1, rue du site agréable
1, rue du site agréable

La vérité me fait de la peine
Ta vérité n’est pas la mienne
(Dave – 1976)

(Sandheden gør mig ked af det
Din sandhed er ikke min)

 

 

 

 

 

 

Cyril tilbringer en måneds ferie hos sin mor i Neuilly-sur-Marne.

Eftersom René ikke kan være vagt på hospitalet hver dag i en måned, er han ofte hjem og Cyril lider under det. Der er ofte små konflikter der minder ham en tid, der ikke er så langt i fortiden.

Af denne grund tilbringer Cyril lang tid på at besøge sin farfar Lucien og sin mormor Colette som begge bor i Neuilly-sur-Marne.

Eftersom hans mor ikke vil have, at han skal besøge sin mormor, da Lucienne stadig ikke taler med hende, lyver Cyril jævnligt. Han siger, at han skal besøge sin farfar.

Nogle gange kommer Colette forbi Lucien og farfar og mormor benytter sig af lejligheden til at “sove til middag sammen”.

Der er ikke meget at lave i Neuilly-sur-Marne. Lucienne bor stadig væk i C.I.L.O.F og det er ikke det meste sindsoprivende sted der er for at tilbringe ferien.

Cyril har opdaget at der er en swimming-pool på Marne-floden. Det var dengang, hvor der ikke var så meget forurening endnu så man kunne bade i floden uden at risikere at komme ud derfra selvlysende eller med bylder.

Eftersom swimming-poolen er lige ved siden af rue du Site Agréable, kommer han regelmæssigt forbi sin farfars hus. Og han benytter sig af det for at besøge ham.

Farfar Lucien har mint som han dyrker i et hjørne af haven, lige bag køkkenet og når Cyril kommer forbi, laver farfar varm mint.

Han bruger to glas og han hælder mint fra den ene til det andet så det ikke er for varmt at drikke.

Han fortæller om datidens liv og Cyril benytter sig af lejligheden for at stile ham spørgsmål om livet dengang. Om Algeriet. Om når hans far var ung.

Farfar tager en cigaret.

Lægen har sagt til Lucien, at han ikke må ryge mere end otte cigaretter om dagen. Derfor har Lucien faste tidspunkter for sine cigaretter. Han fylder altid sin cigaret-etui ved same tidspunkt hver dag, før dagens sidste cigaret. Derfor er der et tidspunkt, hvor der er ni cigaretter … medmindre Bruno, Eugène eller Roger snupper den.

Han tænder dagens femte cigaret.

– Hvor gammel var du, da du begyndte at ryge, farfar?

– Jeg var 16. Hvilket var ret ung dengang.

– Ja?

– Ja! Og min storesøster, Fortune, fangede mig mens jeg gik og røg på gaden. Så hun tog cigaretten fra mig og hun slukkede den på bagsiden af min hånd, her, siger han imens han peger på sin højre hånd.

– Åh ja! Det har far fortalt mig. Det er derfor, at du fangede ham i gang med at ryge, du gjorde det samme mod ham.

– Nej, nej! Det er rigtigt at jeg ville gøre det, men eftersom det ikke havde forhindret mig i at ryge at hun brændte mig, så har jeg ikke gjort det for ham. Det virker jo ikke. Hvis han ryger, så ryger han.

Cyril rynker på brynene. Han husker ellers lige nøjagtigt at det har hans far fortalt … Flere gange endda!

Roger kommer hver 14. dage til Paris. Han tilbringer som regel to dage dér for at besøge fabrikanter, købe tøj, betale aftaler, osv.

Han spiser og sover hos sin far i Neuilly-sur-Marne når han kommer til Paris, og Cyril kan derfor se ham.

– Far? Kan du give mig lidt lommepenge? Jeg har ikke flere.

– Hvorfor det? Hvad lavede du af de 50 francs som jeg har givet dig for måneden?

– Jeg har købt gaver for dig, Chantal, Raphaël, Francis, Liliane, Isabelle og Corinne, så derfor nu, har jeg ikke flere penge.

– Du er virkelig plagsom! Her er 20 francs og hold nu op med at plage. Desuden har du ikke brug for lommepenge. Du har din mor. Du kan bare spørge hende. Hun kan bare give dig nogle lommepenge. Hun skylder dig vel den smule.

– Ja far.

Cyril tager de 20 francs.

– Skrid nu, jeg skal tale med din bedstefar.

Cyril går udenfor men hører efter, hvad der bliver sagt.

Han er i haven, på den anden side af stuens glasdør, som åbner sig i haven og han behøver ikke at koncentrere sig meget for at høre. De to mænd taler højt.

Det er en samtale som Cyril har hørt dusiner af gange mellem sin far og sin farfar.

– Hør, far, Rafa-Jean’s kører ikke godt. Vi bliver nødt til at lukke den og geninvestere i Time 2000. Hvis vi bygger den om og hvis vi sælger både tøj for kvinder og tøj for mænd, indtager vi byen! Vi får markedet i byen, siger jeg dig! Derudover skal jeg åbne en sæson-butik i Saint-Cast, ved stranden. Dér vil vi kun sælge badetøj, T-shirts og så nogle ting til stranden.

– Roger! Jeg sværger over mit liv: Du er skør! Hvis du ikke har pengene for at bygge om, bygger du ikke om. Hvis du ikke har pengene for at åbne en ny butik, åbner du ikke en ny butik!

– Far! Hvor er du dog gammeldags! Sådan fungerer det ikke længere i dag. Vi skal tage risici i dag.

– Så hvis du tager risici, hvorfor er det mig, der skal betale? Med alle de millioner jeg har givet dig har du næsten allerede spenderet din del af arven.

– Hvad rager min arv mig! Jeg er ligeglad …

Disse diskussioner varer gerne lang tid og Cyril forstår ikke altid alt om hvad det handler om. Men han ved, at de altid ender på samme måde: Lucien ender med at “låne”. Han “låner” en sum, som han aldrig vil se igen.

Dagen efter er Roger halv liggende på perronens trin. Han er med bare overkrop, kun iklædt sin 10 cm lang Davidstjerne som hænger på en stor guldkæde og han slikker sol og ryger.

Lucien ankommer. Han holder i hænderne en lille sort bog og han siger grinende:

– Se, Roger! Se hvad jeg har fundet i min kateders-skuffe. Dér har jeg skrevet: Roger – lånt 6.000 francs. Roger – lånt 8.500 francs. Roger – lånt 2.750 francs. Se… Det er fra 1967, 1968 … Hvis du skulle give mig alle de penge igen i dag, så ville det repræsentere flere millioner.

– Ja! Ja! Så er det godt, far!

Lucien går ind igen imens han læser sin lille sorte bog og småklukker.


Måneden efter er Cyril på ferie i Le Havre hos sin onkel og tante Patrick og Élisabeth. De tager ham til Étretat, de går ture sammen, de går på stranden. Cyril leger lidt med sin lille fæter, Timéo.

Og så er det tilbage til Dinan. Slut med ferien. Tilbage for et år i Collège Roger Vercel.

Men i år er Cyril en af dem der går klassen om. Eftersom han var et år forud for de andre, er han nu med børn som er på alder med ham.

Pigerne er dukket op i 6. klasse, men det interesserer ham ikke rigtigt. Cyril er især tiltrukket af piger som er ældre end ham og med hvem han kan tale.

De fleste af dem, som var efter ham året før, er ikke i skolen længere, selv om der er et par stykker tilbage. Selv om det er en lidt af en skygge, er det ikke så stort et problem som det var det første år.

Cyril er dog lige så stædig som han har været og er regelmæssigt i konflikt med sine lærere. Hvis han stadig er regelmæssigt sendt til eftersidning, er det dog mindre ofte, end det var det første år.

Roger har fundet et hus til leje i Lanvallay. Et nyt hus som lige er blevet bygget på Avenue de la Boule d’Or.

– Det ville være godt fordi så kan hunden være i haven, eftersom Cyril ikke gider at gå ud med ham, siger Chantal.

– Ah hva’ for noget? Jeg går med ham hver dag!

– Virkelig? I juli måned blev vi nødt til at køre ham hos dyrlægen fordi han havde nyrerne blokerede. Ifølge dyrlægen var det fordi han ikke havde været ud at tisse i lang tid og eftersom Chow-Chow’en er en meget renlig race, ville han ikke tisse i huset og den stakkels hund fik blokeret nyrerne.

– Vent lige lidt! I juli-måneden var jeg på ferie hos min mor i Neuilly-sur-Marne. Ville du have at jeg skulle komme 500 km herfra for at gå tur med hunden en gang om dagen?

– Jajaja! Du har altid en god undskyldning! Det er aldrig din skyld, hva’?

Familien, hund inkluderet, flytter for at bo i Lanvallay.

Det er en lille og rolig by på landet. En del unge mennesker, lidt ældre eller nogenlunde samme alder som Cyril bor dér. Blandt dem, Daniel Piotaix, en “pariser”, som Cyril. Roger Riffard, som kommer fra de franske stillehavets øer og som er en ung mand, Cyril vil komme meget godt ud af det med.

Hervé, som har boet i Tchad i flere år med sin familie og Sandrine Bihan, en pige som er to år ældre end Cyril. Hun går på Broussais’ pigeskole (som også er ved at blive en blandet skole). Hun halter da hun har en ben kortere end den anden, men hun smiler altid og er meget sød. Hun vil blive Cyrils faste kæreste i næsten to år.

Når flytningen er overstået, bliver alting dagligdag igen.

Der er længere at gå fra Lanvallay til Dinan for at gå til og fra skolen. Der er tre km. når man kører, men når man er til fods, kan man skære igennem og det er kun ca. det halve.

Cyril går som regel til skole med Daniel, Roger Riffard eller Lorentz og, fra tid til anden, vejen hjem med Sandrine Bihan.

Lorentz’ søster, som også hedder Sandrine, er forelsket i Cyril og hun følger ham ofte altimens hun smiler til ham og prøver alt hvad hun kan for at tiltrække hans opmærksomhed. Selv om hun ved, at han er med Sandrine Bihan.

Cyril hopper ikke på den, heller ikke når hun viser ham lidt nøgen hud og runde former end sædvanligt.

Rafa-Jean’s er nu lukket og Chantal arbejder nu på Time 2000 sammen med Liliane, Francis og Roger.

Roger har åbnet en sæson-butik i Saint-Cast. Den er kun åbnet fra marts og til september og han taler om at åbne en butik i Saint-Malo.

To eller tre gange om ugen, nogle gange fire, går Roger og Francis i Ben’s Club, en natklub som er mellem Dinan og Saint-Malo. Liliane og Chantal kommer yderst sjældent med dem. Langt de fleste gange bliver de hjemme.

Ben's Club
Ben’s Club

 

Af og til, uden at man ved nøjagtigt hvorfor, får Roger lyst til at interessere sig for Cyrils skolearbejde.

Han tjekker hvad Cyril har lavet og, uanset hvad der er tale om, skal han som regel lave det hele om igen.

Det er det, der sker denne aften:

– Cyril? Har du lavet dit hjemmearbejde for i morgen?

– Ja, far.

– Hvad er det?

– Det er en stil.

– Kom med den, jeg er ret god til stil.

Cyril ser på sin far et øjeblik og husker hvad han selv havde fortalt for noget tid siden:

– Ja … vi havde stil i skolen, og så havde jeg skrevet: “Himlen var blå”, “komma”, “blå”, komma, “blå”, “tre tøveprikker”, “skarlagenblå”, “udråbstegn”.

Eftersom man ikke altid kan tro på hvad Roger fortæller, havde Cyril spurgt sin mor, om det passede. Og ja, ja! Hun kunne bestemt også huske denne “skarlagenblå himmel”.

Man behøver ikke at vide meget mere for at forstå, at Cyril er noget urolig når han rakker sin stil ud til sin far.

– Hvad er emnet?

– “Deres livs største skræk”. Jeg syntes, emnet var noget plat og det eneste jeg kunne finde på at skrive var den tur i spøgelsestoget i Foire du Trones tivoli da jeg var ti.

– Okay, siger Roger uden at høre rigtigt efter.

Han tager sin Dupont-kuglepen ud og læser hurtigt Cyrils stil.

Sikket noget hø! Klokken er 21:30 og det er den færdige stil han holder mellem fingrene og hvorpå stryger nogle ting over hist og her. Det her ser ud til at blive en midnatsforestilling igen!

– Du er virkelig en elendig skribent. Dine stil er ret dårlige, Cyril.

– Jeg har altid gode karakterer i fransk. Det er min bedste fag. Min fransk-lærer siger at jeg skriver godt.

– Du burde ellers arbejde i de andre fag også i stedet for at blære dig.

Og han laver hakker, stryger ting over, skriver notater og laver sætninger om …

Meget hurtigt er Cyrils stil overfyldt af sin fars klemt skrift. Sådan en skrift som består af små, høje, næsten klemte bogstaver og nogle store bogstaver som er disproportionerede store med store lokker.

Så giver han ham papiret tilbage.

– Så! Gå på dit værelse og skriv det her om.

Cyril læser rettelserne.

– Hvad har du skrevet her, far?

– Ankom. Jeg skrev “ankom”.

– Jamen … det er da datid!

– Ja, og hvad så?

– Jeg skriver altid mine stil i nutid. For det første fordi der er så mange datider på fransk, og det er så specifikt, at man nemt laver fejl, og det trækker karakteren meget ned, at lave en datids-fejl. Og derudover, er det meget mere levende at skrive så noget i nutid.

– Jamen så er det på tide, at du lærer at skrive korrekt, ordentlig, præcis og godt fransk.

Cyril tænker tilbage på denne skarlagenblå himmel og går på sit værelse for at skrive stilen om.

“Og så meget som jeg var blevet bange så jeg havde gået ud fra vognen før denne var blevet stoppede”?

Det her er ikke korrekt i hvert fald. Det ved Cyril godt, men det vil blive umuligt at få hans far til at indrømme det.

Og Cyril tør ikke rette det selv fordi Roger vil finde ud af det og blot forlange at han skriver det hele om igen.

Når han er blevet færdig med renskrivning, går han tilbage til stuen for at give stilen til Roger til gennemlæsning.

Roger kaster et hurtigt blik på siden.

– Hvad er det for et svinsk skrift? siger han imens han laver streger tværs igennem alle sider. Skriv det om igen med et pænt skrift.

Og one more time endnu en gang: Fire sider skal genskrives.

Klokken er langt over midnat når Roger godkender stilen. Cyril er ved at falde om af søvn.

For første gang i umindelige tider får Cyril en karakter under gennemsnittet i stil.

Han har aldrig mindre end 13/20 i fransk og sjældent mindre end 16/20 i stil.

Men i dag har læreren givet ham 9,5/20 … Og han var i øvrigt storsindet, for helt ærligt, det var det altså ikke værd.

– Malka? Jeg forstår ikke hvorfor De lige pludseligt er begyndt at bruge den pompøse og selvopblæste stil med store komplicerede ord placerede de forkerte steder og fantasifulde verbebøjninger og sætningskonstruktioner. Det er ikke Deres sædvanlig stil.

– Nej … Øh … Jeg forsøgte mig med noget andet, men …

– Ja! Det må man sige! Det var også det, jeg sagde til mig selv, så jeg har ikke villet være for barsk mod Dem.

– Tak, Hr.

Læreren har for vane at plukke nogle af de bedste sætninger og nogle af de værste sætninger fra de forskellige stil (uden at nævne de elever, der har skrevet dem) og han fortæller hvorfor den og den sætning er godt bygget op eller hvorfor denne og denne sætning er dårlig skrevet.

For første gang nogensinde citerer læreren mindst to af Cyrils sætninger som ting man aldrig må gøre.

Når Roger spørger ham hvilken karakter “de” har fået i stil, svarer Cyril:

– 13/20, far.

Roger bliver stolt og glad.

Og næste gang hvor Roger spørger ham:

– Hvad har du for til i morgen?

Siger Cyril i hvert fald aldrig, aldrig igen, at han har stil for!


To dage senere bliver Cyril skubbet i køen til kantinen og hans højre hånds tommelfinger bliver næsten fuldstændigt vendt om i faldet.

Han er nødt til at gå ud af køen og sætte sig på trinene i gården, hovedet mellem benene da han er tæt på at skulle besvime.

Når han kommer hjem, hånden opsvulmet og mørkeblå ved tommelfingeren, viser han det til Chantal.

– Se her, Chantal. Det gør sindssygt ondt.

– Virkelig? Kan du bevæge tommelfingeren?

Cyril koncentrerer sig og han kan bevæge tommelfingeren en anelse.

– Ja. Lidt.

– Og her? Hvis jeg trykker på? Gør det ondt?

Chantal trykker så hårdt som hun kan på det sted, hvor hånden er mest opsvulmet.

– Ja. Det gør meget ondt.

– Godt, så det er ikke brækket, fordi hvis det var brækket, så ville du skrige af smerte.

– Okay, da.

Det er kun efter en uge, at Roger vil bestemme sig til at tage Cyril med i klinikken så han kunne blive røntgenfotograferet fordi den pivskid ikke vil finde ro, før det bliver gjort og bliver ved med at pive over sin opsvulmede hånd.

Mellemhåndsbenbrud – på hele længden.

Det bliver til hånden i gips i en måned.

I denne måned fortsætter Cyril i skole og han lærer at lave mange ting med venstre hånd, også skrive.

Han har siden holdt nogle af de egenskaber ved lige. Så selv om han ikke længere kan skrive med venstrehånd er han i stand til at udføre de fleste handlinger enten med højre eller venstre hånd. Uden at være ambidekstral har han udviklet nogle få ekstra egenskaber som han har beholdt. Man ved aldrig …

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen