Les temps changent
Rule Britannia
God save the Queen
Times are changing.
(Danyel Gérard – 1977)


(Tiderne skifter
Rule Britannia
God save the Queen
Times are changing
(Danyel Gérard – 1977))

 

– Hvad fa’en gik der af dig af at snuse rundt i min bil? Det rager ikke dig, hvad der var derinde.

– Hør nu, Roger, du rejser hver anden uge til Paris for at købe tøj til butikken og for at se din søn, og hver gang du kommer hjem derfra, så er der ballade. Der er altid noget galt. Hver gang smider du mig ud herfra med mit barn. Det har varet i et par måneder det her og du har allerede smidt mig ud tre gange for at hente mig hjem bagefter. Nu er det nok! Så ja! Jeg har tjekket din bils handskerrum.

Martine og Roger har ikke været længe sammen, men der har allerede været flere brud mellem dem.

Tre gange har Roger beordret Martine til at pakke sit grej sammen, hvilket vil sige hendes søn, Nicolas, seks år gammel og de få tøj og ting som hun har med sig, og så har han kørt hende til hendes forældre i Saint-Malo.

Efter et par dage, henter han hende tilbage. Nogle gange græder han for at få hende tilbage fordi han ”kan ikke leve uden hende”. De kommer hjem. Alt går fint et par dage, og så starter vi forfra.

Martine er den slags kvinde som siger, hvad hun mener. Og det er en egenskab Roger ikke altid sætter lige meget pris på.

Dette fører så til skænderier som ender som regel på samme måde. Roger sparker Martine og hendes søn ud.

Cyril kan huske at den dag, da han kom hjem fra skolen og puttede sin cykel i husets garage, så han Martine sidende på cement-trappen som går fra garagen og til huset.

BMW’ens bildør var åben på passagersiden og Martine læste nogle papirer.

Det er åbenbart emnet for dagens skænderi.

– Jamen hvad bilder du dig ind? Jeg vil da ikke lade min søn i lortet!

– Jamen ingen siger til dig, at du skal lade nogen som helst i lortet, Roger! For det første, har du ikke en søn, men to. Og du lever med mig, Cyril og Nicolas. Du betaler huslejen for din eks-kones lejlighed, hendes elektricitet, vand, udgifter, du har betalt for alle hendes møbler og du har lige købt et nyt fjernsyn, i farver med fjernstyring til hende.

Men vi, som lever sammen med dig, vi har gamle møbler som hun ikke gad tage med sig, en gulvtæppe af læder, som oprindeligt var ko-skin som jeg smed ud og et gammelt fjernsyn som knap fungerer … Kort sagt, vi lever i gamle ting imens din eks-kone lever i luksus. Selv om du lever med os og ikke med hende.

– Okay ! Okay ! Hvad vil du have, at jeg skal gøre, så? Skal jeg lade dem leve i elendigheden så du kan være glad?

– Nej, Roger, det er ikke det, der er tale om. Der er tale om at være retfærdig …

Skænderiet ender som sædvanligt:

– Jamen så, hvis det er så slemt at leve her, pak dit grej, tag din søn med dig, jeg kører dig hjem til dine forældre!

– Nej, hør, Roger, det er ikke det, der er tale om. Kan du ikke se, at…

Roger er blevet bleg. Hans øjne popper ud af hovedet på ham. Han råber:

– Slut! Det er slut! Så! Gå og pak i stedet … i stedet … i stedet for at tale! Så! Pak! Ud med sig!

Martine pakker sine kuffert, eller rettere, sin taske, og hun tager afsted til Saint-Malo.

To dage senere, når Cyril kommer hjem fra skolen, er Martine og Nicolas hjem.

I stuen troner der en ny Telefunken-fjernsyn som blev købt hos Orchevel i Dinan. Fjernstyring! Det er science-fiction!

Kort efter er det en ny sofa som finder vej i stuen. En moderne sofa i sort stof. Den matcher med møblerne i stuen som er i sort, hvidt og brosseret aluminium.


Denne søndag kommer Martines forældre for at spise. Gaël er med dem.

Han er højere end Cyril, mere muskuløs også. Han bærer en plastikpose som tydeligvis indeholder plader.

To års forskel når man er 14 og 16 er meget mere end når man er 50 og 52. For Cyril, giver Gaël indtryk af at være næsten en voksen.

Begge drenge går på Cyrils værelse.

– Hvad for noget musik har du? Spørger Gaël.

– Jeg har noget Johnny Hallyday. Alle hans plader.

– Øh … Ja … Nu tænkte jeg mere på om du havde noget musik? Hvad har du af musik?

– Kan du ikke lide Johnny?

– Ikke ligefrem, nej… Har du Genesis?

– Har jeg hva’ ?

– Genesis ?

– Jeg kender ikke.

– Javel. Og det her, kender du?

Gaël trækker en plade som han lige har købt ud af sin plastikpose. Omslaget er gult med en lilla bånd på. Cyril læser op:

Never Mind the Bollocks? Jeg kender ikke, nej. Hvad er det for et band?

– Nej, det her er ikke navnet på bandet, det er navnet på pladen. Bandet hedder Sex Pistols. Kender du?

– Øh … Nej …

– Her. Put den på pladespilleren. Spil fjerde sang på første side.

Cyril har en slags alt-i-ét stereoanlæg. En forbedret pladespiller med radio og kassette indbefattet. Det er en ukendt mærke som kommer fra Italien.

Roger fandt den for ikke ret mange penge. Eftersom Francis har købt et stereoanlæg til hver af sine døtre, har Roger gjort det samme: Han købte et anlæg Akai i flere dele til sin søn og Chantal og en compactanlæg til Cyril.

Cyril putter pladen på pladespilleren og, efter et par greb fra en elektrisk guitar, kan man høre Johnny Rottens stemme:

God save the queen
The fascist regime
They made you a moron
Potential H-bomb

– Waow ! Hvad er det ?

– Det her? Det er Punk-musik. Og Ted Nugent? Kender du?

– Øh … Nej …

– Men hvem kender du udover Johnny Hallyday?

– Øh … Michel Sardou, og …

Gaël ler:

– Det er jo en hel opdragelse der skal til, her! Her! Hør den sang. Sæt den på, der hedder Cat Scratch Fever.

Gaël trækker en anden plade fra sin plastikpose. Man kan se en mand med langt hår og med spændte tænder og man kan se ridser på hans bare overkrop.

Også her er der en introduktion med en el-guitar. Ted Nugents high-pitch stemme kommer ud af højttalerne:

Well, I don’t know where they come from but they sure do come
I hope they comin’ for me
And I don’t know how they do it but they sure do it good
I hope they’re doin’ it for free
They give me cat scratch fever
Cat scratch fever

Cyril sletter sine kassetter med Bonney M (som han har skjult for Gaël, han skammer sig alt for meget) og på dem optager han Ted Nugent, Frank Marino and Mahoganny Rush, Sex Pistols …

Gaël fortæller utrolige historier på en måde som får Cyril til at le til tårer.

Dér, på værelset, imens de lytter til Gaëls musik, husker han de navne på de band, Gaël taler om.

Navne som er lige så ukendt som de er mystiske: Patti Smith, Genesis, Black Sabbath, Photomake, America …

Gaël har nogle « badges » hæftet på sit tøj. Det er lige som medaljer og der står forskellige ting skrevet på.

En af dem er rund, man kan se en kvindes ansigt på den og der står skrevet ”Genesis”.

– Hvad er det ?

– Det her er « badges ». Det er med den musik og de band jeg kan lide.

– Ah?

– Ja. Der er forskellige slags. Der er ”rockerne”. De idioter har Gene Vincent eller Elvis Presley på deres. Eller også er der ”Diskerne” som har disco-musikens helte på deres, Bee-Gees og så nogle. Nogle gang kommer vi op at slås. Det er fedt. Det er altid afslappende at slå en rocker ned.

Cyril åbner store øjne:

– Virkeligt?

En dør åbnes på klem til en anden verden.

Til en verden som taler om oprør.

Meget stille, og med noget angst, skubber Cyril til døren.

Døren til ungdomsalderen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen