Allons courage,
Ce n’est qu’un mauvais moment,
Fais bon voyage.
(Joe Dassin – 1971)

(Fat mod,
Det er blot en hård tid at gå igennem
Hav en god rejse)

 

 

Cyrils første dag i Fru Levasseurs 3./4. klasse er gået relativt godt.

I modsætning til sine vaner har Cyril været stille det meste af tiden.

Han observerer sine nye skolekammerater og han skal lære mange nye navne: Gaël Laroche, Brahim Bouseksou, André Rigaud, Pascal Bentitou, Sylvie Rijaniaina…

Disse børn kender allerede hinanden og har deres plads i klassen og Cyril, eftersom han er nyankommen, har han ikke rigtigt noget valg. Han bliver sendt i enden af midten-rækken.

Klokken 16:30 ringer klokken og børnene løber ud af klasselokalet skrigende, som om de slap ud af fængsel.

Cyril skynder sig for at komme ud og, lige uden for skolen, blokerer Brahim Bouseksou og André Rigaud ham. Cyril prøver at træde til side for at komme forbi, men André laver en skridt til siden og forhindrer ham i at komme forbi.

– Har du kigget på mig? Spørger Brahim.

Cyril ryster på hovedet og han kan mærke tårerne stige.

– Hihihi, siger André, se! Se! Han skal til at flæbe!

Brahim smiler og giver Cyril en lussing. Cyril begynder at græde.

– Malka-tøsedrengen! Malka-tøsedrengen! synger de.

Efter at have givet ham et par lussinger, skubber de ham. De tager hans skoletaske og fylder den med jord. Så løber de væk grinende efter at have givet ham et par velrettede spark.

Når Brahim og André er forsvundne, rejser Cyril sig op igen. Han samler sin taske og går hjem snøftende så hurtigt som han kan.

Når Lucienne ser ham ankomme og når hun ser hans taske fyldt med jord reagerer hun hurtigt med at begynde at give Cyril to lussinger.

– Hvorfor har du ikke forsvaret dig?

– Men mor, de var to!

– Og hvad så? Du er virkelig ikke særlig modig, min stakkels knægt. Da jeg var i din alder, lod jeg ikke andre behandle mig på denne måde. Du er stærk som en kogt spaghetti! Lige som din far. Nå… Men nu skal vi ud og få fat i denne Brahim og denne André. Jeg skal jeg lige have et par ord med de to, skal jeg!

De er lige kommet ud og er knap gået et par meter før de møder Brahim som leger med nogle venner foran sin bygning. Cyril peger på ham.

– Her er Brahim.

Lucienne går mod drengen som er et lidt højere end hende og hun tager fat i hans øre mens alle hans venner ser på med åbnet mund og polypper.

– Er det dig, som har fyldt Cyrils taske med jord.

– Av! Av! Av! Nej! Nej! Det var ikke mig, det var André, Frue, det var André! Av!

Lucienne vender sig mod Cyril:

– Er det sandt?

– De var to til at fylde min taske med jord. Ham og André. Begge to!

Brahim stirrer morderisk på Cyril.

Lucienne ryster Brahims øre videre:

– Gør du sådan et nummer igen og jeg skal snakke med dine forældre, har du forstået? Du lader ham være fra nu af! Forstået?

– Av! Av! Ja Frue! Ja Frue!

– Godt! Hvor bor André?

– Hva’?

Lucienne gentager spørgsmålet altimens hun ryster Brahims øre. Det ser ud til at hjælpe på hans hørelse:

– Hvor bor André?

– Av! Frue! Av! I tårnet. Han bor i tårnet, Frue!

– Godt. Tak skal du have.

Lucienne slipper Brahims øre og tager fat i Cyrils hånd:

– Kom så her!

Der er kun et tårn i C.I.L.O.F.

Lucienne og Cyril går ind i det og Lucienne finder navnet “Rigaud” på brevkasserne. De går op til Rigauds lejlighed og Lucienne ringer på døren.

En enorm kvinde åbner døren. Hun er halv-anden hoved højere end Lucienne. Hun har fedtet brunt hår samlet i en hestehale. Ud fra hendes blomstrede kjole stikker der to arme ud som hver er på størrelse med en mands lår.

– Ja? Hva’r det for noget?

– Goddag, Frue, jeg er Cyrils mor. Og Deres søn, André, sammen med en af hans kammerat har ventet på min søn uden for skolen for at slå ham og de fyldte hans taske med jord. Resultatet er nu, at de fleste af Cyrils ting er gode til at smide ud. Han havde lige fået lånt bøger fra skolen og vi havde end ikke haft tid til at beskytte dem og nu har de lidt under den behandling. Det kommer til at koste mig ret dyrt, den sag!

Fru Rigaud ser på skift mellem Lucienne og Cyril.

– Og det er André, der har gjort det?

– Ja. Ham og hans ven, Brahim.

– Andréééééééé! Kalder matronen.

– Ja, mor?

André ankommer tyggende og han stopper brat med begge handlinger når han ser Lucienne og Cyril foran døren.

De to børn ser på hinanden.

– Hva’ fa’en er det for noget lort, du har gjort?

Og foran Lucienne og Cyril som lamslået ser på, hagler slagene på André.

Fru Rigau holder ham fast i håret på toppen af hovedet imens hun giver ham flere serier lussinger med en hånd på størrelse med en kødbræt. Lussingerne regner på drengens hoved, frem og tilbage, frem og tilbage. På ørerne, på skuldrene, på hovedet …

André skriger og græder imens at Lucienne og Cyril kigger på forestillingen med øjnene åbnede på vid gab.

Lucienne vender sig mod Cyril:

– Sig mig lige … Nu er du sikker på, at det var ham?

– Ja, ja, mor! Det var ham!

– Så er den sag klaret! siger Fru Rigaud forpustet.

Hun ser på Cyril:

– Hvis André generer dig igen, så siger du det til mig, jeg skal nok tage mig af det!

– Ja, Frue.

Dagen efter, i skolen, ved den første frikvarter, blokerer Brahim Cyril i et hjørne af skolegården:

– Det skal du faneme få betalt, din lus!

André ankommer løbende.

– Nej, nej! Brahim! Nej! For Guds skyld! Lad ham være!

Efter en grundig forklaring går Brahim. André og Cyril er ansigt til ansigt. André rækker hånden frem.

– Hør … Jeg er meget ked af det for i går. Jeg har været dum. Jeg skulle ikke have gjort det.

Cyril smiler og tager den udstrakte hånd.

Det er sådan at André og Cyril blev bedste venner.


Den dag, når Cyril kommer hjem efter skolen, ser han at René er her. Cyril kan ikke så godt lide ham.

– Goddag, Cyril.

– Goddag.

– Goddag, Cyril. Kan du huske René? Du har set ham et par gange før.

– Ja.

– Ja, så nu bor han her.

Cyril svarer ikke.

– Er det alt, hvad du har at sige til det?

Cyril trækker på skuldrene.

– Er du ikke glad?

– Øh … Jo …

– Godt! Smut nu på dit værelse og lav dit hjemmearbejde. Eftersom du er gået fra 3. til 4. klasse i løbet af året, har du noget arbejde at indhente. Smut, så! Hvad har du for?

– 5-tabellen.

– Godt, så går du og lærer den og når du kan den, kommer du her tilbage for at fremsige den.

Cyril går på sit værelse og lærer 5-tabellen, hvilket ikke tager ham lang tid. Han går bagefter i stuen, hvor René og hans mor sidder og snakker.

Småsyngende fremsiger han 5-tabellen.

– Det var godt, Cyril, siger Lucienne, nu kan du lege lidt på dit værelse før aftensmaden.

– Vent lige lidt, Cyril, siger René, hvor meget bliver 6 gange 3?

– Vi har ikke lært seks-tabellen.

– Tænk dig om: 6 gange 3?

Okay. Han har ikke lært 6-tabellen, men han har lært 3-tabellen, og med lidt held giver 3 gange 6 det samme som 6 gange 3 … Såhe …

– 18?

– Meget godt … og hvor meget er 6 gange 5?

Okay… Samme metode må kunne bruges:

– Øh … 30.

– 6 gange 8?

– 6 gange 8?

– Ja, 6 gange 8?

Cyril er lidt tabt … Okay … så … 6 gang 5 er lige 30. Så langt så godt. Så 6 gange 6 må give … 36. Efter det … er det 6 gange 7. Det vil sige, 36 plus 6 … øh … 37, 38, 39 …

– Jeg venter! 6 gange 8?

– Ja … øh … (så … 39, 40, 41)

– Cyril? 6 gange 8?

– Øh … 46?

– Nej, det er det ikke. Det er nødvendigt at studere, Cyril! Og hvis du kun nøjes med at gøre det, din lærer beder dig om, vil du aldrig blive til noget. Man skal altid gøre mere end det, man bliver bedt om! I morgen er det onsdag, hvor du ikke skal i skole. I stedet for at gå ud og lege, skal du lære 6, 7, 8 og 9-tabellerne.

Denne onsdag går tingene ikke særlig godt. Cyril har det meget svært ved at huske nogle af disse tabeller. At lære fire tabeller på en gang er simpelthen for meget for ham. Tallene danser rundt i hans hoved. Og ham som altid har haft det svært med regning. Han var først med at kunne finde ud af det nu …

Hver gang, at han tror, at han husker tabellerne skal han gå til René og hans viden skal tjekkes.

René springer rundt i tabellerne: 8 gange 7? 6 gange 9? 7 gange 7? 8 gange 8?

Og han fortsætter og fortsætter. Hurtigere og hurtigere. Længere og længere indtil fejlen. Det er uden ende.

Hvis Cyril svarer forkert to gange, skal han på værelset igen og lære det forfra.

Det er slut med at lege med André eller med at se film om onsdagen.

Igennem sin dør kan han høre at René og Lucienne ser Rejsen til jordens Indre, en film inspireret af Jules Vernes roman. De drikker kaffe, spiser chokolade og ser film imens Cyril forsøger at få 8 gange 7 og 9 gange 7 til at trænge ind i sit hjerne.

Cyril koncentrerer sig naturligvis ikke altid på tabellerne. Af og til laver han små tegninger eller han læser i en bog.

Men René finder hurtigt ud af, at Cyril bliver længere og længere på værelse uden at kunne sine tabeller bedre.

Derfor, fra tid til anden, nærmer han sig lige så stille Cyrils værelse og han åbner pludseligt døren. Hvis han ser Cyril gøre noget andet end at læse tabeller giver han ham et par lussinger så han kan lære at arbejde i stedet for at spilde tiden.

Hvor er den knægt dog uartig!

Cyrils liv ændrer sig drastisk når nu René er kommet ind i billedet og han finder på andre straf for at motivere den stædige asen til at lære disse forbandede tabeller.

Første ny regel: Cyril spiser ikke sammen med dem længere. Han spiser alene og som regel før dem.

Anden ting: Han spiser noget andet. Der er ingen grund til at give ham nogle velsmagende og gode ting at spise fordi, ifølge René, som er lige blevet færdiguddannet læge: “Børns smagsløg er ikke fuldstændigt udviklede i denne alder. Og de kan derfor ikke smage forskellen imellem røget laks og en rød pølse. Man kan derfor lige så godt nøjes med at give dem røde pølser”. QED!

Naturligvis er der ingen dessert for de onde børn som ikke vil lære deres tabeller.

Og fra tid til anden (op til en hele uge ad gangen), ingen aftensmad! Den eneste aftensmad Cyril må få er et stykke franskbrød smurt ind med olie og med stødt melis strøget på: “Det indeholder alt, hvad et barn har brug for”, erklærer René.

– Det spiste jeg som barn da jeg var barn i Mostaganem, hvis jeg var småsulten, og det har jeg ikke taget skade af! Gentager René regelmæssigt.

Midt om natten, eller tidligt om morgen, imens at René og hans mor sover, går Cyril af og til i køkkenet for at stjæle mad fra køleskabet.

Køleskabsdøren åbnes ved hjælp af en lille pedal for neden. Og det knirker frygteligt meget når man træder på den. Især hvis man træder forsigtigt. Disse raids i køleskabet er kilde til meget angstfyldte øjeblikke for Cyril.

Åååååh! I dag er der en tallerken med et bjerg af rejer som hans mor allerede har pillet og som venter pænt på at blive spist.

Cyril tager en håndfuld som han propper i munden på en gang.

Tyggende, “reparerer” han bunken, så man ikke kan se, at der blev taget nogle og han sniger sig tilbage til sit værelse.

Ja, det er sandt at man kan spise noget mere spændende til morgenmad end rejer. Men man spiser det man kan finde, ik’?

Så kommer tiden hvor man skal have den officielle morgenmad og forberede sig for at gå i skolen.

Cyril skal lige til at gå når Lucienne kalder på ham:

– Sig mig lige engang, Cyril. Er det dig, der har spist rejer fra køleskabet?

Cyrils hjerte holder op med at slå og han kan mærke sit blod forsvinde fra sit ansigt. Han sluger sit spyt med besvær og han føler sig utilpas mens Luciennes gennemborende grøn blik holder ham fast.

Okay… Når man bliver stilet over for dette spørgsmål … Medmindre man er ud på selvmord, så er der kun ét muligt svar:

– Nej, mor.

Hun bliver ved med at stirre på ham:

– Er du sikker?

Cyril sluger endnu en gang sit spyt som føles som en kugle vat og han ser ned.

– Nej, mor, jeg har ikke…

Lussingen er så uventet at Cyrils hoved bliver vendt til siden.

– Du har spist nogle af rejerne fra køleskabet, Cyril!

Det er ikke længere et spørgsmål, men en konstatering.

– Ja, mor! græder Cyril.

– Årh! Hold så op med at flæbe sådan ellers får du en lussing mere! Jeg skal nok give dig grunde til at græde, skal jeg! Når man er en tyv og en løgner, spiller man ikke offer!

Cyril ønsker ikke at blive ramt af sin mors vrede og han tvinger sig til at holde op med at græde.

Han snøfter.

Lucienne har taget et stykke papir og hun skriver noget på det. Så tager hun en sikkerhedsnål og sætter papiret fast foran på Cyrils trøje.

– Sådan! siger hun. Nu skal du gå i skole med det her skilt på indtil du kommer hjem. Så kan alle dine skolekammerater se, hvilken slags person du er.

På papiret, skrevet med blokbogstaver, står der: “JEG ER EN TYV OG EN LØGNHALS”.

Cyril falder på knæ og græder:

– Nej, mor! Nej, mor! Jeg beder dig! Jeg beder dig! Nej. Nej. Mor! Vær sød og lad være, mor!

– Nej, Cyril. Du er en tyv og en løgnhals og jeg vil have at alle skal vide det. Alle skal vide hvordan du gør din mor ondt ved at stjæle fra hende og lyve for hende. Hvordan kan du være så slem og så ond en dreng mod din stakkels mor, der elsker dig så meget og som prøver at gøre alt for at du bliver en ordentlig mandfolk.

Hun åbner døren for at sende Cyril i skole.

Cyril går på knæene. Han beder og græder.

– Nej, mor. Jeg beder dig. Lad være, mor. Nej!

Lucienne smiler:

– Ikke “mor”, men “elskede mor”.

– Elskede mor, jeg beder dig. Jeg beder dig, elskede mor. Nej!

Lucienne, storsindet, fjerner papiret som pyntede barnets bryst. Hun smiler endnu en gang.

– Godt. Lad det ikke gentage sig. Smut nu til skolen.

Stadig væk i dag kan Cyril simpelthen ikke huske hvor meget bliver 7 gange 8.

2 kommentarer til “7. Kys din mor”

  1. 56.

    Men det er uvæsentligt. Det væsentlige er, at sådan skal man ikke behandle et barn. Og franskbrødsmadder med sukker? Ikke underligt, at Rene vokser op til at blive en vatp*k.

    Heller ikke underligt, at du ser under-ernæret ud på billedet. Du har den typiske figur: Tynde arme og ben og strutmave. Ligesom de sulte børn fra Afrika, vi før i tiden så i TV hele tiden.

    1. Ja, 56, men det kommer sjovt nok ikke ind. 7 x 8 eller 6 x 9 og et par stykker andet er simpelthen fuldstændigt blokerede i mit sind et sted 🙂

      Ja, nu du siger det. Jeg har aldrig tænkt på det, men ja, jeg havde forholdsvis stor mave og tynde arme dengang. Det var ikke tilfældet da jeg boede hos min mormor.

      Som en sidebemærkning så fik René og min mor min lillesøster (som jeg vil omtale senere henne) og hun blev også pisket frem i skolen. Efter et stykke tid, gik det galt og hun fik også den hårde behandling af sin far.

      Men til forskel for mig, så stoppede min mor ham og det hele endte i en skilsmisse.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen