Modelfoto

Oui ma vie c’est un manège
Toutes choses passent, vont et reviennent
Oui ma vie c’est un manège
Comme une chanson c’est le temps qui l’entraîne
Surtout n’allez pas croire
Quand un amour s’en va qu’il sera le dernier
Car ma vie c’est un manège
Qui ne cessera jamais de tourner
(Nicoletta – 1970).

(Ja, mit liv er en karussel
Alting kommer, gå og vender tilbage
Ja, mit liv er en karrusel
Lige som om det var en sang, det er tiden, der fører det
Nu skal du ikke tro
At når en kærlighed går, så vil det være den sidste
Fordi mit liv er en karrusel
Som vil blive ved med at dreje rundt)

 

Roger går på rue Saint-Denis i Paris, dér hvor man finder alle de prostituerede.

– Kommer du, skat?

Nej, ikke hende.

Det er på tide, at han besøger nogle professionelle. Han er ved at nå til det punkt hvor han lægger an på transvestitter og det skræmmer ham. Det er på høje tid, at han finder sig en professionelle pige.

Hun står dér, ved lygtepælen, men hun er ikke lige under den og han gætter hendes træk mere end han ser dem.

Hun har kort hår. Hun er klippet som var hun en dreng. Hendes jeans er nærmest klistret på hendes lange ben og hun har en hvid skjorte som er åbnet så meget så man har et godt indblik på hendes kavalergang. Hendes sorte store, brede intelligente øjne sidder under lige så sorte øjenbryn som ser ud som om de er blevet tegnet med tegnekul stirrer på Roger. Den lille kødfuld mund smiler ikke.

Roger stopper op og hans blik vurderer varen fra top til tå.

– Arbejder du her? Spørger han hende efter at have set på hende i et halvt minut.

Hun smiler lidt og nikker.

– Du ser ikke ud som en, der er vant til den slags arbejde, det er tydeligt, siger han. Hvorfor arbejder du her?

– Det rager ikke dig! svarer hun tørt. Vil du knalde mig eller ej? Hvis du ikke vil, behøver du ikke at spilde min tid. Skrid!

Roger smiler.

– Okay, okay, ooookay! Hvor meget tager du for at sutte den af?

– 5.000 bobs.

– Okay … Og hvor længe tager det?

– Tjaeh… Cirka et kvarters tid.

Roger giver hende en 50-francs-seddel.

– Okay. Her er dine 5.000 bobs. Lad os tale sammen en kvarters tid.

Hun hedder Pascale, men hendes “krigsnavn” er Sandy. Hun er en ung kvinde som er lidt tabt i den franske hovedby. Hun har fundet på den måde at få penge hurtigt på så hun kan betale lejen på sit etværelseslejlighed.

Ingen i hendes landsby, i Normandiet aner, hvordan hun tjener penge. De tror, at hun har små jobs hist og her … Hvilket jo ikke er fuldstændig forkert, naturligvis.

Ja, hun er ny i faget.

Nej, hun har ingen alfons og derfor skal hun stå på en vis afstand fra de andre piger og hun kan ikke trække på de bedste steder. De bedste steder er reserverede til de professionelle piger, dem som har en alfons og beskyttelse.

Ja, hun foretrækker fremmedarbejdere frem for franskmænd. Fordi franskmændene vil have hende til at gøre ting, som deres koner ikke vil lave, men fremmedarbejderne kommer til hende fordi de savner en kvinde og har lyst til at bolle. Hun føler sig næsten som kvinde mellem deres arme.

Efter at have snakket i en lille kvarters tid, bliver de to enige om at mødes dagen efter i en café.

Det er sådan, at det begyndte mellem Roger og Pascale.


– Har du en femårig søn?

– Ja! Han hedder Cyril.

– Han hedder hvad? Cécil?

– Nej, Cyril.

– Hvor er han?

– Han bor med sin mor.

– Hvordan kan det være … Nu har vi været sammen i tre måneder og jeg har ikke set til din søn, eller ikke hørt om ham i alt den tid. Bor han langt væk siden du ikke ser ham oftere?

– Nej, nej. Han bor lige her i Neuilly-sur-Marne … sammen med sin mor, altså.

– Besøger du ham aldrig?

– Nej. Du ved … Jeg vil ikke forstyrre ham. Og desuden er hans mor en furie og vi slår på hinanden hver gang vi ser hinanden … Såhe … Jeg vil vente til at jeg har en mere stabile forhold og så vil jeg tage ham tilbage.

Pascale rynker på brynene som om hun ikke forstod forbindelsen mellem at se til sin søn fra tid til anden og at have en stabile forhold.

– Nå, men derudover, skat, hvad med i aften … Du ved, der er en super-stor orgie i aften og der kommer mange mennesker … Såhe …

Kun parene er tilladt i en orgie, så man er sikker på at have den samme antal mænd og kvinder. Roger deltager regelmæssigt og Pascale går som regel med ham, så han kan komme ind. Hun deltager ikke. Hun sætter sig et sted og drikker et par glas imens Roger hygger sig. Med hendes arbejde og det hun laver hver dag, har hun ikke ligefrem lyst til at deltage til orgier om aftenen.

– Du ved, Roger … Virkeligt … Det gør mig ked af det, at se dig deltage hele tiden til den slags ting.

– Og hvad så? Du gør boller dagen lang!

– Ja, men det er et arbejde for mig. Jeg gør det ikke for fornøjelsens skyld.

– Så skal du bare deltage for en gangs skyld. Det vil holde dig beskæftiget og du vil måske endda hygge dig. Kom, skat. Vær sød og kom med mig i aften.

Orgien er i et hus i Le Perreux, få kilometer fra Neuilly-sur-Marne.

Når Roger og Pascale træder ind, er orgien lige startet. Nogle par er sammenflettet hist og dér. Der er par, trekanter og små grupper. Belysningen er dæmpet og stereoanlægget spiller lavt “Le bal des Laze” af Michel Polnareff.

Roger slipper Pascale og blander sig til en gruppe.

Efter at have gjort sig færdig, Roger går lidt rundt i lokalet. Han er nøgen og han holder en whisky-cola. Han beundrer nogle af kvindernes former og han kan ikke lade være med at sammenligne størrelsen på de forskellige mandlige attributter, han ser. Der er altså nogle som har værktøjet i orden!

Så får han øje på hende. Hun er i soveværelset.

Denne gang nøjedes Pascale ikke med at sætte sig i en hjørne og at se på med en træt blik, men hun deltager.

Manden som ligger oven på hende er muskuløs, tatoveret og godt udstyret og det har en vis effekt på Pascale! Hendes hoved går fra højre til venstre imens hun sukker af fornøjelse. Hun har øjnene lukkede.

Roger er som frosset på stedet imens, at han kigger på scenen. Aldrig har han set hende sådan.

Når orgasmen overvælder hende, som var det en storm, udstøder Pascale små skrig imens hun hægter sig fast til mandens ryg. Han støder hurtigere og hurtigere. Når hun når klimakset, udstøder hun en hyl af fornøjelse samtidigt som både hendes og hans krop stivnes.

Hun åbner øjnene.

Hendes blik møder Rogers, som stadig væk står helt stille.

Roger kigger på hende et øjeblik. Hun er rolig. Svedig. Hendes læber tegner et lille, tilfreds smil. Hendes vejrtrækning går langsommere. Hun sænker blikket for ikke at se på Roger.

– Du tager hjem til fods i aften, siger Roger. Jeg vil ikke se dig mere.

Roger forlader lokalet, finder sit tøj og forlader huset.

Når han kommer ud af huset, begynder dagen at gry.


– Hør nu her, klokken er halv otte og vi har ikke hørt noget.

Cyril sover stadig væk i tremmesengen hos Claude og Martine Tessier.

Det er den anden nat, han har tilbragt hos dem.

– Jamen hvad vil du have, at vi skal gøre? Knægten er her. Vi kan ikke smide ham ud.

– Nej, men aftalen var, at vi kun skulle have ham en nat over imens hun havde nattevagt. Ingen har hørt fra hende siden og ingen ved, hvor hun er hen. Drengen har ikke noget ren skiftetøj eller noget. I øvrigt, havde han ikke noget rent på, da hun kom med ham og har givet ham til os for “en nat”.

– Ja … Vi har intet hørt fra Lucienne og jeg ved ikke, hvor Roger er hen. De er begge to til højre og venstre og lever livet. Vi bliver nok nødt til at kontakte bedsteforældrene.

– Hm … Lucienne har nævnt at morfaren er gendarme i Mantes-la-Jolie. Det må være muligt at ringe til stationen og få fat i ham. Jeg ved også, at der er noget familie fra Rogers side i nærheden, men jeg aner ikke hvor eller hvem. Jeg synes, vi skal ringe til morfaren. Mantes-la-Jolie er 100 km herfra og de kan komme og tage sig af det. Det er jo ikke første gang, hun gør det nummer og jeg har altså ikke lyst til at have ham fem dage, lige som sidste gang, selv om han er nu meget sød.

Lucienne er i et værelse. Hun bruger henna nu og hendes rødt hår er som flammer under de psykedeliske lys som tegner mangefarvede bobler og cirkler på væggene. Stereoanlægget spiller Nights in White Satin.

Musikken optager hele hendes væsen.

Hendes blik er vagt, som om det forsøgte at se på noget langt væk. Men nej, hun ser på Jimmy i øjnene … Så meget som hun kan se gennem de mangefarvede lys og den tykke hash-røg.

Hun vrikler sig endnu en gang om Jimmy. Hun låser hans ryg mellem hendes ben og hun bidder hans skulder. Hun kan mærke ham dybt inde i hende.

Er det dag? Er det nat? Det ved hun ikke. Dag og nat er smeltet sammen. Smeltet i hinanden i en røghvirvel.

Nights in white satin, never reaching the end,
Letters I’ve written, never meaning to send.
Beauty I’ve always missed, with these eyes before.
Just what the truth is, I can’t say anymore.

Imens kærer en grønfarvet SIMCA for fuld fart fra Mantes-la-Jolie og i retning mod Neuilly-sur-Marne …

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen