Avec ses joies, ses folies
J’la prends comme elle vient, j’ai compris
C’est la vie.
(Johnny Hallyday – 1977)
(Sådan er livet
Med sine glæder, sine særheder
Jeg tager det, som det kommer, jeg har forstået
Sådan er livet)
Cyril kommer op i næste klasse, i 8. klasse. Han skulle vælge et andet sprog. Han ville have foretrukket spansk, men Roger har bestemt anderledes og det bliver tysk.
Efter at have tilbragt juli-måneden i Le Havre, hos Patrick og Élisabeth, skal Cyril på ferie i august måned hos sin mor.
Det er sådan at Lucienne, René og Alexane tager altid til Javea, i Spanien i juli-måneden, og det er så uden Cyril naturligvis. Hvorfor han skal som regel genfinde socialboligbyggeriet C.I.L.O.F for sine ferie i august når de er kommet hjem.
I stedet for at komme hjem bagefter, bliver Cyril sendt til sin farfar Lucien i begyndelsen af september fordi en af Rogers storebrødre, Bruno, skal giftes med en ung algierske kvinde, Gisèle.
Gisèle er en veluddannet pige. Hun har en god paratviden, hun er opvakt, rap i replikken og hun griner hele tiden.
Hendes familie har kendt familien Malka dengang de stadig boede i Algeriet. Hendes far lavede ofte business med Lucien Malka.
Cyril er naturligvis inviteret til festen.
Brylluppet finder sted søndag 4. september 1977.
Hos jøderne er søndag den første dag på ugen (week-enden er fredag og lørdag).
I Frankrig, siden staten påstås at være adskilt fra kirken, tæller et bryllup i en kirke, synagoge, moske eller andet ikke. Det er kun folkorisk. Det eneste der tæller, er rådhuset.
Derfor går folk som regel først i rådhuset og bagefter, hvis de ønsker det, i et tempel, synagoge, kirke eller hvor de nu hører til religiøst set.
Bruno og Gisèle, efter at være blevet lovformelige gift i rådhuset, skal giftes i synagogen.
Efter velsignelsen drikker det nye par lidt vin fra samme glas.
Traditionen siger at brudgommen, efter at de har drukket vinen, smadrer glasset ved at kaste det på jorden imens at de tilstedeværende klapper og råber “mazal tov” (held og lykke).
At smadre klart glas giver held ifølge jødisk tradition og ved at smadre glasset efter at have drukket af det, får det nye par held og lykke med på vejen.
Et slag, to, tre, fire …
Intet.
Fem, seks …
Det virker stadig ikke.
Hvis Bruno slår hårdere, risikerer han at smadre hælen på sin sko, fordi glasset ser ud til at holde.
Efter et par dusin forsøg, bliver Bruno nødt til at droppe sagen.
Rabbineren tager glasset ud af posen og viser det til folk for at bevise at der er tale om et glas lavet af glas.
Det er rigtigt. Det er et glas lavet af glas … Duralex!
Duralex er et fransk mærke fra 1940’erne som laver glas af … panserglas!
Så er der fest!
Bruno og Gisèle har lejet en stor sal og der er mange mennesker.
På bordet er der de traditionelle kager: Mekroud, gazelle-horn, konafafinger, fransk nougat og meget andet godt (naturligvis også dragéer).
Der er også forskellige kødretter, grøntsager og andet, men Cyril koncentrerer sig på kagerne som han er helt vild med, og som han kun spiser sjældent.
Man spiser den slags kager ved festlige lejligheder og siden familien er flyttet til Bretagne, bliver ingen fester holdt længere.
Udover traditionelle jødisk musik, er der en del rock’n’roll. Gisèle holder meget af rock og hun danser flere gange med Cyril som bliver meget stolt af at danse med bruden.
Festen er i fuld gang og Cyril sidder ved siden af kagerne og lytter til musikken når han ser en af Chantals brødre, Didier, gå ind i lokalet og tydeligvis lede efter nogen.
Cyril smiler og går mod Didier:
– Goddag, Didier, hvad laver du her?
– Goddag Cyril. Det var godt du var her. Det er dig, jeg leder efter.
– Mig? Hvorfor det?
– Du skal hjem til Lanvallay nu.
– Nu? Hvad med mine ting?
– Din far vil tage dem med næste gang han skal til Paris.
– Jamen … hvad med festen?
– Jeg skal nok fortælle dem. Hent din jakke og hvis du har nogle ting med, tag dem og vent på mig udenfor.
– Men …
– Såså! Smut nu!
Cyril går langsomt, meget langsomt og henter sin jakke altimens han observerer Didier som, meget alvorligt, taler med Bruno og Gisèle.
Gisèle kaster af og til et blik i retning af Cyril.
– Jeg har garanteret lavet et eller andet som de først har opdaget nu, tænker Cyril. Jeg må hellere gøre mig lille.
Didier er taxa i Paris og han har hentet Cyril med sin Mercedes. Det er uden et ord og med fuld fart, at han kører i natten i retning mod Lanvallay.
Cyril ser skyggerne udenfor smutte bagud. Han har et stik i hjertet.
Æv! Han har ikke engang tænkt på at tage en eller to kager med. Det var ærgerligt!
Der er fuld blus på hele huset i Lanvallay.
Rafael er alene i stuen og Cyril kan høre gråd og hans fars stemme fra soveværelset.
– Jamen … Hvad sker der?
– Gå i stuen med Rafael, siger Didier.
Didier banker på soveværelsesdøren og går ind.
Ingen lyde af stemmer.
Cyril ser på Rafael som ser urolig ud.
– Og du ved vel ikke, hvad der sker, gør du?
– Nej. Mor græder.
Det er umuligt at høre hvad de taler om.
Chantal og Didier går ud af soveværelse. Didier går ud af huset og Chantal, med tårevædet ansigt, iklædt sin jakke, går i stuen og tager Rafael i armene.
Uden et ord, uden et blik i retning af Cyril, som om han ikke eksisterede, går hun ud af huset.
Roger går ud af soveværelset og ser på hende gå ud.
Chantal går ind i Didiers bil som kører væk.
– Far? Hvad i alverden sker der her?
– Chantal og jeg bliver skilt.
– Skilt?
– Ja! Ja! Ja! Skilt! Du ved da vel hvad det betyder, skilt, gør du ikke?
– Jo. Men hvorfor?
– Jeg elsker en anden kvinde. Hun hedder Martine. Jeg skal hente hende i morgen. Så! Smut nu i seng!
Det var da sandelig en overraskelse!
I det han går op til sit værelse snupper Cyril en pakke af Rogers Gitanes.
Han føler han har brug for noget, men han ved ikke hvad, lige præcis. Måske er det en smøg, han trænger til?
Alene på sit værelse tænder Cyril sin første Gitane.
Okay, det er ikke helt hans første. Han forsøgte at ryge (uden at sluge røgen) tidligere, men det interesserede ham ikke. Og fra at han var cirka ti, var det ofte ham der tændte cigaretterne for Chantal eller Roger.
Så det var bare om at gøre det samme, men så også om at sluge røgen.
Ikke dårligt. Det får hovedet til at dreje. Det vil nok hjælpe ham med at sove.
Efter flere samtaler med Martine og ved at høre det, der blev sagt hist og her endte Cyril med at rekonstruere det, der skete.
Roger mødte Martine i Ben’s Club. Det var den natklub hvor han gik jævnligt med Francis.
Martine er otte år yngre end Roger. Hun er født den 14. juli 1951. Hun er gift til Louis Basseur.
Hun har en søn som er seks år gammel, Nicolas. Hun er hjemmegående husmor eftersom hendes mand tjener mere end nok for begge og af og til går hun på natklub med sin søster, Laurence.
Hun kender godt Roger eftersom han er vant til at gå dér flere gange om ugen og han og Francis gør alt, så man lægger mærke til dem. Ved hver tur så er der flere flasker champagne og pigerne bliver jagtet. Roger er kendt som en “charmør der kan få alle de piger han vil”.
En dag, en af Rogers venner, Jojo Danay, som Martine kender godt, præsenterer Roger for hende.
Jojo beundrer meget Roger. Når han taler om ham, skulle man tro at han taler om messias.
– Her, Martine, jeg vil præsentere dig for en af mine venner: Roger Malka. Kan du se? Det er ham der danser lige dér.
– Åh! Ham, bøssen?
– Ah hva’? Roger er da ikke bøsse!
– Virkelig? Det troede jeg.
– Hvad i alverden fik dig til at tro det?
– Det er hans måde at vrikke med røven på når han går, der fik mig til at tænke på det.
– Nej, nej! Tværtimod! Roger er en rigtig Casanova. Nu skal du se!
Og sådan bliver de præsenterede for hinanden.
De ser hinanden i Ben’s Club flere gange, de danser mange gange sammen og, en dag, mens de danser en slow, erklærer Roger sin kærlighed til hende. Han fortæller hende at han elsker hende.
Martine får ham til at tænke på Cyrils mor, Lucienne. Den eneste kvinde han nogensinde har elsket, siger han …
Med undtagelse af Martine nu, naturligvis.
Ægteskabet med Lucienne var af kærlighed. Ægteskabet med Chantal er af fornuft, siger han.
Denne aften, i stedet for at komme hjem hvert til sit, tager de et værelse i et hotel, et Novotel, og tilbringer flere dage og flere nætter sammen.
Historien melder intet om hvorvidt de ringede hurtigt til hver deres ægtefælle så disse ikke blev urolige eller ej.
Når de nu begge er vendt hjem igen, skal Martine hente sin søn og fortælle til Louis at hun forlader ham og vente på, at Roger henter hende.
Roger skal gøre det samme: Didier skal hente sin søster og Rafael for at køre dem til Paris. Stedet skal være ryddet så Martine kan komme til …
