J’ passe des mimines ça c’est chouette
Et j’ fais des mines aux minettes
Toujours complet ça c’est beau
Dans mon dodo.
(Laurent Voulzy – 1978)

(Jeg går videre, det er fedt,
Jeg charmerer pigerne
Der er altid optaget
I min seng
(Laurent Voulzy – 1978))

 

Martine, Roger, Cyril, Nicolas og chow-chow’en har forladt Lanvallay.

Da Francis, Liliane og deres døtre er flyttet og bor nu i et stort hus ud på landet, er familien nu flyttet til Dinan, i lejligheden oven over butikken i 2 Grand Rue.

Bygningen er høj og man kommer til lejligheden ved at komme forbi en dør, som er også et spejl udadtil, klemt mellem en af butikkens vinduer og butikkens indgang.

På første sal, lige oven over butikken, er der en lille 2 værelseslejlighed, som senere vil blive brugt som kontor for en bogfører assistant, og i den anden ende ad gangen er der retoucheringsværksted, hvor Fru Le Bihan arbejder.

Time 2000 er en af de få butikker i Dinan (hvis ikke den eneste), som tilbyder gratis retouchering af tøj (udtagen i tilbudsperioder, hvor retouchering koster 10 Francs (11 Kr.). Fru Le Bihan tilpasser tøjlængden, breden, skjorteflip, m.m. så tøjet passer helt.

På anden sal, efter at være kommet igennem en dør som Roger har sat op går man direkt ind i spisesalen og stuen. Begge er ind i en gigantisk værelse.

På venstre side, stadig når man kommer ind, er der køkkenet og wc’et.

Roger har har ombygget det hele her, han har lagt tapet, tæppe og andre ting.

Oven over dette, tredje sal, midtfor er der en stor badeværelse med toilet med grønne planter i buske i Riviera-potter. Nogle store firkantede plastik-potter hvor man kan vande en eller to gange om ugen og som selv fordeler vandet.

Til venstre for badeværelset er der Nicolas’ værelse og hans eget wc og til højre for same badeværelse er der Martine og Rogers soveværelse.

Også hele den del er blevet fuldstændigt moderniseret.

2 Grand Rue – Dinan – 2018 – Kun butikken er anderledes.

Endeligt er der fjerde sal, under taget.

På venstre side er der loftrumet hvor Roger har forskellige ting som af og til bruges i butikken (lysramper, stykker af modeldukker som bliver brugte i butikkensvinduer, osv.)

Ved siden af er der et lille rum med gamle ting. I noget tid, i dette lokal, var der en mappe som hed ”Skilsmisse” og som indeholdte iblandt forskellige perler forskellige gamle papirer som tilhørte Roger. Og der var også nogle skoleresultatspapirer som fortalte Cyril at hans far havde ikke de fantastiske resultater i skolen, som han havde bilt ham ind.

Så til højre var der to små rum som blev tildelte Cyril: Det til højre kunne lige holde en en-personseng og et lille natbord, og i det ved siden af var der hans arbejdsbord, en hylde, et skab og Cyrils stereoanlæg.

Der blev ikke lavet noget arbejde på den etage da det ikke blev dømt nødvendigt.

Eftersom værelset er under taget, kan det være meget koldt om vinteren og meget varmt om sommeren, også selv om vinduet er åbnet.

Cyril har en lille el-varmeapparat for vinteren. Den er ikke særlig god og vær at indstille: Enten skidefryser han og han tør ikke sætte en fod på trægulvet om morgenen, eller også er der så varmt at han vågner op med hovedpine og tør mund.

En nat bliver Cyril vækket af en underlig sprudlende lyd. Han åbner øjnene og kan se at den el-stik hvorpå varmeapparattet er sat til sprudler gnister. Så lyder en dump eksplosiv lyd og der går ild i stikket og i ledningerne.

Cyril står op, tager et stykke tøj som han bruger for at kvæle den begyndende ildebrand.

Roger så sig nødsaget til at se på el-installation af det lille værelse men Cyril har aldrig brugt denne varmeapparat igen. Hellere fryse end kremere!


I dag er det lørdag og Cyril har kun skole om morgenen.

Han er i køkkenet i gang med at fylde et glas med varmt vand fra hanen når Martine kommer ind. Når glasset er fyldt, putter Cyril en tepose i vandet.

– Jamen … Hvad laver du, Cyril?

– Et glas te.

– Med vand fra hanen? Er du da fuldstændig skør? Det er smadderfarligt! Hvor længe har du gjort den slags?

Cyril ryster på skuldrene.

– Siden jeg er ti eller elleve, på Place de la Gare… I femte klasse. I begyndelsen kogte jeg vandet og så endte jeg med at nøjes med varmt vand fra hanen.

– Og hvad spiser du med det?

Cyril ryster på skuldrene endnu en gang.

– Øh … Intet …

– Det var da fuldstændigt idiotisk det her! Så! Smid indholdet af det glas i vasken og sæt dig ned.

– Jamen jeg kan ik…

– Sæt dig ned og skynd dig eller også kommer du for sent i skolen!

Cyril sætter sig ned, fuldstændigt målløs. Det er godt nok første gang siden han har boet hos sin mormor at nogen har gjort den slags for ham.

Martine koger vand for sin kaffe og for Cyrils te og, imens vandet koger, skærer hun noget brød som hun smører og sætter foran ham:

– Spis det her … Nej men du må da være skør til at gå i skole med intet andet end et glas lunken vand i maven! Hvad siger din far til det?

– Det ved han ikke. Han står altid op efter mig.

– Og Chantal, hvad sagde hun til det i sin tid?

Cyril ryster på skuldrene nok en gang.

– Tjaeh … Også hun stod senere op. Desuden er de da hamrende ligeglade.

Martine tænker lidt.

– Kom så. Skynd dig ellers kommer du for sent.

Når han kommer hjem fra skolen, som sædvanligt, før han går op, går Cyril forbi butikken og spørger om han skal på indkøb.

Martine giver ham en liste. Hun ser ret stram ud. Nærmest sur.

Cyril vil have forklaringen ved frokosten, imens hans far drikker sine tre eller fire Ricard (en alkohol der ligner Pastis eller Pernod). Diskussionen er barsk.

– Er du da fuldstændigt sindssygt at behandle mig på denne måde? Hvem tror du, du er? Spørger Martine.

Roger er bleg og hans øjne popper ud ad hovedet på ham.

– Jeg … Jeg … Jeg forestiller mig at det er min butik og at der er meget, du skal lære, skriger Roger som stammer hver gang han bliver vred.

Når han gør den slags, skal man holde sig fra at smile eller le ellers får man en på siden ad hovedet i den følgende brøkdel af en sekund.

– Ja det er du. Men jeg er ikke en 15-årig-lærlinge og ej heller en af dine ansatte. Jeg har hverken lønseddel eller noget.

– Og hva’ så? Du lever da af denne butiks penge, gør du ikke? Så hvad skal genere mig med lønsedler for?

– Lige meget. Det er ikke problemet.

– Ja! Lige præcis! Problemet er den måde du talte til mig på foran kunderne! Jeg er chefen! Du sender mig ikke ad helvedet til foran kunderne og længere er den ikke!

– Hold lige dine heste et øjeblik! Du beder mig om at sætte skjorterne som lige var kommet på plads. Jeg putter dem på hylderne som svarer til deres størrelser og når jeg er næsten færdig, siger du til mig: ’Nej, man skal sætte dem mod hinanden så de laver en firkant’, du smider skjorterne på gulvet og siger til mig ’Nu gør du det ordentligt!’

– Er du da skør? Så hvis du ikke vil have at jeg siger noget til dig foran kunderne, skal du heller ikke gør det!

– Jamen har du… har du… har du set hvordan du sagde til mig at jeg bare kunne gå ad helvedet til? Foran kunderne?

– Nej! Det er ikke det, jeg sagde. Jeg sagde til dig, at det kunne du selv gøre og så gik jeg.

– Det er det samme! Du skal ikke sige den slags til mig.

– Jamen  vent lige lidt, Roger …

– Nu er det nok! Skriger Roger! Hold din kæft med det! Derudover er jeg træt af at se på dit fjæs. Gå og pak og jeg kører dig tilbage til Saint-Malo.

Og one more time nok en gang …

I begyndelsen, da det skete, var Martine knust, så gik det over til at hun græd. I dag, er hun trist.

I løbet af week-enden siger Roger til Cyril:

– Så er det bestemt! Chantal og Raphaël kommer hjem igen. Jeg er træt af Martine.

– Hun er ellers sød.

– Pah! Ikke så sød endda. Hun laver kun lort i det. Kun lort i det! Det er alt, hvad hun kan gøre! I hvert fald er der en der græder af glæde i Neuilly-sur-Marne.

– Og hvornår regner du med at komme med dem?

– I løbet af ugen.

– Okay.

Cyril er ikke begejstret, men det er ikke ham, der kan bestemme den slags.

Eftersom Martine ikke er her, er det Cyril som, ud over indkøbet, laver maden og opvasken og den slags.

Når Cyril kommer hjem fra skole den følgende torsdag, er det Martine, han finder hjemme og ikke Chantal.

Han har aldrig vidst, hvad der var sket, men han har heller ikke forsøgt at finde ud af det.


Dagen efter, fredag, går han i butikken efter skolen for at få indkøbslisten og Martine spørger ham:

– Sig mig en gang, Cyril, har du kun den ene par cowboybukser?

– Øh … Nej … Jeg har også et andet par.

– Og hvad er det for en sømandsjakke du har på?

– Øh …

Cyril kigger ned ad sin sømandsjakke.

– Det er den sømandsjakke som far gav mig. Den var i vinduet så derfor, på grund af solen, blev det halve af den affarvet og så kunne den ikke sælges, så jeg fik den.

– Ja, og den er da alt for lille for dig.

– Ja, det ved jeg godt, men eftersom den var i vinduet, såhe …

– Du ved, det er rent faktisk ikke god reklame for butikken at butikkens ejers søn går rundt klædt sådan. Kom med mig!

Martine går i mandeafdelingen af butikken, i kælderen og, sammen med Cyril, vælger hun flere par bukser. Flest cowboybukser men også fløjsbukser, skjorter, t-shirts og en ny jakke.

Når Roger tjekker kassen om aften og finder den pakke etiketter af alt det tøj Martine har taget ud af regnskabet for at give dem til Cyril, er han tæt på at få hjertestop.

Og naturligvis, om aftenen, giver det problemer:

– Er du da sindssyg at tage alt det tøj bare for ham? Har du set alt hvad du har taget ud af regnskabet?

– Jamen vent lidt, han havde rent ud sagt intet at tage på. Derudover, Francis’ døtre holder sig ikke tilbage. De kommer og henter nyt tøj hver dag, eller næsten. Og de tager ikke de billigste! Så du vil ikke få et prop for så lidt.

– Ja, men Cyril, han er ligeglad med hvad han har på af tøj. Han er bare en pakh!

Martine åbner store øjne.

– Han er en hvad?

– En pakh!

– Og hvad er det en … pa … en … som du siger?

– Det er en bondeknold, en intet, en der ikke duer til en skid, det er en … pakh! Som Cyril!

– Hvordan i alverden gør du for at udtale så nogle ord? Nå! Lige meget. Han er måske pa… pa… paf, men det blev han glad for. Så din søn er måske ikke så bondeknold som du tror.

En bånd bliver forholdsvis hurtig skabt mellem Martine og Cyril.

Hver 14. dage kører Roger til Paris for at hente tøj og i disse par dage bliver livet mere rolig i 2 Grand Rue.

Fordi ellers, hver aften, er det samme scene der spilles: Roger kommer hjem og han skal have sine Ricard. Han ser fjernsyn imens han drikker dem.

Det er sket af og til, heldigvis sjældent, at der ikke var noget Ricard i huset. I sådanne tilfælde sender man Cyril i gennem byen for at finde noget. Fordi hvis Roger ikke har fået sin dose Ricard, bliver han aggressiv.

Til gengæld, over en vis dose, bliver han også aggressiv. Det er et spørgsmål om dosering.

Så Roger kommer hjem, sætter sig foran fjernsynet med sin Ricard og ser nyhederne imens Martine og Cyril laver mad.

Når maden er færdig, sætter Martine, Nicolas og Cyril sig til bords og kalder Roger og man venter.

Man kan ikke begynde at spise uden ham. En af de få gange, hvor de har taget denne risiko, endte det galt. Så man venter tålmodigt og kalder:

– Roger, det er færdigt, det bliver koldt. Kom og spis.

– Ja, skat, jeg drikker lige denne Ricard færdig og jeg kommer (eller ’jeg ser lige det her og jeg kommer’).

Dette gentager sig fem, seks eller ti gange.

Og, når TV-avisen er ved at være slut, når man når til vejrudsigten, Roger kommer ind i køkkenet næsten løbende, sætter sig til bords og sluger indholdet af sin tallerken så hurtigt han kan.

Tiden til at de andre bliver færdige med forretten og han er færdig med forret og hovedret.

Han sluger det hele, næsten uden at tygge og drøner tilbage foran fjernsynet.

Som regel, tiden til at der er vejrudsigten, reklamerne, programoversigten og reklamer, så er han tilbage foran fjernsyn og begynder at se filmen.

Martine, Nicolas og Cyril spiser sammen, Martine og Cyril vasker op og med lidt held mister Martine kun ca. en halvtime af filmen.

Derfor, ca. hver 14. dage tager livet en mere normal rytme: Martine kommer hjem, de laver mad, spiser, vasker op, så laver de kamillete eller pebermyntete eller andet og Martine, Cyril, og nogle gange Nicolas, sætter sig foran fjernsynet med deres bryg og deres smøg.

Ja, Roger ved at Cyril ryger, men han vil ikke have, at han skal ryge foran ham. Det er ikke noget problem for Martine.

De taler om alt muligt. Martine fortæller om dengang hun var yngre og boede hjemme. Hendes far var i hæren og hun har rejst en del. Hun har boet i Fort-de-France (i Martinique) i årevis. Hun var ansat som sekretær af hæren.

 Martine og Cyril bliver mere og mere fortrolige.


En dag hvor de nyder den ene sin kaffe, den anden sin te, spørger Martine:

– Sig mig en gang, Cyril, hvad med din mor?

– Min mor?

– Ja, din mor? Hvorfor taler du aldrig med hende?

– Fordi vi ikke taler sammen mere, mor og mig.

– Hvorfor ikke det?

– Ja … For to år siden tog hun mig på ferie i Spanien med hende. Hun og René havde lejet et hus for ferien i Denia sammen med hendes bror, min onkel Jean-Claude og så hans familie. Hans kone, Geneviève og deres to børn, Christophe og Odile.

Tingene gik dårligt. De var op at skændes allesammen under hele ferien og en pæn del af det faldte tilbage på mig. Kort sagt, meget af det var min skyld. Derudover, de fleste aftener gik alle ud undtagen mig som skulle ”passe børnene” fordi jeg var den ældste.

Så efter det, sendte jeg til min mor et barskt brev hvor jeg fortalte hende, hvad jeg mente om alt det her og jeg har afbrudt kontakten. Men du ved, hun er ligeglad med det.

– Åh, det ville undre mig. En mor er altid tæt på sit barn. Især hvis det er en søn. Jeg tror det er noget du tror.

– Nej, det tror jeg ikke, nej.

– Du ved, det er lidt normalt. Nogle gange har børnene det indtryk at forældrene ikke elsker dem når de er sur på dem, for eksempel. Men selv om man er sur på ens barn, så elsker man det stadig væk. Jeg er sikker på, at hun er ked af det.

– Hun har ikke kontaktet mig i hvert fald.

– Ja … Muligvis lidt stolthed? Hun venter på, at du kontakter hende. Især at, ifølge hvad jeg kan forstå, det er dig der har brudt forbindelsen.

– Tjaeh …

– Så det er lidt normalt, tror du ikke? Hun vil ikke risikere at kontakte dig igen. Hun er nok bange for at blive afvist.

– Mnjah …

– Jeg synes, du skal prøve at ringe til hende.

– Ringe til hende? Men hun vil skælde mig ud!

– Det tror jeg ikke, nej. Hvis hun gør, så ved du hvad du har at holde dig til. Men det vil jeg ikke tro, at hun vil gøre.

Cyril ringer til sin mor som giver indtryk af at blive positivt overrasket af at høre fra ham.

Forholdet starter op igen imellem ham og Lucienne.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen