We shall dance, we shall dance
The day we get a chance
(Demis Roussos – 1971)
– Nej, Cyril, trommen er ingen musikinstrument. Jeg vil gerne skrive dig ind på ballet og til musikken, fordi, nu hvor jeg er med René, skal vi vise de andre, at vi er kultiverede, men du kan ikke vælge trommen som instrument. Det er ikke en rigtig instrument. Hvad vil du sige til violin?
– Nej, jeg kan ikke lide violin … Hvad med guitar?
– Nej. Guitar er ingen musikinstrument heller. Hvad vil du sige til at spille harpe?
– Hm… Ja, måske.
– Under alle omstændigheder skal du starte med at lære at læse noder og alt det her, så vi vil se instrumentet senere.
Det er sådan, at Cyril blev skrevet ind til ballet og musikteori.
At lære at læse noder er hamrende kedeligt. Læreren er bleg som en aspirin og lige så fascinerende som en flaske ketchup. Han underviser uden lidenskab og den eneste ting han gør godt er til at kommunikere sin kedsomhed til Cyril.
Man skal lære at markere takten med armen.
To takter, skal man lad armen gå op og ned. Tre takter skal man gå oppefra og ned, så diagonalt til venstre hjørne og så til højre.
Fire takter er det det samme som tre takter, men så skal man tilbage i diagonal til toppen.
Man skal lære noderne og være i stand til at læse partitioner ved at markere takten sammen med nodens længde.
Børnene, efter tur, læser partitur i rytmen som om det var regnetabeller: do, do, do (tre sorte), do-o (en hvid), mi, fa,(to sorte) mi-i (en hvid), réré (to ottendedelsnoder), sol, fa-a (en hvid), altimens de slår takten med højre arme.
Dette keder meget hurtigt Cyril og han ankommer ofte uforberedt.
Han har det svært ved at forstå at for at lære at hygge sig, skal man lave så meget arbejde. Hvor er fornøjelsen?
Derudover lærer man ikke rigtigt noget om musikken. Man lytter aldrig noget. Blot disse noder som bliver gentaget i en uendelighed.
Det minder ham for meget om disse tabeller som han har knoklet med så mange onsdage og søndage.
Den eneste fordel der er ved at lære musik er, at Roger har åbnet en tøjforretning, som hedder “Time 2000”, rue Pierre Brossolette, og at det er lige bag musikskolen.
Cyril går forbi sin fars tøjbutik når han er på vej til og fra musikskolen. Blot for en hurtig kys og for at tale lidt med ham.
Roger er meget sød mod Cyril, selv om han ikke kan forstå hvorfor han har lyst til at danse ballet. Musik, ja, det kan gå an … men ballet?
– Vis mig lige lidt, hvad du har lært i ballettimerne? Spørger Roger ham.
Cyril gør det. Han viser de forskellige stillinger. Han går fra først til anden, til tredje, fjerde og femte position. Så laver han hurtig en demi-pointe altimens han holder armene spredte over hovedet.
Roger ler:
– Hahaha, hvor sødt! Jada, det er sødt. Men hvad så hvis nogen vil slå på dig, hva’? Hvad regner du med at gøre? Danse ballet med ham? Nej, du skulle hellere løfte vægte så du får muskler, du er noget skravet og så skulle du lære boksning så du kan forsvare dig hvis nogen kommer efter dig.
– René siger, at man ikke skal dyrke vægtløftning før man er færdigudviklet fordi ellers, bliver man presset sammen og man bliver lille og firkantet.
– René er en kraftidiot, som ikke ved, hvad han snakker om.
– Ja, men han er læge, så han ved, at…
– Så er det godt, Cyril. Ti stille og modsig mig ikke.
Idet at han hører Renés navn, får Roger lige med et øjnene ud af hovedet. Hans ansigt bliver bleg og hans stemme ryster lidt. Han får også tendens til at stamme.
Det er nogle tegn, som Cyril vil lære at kende …
Roger er bygget af brandfarligt materiale og blot et ord sagt forkert eller sagt i en tone som han forstår som injuriøst eller provokerende, eller blot et ord som bliver sagt på det forkerte tidspunkt kan have vidtrækkende konsekvenser.
Men det ved Cyril ikke endnu …
Han ser stille på sin far.
– Se ned! Se mig ikke i øjnene!
Cyril ser ned.
Det er endnu en forskel, han skal tilpasse sig: Lucienne forlanger, at Cyril ser på hende i øjenene, når hun skælder ham ud. Det er tegn på ærlighed og oprigtighed. Hvis Cyrils blik flakker, så en lussing og en “se på mig i øjnene når jeg taler til dig” retter hurtigt op på det.
Med Roger, er det omvendt. For ham, at se i øjnene imens man bliver skældt ud er tegn på frækhed. Man skal vise sig ydmyg og skamfuld og derfor skal man se ned når man bliver skældt ud.
Hvis blot de voksne kunne blive enige! De er ikke altid nemme at leve med.
Men Roger tager sig hurtigt sammen. Han purrer Cyrils hår som smiler glad.
– Jeg må hellere skynde mig hjem ellers vil jeg blive skældt ud, siger han.
Cyril skynder sig i retning af C.I.L.O.Fs hvide-grå bygninger.
Lidt efter lidt dropper Cyril musiktimerne. I stedet for, tilbringer han sin tid i Time 2000.
Han går hjemmefra ved sædvanlige tid og kommer hjem ved sædvanlige tid, men i stedet for at tilbringe to timer i musikteori, tilbringer han dem i sin fars butik
Til gengæld er han vild med ballet og han går ikke glip af et minut af undervisningen.
Han er den eneste dreng på holdet og i begyndelsen så pigerne underligt på ham og grinede.
Han har naturligvis ikke nogen tutu, men et par sorte strømpebukser og, for træningen, en hvid T-shirt.
Læreren er blid og meget sød og meget lykkelig for at have en dreng på holdet. Det er afgjort meget udover det sædvanlige. Især en dreng som arbejder så godt.
Cyril begår sjældent fejl. Balletens metoder og bevægelser kommer rent ind helt af sig selv og det kan hurtigt ses på den måde han står på. Det er blevet en refleks. Stadig i dag kan han finde på at stå i tredje position uden at tænke over det. Nogle ting holder godt fast, åbenbart.
Pigerne griner ikke længere af ham og atmosfæren i dansetimerne er meget god. Imens han er i dansetimen glemmer Cyril omverden. Det er meget behageligt.
De få gange hvor han begår fejl, retter lærerinden hans position ved skubbe blidt hans fod i den rigtige stilling med sin lang stav og hun siger til ham, næsten hver gang, smilende:
– Cyril! Med det fornavn du har kan du ikke tillade dig den slags fejl!
På det tidspunkt er den bulgarske balletdanser, Cyril Atanassof, ekstremt populær.
“Cyril” er ikke et særligt almindelig fornavn i Frankrig i 70’erne og det, at have en dreng med det fornavn i en danseskole er næsten et tegn fra skæbnen.
– Vi skal forberede en ballet som vi skal udføre i Neuilly-sur-Marnes festsal i anledning af Mors dag, siger lærerinden en dag.
Cyril og pigerne træner hårdt for at alt skal være færdig til tiden. Alle de dansetimer som følger handler om forberedelsen af denne mini-ballet som skal vare en kvarters tid.
Det er første gang at børnene sammenkæder alt det de har lært (plus lidt mere) i en sammenhæng. Det bliver deres første rigtig ballet.
Det bliver en lang dag: Balletskolen skal udføre ballet, karateskolen vil lave en demonstration, det samme med judoskolen, koret vil synge og der vil være masser af mødre og af publikum.
Den 6. juni 1971 er det den store dag, og børnene har sceneskræk.
Cyril er i sine sorte strømpebukser, han har sorte dansesko og han har en hvid skjorte med pustede ærmer. Han elsker denne skjorte fordi den ligner skjorterne af hans helt, Jean Marais, som spiller i sværdfæstningsfilms. Cyril finder det tøj smuk og romantisk.
Børnene er i kulissen og pigerne er i gang med at få make-up på: Lidt blå og sort på øjnene og rødt på læberne.
– Så, Cyril, nu er det din tur!
– Ah hva’?
– Ja, du skal have make-up på, kom her!
– Jamen jeg er ikke nogen pige! Jeg vil ikke have make-up på.
– Nej, det vil være mere diskret end pigernes. Men forstår du, alle har make-up på, når man optræder. Fordi når publikummet ser jer langt fra, forsvinder øjnene og læberne i ansigtet. Så det er ikke rigtigt make-up, men en måde at fremhæve nogle af ansigtets træk så dit ansigt ikke ser ud som en bleg oval. Du ved, du har make-up på, men publikummet ser dig som om du ikke har det. De ser dit ansigt. Hverken mere eller mindre.
Cyril får sin make-up.
Lærerinde klapper i hænderne:
– Så! Børnlille! Tag plads og kom i stilling! Det bliver snart vores tur!
Musikerne har forladt scenen og man kan høre larmen af publikumets mange samtaler som en utydelig brummen.
Cyril har det svært ved at sluge sin spyt.
Så hører man præsentatøren annoncere: “Neuilly-sur-Marnes balletskole”.
De voksne klapper og den optaget musik starter. Klapsalverne stopper lidt efter lidt og publikummet bliver stille.
Det er først pigernes tur: De går tur efter tur på scenen med små hurtige skridt. De bøjer sig til højre og venstre som om de samler blomster og de drejer rundt på scenen.
Så er det Cyrils tur. Med små hurtige skridt går han til centrum med armene løftede over hovedet og pigerne laver en cirkel om ham og nejer. En af pigerne går i centrum, sammen med ham, og de to danser sammen.
Så går de to ud af scenen, fulgt, kort efter af de andre piger.
Cyril troede han skulle dø. En kvarter kan være ret lang tid, selv om han ikke var på scenen i alle de femten minutter. Men alt gik godt og det er tid til at få make-upen af, tage de almindelige tøj på og find frem til sin mor.
Han finder Lucienne som er der og taler med andre mødre. Hun ser ikke i hans retning, som om hun ikke var interesseret i, at han var kommet tilbage. Så siger hun farvel og de går. Han følger efter hende.
Når de er kommet hjem spørger hun ham:
– Sig mig en gang, Cyril, jeg talte med din musiklærer under festen. Han sagde til mig, at han ikke har set dig i lang tid. Hvad er det her for noget?
Cyril får igen problemer med at sluge sit spyt.
– Se på mig i øjnene! Er det rigtigt?
Cyril nikker.
– Så hvad laver du i stedet for at gå til musiktimen? Hvor går du hen?
Cyril sluger endnu en gang en vatkugle før at han kan svare:
– Jeg besøger far i hans butik.
Lucienne sender to lussinger mod Cyrils kinder. En frem og tilbage.
– Du tror da vel ikke, at jeg har betalt musikskolen så du kunne se din far, vel?
Spørgsmålet bliver tegnsat med to lussinger til.
Cyril græder.
– Nå, men siden du alligevel ikke går til musikteori, er det her slut for dig. Så er den sag ud af verden. Gå hen og vask dig, vi spiser om et øjeblik.
For første gang i lang tid ser Cyril ikke sin far i løbet af ugen. Roger ringer ikke og stiler ingen spørgsmål. Hans liv fortsætter og han giver ikke tegn på bekymring fordi Cyril ikke kommer forbi butikken.
I Fru Levasseurs klasse, kan man skrive stil om det man har lyst til. Der er ingen karakter, men det bliver rettet.
Der er en kasse i klasselokalet. Børnene kan skrive en stil, en tekst, hvad de vil, og putte den i kassen.
Fru Levasseur tømmer æsken en gang om ugen og retter teksterne. Nogle gang giver hun karakter og når hun gør det, er det altid en god karakter.
Cyril skriver regelmæssigt. Han er ligeglad med karaktererne men han kan lide at skrive og at fortælle.
Denne uge og de følgende uger, skriver han en masse stil om sin far som han savner så meget. Hans eneste mundfuld frisk luft i løbet af ugen er forsvundet.
Det giver ham et par gode karakterer, men det får ikke Roger til at dukke op eller til at ringe.
Dog har Cyril ellers drømme og fantasier hvor han kan se sin far ankomme i en blitz af lys og tage ham med sig. Slut med C.I.L.O.F’en! Slut med René! Slut med brød, olie og sukker …
Men Roger henter ham ikke.
Cyril smiler mindre og mindre og ler stort set aldrig.
I slutningen af skoleåret er der prisuddeling i skolen. Cyril får den 2. pris i fransk og, som gave, en bog om Richard Løvehjerte.
Fru Levasseur har bemærket at i stort set alle frikvarterer, leger Cyril med at fægte. Han befrier princesser, fægter drager eller onde folk. Hans stor helt er Lagardère (spillet af Jean Marais, naturligvis!), en delvis historisk person fra bogen og filmen “Le bossu” (den pukkelrygget) som hævner sin fars død.
Derfor tænkte Fru Levasseur, at en bog som taler om den slags ville være den perfekte pris for Cyril.
Cyril blev meget glad og forbavset. Det var første gang at nogen lagde mærke til hvad han kunne lide og ikke kunne lide og valgte noget at give ham i forbindelse med det.
Når Cyril kommer hjem, viser han, helt stolt, sin pris til sin mor.
– Hahaha, siger Lucienne, er det alt? En anden pris i fransk? Og det er du stolt af? Min stakkels dreng, du har virkelig ingen format og ingen ambition!
– Da jeg var på din alder, fik jeg alle de første priser, og også skolens udmærkelserne. Og ikke kun i fransk, men i samtlige fag! Samme ting med din onkel Jean-Claude. Det er sådan i familien Bolmer. Så… Smut nu og vaske dig og tage pyjamas på. Vi får gæster i aften og du skal spise tidligt.
– Når gæsterne ankommer skal du komme og hilse på dem. Så vil du gå i køkkenet for at spise og når du er færdig, kommer du og siger godnat og så går du i seng.
Gæsterne ankommer og Lucienne præsenterer Cyril for dem. Han er pæn og rent, i pyjamas, med håret vandkæmmet. Han hilser alvorligt på gæsterne og så går han til køkkenet imens at de voksne tager sig en apéritif i stuen.
Når han har spist sin hakkebøf med fritter går Cyril ind i stuen, hvor de voksne snakker for at sige godnat.
Lucienne er i gang med at tale og hendes blik falder over Cyril. Hun smiler.
– Åh! Ja! siger hun så. Har jeg fortalt jer den frygtelige pinlige Mors dag, jeg blev udsat for?
– Nej, hvad er der sket?
– Ja … Forestil jer, at Cyrils balletskole har lavet noget for mors dag. En slags ballet. Først kom pigerne ind og de dansede og det gik fint. Men så ankom Cyril på scenen. Han var stiv som en bræt og havde make-up på ansigtet som var han en pige.
– Kvinden der sad ved siden af mig spjættede og sagde til mig: “Du Godeste! Det er jo en dreng, hende i midten, er det ikke? Uha! Hvad er det nu for noget? Er det ikke en dreng, det her?”
– Hun spurgte mig, hvad jeg synes og jeg lod som om jeg ikke vidste noget. “Ja, det skulle man tro”, svarede jeg til hende. Jeg blev så pinlig berørt. Nej, hvor var det pinligt! Mit livs mest pinlige oplevelse!
– Da Cyril kom til mig efter balleten snakkede jeg stadig væk med den dame, så jeg lod som om jeg ikke kendte ham. Aldrig har jeg været så pinlig berørt i hele mit liv! siger Lucienne grinende. Hun tager en oliven som hun spiser smilende.
De andre voksne smiler.
– Nåh? Her er du? siger hun til Cyril som om hun bemærkede ham først nu. Så! Sig god nat og smut i seng … Åh! Ja! I øvrigt! Din far kommer og henter dig næste uge for sommerferien.
Cyril gik aldrig tilbage til balletskolen.
Laila+Dyhr siger:
Elsker at følge den “ lille Cyril “ men mit hjerte græder .❤️
cylle siger:
Tak, Laila 🙂 Ja, det var en barsk periode 🙂