Rue de Tourville, vinduet til højre var min mors værelse, vinduet til venstre var mit værelse

Il y a du soleil sur la France
Et le reste n’a pas d’importance
Il y a du soleil sur la France
Allons viens vite qu’on profite
De la vie
(Stone et Charden – 1972)

(Der er sol over Frankrig
Og resten er lige meget
Der er sol over Frankrig
Så kom hurtigt, så vi kan nyde
Livet)

 

Lige ved siden af Rogers butik, Time 2000, er der en pladebutik der tilhører familien Shoushana. Jean-Claude og hans far, Gilbert holder den.

Roger og Jean-Claude bliver venner. De går sammen for at spise frokost sammen og de går også meget i natklub sammen.

Denne tirsdag, som næsten hver dag, lukker Roger butikken for middagspausen og han henter Jean-Claude for at spise med ham.

– Hej Roger. Lige et øjeblik, jeg snupper lige 10.000 bobs i kassen og jeg kommer.

Imens at han åbner kassen for at tage en 100-francs-seddel, kalder han:

– Chantal! Kom lille skat, vi smutter!

– Jeg er på vej! råber en kvindestemme fra bagbutikken.

Chantal kommer ind i butikken gennem den lille dør imens hun tager jakke på.

– Her, Roger, mød min lillesøster, Chantal, siger Jean Claude.

Roger og Chantal siger goddag til hinanden og Roger betragter Chantal, smilende.

– Ja, hun er flot, min søster, er hun ikke?

– Jo! Jo! Bestemt! Det er hun!

– Men pas på! Du holder grabberne fra hende! Derudover er hun kun 17 år

– Ja, ja, jeg har forstået. Bare roligt! Jeg interesserer mig alligevel ikke for børnehavepiger.

– Gammel narrøv! hvæsser Chantal imens hun kigger på Roger.

– Åh! Hun er rap i repliken, hva’, din søs? siger Roger grinende.

– Haha. Ja! Lad os smutte.

De to mænd og Chantal går ud af butikken for at gå ud og spise.

En uge senere, Roger, 29, for nylig skilt, går officielt ud med Chantal Shoushana, 17 år.

– Godt, Cyril, din taske er færdigpakket. Du burde have nok for hele måneden. Din taber-far henter dig ved 1-tiden.​

Cyril hører ikke efter. Han er klistret til sit vindue hvorfra han kan se gaden. Hans hjerte banker hårdt og springer et slag over hver gang, han kan høre en bil.

– HER ER HAN! råber han ved 4-tiden.

Den 504 Peugeot Cabriolet malet æblegrønt stopper foran Lucienne og Renés lejlighed med en hvin.

Cyril løber ud af sit soveværelse med tasken i hånden. Han kysser sin mor i forbifarten og ignorerer René som fanger ham i ærmet.

– Lige et øjeblik, knægt! Hvis du vil ud herfra, begynder du med at være høflig. Sig farvel til mig.

– Farvel.

– Farvel, hvem?

Cyril kan høre sin far der dytter for at forklare at han venter, altså.

– Farvel, René.

Cyril skal til at gå, men René holder ham tilbage.

– Hvad med mig? Må jeg ikke få en kys?

Indtil nu har Cyril aldrig givet kindkys til René.

Men åbenbart …

Cyril giver ham en hurtig hentydet kindkys.

– Nej! Nej! Bedre end det.

Cyril giver ham en “rigtig” kindkys. Han skal til at gå, men René holder ham tilbage.

– Så, du opfører dig pænt. Du laver ingen ulykker og du taler ikke for meget.

– Nej, nej … Cyril retter sig selv lynhurtigt og så artigt som han kan, siger han: “Nej, René”.

René smiler.

– Smut så!

Man skulle næsten tro at Cyril kunne teleportere når man ser hastigheden med hvilken han forsvinder fra lejligheden for at komme til syne på bagsædet af 504’en en kvart sekund senere … Eller næsten.

Musikken spiller højt i bilen. Leonard Cohen – Greatest Hits : “SO LONG, MARIANNE, IT’S TIME THAT WE BEGAN TO LAUGH, AND CRY, AND LAUGH, AND CRY ABOUT IT ALL AGAIN … ”

Roger sidder på førersædet og Chantal er ved siden af ham.

Efter at have kysset Roger og Chantal, sætter Cyril sig på bagsædet som han har for sig selv. Roger purrer i hans hår.

– Går alt godt, min dreng?

– Åh ja, far! Ja!

– Så … Hvorfor græder du?

– Jeg græder ikke, far. Jeg græder ikke. Det er vinden.

Cyril havde aldrig hørt tale om glædestårer før den dag.

– Så! Lad os køre! Vi er allerede sent på den!

504’en letter mere end den starter og den beskidte-hvid bygning af C.I.L.O.F bliver mindre og  mindre og forsvinder.

Solen skinner, man drukner i musikken og Cyril mærker fartens vind i håret.

– Er vi sent på den? Hvorfor? Hvor skal vi hen?

– Vi skal til Hyères, så … Der er lang vej endnu.

– Hyères? Hvor er det hen?

– Det er sydpå, på rivieraen.

– Ah?

– Ja! Havet … stranden … pigerne …

Chantal smækker Rogers lår:

– Sig mig nu engang! Pas på! Husk at du er optaget, Hr. Malka! siger hun grinende.


Rogers butik går godt og pengene er ingen problem.

I den ene måned opdager Cyril en verden, som han aldrig havde hørt tale om før.

Restaurant hver dag. Han spiser sammen med de voksne. Han kan endda tale og man svarer til ham.

Som om han eksisterede.

Han kan godt lide Chantal, som han ser lidt som en storesøster. Hun er jo også kun otte år ældre end ham. Hun er blid og sød.

Han møder Chantals brødre:

Alain, som arbejder i en bank. Han har en god stilling.

Nogle gange, når der bliver lavet nye pengesedler eller nye mønter, kommer han hjem med dem og viser dem. Han har endda rejst i fly. I Concorde-flyet, endda! Han har fløjet til Amerika, Alain.

Didier er en ung mand som er ret stille. Aldrig taler han højt og han smiler ofte.

Så er der Francis, som er gift med Liliane. De har to døtre, Isabelle og Corinne. Der er lidt mere end et år forskel mellem de to søstre og de er to og tre år yngre end Cyril.

Francis og sin familie bor i Israel men de er kommet til Frankrig fordi der er bryllup i familien.

Jean-Claude er en ung mand som altid smiler og griner og som fortæller mange vitser, der får alle til at grine. Han har haft flere forskellige jobs, hvoraf også jockey.

Og så er der familiens sidstefødt, Chantal. Hun er også altid blid, sød og smilende.

Roger og Cyril er næsten altid sammen med familien Shoushana under den sommerferie.

Det er under denne ferie at Cyril kommer virkelig i kontakt med jødedommen.

– Hvordan det. Har din mor aldrig sagt, at din far er jøde? spørger Chantal forbavset.

– Nej … Hvad er det, jøde?

Roger og Chantal tager Cyril til biografen. Dér spiller man De Ti Bud af Cecil B. DeMille.

Under den ferie er Shoushana-familien inviteret til en bryllup og Roger og Cyril er naturligvis inviterede med. Roger og Chantal er kærester, så det er “familie”.

Selv om de ikke kender mange mennesker, bliver Cyril og Roger behandlet som alle andre familiemedlemmer.

Der er en orkester som spiller sange med eksotiske navne og lyde, som Cyril aldrig har hørt før. Det er ikke på fransk: Hava Naguila, Hevenu Shalom Alechem, Ja’asse Shalom og mange andre sange. En masse folk danser enten med hinanden eller i grupper.

Når børnene danser, endda Cyril, flytter de voksne sig og ser på dem og klapper. Det er nok at vride sig lidt. Selv om man ikke er i rytmen, så er det godt! Når man ser hvordan de voksne reagerer, skulle man tro, at man havde lige gjort noget utrolig fantastisk.

Cyril forsøger sig og man klapper også af ham: “Hvor er han sød! Hvem er det?”, “Det er Rogers søn”, “Buha swæd, hvor er det barn dog sødt!”.

Der er stor mængder af kager. Kager med underlige navne som Cyril ikke rigtigt har smagt før: Mekrud, Ghoriba, Briouat, Baklawa, Griush, Halva … Alle mulige kager som drypper med honning og på hvilke der er klistrede mandler, eller nøder. Der er  kaneldufte og andre for Cyril ukendte dufte som minder om fjerne lande.

I stedet for at forbyde disse sukkerbomber til Cyril, er de voksne imponerede over, at han kan spise så mange af dem og de purrer i hans hår hver gang de kommer forbi.

Cyril falder i søvn i bilen på vej tilbage til hotellet. Øjnene fyldte med farver, ørerne i hvilke der stadig bimler orientalske lyde og et smil på læberne.

Det var også ved den ferie, at Cyril har mødt for første gang nogle adfærd, som han aldrig havde hørt tale om før.

De gik alle til Saint-Tropez og dér, på stranden, var der nøgne mænd og damer. Stort set alle var nøgen.

Der kunne i hvert fald ikke være tale om, at han skulle være nøgen. Han beholdte sine badebukser på. Det skulle lige mangle!

Under hele julimåneden lever Cyril et liv som er vidt forskelligt fra hans sædvandlige liv. Aldrig har han smilet og grinet så meget af hele sit korte liv.

Roger, Chantal og Cyril kører rundt i Sydfrankrig. De kører fra strand til restaurant. Fra restaurant til fest. Fra fest til strand og løkken er lukket.

Det er kun i casinoet, at Cyril ikke må gå med ind. Det er forbudt for børn. Han bliver nødt til at vente udenfor med en bog, indtil de voksne bliver færdige med at spille og så bliver de genforenede.

Ud over den ene gang, er han lige pludseligt, og for første gang, medlem af en familie. Medlem af en stor familie, hvor man ikke behandler ham på samme måde som i C.I.L.O.F’en.

Men alt har en ende … Og også denne julimåned slutter.

Sidst på måneden kommer Cyril hjem Rue de Tourville, i den grå-hvid-bygning.


– Så! Slut med udskejelserne! Skolen starter igen om halv-anden måned og du kender stadig ikke dine tabeller. Smut på værelset for at lære dem! Du skal være parat til skolestart siger führené.

Men Cyril nægter at lære tabeller.

Derudover, holder han stort set op med at spise.

Når René flår døren op for at se, om han leger eller lærer, konstaterer han, at Cyril gør hverken eller. Han lærer ikke sine tabeller.

Han er ligeglad.

Han leger heller ikke.

Han læser heller ikke.

Han ser ud af vinduet eller han glor på væggen.

Han tænker.

Eller også græder han.

René forsøger at tvangsfodre ham, men det virker ikke. Cyril spytter ud igen den smule, som René kan få ind i munden på ham.

Cyril taler ikke. Cyril taler ikke mere. Det er umuligt at finde ud af, hvad der foregår i hovedet på ham.

Kun en forklarting: Det barn er skør! Det er logisk, med sådan et far!

Tingene fortsætter sådan det meste af august måned. Snart er det september og skolestart. Cyril skal begynde i 5. klasse om småt tre uger, men fortsætter det sådan, risikerer det at blive kompliceret. Han spiser stort set ikke, drikker lidt og bruger nu det meste af sin tid til at græde uden forklaring.

Han hører, lige som i en drøm, Lucienne tale med René. Stemmerne har en underlig fjern og vattet klang.

René siger, at man ikke skal give efter for afpresning. Det er bare en underlig idé, han har fået, og det skal nok gå over. Hvis han ikke vil spise, lad ham da sulte.

Men Lucienne er urolig. Skolen starter snart og Cyril er ikke i stand til at gå dér. De risikerer en undersøgelse og det ønsker hun ikke.

Lucienne åbner blidt Cyrils dør. Han ligger på sin seng med lukkede øjne, selv om han ikke sover. I mørket kan man ane formerne, men ikke detaljerne.

Lucienne sætter sig på Cyrils seng og stryger hånden på hans hår og hans fugtig kind.

Cyril åbner øjnene og ser på hende.

Lucienne tager Cyril i armene og holder ham fast mod sig. Cyril putter sit ansigt i sin mors hals og bryder sammen i krampegråd.

Hun holder ham mere fast. Hendes arme er om det grædende barn som nu ryster.

Hun stryger hans hår og begynder også at græde.

De græder lidt i armene på hinanden. Så putter hun ham tilbage i sengen, lægger tæppet om ham som hun trækker godt til og kysser ham.

Hun kælder for hans ansigt og spørger:

– Så, min skat, og hvis du nu fortalte mig, hvad der er galt?

Cyril ryster på hovedet.

– Hvorfor vil du ikke sige noget? Har du gjort noget forkert?

Cyril ryster på hovedet.

– Så fortæl mig det. Jeg vil ikke blive vred på dig.

Cyril ryster på hovedet og ender med at sige:

– Jeg vil ikke gøre dig ked af det.

– Ked af det? Nej. Vær ikke urolig, Cyril. Det skal nok gå. Fortæl mig, hvad du har på hjertet. Hvad vil du have?

Efter nogle sekunder stilhed ender Cyril med at sige:

– Jeg vil gå herfra og flytte hos min far.

Og han bryder igen gråd.

Lucienne ser på ham lidt og siger:

– Godt. Så hør lige på mig. Jeg ringer til din far i hans forretning i morgen for at spørge ham. Og hvis han gerne vil tage dig … Tjah … Jeg lader dig gå. Men hvis du vil have, at jeg ringer til ham i morgen, så vil jeg have, at du begynder med at spise igen allerede i aften. Okay?

Cyrils hjerte holder op med at banke et øjeblik. Og så starter op igen med vild fart.

Han nikker.

I køkkenet spiser Cyril en hakkebøf og pommes friter. Lucienne har lavet hans yndlingsret.

For første gang i lang tid falder Cyril i søvn uden at græde. I hans hoved, er der en sang, der siger: I morgen … I morgen … I morgen …

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen