​Nous entrerons dans la carrière
Quand nos aînés n’y seront plus
Nous y trouverons leur poussière
Et la trace de leurs vertus.
(Serge Gainsbourg – 1979)

Vi vil gå ind til faget
når vores fædre ikke ville være her længere
Vi vil finde deres støv
Og spor efter deres dyder
(Serge Gainsbourg – 1979)

 

– Men hvorfor ikke, Cyril?

– Fordi det ikke interesserer mig, mor.

– Jamen du vil have en sikret fremtid!

– Måske, ja, men der kan ikke være tale om, at jeg vil gå ind i hæren. Det er ikke mig. Hør! Jeg er få måneder fra mine eksaminer og så skulle jeg droppe det hele og gå i hæren?

– Naturligvis ikke! Hvad tror du? Det er jo en hele uddannelsesforløb. Der er også soldater som er elektroteknikere som de kan være alt muligt andet.

Lucienne har taget emnet op flere gange. Hun begyndte at tale om at få Cyril sendt til hæren dagen efter hans ankomst.

Jævnligt taler hun om de positive sider af hæren. Det er paradiset! Det bedste sted i verden. Man kan få bilkørekort, motorcykelkørekort, stort kørekort, alt det her gratis. Det lyder som en stor ferielejr.

Cyril tror ikke på det.

Han kunne ringe til Emmanuelle en gang, men det er svært at få fat i hende i telefonen. Hun lader til at være fuld beskæftiget. Cyril skriver lange breve til hende. Fire sider i gennemsnit.

Han vil ikke blive hos sin mor og han fortæller jævnligt til Emmanuelle at han vil gøre alt for at komme tilbage til Dinan.

Hun svarer, at hun venter på ham.

René er i kælderen med en ven, Paul. De er i gang med at få elektriske ledninger i kælderen så de kan have lys over det hele.

Paul er kommet med hele udstyret: plastikrør som han få til at holde fast i loftet for at trække ledningerne igennem. Han bruger en varmepistol og lim for at få rørene til at holde fast.

Så at de skal være så usynlige som muligt, er de af forskellige farver så de kan gå i et med loftet eller væggene.

– Lucinette, vi er færdige! Kom og se!

– Kom med og se, Cyril.

Alle går ned i kælderen og ser lamslået på det veludførte arbejde.

Man kan kun se plastikrørene som ender her i en kontakt og andre steder i et stik. Limet er af og til flødet over, men det er et hæderligt stykke arbejde.

Cyril har jævnligt lavet sådanne installationer når han har været med til at installere antenner med forskellen at hos Orchevel, bruger man klemmer for at holde ledningerne fast.

René og Lucienne, især Lucienne, kan ikke rose det pragtfulde arbejde nok.

– Hvor har du lært den slags, Paul?

– I hæren.

– Ah! Dér kan du se, Cyril. Det er den slags ting man lærer i hæren. Man lærer ikke at udføre halvfærdigt arbejde. Man lærer at lave tingene ordentligt i hæren.

Cyril løfter et øjenbryn.

– Jeg udfører heller ikke halvfærdigt arbejde. Siger han mens han trækker på skuldrene.

– Vil du spise med os i aften, Paul?

– Ja, tak.

Derefter følger der en aften, hvori, under hele middagen, og endda efter, Paul taler om hæren og om hvordan han foretrækker hæren frem for civillivet.

– Ja! Det er rigtigt. I hæren får man spark i røven. Det er sandt. Men ved du hvad, Cyril, jeg foretrækker at få mig spark i røven fremfor en kniv i ryggen.

Det giver et sæt i Lucienne som knipser med fingrene.

– Lige præcis! Det er lige præcis det, vi har forsøgt at få ham til at forstå! Hører du, Cyril? Hører du, hvad han siger? Det er lige præcis rigtigt!

– Ja, mor, jeg hører.

Men på trods af alle disse positive sider og disse vidundere, holder Cyril fast på, at han blot vil blive færdig med sin uddannelse. Nej, han vil ikke i hæren. Men ja, han vil tænke over det …

Han har ingen intention om at tænke over det, men det er det eneste svar som han kan give så Lucienne holder op med at tale om hæren.

Lucienne begynder igen på sin propaganda men Cyril er solid som en betonvæg: Nej, han vil ikke i hæren. Det er ikke ham. Der er ingen skam i det. René er heller ikke blevet militær og han klarede sig godt alligevel siden han er overlæge. Så nej, Cyril vil heller ikke gå i hæren.

Lucienne skifter taktik:

– Og hvad med Ville-Evrard? Hvad med V.E.? Kunne det ikke interessere dig?

– Hvordan det, Ville-Evrard?

– Ja, du kunne blive psykiatrisk sygeplejerske.

Cyril ryster på skuldrene. Jo, psykiatrien kunne være fristende efter som det er et emne, der interesserer ham. Men at tilbringe sine dage i en ”afdeling” omgivet af psykiatriske patienter som kan finde på hvad som helst … Bof …

Cyril har hørt mange historier om de ting der foregik i disse afdelinger. Næsten hele hans familie har arbejder dér, såhe…

– Det er godt, V.E.! Du kan være ”interne”, så du kan bo dér med dine egne ting. Du får mad, tag over hovedet og så får du løn. Det er godt. Og så, når du er færdiguddannet, har du et arbejde dér. De hjælper dig endda med at finde en lejlighed. Det er meget godt. Du vil have det godt, dér. I morgen går jeg dér og finder ud af, om de har indskrivningsformularer, hvornår de starter de nye hold og alt det her …

– Tjaeh …

– Hør, Cyril, hvis du synes, du har en bedre idé …

– Ja. Jeg vil gerne tilbage i min lejlighed i Dinan. Genfinde Emmanuelle og slutte det, jeg er begyndt på.

– Ja. Men det her er umuligt.

– Hvorfor det?

– Fordi siden din far aldrig har givet dem en krone og alt det, der skal betales, vil det koste os 3.800 Franc og derudover så ved vi ikke hvad du vil bruge dine dage til eller hvad du laver efter arbejdet med denne ”Emmanuelle”.

Dagen efter er Lucienne mopset når hun kommer hjem.

– Ja. V.E. bliver umuligt. Man skal have gymnasiet-eksamen for at gå ind og, naturligvis, har du ikke gymnasiet-eksamen.

– Nej. Den har jeg ikke.

– Cyril, jeg forstår det ikke. Hvordan kan du bare blive her og lave ingenting som en anden taber?

– Men mor, jeg er ikke bare her og laver ingenting. Jeg har et arbejde: Orchevel i Dinan. Jeg har også en lejlighed. Jeg følger min uddannelse i CFA i Rennes og jeg har også min kæreste, dér.

– Så det er alt hvad du forventer af livet? Du har virkelig ikke meget ambition, min stakkels dreng!

– Det er især at jeg godt kunne tænke mig at blive færdig med det jeg har i gang. Det eneste kunne være at jeg skal finde mig en job heromkring og at jeg skriver mig ind i en CFA her, men i midten af skoleåret bliver det nok svært.

– Hvad med hundeplejer?

– Ah hva’?

– Ja, hundevask, hundeklip. Så noget kunne du garanteret finde ud af at lave.

Cyril åbner store runde øjne.

– Ja, når jeg tager det gamle stinkdyr her (Lucienne peger på pudlen, Sandy), koster det mig dyrt. De tjener godt, de der. Og der vil altid være arbejde i det felt. Og du, som elsker dyr …

– Mnjah … Det kunne jeg måske lave indtil at jeg finder noget i elektronikken.

– God idé.

– Det er lidt sent for at ringe rundt nu, men jeg tager mig af det i morgen.

Dagen efter åbner Cyril telefonbogen og laver krydser ved hundesaloner i nærheden. Eftersom Avenue Bizet er ved grænsen mellem Neuilly-sur-Marne og Chelles, tager han også nogle adresser i Chelles.

Lucienne hjælper ham med at udarbejde hvad han skal sige, når han vil ringe.

Så går han i gang. Første nummer:

– Goddag, Frue, jeg hedder Cyril Malka og …

I mellemtiden sidder René i køkkenet ved siden af Alexane som nu er seks år gammel. Han hjælper hende med hjemmearbejdet.

Cyril blev færdig med at ringe og der kom intet ud af det undtagen et sted: Hun vil gerne tage ham på prøve to eller tre måneder og lære ham op, men det vil være uden løn. Hun har ikke råd til at betale en lærling.

Samtalen varede i en time fordi damen fortalte længe om hvordan dette arbejde var svært og hvor dygtigt man skulle være for at kunne udføre det ordentligt. Meget få kunne gøre det ordentligt. Cyril har været heldig at falde på hende.

Det er hvad Cyril er i gang med at fortælle til sin mor når Renés stemme runger i køkkenet:

– Men det er sguda utroligt at du ikke forstår noget som helst! Hvad har du i hovedet?

Og lussingen lander på Alexanes kinder.

Alexanes hoved drejer 25 grader og barnet græder.

Lucienne råber altimens hun tager Alexane i armene.

– Er du da sindssyg at slå barnet på den måde? Du er da fuldstændig syg i hovedet, mand! Dyrk da noget sport hvis du ikke kan holde dig tilbage!

– Vent lige lidt, her lod hun som om hun ikke forstod. Det er umuligt andet!

Lucienne gnækker.

– Hvor får du den slags fra? Man kan se at læger ikke har mange psykologitimer! Du tror måske at det er ved at slå på hende, at hun vil lære bedre?

– Nej, naturligvis, men jeg er lidt på nerverne i øjeblikket.

– I så fald skal du ud og dyrke sport for at berolige dine nerver i stedet for at lade det gå ud over barnet.

René peger i retning af Cyril med hånden.

– Ja men jeg kan ikke finde ro når der er den uduelig unge her. Han ender med at går mig på nerverne den unge som ikke laver en skid dagen lang. Man tilbyder ham hæren, han vil ikke, Ville-Evrard, han vil ikke…

– V.E., det er ikke fordi jeg ikke vil, det er fordi…

– Så sig bare at jeg lyver måske? Du ved, Lucinette, det er normalt at Cyril går os på nerverne. Han går på nerverne af alle her i huset.

– Ja, Cyril! Det er sandt! Du laver ikke noget dagen lang. Du kan kun ryge og blive her med armene over kors og du går på alles nerver. Her er hvad der sker på grund af dig. Det er din skyld din lille søster har fået sig en lussing. Skammer du dig ikke?

Cyril kan ikke finde på noget at sige til det. Han lader anklagebølgen strømme over ham. Lucienne og René mindes og genfortæller om nogle af disse ting der er ti år gammel. Fra dengang Cyril boede sammen med dem i C.I.L.O.F. Ja! Allerede dengang havde Cyril ondskaben under huden.

Nu hvor de har udpeget den skyldige kysser René sin datter og beder hende undskylde ham og gentager at alt det her er Cyrils skyld. Lucienne, René og Alexane ler og Cyril vender tilbage til sit værelse.

Dagen efter, ved morgenbordet, fortæller Lucienne:

– Okay. René og jeg er blevet enige: Du vender tilbage til Dinan. Vi vil betale det, din far skylder og huslejen hver måned indtil din eksamen. Efter din eksamen betaler vi ikke længere. Husk: Vi betaler kun til din eksamen. Efter det, så er det slut.

– Ja, når vi betaler huslejen, så vil du have over 300 Franc per måned. Det er mere end rigeligt for at leve godt. Jeg havde ikke alle de penge dengang jeg studerede. Jeg var nødt til at arbejde, mig!

Cyril skal til at svare, at når han er hos Orchevel, så er det ikke for at se fluerne flyve, men han vælger at forblive stille. Han er for bange for, at hvis han er for kæk, så skifter de mening.

– Og så vidt jeg ved, så har du ikke brudt din kontrakt, vel?

– Nej. Jeg har ikke gjort noget som helst. Jeg har ikke fattet, hvad der skete. Min far kom fra ingenting lige pludseligt og har repatrieret mig her uden at spørge om min mening. Derfor regner jeg ikke med, at min kontrakt er brudt i hvert fald.

Lucienne ler af udtrykket.

– Ja, du er en repatrieret, min stakkels dreng.

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen