​Goodbye stranger it’s been nice
Hope you find your paradise
Tried to see your point of view
Hope your dreams will all come true
(Supertramp – 1979)

 

 

By M 93, CC BY-SA 3.0 de, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=27425324

2-CV’en kører lige så snart Cyril har smækket døren efter sig.

– Jeg er ked af at gøre Deres bil våd, siger han.

Føreren smiler altimens hun kigger hvor hun kører:

– Jeg plejer ikke at tage blaffere op, men at se Dem under silende regn, sådan, så fik jeg medlidenhed for Dem.

Medlidenhed?

Cyril mærker varme i brystet.

Medlidenhed?

Hvem fa’en tror hun, hun er?

Han åbner munden for at sige til hende, hvad han synes om hendes ”medlidenhed”, men tanken om at skulle ud igen og fortsætte med at blaffe under regnen tiltrækker ham ikke mere end det.

– Tak. Nøjes han med at svare.

Når han blaffer fra Saint-Malo til Dinan er det værste sted man kan blive smidt af Ploubalay.

Af en eller anden grund stopper bilerne ikke i Ploubalay. De stopper før og de stopper efter, men, af en eller anden grund, ikke i selve Ploubalay. Det er uforståeligt når det er på lige præcis samme vej!

Joëls knallert er en gammel maskine som ikke kører mere end de lovlige 45 km/t. Og for at nå den fart, skal man være ned ad bakke med vinden i ryggen.

Og det er når den gerne vil køre.

De fleste gange stopper knallerten med pruttelyde efter få kilometer og Cyril skal blaffe resten af vejen.

Det tager ham småt to timer at rejse de 39 km fra Saint-Malo og til Dinan og han kommer gerne mindst en halv time for sent hver dag, når det ikke er en time.

Og for at komme hjem, blaffende, især hvis det er mørkt, tager det to eller tre timer.

Under en tur blev Cyril overfaldet af tre drenge som stjal indholdet af hans taske.

Flere biler kørte forbi og så hvad der skete, men ingen har blandet sig.

En bil tog ham kort efter hændelsen. Passageren vendte sig om og sagde:

– Har man røvet Dem?

– Ja! Svarede Cyril i elendig tilstand.

– Ja, sagde chaufføren imens han så på ham i bakspejlet, vi så det hele. Det er farligt at blaffe.

– Ja, svarede Cyril imens han duppede sin hævede læbe som blødte, hvis bare nogen havde stoppet og råbte et eller andet er jeg sikker på, at de vil være løbet. Uheldigvis blev det ikke tilfældet.

– Vi ankommer i Saint-Malo om få minutter.

– Mange tak.

Cyril kom hjem haltende, den dag. Han havde læben splittet, et øje som var ved at skifte farve og en kind som var fordoblet i størrelse.

Roger havde ikke bemærket noget den dag. Det gjorde han alligevel aldrig.

I aften er Cyril ikke blevet overfaldet, men han er pladdervåd. Han går op på badeværelset for at tage et varmt brusebad da han er forfrossent.

Martine er der ikke. Roger har nok fyret hende igen. Hun vil nok først komme tilbage om nogle dage.

Cyril er sulten efter den lange vej og når Martine ikke er her, er det ham, der skal lave mad.

Roger sidder is stuen. Han ser fjernsyn og drikker Ricard.

– Vil du spise i stuen? Spørger Cyril.

– Ja. God idé.

Cyril kommer med tallerknerne og de spiser i stilhed.

Roger stirrer på Cyril.

Han ser på ham fra top til tå og igen fra tå til top.

Cyril lader som om han ikke lægger mærke til noget. Han spiser og ser i retning af fjernsynet fra tid til andet.
Når de er færdige med at spise, er Cyril stadig sulten. Han er snart 17 og en dreng spiser meget i denne alder. Cyril spiser nærmest konstant selv om han er tyk som en DSB-sandwich.

Han skærer et stor stykke brød og lægger et lag smør på den.

Roger holder op med at tygge:

– Hold da helt kæft, hvor du bruger meget smør!

Cyril holder op med at tygge, ser på sin far få sekunder og tager en femfrancmønt ud af sin lomme som han lægger på bordet.

– Værsågod, så kan du købe en ny pakke. Desuden spiser du ikke smør.

– Hvor er du dum! Det er ikke det, der er tale om. Det er blot en bemærkning.

– Ja. Jeg er dum.

– Har du igen blaffet hjem?

– Ja! Jojos knallert er noget lort. Og jeg får skældt ud hver dag. Jeg ankommer våd og træt på arbejde og jeg risikerer at blive fyret.

– Jamen du skal bare køre tidligere hjemmefra.

– Men far, jeg står op før seks, jeg tager afsted mellem seks og seks tredive og jeg kommer alligevel for sent. Og så tror jeg det er på tide, at jeg flytter hjemmefra.

– Er du da skør! Du er mindreårig!

– Og hvad så?

– Så? Så hvis der sker dig noget, vil det være min skyld. Du er mit ansvar indtil du bliver atten.

– Tja! Så hvis der sker mig noget, så sker der mig noget. Under alle omstændigheder sker der altid noget til mig. For ikke så længe siden blev jeg klemt af tre fyre som tømte min taske. Så det vil være mindre farligt for mig at blive i Dinan end at rejse alle disse timer hver dag.

… Og så er jeg hamrende træt af dig, af dine idiotier, af dine ukvemsord, af dine løgne og af at høre dig blære dig …

Men det siger Cyril ikke, naturligvis. Han fortsætter:

– På Place Duclos, altså, lige bagved, Rue Rolland tror jeg det hedder, er der en lille ny bygning. Dér lejer de en etværelseslejlighed i stuen for 500 francs per måned, inkluderet el og varme. Hvis du betaler huslejen, vil min løn være nok for mad. Orchevel skal bare give mig min løn kontant da jeg ikke har bankkonto endnu, naturligvis.

Roger tænker. Han har åbenbart drukket nok Ricard for at tænke over situationen og ikke nok for at blive aggressiv. Så nu skal kortene spilles.

Den sværeste kort spilles nu:

– Problemet er, at man skal betale tre måneder forud … 1.500 franc for at kunne få lov til at bo dér.

– Ja, det er meget.

– Ja, men du siger ofte, at jeg koster dig dyrt. Her, 500 franc per måned, det er billigt sluppet.

Og nu, nådestødet:

– Eftersom mor giver dig 350 franc per måned for mig, så koster jeg dig kun 150 franc per måned. Det er en god deal.

Når Cyril siger ”mor” bliver Rogers blik mørkt et øjeblik, men det er hurtigt.

– Jeg tror der er flere øl tilbage i køleskabet. Vil du have en?

Roger nikker.

– Jamen hvis du laver lort i det, så får jeg problemer.

– Jamen det, det er altid sådan, siger Cyril idet han kommer ind i stuen imens han åbner øllet for sin far.

– Faktisk er jeg oftest i Dinan end her. Her kommer jeg kun for at sove. Så hvis jeg vil lave lort i det, kan jeg lige så godt lave dem nu, jeg behøver ikke at leve i en lejlighed for det.

– Jeg vil tænke over det.

Av!

– Ja, men hurtigt, fordi lejlighederne går hurtigt og det ville være synd jeg gik glip af den. Det er en etværelses med et lille køkken med to varmeplader og et lille køleskab og så en badeværelse-toilet. Så jo hurtigere jo bedre. For eksempel den første i næste måned?

– Okay, okay da!

– Super!

For en gangs skyld handler Roger hurtigt. Cyrils få møbler bliver kørt til hans ny bosted: en seng, et lille møbel, hans plader, nogle bøger, hans tøj, et par lagener, en håndklæde og en vaskeklud.

Cyril får hverken køkkentøj, tallerkner eller køkkengrej. Han har kun sin foldekniv. Han skal købe alt det her med sin løn.

Cyril og alle hans ejendomme er nu i lejligheden.

– Jeg har endnu ikke betalt de tre måneders husleje forud, men ejeren vil gerne lade dig komme ind. Og Orchevel har givet dig din løn kontant, har han ikke?

– Jo, 350 francs. Jeg har dem her.

– Godt. Så nu laver du ikke lort i det, vel?

– Nej far.

Med disse vise afskedsord kører Roger væk.

Cyril arrangerer sine møbler og sætter ting på plads og så skal han købe lidt ind.

Tjaeh … Brød og smør må kunne gøre det for i aften.

Når han er færdiginstalleret, lægger Cyril sig på sin seng og tænker tilbage på sin fars ”modargumenter”:

”Hvis du laver ulykker, vil jeg få problemer”, ”hvis der sker dig noget vil det være mit ansvar” …

Det var nok at bevise over for ham, at hans ældste søn ikke vil koste ham mere end 150 franc per måned for at overbevise ham.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen