cyril, som allerede havde lukket sin taske, står op.
Fransklæreren, Bruno Nguyen, stopper ham:
– Malka, jeg har allerede sagt det flere gange: Jeg er klokken.
– Ja, Hr. men tiden er gået og jeg har travlt.
– Nej, Malka! Tiden er gået når jeg siger, den er gået.
Cyril ryster på skuldrene, rejser sig op og går under de andre elevers forbavsede blikke.
Han går lidt rundt for at finde Emmanuelles bil. Hvor har hun mon parkeret den?
– Nå! Her er Malka! Det var da ikke værd at få en advarsel bare for at gå rundt uden om skolen.
Det er Ligier, en af hans skolekammerater.
– En advarsel?
Ja, Nguyen sagde til os at vi skulle sige til dig, at fordi du var gået før tiden, så gav han dig en advarsel. Du skal passe på, det er din anden. Ved den tredje bliver du smidt ud.
Cyril ryster på skuldrene.
– Jeg er pissehamrende ligeglad med advarslerne af den kraftidiot af Nguyen. Han kan gå ad helvedet til den idiot, kan han!
– Det er som du vil, min ven. Jeg har kun givet dig beskeden videre. Vi ses i morgen.
Cyril fortsætter med at gå rundt og søge … Ah! Der er den! Den gode gamle halv-smadret 2CV … med døre som ikke kan låses.
Cyril sætter sig på passagersædet. Snart eller siden skal Emmanuelle have fat i sin bil. Så vil han kunne tale med hende.
Timerne går mens Cyril ser og genser filmen om sin genforening med Emmanuelle. Han forbereder og polerer alt det, han vil sige. Han spiller og genspiller filmen i sit hoved.
Emmanuelle er her stadig ikke. Hun er sikker på en af sine lange dage: Der er dage hvor lærlingene stopper ved 18:00-tiden, især fotograferne som ikke er på skole en uge per måned, men i to perioder på henholdsvis to dage og tre dage. Derfor kan skoledagene være længere.
Endeligt ser han hende gå i retning af bilen med løftet hoved, og stolt, som sædvanligt.
Hun stopper lige op når hun ser at der er nogen i hendes bil. Eftersom det er ved at være mørkt, er det ikke helt tydeligt, hvem er der. Hun går langsommere frem og genkender Cyril.
Hun nærmer sig passagersiden og gør tegn til ham om at gå ud.
Cyril ryster på hovedet og gør tegn til hende om at hun skal ind.
Hun ryster på skuldrene, går ind i bilen og, uden at se på ham, starter den.
– Goddag, Emmanuelle.
Ingen svar. Hun manøvrerer bilen.
– Jeg tror at vi har misforstået hinanden i går. Du ved, efter de dage jeg har gennemlevet så har jeg lidt nerverne uden for huden.
Ingen svar. Hun kører.
– Så jeg tænkte, at måske skulle vi snakke om det?
Og Cyril fortæller. Han forklarer. Han forklarer hvordan hans mor forsøgte at komme af med ham med at sende ham i hæren. Han snakker om sine frygt, om sine planer, om sin fremtid, om deres fremtid.
Emmanuelle svarer stadig væk ikke.
Hører hun, hvad han siger?
Hun kører rundt i Rennes. Nu er natten faldet.
Så parkerer hun bilen. En perfekt manøvre. Hun slukker for kontakten og vender sig mod Cyril. Hendes blik er koldt og upersonligt.
– Okay, Cyril, nu kommer du ud af min kasse. Skrid!
– Nej! Ikke tale om! Jeg vil ikke gå ud før vi har haft en forklaring!
Emmanuelle trækker på skuldrene og går ud.
Han følger Emmanuelle med blikket.
Uden at vende sig om, går hun imod den belyste facade af fotobutikken, hvor hun arbejder. Hun bliver derinde lidt.
Så kan Cyril se to skygger gå ud.
Skyggerne nærmer sig og Cyril genkender Emmanuelles chef og Pierre.
Pierre er Emmanuelles ex. Hun er gået ud med ham i et år og har brudt da hun lærte Cyril at kende.
Han er 25 år gammel og han er god ven med Emmanuelles chef, det er sådan de mødte hinanden: Hun var lærlingen og han var chefens ven.
Pierre åbner døren på Cyrils side. Chefen er lidt bagved.
Pierre og Cyril ser hinanden i øjnene.
– Hvorfor vil du ikke ud, Cyril?
– Det rager ikke dig! Skrid!
– Nej. Emmanuelle har spurgt os om at få dig ud af bilen.
– Hvad blander du dig i?
– Vi går ud sammen igen. Du har kun været en parentes, Cyril. Du ved … Emmanuelle er ikke en pige for dig alligevel. Så … Hold op med det pjat. Det nytter ikke noget. Du kan jo ikke tvinge hende til at tale til dig, til at lytte til dig eller til at elske dig …
Ja … Det er fornuftigt. Det er sandt … Hvem i alverden vil have med ham at gøre.
Som om han havde en vægt på skuldrene ekstrahere Cyril sig ud af 2CV’en.
Han går ud og går lige frem efter næsen.
Uden et blik for at se sig tilbage.
Uden at have sagt noget andet.
Det er mørkt og det regner.
Det er meget praktisk for at skjule tårerne.
