Hells bells, across the sky
Hells bells, they’re taking you down
Hells bells, they’re dragging you down
(AC-DC – 1981)
Cyril planlægger kuppet med Gaël:
– Okay, så du maler papplakaterne som vi vil lægge inde i varevognen så vinduerne er dækket så man ikke kan se indeni. O’erne vil have et hul indeni. Det er dér, jeg vil sætte mit objektiv for at tage billeder. Når mit kamera ikke vil være her, så vil jeg putte sort papir for at lukke hullet, så man ikke lægger mærke til noget udefra.
– Du kører mig dér i aften og jeg tilbringer aftenen, natten, dagen i morgen og natten i morgen. Du henter mig søndag morgen. Hold kæft, hvor er jeg bange!
– Ja. Du skal også passe på! Det er altså risikabelt. Hvis man finder ud af, at der er nogen derinde, der tager billeder, så vil min Volkswagen ikke klare turen … og dig heller ikke.
– Husk at det er ikke en amerikansk film, det her. At fotografere dealers imens de laver business, det kan ende galt!
– Jeg vil hævne Josselin.
– Hør, Cyril, jeg er enig. Narko er noget lort. Men det er for sent for at gøre noget som helst for Josselin. Selv om du skulle tage gode billeder, du vil aldrig stoppe narkohandelen, det er du godt klar over, ikke?
– Jeg er ligeglad! Jeg kan ikke blive her uden at gøre noget!
Cirka en uge før havde Cyril mødt Jean-Luc igen. Ham som kørte ham til Guenroc dengang.
Jean-Luc havde fortalt ham hvordan Josselin var død af en overdosis eller så noget. Han var ikke helt klar over var der lige præcis var sket. Han havde fået det at vide af Totor (Hector).
I lang tid havde Cyril kun mødt Josselin mere stenet end en grusvej. Han var altid højt at flyve og de havde mistet lidt kontakten.
Cyril gik mere og mere sjældent i Guenroc, da han ikke havde råd og han havde nok at lave. Og efter at han var flyttet til Roqueblanche, blev det simpelthen for langt at køre.
De havde hver flyttet sig i en forskellig verden.
Josselin havde fulgt den klassiske vej af mange narkomaner: shit, opium, heroin … Og en dag, så var det altså gået galt. Han stak sig med et eller andet lort og han overlev ikke.
Efter at have tænkt over det noget tid bestemte Cyril sig for at gå i krig mod narkohandelen. Ikke som hans helt, kommissær San-Antonio (en fransk krimiserie af bøger, lidt James Bond-agtige), med en pistol og alt, men ved hjælp af hans kamera.
Dette bliver hans første korstog. Det bliver første gang at Cyril går imod noget, han bedømmer til at være farligt eller uretfærdigt. Det bliver den første drage, han vil bekæmpe.
Senere vil han bekæmpe andre drager. Nogle som er farligere, nogle som er mindre farlige, nogle som er mere skræmmende og nogle mindre.
Hvorfor?
Fordi de er her, ganske enkelt.
Fordi det koster liv.
Fordi Cyril har det indtryk, at hvis han bliver her uden at gøre noget, så er det det samme som at acceptere og at deltage i uretfærdigheden. I så fald, i hans øjne ser han sig selv som medskyldig.
Derfor sagde Cyril til sig selv, at han vil lave en fotoreportage om narkohandlen.
Han vil parkere varevognen et strategisk sted. Vognens ruder er lukket af malet pap af en ueksisterende firma. Hullet i pappet er store nok til Cyrils teleobjektiv.
I minibusen er der en madras og en plaid, hans walkman og nogle kassetter, en lommelygte, nogle sandwichs og tørre kager, noget vand, en spand med javel for det mest presserende (for resten vil han bare vente) og en armada af forskellige typer sort og hvid film.
Cyril bliver to nætter og en dag på stedet og han tager et hav af billeder. Han knipser alt det, der går ind og ud. Man vil senere se, hvad der kommer ud af det.
Han er udmattet når Gaël henter varevognen hjem.
Det første han gør når han kommer hjem, er tilbringe en time på toilettet, bagefter tager han et brusebad, falder om på sin seng og sover det meste af søndagen.
Det er først senere at han giver filmene til fremkaldelse til Gaël.
– Her, Gaël, se hvad du kan få ud af det. Nogle af filmene er ikke fyldt, da jeg skulle skifte ind i mellem.
– Du vil bemærke at på nogle af dem er der en fyr i jakkesæt som modtager en taske af en art. Eftersom jeg ikke kan forestille mig at den slags fyr køber tasker så nogle steder, må der være noget vigtigt ved det. Når du ser disse billeder, kan du lave nogle forstørrelser?
Nogle dage senere sidder Cyril og Gaël i deres bar og ser på billederne. De fleste af dem er ubrugelige og Cyril har intet konkret.
Ja, nogle underlige fyre i et underligt kvarter som tydeligvis giver hånd til hinanden og nogle pengesedler der skifter hånd … Tjaeh … Intet at skrive hjem om.
Intet at skrive hjem om, hvis det ikke var for den mand i jakkesæt til hvem man giver denne rejsetaske.
– Den taske må være fyldt af penge. Jeg kan ikke forestille mig andet. Medmindre manden har arrangeret en bunkepul og han skal bruge meget narko, så kan jeg ikke se andet.
– Ja, det har du nok ret i, svarer Cyril. Kender du ham?
– Aldrig set ham før. Ingen idé om hvem han kan være.
– Jeg har ringet til Éric for at tilbyde ham sagen. Vi vil se sammen. Måske kender han ham.
Éric ankommer, bestiller en øl og sætter sig til bordet som forsvinder under billederne.
Cyril forklarer sagen og så ankommer de til billedet med den ukendte mand.
– Vent lige lidt. Må jeg se det billede, dér?
Ja, tydeligvis, Éric genkender manden på billederne.
– Vent lige lidt. Det er Masson!
– Hvem?
– Masson! Han er præsident af generalstyret af Richerieu og området.
– Ah?
– Ja. Hør … Nej, Cyril, jeg kan ikke skrive en artikel om det her. Det er alt for farligt.
– Hvad mener du ”for farligt”? Hvis han er blandet ind i narkohandlen, er det ikke os, som skal være bange, men ham.
– Vent lige lidt et øjeblik. Han har forbindelser, den mand. Det kan gå langt og gøre ondt.
– Forbindelser mig i øjet! Tror du virkeligt, at han vil beholde sine forbindelser hvis de får at vide at han er blandet ind i narkohandel?
– Mnjaaaah ….
– Ved du hvad, det er enkelt. Det her er en scoop. Hvis du og Ouest-Libre ikke vil have det, så giver jeg det til Ouest-France.
Der skal bruges et par timer mere, en håndfuld øl og en vodka-orange for at overbevise Éric om at interviewe Cyril, at genformulere det og at udgive artiklen som udkommer ugen efter.
