– Je t’aime je t’aime
– Oh oui je t’aime !
– Moi non plus.
– Oh mon amour…
(Serge Gainsbourg – 1968)

(- Jeg elsker dig, jeg elsker dig
– Åh ja, jeg elsker dig!
– Mig heller ikke.
– Åh, min elskede …)

 

 

– Hvad er Cyril blevet af?

Lucienne ser forbavset på sin mor.

– Det ved jeg ikke noget om. Er han ikke sammen med dig?

– Selvfølgeligt ikke! Hvis han var sammen med mig, ville jeg da ikke spørge dig! Du er bare her og slikker sol i haven, du laver intet hel dagen lang og du bekymrer dig ikke om hvad der sker til din unge?

– Hør her, mor, jeg kan ikke være på nakken af ham hele tiden. Især at han er altid ud på ballade.

– Cyril? Cyril? Kalder Colette imens at hun går rundt i haven.

– Du kan godt spare dig, mor! Se! Havelåget er åbnet! Han er igen smuttet på opdagelse! Når jeg siger til dig, at han kun er ud på ballade!

Colette og Lucienne springer i bilen og begynder at køre langsomt i Royan, en sydvestlig fransk ferieby, hvor de er på ferie alle sammen: Louis, Colette, Lucienne og Cyril.

Roger viste sig lidt. Han tilbragte en eftermiddag i Royan. Han kom op at skændes med Lucienne som han forlod igen og han kørte væk bag rattet af sin nye Fiat 124 sportsbil med musikken på fuldt drøn.

– Han må være gået mod stranden.

De to kvinder parkerer bilen ved stranden og de går hver til en side.

Han er der. Han går langsomt rundt med hænderne foldet bag ryggen. Han ser på butikkerne, på gaden, på folk, på himlen.

Lucienne ser ham og løber mod ham.

– Cyril! Cyril!

Cyril, fire år gammel, stopper op. Han er ikke forbavset. Han føler sig hverken skyldig eller skamfuld. Der er jo en hele verden der skal opdages lige på den anden side af havelågen.

Førend Cyril når at sige noget som helst tager to lussinger afsted. En frem og tilbage.

Cyril græder.

Lucienne trækker ham i hånden.

– Kom så her!

Hun trækker Cyril i hånden i retning mod bilen.

Colette ser dem og går i deres retning.

– Hvorfor græder han, den lille?

– Det aner jeg ikke. Han vil vel ikke hjem eller så noget. Han har aldrig været helt normalt, det barn.

– Ja, det er underligt, at han begynder at græde uden grund. Og … Sig mig engang, han har røde kinder!

– Ja, han har fået sol. Hør, mor, du kan bare komme hjem med ham eftersom jeg er nyttesløs, så bliver jeg på stranden. Jeg kommer hjem først på aften.

Når de er i bilen og skal til at køre hjem, spørger Colette, Cyril:

– Har din mor slået dig?

Cyril ryster på hovedet, grædende.

Colette nikker og mumler noget som Cyril ikke kan høre.

Lucienne kommer hjem ved syv-tiden om aften. Hun finder sin mor i køkkenet.

– Sig mig en gang, mor, hvad skulle den gamle Malka her?

– Den gamle Malka? Hvilken gammel Malka?

– Ja, den gamle Malka! Bedstefaderen! Lucien Malka.

– Jeg forstår ikke, hvad du taler om.

– Hør her, mor, da jeg kom hjem så jeg toppen af hans hoved på den anden side af hækken. Han er genkendelig, du ved. Denne solbrændt top og denne krone af hår.

– Nej, det var ikke ham. Der er mange mennesker som er skaldet på toppen af hovedet.

– Ja, men jeg har set hans hovedtop og jeg ved, at det var ham. Hvad lavede han her?

– Jeg siger til dig, at han ikke er kommet her. Så stop med det her! Du burde tage dig af din søn i stedet for at blande dig i ting der ikke angår dig.

– Ha! Så han var her, den gamle! Hvad laver I sammen? Hvad? Boller I?

Lussingen tager afsted og Luciennes hoved rammer køkkenskabet.

Lucienne holder den lussing tilbage som hun har lyst til at give tilbage til sin mor. Det var på et hængende hår.

Hun føler hverken smerten i kinden eller i hovedet, men hun stirrer lige ind i sin mors øjne.

De to blikke fægter mod hinanden et øjeblik.

Øjnene fugtige af vredestårer, hvæsser Lucienne mellem sine tænder:

– Den her glemmer jeg ikke!

Resten af ferien taler Lucienne stort set ikke til sin mor for andet end det mest nødvendige.

Efter ferien, når hun kommer hjem til Neuilly-sur-Marne, skriver hun et langt brev til sin far for at fortælle ham, at han er hanrej og et brev til sin mor for at fortælle hende, at hun ikke vil høre tale om hende.

De to kvinder talte ikke med hinanden i over halvtreds år, indtil Colette døde den 24. december 2015.


Roger går ind i huset som Lucienne lejer på Général Schmitz’ gade.

– Far! Far!

Cyril løber i hans arme.

Roger tager Cyril i sine arme og giver ham flere smækkys.

– Så? Hvordan har du det, Cyrillou Malkoukous?

– Hihihihi. Far! Far! Du sticker!

Cyril kysser sin far, som dufter godt.

– Jeg elsker dig, far Roger.

Roger ler og kysser sin søn.

– Og mor? Hvad med mor? Elsker du hende også?

– Ja! Jeg elsker mor Lucienne også.

– Og hvem foretrækker du? Far Roger eller mor Lucienne?

Cyril står lidt stille nogle sekunder og tænker.

– Begge to!

Roger ler og sætter Cyril ned på gulvet igen.

– Her min dreng, jeg har en gave til dig.

Hver gang Roger kommer for at se Lucienne, kommer han med en gave til Cyril.

Disse møder mellem Lucienne og Roger følger stort set altid de samme regler. Det er næsten hver gang de samme dialoger, de samme handlinger, de samme ting, der sker i den samme orden.

Det kan starte lidt forskelligt, men slutningerne er altid ens. Kun intensiteten ændrer sig.

Cyril sætter sig ved køkkenbordet og åbner sin gave.

Det er en slags bjerglandskab lavet af en bøjet aluminiumsplade. På den har man malet veje og huse set oppefra. Der er nogle bittesmå plastikbiler af forskellige farver: røde, gule, blå … Det er nærmest nogle firkantede plastikstykker hvis udseende vagt minder om en bil. På taget af hver bil er der en lille magnet.

En plastikkran er sat fast på bjerget og der hænger en tråd og en magnet fra den.

Ved hjælp af en lille fjernstyring, skal man styre denne magnet mod højre, venstre, op og ned og man skal få fat i bilerne med magneten og putte dem i en lille æske.

Det er svært og Cyril er meget koncentreret imens at Roger og Lucienne taler i køkkenet.

Forbier! Magneten er for langt til højre.

Stemmerne i køkkenet går højere.

Snoren er nu helt op. Så skal den nu mere til venstre.

Far og mor råber ord til hinanden nu. Nogle ord som Cyril ikke forstår helt: Luder, dumme svin, orgier, røvhul …

Snoren er nu helt ned og filtret sammen ved siden af en bil. Cyril er ubevægelig, hans blik går fra hans far til hans mor. Han græder.

– Ah! Bravo! Siger Roger, som står ved køkkendøren, armen lænet op ad dørkarmen. Du har igen fået ungen til at græde!

– Den unge flæber altid alligevel, svarer Lucienne, hvis du tog dig mere af ham, ville du vide det.

Og i forbifarten giver hun en lussing til Cyril. Det skal nok lære ham at lade være med at blande gøre sig bemærket.

– Sådan, nu har du en grund til at græde!

– Er du da sindssvag? Ikke nok med at være en luder men så mishandler du min søn? Slå ham ikke på ansigtet!

– Din søn? Din søn? Hvis “din søn” er så vigtigt for dig, hvorfor tager du dig ikke mere af ham? Hvorfor tager du dig ikke af “din søn”? Du kunne i det mindste give os nogle penge! Og hold op med at læne dig op ad dørkarmen på den måde! Det går mig på nerverne!

– Du skal til behandling. Du er fuldstændig sindssyg! Siger Roger som tager Cyril i sine arme. Bare roligt, Cyrillou Malkoukous, det skal nok gå.

Lucienne som var i gang med at brygge kaffe tager sukkerdåsen lidt for hurtigt. Dåsen falder og sukkerknalderne ligger på gulvet.

– Hvorfor smider mor sukker på gulvet? Spørger Cyril til sin far.

Roger ler.

– Det er fordi hun er nervøs. Man kalder det “at være hysterisk”, Cyrillou.

Låget af en minutkoger flyver gennem luften og rammer Roger på øjenbrynet. Blodet sprøjter ud. Cyril skriger.

– Skrid! Fis af dit store røvhul!

Tallerkner, knive, kasseroller, glas flyver i retning af Roger, som lige pludseligt får en voldsom trang til at forlade huset.

Lucienne, en pande i hånden, løber efter ham indtil at han er kommet ud af huset.

Cyril græder store tårer.

Når Roger er gået, låser Lucienne døren.

Cyril græder stadig væk og Lucienne kommer tilbage i køkkenet.

En sten flyver gennem ruden som, med en dump lyd, eksploderer i små stykker. Den lander på bordet. En anden sten kommer flyvende igennem en anden rude. Og så en tredje …

Stykker af glas falder på bordet, på gulvet …

Udenfor kan man høre Roger råbe utydelige injurier.

Lucienne åbner vinduet, råber også injurier og smider stenene tilbage i retning af stemmen.

Stenene … og Cyrils legetøj som var på bordet

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen