Somebody’s gonna hurt someone
before the night is through.
(Eagles – 1979)
– Og med denne her, kan du få mere eller mindre lys til at komme ind.
Emmanuelle fortæller til Cyril hvordan den Nikon F2 hun låner til ham, fungerer.
Cyril kan godt lide at tage billeder og han har været i stand til at tage nogle ganske udmærkede billeder med nogle af og til elendige fotografiapparater.
Eftersom Emmanuelle altid går rundt med et fotografiapparat, begyndte Cyril at bruge den for at tage billeder af hende og for at fotografere andre ting. Han observerer rimelig meget menneskenes adfærd og han er rimelig god til at knipse på det rigtige tidspunkt.
Og da hun har flere apparater, låner hun en til ham så han kan lege med det. Hun tager de brugte film tilbage til Rennes for at fremkalde dem og hun giver ham en håndfuld film hver gang de ses.
De kører meget rundt.
Emmanuelle købte en 2CV som er mere end 35 år gammel. Hun gav 500 Franc for den.
Vinduesviskere er forbundne til motoren. Man kan se en jernstang, på hvilken vinduesviskerne er knyttede, bevæge sig fra højre til venstre. De følger hastigheden. Jo hurtigere bilen kører, jo hurtigere bevæger stangen sig og jo hurtigere bevæger vinduesviskerne sig. Og når man stopper ved rødt lys, så står de stille.
Blinklys er to pile. Når man skal blinke til venstre, springer der en hvid pil med gul skinnende plastik ud fra bag venstre bagdør.
Mange bilister er ikke opmærksom på det, da de forventer at se en blinklys og derfor dytter de ofte ad Cyril og Emmanuelle.
Der er ikke nogen benzinmåler.
Jo, der er en, men ikke som man kender den i dag: Når man åbner for benzintanken, er der en læderstrop som er hæftet fast i låget, så man tager det helt ud og så kan man se hvor højt benzin går.
Eftersom de jævnligt glemmer at tjekke, er det ofte, de løber tør for benzin, men de har også en fem liter dunk med benzin i bagagen for det tilfælde hvis… eller rettere, når, de løber tør.
Ofte, i weekenden, går Emmanuelle og Cyril ud, de kører uden mål og stopper hist og her for at tage fotografier.
Andre gange går de på bal.
Ikke fordi de kan lide det, men fordi Cyril er begyndt at spille trommer i et orkester: ”Contact”. Og de spiller jævnligt på bal.
Det er faktisk igennem hans kollega, Bruno, at Cyril begyndte på det.
Bruno er bassist i gruppen og en dag, mens de er ude at levere fjernsyn og imens Cyril slår rytmen af en rocksang på sine ben, spørger Bruno ham:
– Kan du spille trommer?
– Hvorfor det?
– Fordi vores trommeslager har forladt bandet. Han er flyttet til Sydfrankrig og vi kunne godt bruge en trommeslager.
– Øh … Bøh … Tjaeh …
– Hvad mener du med ”øhbøhtjaeh”? Kan du eller kan du ikke?
– Selvfølgeligt, ved jeg!
– Okay, under alle omstændigheder, skal du på prøve, så jeg kommer forbi og henter dig torsdag aften og så ser vi.
Stor panik! Cyril kan ikke spille trommer. Han har kun prøvet et par gang i musiktimen da han var i 6. klasse i Paris og så har han leget med at tromme på sine ben og forskellige ting og sager (omvendte skuffe, kasseroller, osv.). Men okay, han vil gøre sit bedste og så ser vi. Han har en god koordinering, så det skulle gå godt.
Og det gik godt.
Bandet spiller tidens populære sang som Cyril kender godt og kan spille på gehør. Selv om hans måde at tromme på ikke er ortodoks, giver dette en speciel lyd og stil til bandet.
Så forholdsvis ofte i weekenden, fredag eller lørdag aften (nogle gange begge dage), spiller han i ballerne.
Spille i ballerne er ikke lige hans yndlingsbeskæftigelse, men det giver lidt ekstra penge. Ikke meget, men det hjælper. Og en til to gange om ugen er der repetition.
Cyril kan ikke så godt lide når Emmanuelle kommer med ham i ballerne fordi hun bliver hurtigt mål for de andre drenge og Cyril, fra scenen, kan ikke gøre ret meget.
Imellem lærlingetiden, fotograferingerne, trommen, ballerne og, en gang i måneden, CFA, går dagene hurtigt.
Denne morgen, er de lige blevet færdige med at elske. De er stadig svedige og forpustede når man hamrer på døren.
En søndag?
Emmanuelle og Cyril ser på hinanden og siger ikke noget. De venter ingen, det er meget tidligt, så de spiller død.
Der bliver igen trommet på døren og det ringer samtidigt.
Og så kan man høre Rogers stemme bag døren:
– Cyril! Åbn op! Det er mig!
– Jeg er på vej!
Emmanuelle springer fra sengen, tager noget tøj og springer videre i badeværelset imens Cyril klæder sig på så hurtigt han kan.
– Så? Åbner du?
– Ja, ja, far. Øjeblik! Jeg kommer.
Cyril åbner døren. Roger er her, sammen med Francis.
De går ind.
– Goddag, far.
– Okay. Pak dine ting, jeg kører dig tilbage til din mor.
Cyril får et slag i hjertet.
– ”Tilbage”? Hvad mener du med at køre mig ”tilbage til min mor”? Men …
– Du er mindreårige, du må ikke have din egen lejlighed, jeg kan ikke overkomme dig, så du går tilbage til din mor.
Cyril er frosset på stedet og Roger som har taget flere sorte plastikposer med sig, tager alt det han falder over i sækkene.
– Kom så! Skynd dig at pakke dine ting, vi skal ikke være her hele dagen.
Emmanuelle går ud af badeværelset.
– Må jeg komme med Dem?
Roger trækker på skuldrene.
– Hvis du vil.
– Hvad skal du til Paris?
– Jeg har en tante, der bor dér, så jeg vil besøge hende. Bare roligt. Det skal nok gå.
– Men far … Mit liv er her. Mit arbejde er her. Min skole er her. Emmanuelle er her. Alt er her. Hvad skal jeg lave hos min mor?
– Du vil lave noget andet. Hold nu kæft med dit lort, nu. Enten hjælper du med at pakke dit lort, eller også tager du afsted uden.
Cyril, med tungt hjerte, pakker sine yndlingsplader, bøger … som en automat. Uden nogen special system. Hulter til bulter. Francis og Emmanuelle hjælper ham i stilhed.
Cyrils grej er nu i bagagerummet på Francis’ 604 Peugeot, og så kører de mod Paris.
Roger sidder på passagerer sædet.
Francis kører.
Dårligt, som sædvanligt, men indtil nu har andre fører kunnet undgå ham.
Cyril har sit hoved på Emmanuelles skulder. Hun holder om ham.
Turen tager fire eller fem timer.
De taler kun lidt. Som om tale var spild af tid.
Emmanuelle har skrevet ned Luciennes telefonnummer så hun vil kunne ringe til ham. Hun kender ikke sin tantes nummer, men hun vil give det til Cyril når hun vil ringe til ham.
Desuden bliver hun ikke længe hos sin tante og Cyril kender hendes nummer i Rennes.
Når de ankommer til Paris stopper Francis bilen tæt på en metrostation, som Emmanuelle har spurgt. Cyril er udenfor sammen med hende. De kysser hinanden.
Roger bliver utålmodig og går ud af bilen:
– Ja! Ja! Okay! Nu skal I ikke tilbringe dagen på det. Cyril! Smut tilbage i bilen. Nu!
Emmanuelle ser på Cyril en sidste gang, kysser ham på næsen og forsvinder i metrostationen uden at vende sig.
Cyril har lyst til at græde.
En time senere stopper Francis bil med en hjul på fortovet på Avenue Bizet, i Neuilly-sur-Marne, hvor Lucienne bor.
Roger fløjter beundrende.
– Flot hytte!
– Ja, han er overlæge og hun er psykiatrilærer i Saint-Anne.
– Nej, hun er ikke lærer, hun er ”gentager”. Det har jeg sagt hundrede gange til dig. Det er bare nogen som ser lektierne igen med sygeplejeeleverne som ikke har forstået lektierne.
– Ja, og jeg har sagt til dig flere gange, at hun underviste i psykiatri.
– Du ved ikke, hvad du taler om, Cyril, så hold kæft!
– Goddag, mor, siger Cyril imens han kysser hende på kinden.
Hun ser distræt på ham og stirrer på Roger.
– Goddag, Cyril. Du kan putte dine ting i værelset ved siden af stuen imens jeg taler med … din far.
Cyril går frem og tilbage for at flytte de få ting han har med sig i værelset som faktisk er et kontor hvor der er en sofa der kan blive til en seng.
Han kan høre lidt af det Roger og Lucienne siger til hinanden.
– Ja, hør, Lucienne, nu har jeg ”dræneret” Cyril i seks år efter mig og nu kan jeg ikke længere.
”Dræne”? Cyril regner med at hans far vil sige ”traine” (trække bag sig), eller regner han med, at Cyril er en betændelse? Er det en fejlhandling som fortæller hvordan Roger ser på sin søn?
– Jeg kunne altså ikke betale husleje for hans lejlighed og heller ikke de tre måneders husleje for sikkerhed. Jeg kan ikke. Sådan er det. Hvad kan jeg gøre ved det? Så det er din søn, du har plads til ham og han er altså dit ansvar indtil han bliver 18.
Selv om Lucienne var advaret om Cyrils ankomst, er hun ikke enig, men det er svært at modargumentere den slags.
Samtalen varer højst en kvarter. Så lukker døren sig bag Rogers ryg som stiger i Francis hvid 604 som starter lige så snart døren har smækket sig bag ham, drøner til enden af vejen og drejer af.
Som var det en flugt.
