Rain and tears are the same,
But in the sun
You’ve got to play the game.
(Aphrodite’s Child – 1968)

 

 

 

Hendes påtaget latter har en metallisk klang.

– Nej da, det er rigtigt, han er ikke imponerende og derudover er den for lille til at få mig til at komme ordentligt, men han er generøs og inviterer nemt på restaurant, såhe … Du kan bare overtage ham, Monique, jeg er færdig med ham. Nu er jeg med Jean-Louis. Du ved, den lyshåret fyr der spiller trompet.

Lucienne kigger rundt i lokalet imens hun taler i telefonen. Lokalet er i uorden. Hun skulle virkeligt tage sig sammen til at rydde lidt op.

Radioen hvisker i et hjørne af lokalet. Cyril læser en billedbog. Hun kan høre lyden af få biler, der kører forbi på gaden. Regnen har ramt ruderne i flere timer nu. En trist regn. En kedelig, trist og kold regn.

Hvis det bare ikke var så skidekoldt!

Hun ler igen.

– Nej, naturligvis ved Roger intet om det. Men ham ser jeg så at sige intet til. Han er ofte på hospitalet og han burde blive færdig som psykiatrisk sygeplejerske næste år … Hvis han bliver færdig.

– Så mellem hans studier, orgierne og festerne, ser jeg ikke meget til ham. Og sandt at sige er det udmærket på den måde.

– Men ja, det er ikke så længe siden at hans mor er død, så han er faldet lidt ned, men jeg regner ikke med, at det varer ved.

– Og så kunne jeg godt tænke mig, hvis han kom med nogle penge. Fordi… Nåh ja, det ved du jo ikke endnu, men denne herre har købt sig en hvid Lancia. Intet mindre!

– Vi har ikke råd til at købe så vi kan varme os, og der er højst 12 grader her i huset og han kører rundt i Lancia. Ja, han har jo altid været megaloman. Han synes det er supermorsomt at folk tror, at han er læge eller så noget bare fordi han har den bil … Hm … vent lidt, jeg skal lige slukke radioen. Der er Johnny som er i fuld gang med at bræge i radioen. Jeg tåler ikke den idiot og i øjeblikket hører man kun ham.

Cyril er ikke i stuen længere.

Lucienne står op, går mod radioen som spiller “Spil ikke denne sang”. Hun kigger på radioen nogle sekunder:

– Diiiig, som jeg elsker – Men du ved at du ly-yver
– Diiiig, som jeg elsker – Men du ved at du ly-yver
– Diiiig, som jeg elsker – Ja du ved at du lyver, du lyver, du lyv…

Lucienne slukker for radioen. Sikken en debil sang!

– Så er jeg tilbage, Monique. Er du her?
– Monique? Åh, nu er du her. Tja… Ja, nu er biografen jo lukket. Eftersom Roger var til fest hver aften og sov til langt ud på eftermiddagen, så stod folk i kø i timevis foran en plakat og en biograf som kun åbnede en gang ud af fem, så … Det er klart, at det ikke kunne blive ved på den måde. Som resultat er han nu psykiatrisk sygepleje-elev.
– Lige et øjeblik … Jeg hører en underlig lyd og ungen er her ikke længere.

Cyril er på værelse ved siden af. Han har åbnet den kolde kakkelovn. Han har revet sin billedbog i stykker og han putter papiret i åbningen. Hver gang hans hånd kommer ind eller ud af kakkelovnen får han sod på hænderne.

– Årh! Hvad er du nu i gang med at ødelægge! Se nu dine hænder! Du har virkelig djævelen i kroppen, du har!

Lussingen skærer gennem luften og lander på Cyrils kind.

Cyril græder.

Lucienne løfter hånden igen:

– Ti stille ellers får du en anden!

Cyril græder stadig væk.

Det Lucienne lover, holder hun, og en anden lussing pisker barnets anden kind.

Hånden hænger i luften en tredje gang:

– Tier du stille eller vil du have en mere?

Cyril, skrækslagen, gør sit bedste for at lukke sin mund. Nogle klynke-lyde finder dog vejen ud igennem barnets lukkede læber.

– Så! Smut tilbage til stuen så jeg kan holde øje med dig. Og du går ikke derfra uden min tilladelse!

Lucienne vender tilbage til telefonen.

– Så er jeg tilbage … Hvad? Nej, nej, intet alvorligt, det var bare ungen som lavede ballade igen. Han bestiller ikke andet.

– Se, for eksempel … Du ved godt at ungen får Fenemal, ikke? Ja, han havde noget feber og fik kramper. Papadopoulos havde udskrevet en masse anti-epileptika. Roger har spillet første reservelæge og har smidt det hele ud undtagen Fenemal. Ungen får to piller Fenemal om dagen. En om morgen, en om aften. Det er ikke nemt at få ham til at tage dem, men okay …

– Forestil dig så, at for cirka tre uger siden, han sov til middag og min mor og min svigerfar passede ham. Han vågnede op, kom ud af sin seng, hentede dåsen og slugte flere Fenemal … Nej, vi ved ikke hvor mange, men det må have været nogle stykker fordi han var helt væk, ungen. Tjah … Imens lavede han da ingen ulykker, det var altid det … Nej, nej, intet alvorligt, de udpumpede ham og kontrollerede ham. De holdt ham i et par dage og så kom han hjem. Hvis i det mindste, det kunne berolige ham! Men næh, nej!

– Hold da op hvor her er koldt. Sikket noget lort! Men okay, hospitalet har fået fat i et hus for mig. Ja, ja. En rimelig husleje. Et lille hus på Général Schmitz’ gade. Jeg burde kunne flytte dertil om et par måneder. Så kan Roger gør hvad han vil.

Hendes blik ser på Cyril. Hun kigger på ham fra top til tå.

– Ja, selvfølgeligt vil jeg tage ham med mig, jeg kan ikke efterlade ham her.

Efter et par høflige banaliteter lægger Lucienne røret på igen.

Hvor er her dog koldt.

Hun ser på Cyril som leger med sine små biler. Han lægger sig med ansigtet på gulvet. Så han kan se bilhjulene og han kører bilen frem og tilbage med stor haste altimens at han laver motorlyde som Lucienne finder ekstremt irriterende at høre på.

Lucienne er stadig væk i badekåbe. En slags kimono med meget vide ærmer.

Hun smiler.

Hun putter sin højre hånd i venstre ærme og den venstre hånd i højre ærme og hun nærmer sig Cyril.

Hun tager et trist ansigt på.

– Se her, Cyril. Se din stakkels mor. Du har været så ond mod hende, at hun ikke har nogle hænder, længere. Se! Mor har ingen hænder mere! (hun lader som om hun græder). Hvad skal jeg nu gøre nu, hvor jeg ikke har nogle hænder længere.

Cyril, i vild panik, bryder i krampegråd. Hans øjne er så fyldte med tårer, at han ikke kan se Lucienne tage hænderne ud af ærmerne.

– Vupti! Se her! Nu er hænderne tilbage, siger hun gnæggende.

Cyril græder stadig væk.

– Ja, ja, ja, så er det godt. Du kan da vel se, at mine hænder er tilbage. Se: Danse, danse dukke min! Siger hun imens hun vifter med hænderne.

Cyril holder op med at græde.

Det er måske på tide, at jeg skal tage brusebad, tænker Lucienne.

Og hun går mod badeværelset.

Hvor er den unge dog snotdum! Han hopper på den hver evige eneste gang. Han er lige så dum som sin far!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen