Udgangen fra Ukraine - Illustration(30/05-2022) – Vi var i slutningen af februar 2022:

– Ja, de er ikke interesseret i at bombardere og underkaste hele Ukraine. Det er slet ikke det, der går ud på. Men i hvert fald, selv om der kan være konflikt, så vil den være begrænset til denne region.

– Ja de kommer bestemt ikke til at invade Ukraine. Og hele Europa er på Ukraines side + Biden som er der crying wolf hele tiden

Vi er på WhatsApp og chatter med familie, vores søn Danni bor i Ukraine, i Kharkiv. Han driver to virksomheder der: Et callcenter, som han administrerer, og en lille Kebab-restaurant, som han ejer.

I Kharkiv er der heller ingen, der tror på det.

– Nå…, svarer Britt, Jeg håber I har ret. For jeg vil aldrig tilgive mig selv for ikke at have insisteret mere på at Danni forlader Ukraine, ellers.

– Haha! Nej, mor, folk er ikke bekymret her. Ukraine siger at sandsynligvis indret vil ske (det siger Russia også) men vi er parate sku der ske noget.

Et par dage senere, omkring klokken 05.00, modtager vi en WhatsApp-besked på familiegruppen fra Danni: Russerne invaderer Ukraine, og bomberne regner omkring Kharkiv og Kiev.

I lange perioder er beskydningen så konstant, at det lyder som rullende torden. Der er ingen pause mellem bomberne.

En bombe rammer en bygning knap halvtreds meter fra Dannis bygning.

Heldigvis kender Danni mange folk, og en af hans venner, der bor lidt uden for Kharkiv, tager ham til sig.

Kampene raser stadig, og Danni er langt fra at være i sikkerhed, men han er lidt mindre udsat, end han var.

Bombardementerne bliver mere intense. Han skal af sted. Han kan ikke blive der. Der er et par russiske køretøjer på gaden, lidt fortabte, fordi ukrainerne har ændret gadenavnepladerne, og russerne har ingen GPS eller noget, bare gamle mobiltelefoner.

Jeg skal ikke gå ind på Dannis rejse i detaljer, kun de store linjer. Du kan følge hans rejse på kortet herunder:


En af hans venner kørte ham med risiko for eget liv i bil til Kryvyi Rih. De sov på en togstation for at beskytte sig mod bombardementerne i Kremenchuk.

Derefter, fra Kryvyi Rih, tog han overfyldte tog til Lviv.

Denne del af rejsen var lang og trættende, men han var ude af kampzonerne. Det farligste var overstået, men man må ikke friste skæbnen og vi krydsede allesammen alt hvad der kunne krydses.

Britt og jeg sov ikke meget på det tidspunkt, og det var svært for os at koncentrere os om småting som arbejde og andre ligegyldigheder.

Danni sendte jævnligt sin placering, og Britt satte det ned på et Google-kort, som blev det kort, du ser ovenfor.

Bortset fra at sende ham støttende beskeder og platte vittigheder fra tid til anden, brugte Britt og jeg det meste af vores tid på at tale om situationen. Vi fulgte nyhederne på flere sprog minut for minut for at være med og kunne hjælpe så meget som muligt. Vi ventede på hans beskeder med med hans position på kortet og vi bekymrede os, når det tog for lang tid.

Fra Lviv tog Danni en taxa til den ungarske grænse ved Tiszabecsi. Dér stod han i kø hele natten for at kunne krydse grænsen.

Fra Tiszabecsi kunne han tage toget til Budapest. Dér kunne han sove på et hotel nær stationen.

Han havde mere end 25 timer uden søvn og mere end 12 timers ventetid i kø ved grænsen, det gjorde ham godt at kunne falde om i en rigtig seng.

Fra Budapest og hjem var det bare et spørgsmål om at flyve som enhver anden turist. Lige som turen fra Tiszabecsis til Budapest for den sags skyld. Der var der ingen problemer i Ungarn.

Rejsen ud af Ukraine varede fem dage (plus to dage fra Ungarn og hjem til, men det var ikke længere de samme forhold).

Tro mig: Du kan faktisk ikke forestille dig, hvor lang tid fem dage kan vare. Tid er bestemt relativt!

Da Danni kom hjem, havde han ikke andet med sig end lidt tøj han havde købt i Budapest og sin bærbare computer.

Så er Danni hjem og endda Nefnef er glad for at se ham igen.

Callcenteret var væk, hans super-sofistikerede gaming-computer med en stor konkav skærm var væk. Restauranten, hvor han havde investeret alt, var væk.

Væk var hans penge: Det var så uheldigt at hans bankkonto var i en russisk bank. Det var ret almindeligt i Ukraine før krigen. Men så havde banken lukket. Kontierne blev tømt og væk var checkkonto, pengene på kortet og opsparingen.

Heldigvis havde han et par tusinde dollars i kontanter, som han ikke havde kunne lægge i banken … Men ellers, bortset fra dem, tøjet han havde på ryggen og sin Asus Legion laptop, havde han intet tilbage.

Frugterne fra over fem års arbejde og investeringer var forsvundet bare sådan, i løbet af få minutter.

Vi talte om det. Jeg har selv oplevet noget lignende: Efter en ulykke, der næsten kostede mig livet, mistede jeg også alt: Job, penge, hus… Alt. Og jeg boede i Danmark dengang, så man skal ikke tro at det er en sikkerhed for noget som helst.

Britt har også oplevet noget der tvang hende til at genopbygge sin verden fra grunden.

På få timer, på få minutter, kan alt forsvinde. Vi tror, vi lever i en solid virkelighed, men sandhed er, at virkeligheden kan ændre sig på en brøkdel af et sekund.

Jeg har forsøgt at lære dette koncept til mine børn. Vi tror vi har en sikkerhedsnet. Vi tror at ting er og vil altid være sådan som vi oplever dem. Det er de ofte, gudsketakoglov, men det er ikke fakta. Det er ikke virkeligheden.

Den eneste virkelighed er, at intet er sikkert. Aldrig. Der er ingen garanti. Aldrig.

Det handler om at holde balancen og jonglere med virkeligheden og at holde hovedet oven vande.

Det handler om at nyde det, man har, som om det var den sidste dag, for det kan være rent faktisk være den sidste dag.

Jeg prøvede at lære Danni dette koncept da han var yngre. Jeg tror ikke, det virkede. Men Putin lærte ham det.

Jeg tror ikke, man kan give denne arv eller den erfaring videre til sine børn. Det forbliver en “teori”.

Det kan kun forklares, illustreres, fortælles, men inderste inde er der dette forbandede menneskelige princip, der gør os overbevist om, at den slags sker kun for andre.

Men vi er alle andre af nogen, og derfor falder det altså på en af os. Og så forstår vi lektionen.

Dette er en hård lektion, meget hård, men vigtig. Problemet er, at jeg spekulerer på, om vi kan videregive denne lektion, eller om vi skal opleve den, før vi forstår den.

Hvis denne historie kan hjælpe dig, i hvert fald fra i dag, til at værdsætte mere det, at være sammen med en du elsker, værdsætte at dit barn er sundt, at du kan høre og se fuglene, at du kan tage på ferie i år, endda hvis det kun er et gudsforladt sted vil det gøre mig meget glad.

En ting er sikker og det er at intet er sikkert. (Cyril Malka)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Nyhedsbrevet

Vil du modtage en mail, når jeg sætter noget nyt online? Skriv dig ind her.

Scroll til toppen