They can’t hurt you now,
Can’t hurt you now, can’t hurt you now
Because the night belongs to lovers
Because the night belongs to lust
Because the night belongs to lovers
Because the night belongs to us
(Patti Smith – 1978)
Efter at være gået sin 7. klasse om, er Cyril nu i 8.
Han arbejder ikke ret meget i skolen. Som regel, går det ikke særlig godt i skolen.
Han kan ikke lide sine skolekammerater undtagen Josselin som er en der går sin 9. klasse om og med hvem han har gode samtaler og mange latterbrøl.
Han kan ikke lide de fleste af sine lærere undtagen fransk-læreren og musik og teknologi-læreren (det er same lærer for de to sidstenævnte fag).
Det meste af tiden lader han sin fantasi flyve ham væk fra stedet under timerne. Han lytter ikke, hvad der foregår, giver tilbage blanke eller humoristiske sider når der er prøver medmindre at det falder over et emne der interesserer ham og som han har læst om i sin encyklopedia.
I Frankrig, dengang, gik børnene ikke i skole om onsdagen, men de gik i skole om lørdagen formiddag.
Om onsdagen, når han ikke er i eftersidning og om lørdagen om eftermiddagen, skal han arbejde i sin fars butik.
– I stedet for at sidde og gøre intet, kan du komme og arbejde i butikken. Så vil du være til noget nytte for de lommepenge jeg giver dig.
Roger tager ud fra princippet at når Cyril er i butikken, det er for at arbejde. Derfor skal han være i konstant aktivitet og lige så snart han er færdig med noget, sættes han til at lave noget andet. Han skal aldrig bare stå dér og lave ingenting i butikken.
Cyril støvsuger, gør rent i butikken, ordner skjorter (og falder for den trick som fik Martine til at skændes med sin far tidligere) og så skal han børste de hundreder af jakkesæt som findes i mandeafdelingen, i kælderen: Han skal tage jakkesætten som er på bøjle ud af rækken og med en børste, børste på skuldrene, så skal han trække bukserne lidt ud og børste dér, hvor bukserne bøjer over den indre del af bøjlen da man kan se en streg af støv, og så skal han sætte det hele ordentligt på plads.
Når alle jakkesættene er børstet af, skal de alle sættes i farveorden fra den klareste til den mørkeste (inden for hver størrelse). Afstanden mellem hver jakkesæt på hele rækken skal være lige præcis ens.
Roger kommer og tjekker jævnligt og hvis det ikke er gjort ordentligt til hans smag, siger han noget i retning af: ”Hvad er det for noget araberarbejde? Lav alt det her om!” imens at han roder alt om.
Same princip hvis han finder støv på en af jakkesættene eller hvis skjortene ikke er ordentligt sat op: Alt ryger på gulvet og så skal Cyril lave det hele om.
Cyril er begyndt at gå ud om aften i weekenden. Han går i natklub om fredag- og lørdagaften.
Han er begyndt at gå på bar. Han har to stamsteder: Le Britanny og en anden bar lidt højere op, rue Thiers: Le Saint-Sauveur.
Her har han mødt nogle unge mennesker som er en del ældre end ham (tre, fire eller fem år ældre).
I begyndelsen gik han i Ben’s Club. Den diskoklub mellem Dinan og Saint-Malo, dér hvor hans far stadig går og hvor han mødte Martine.
Men det er dyrt og musikken er meget disko. Cyril har det svært med alle disse unge mennesker som han møder dér og som er klædt som modebilleder. Pigerne er klædt på som var de princesser og har make-up lagt på med spartel.
Ingen af dem har dog mere kultur end en plade chokolade og Cyril finder dem kedelige. Som var de nogle flotte, tomme æsker.
Derudover er det den store mode med homoseksualitet. De fleste unge erklærer sig stolt ”bi” og Cyril bliver simpelthen for ofte jagtet af mænd og det er altså ikke ham.
– Kender du Guenroc ? Spørger Jean-Luc som er næsten færdig med sin øl.
– Hvem? Spørger Cyril som drikker sin Coca-Cola (han drikker aldrig alkohol).
Jean-Luc ler.
– Nej, det er ikke nogen. Det er en natklub.
– En natklub? Nej, den kender jeg ikke.
– Det er smaddermeget bedre end Ben’s Club. Hvis du vil, så kan vi gå dér.
– Okay.
Jean-Luc ser på Cyril fra top til tå. Han bærer en par stramme cowboybukser, en sort skjorte uden flip og en grå jakkesætsjakke med en lille flip.
– Hm… Du ser lidt disket ud, men jeg regner med, at man vil lade dig komme ind.
– Disket? Mig?
Faktisk hedder natklubben ”Rock Again”. Guenroc er navnet på landsbyen i hvilken den befinder sig. En landsby på 215 beboere. Hver weekend tredobles landsbyens befolkning, mindst.
Der er absolut ingen diskomusik i Rock Again. Tværtimod: Rock, rock og rock. Der er også noget Ska som er forholdsvis nyt. Man kan høre Trust, AC-DC, Iron Maiden, Judas Priest, Deep Purple, Ram Jam, The Police, Madness, Scorpion, Nazareth … Fra tid til andet, meget sjældent, er der slow-dance. Disse kommer i serie på tre. Hverken mere eller mindre.
Cyril har det som en fisk i vandet. Han kan genfinde sin ven Josselin, som åbenbart er vant til at komme her og fra første aften, møder han Florence, som er tre år ældre end ham og med hvem han vil gå ud i næsten et år.
Florence har to brødre som er meget ind i musikken og med dem, vil Cyril tage nogle tur til den engelske ø Jersey, hvor de køber badges og musik som er stor set umuligt at finde i Frankrig.
Det er dem der får ham til at kende R.E.M, Depeche Mode, Killing Joke og mange andre.
Livet fortsætter sådan et stykke tid: Cyril laver stort set intet godt i skolen. Han er jævnligt straffet med eftersidninger, han bliver jævnligt hånet og slået af sin far, men det ændrer intet. Som Roger siger, åbenbart er han så stort et æsel, end slagene ikke hjælper.
I skolen, de eneste undtagelser er engelsk, musik og fransk. I disse tre fag, har Cyril ofte top karakter, eller tæt på. Men selv om Roger straffer de dårlige resultater, roser han ikke de gode.
Cyril har lige lavet en fremstilling om Freud og psykoanalyse (elverne skal lave mindst en fremstilling for klassen en gang i skoleåret i fransk). Læreren blev imponeret og elskede det og gav top-karakter men hele klassen småsov eller lavede små tegninger.
Cyril laver lidt senere en fremstilling om psykotiske børn som han kalder ”Disse børn, som man siger er ’ikke godt i deres hovede’”.
Her igen, selv om fremstillingen interesserer læreren, resten af klassen keder sig ihjel.
Ikke særligt motiverende.
Om fredagen og lørdagen, om aften, går Cyril til Saint-Sauveur og herfra til Guenroc. Dér møder han Florence og hendes brødre.
Ofte, om søndagen, er han med Florence.
Om onsdagen og om lørdagen om eftermiddagen: Børste jakkesæt og gøre rent i butikken.
Hver 14. dage kører Roger til Paris for at hente tøj og besøge sin søn.
Han skændes lige så ofte med Martine om alle mulige og umulige emner og Martine er stadig jævnligt sendt til sine forældre i Saint-Malo.
Roger henter hende grædende tilbage lige så jævnligt. Martine kommer tilbage og bliver indtil næste skænderi.
Altså, rutinen.
En onsdag, efter at han er færdig med at pudse jakkesættene, går Cyril op fra mandeafdelingen. Han kan se sin far, ved kassen, tale i telefon. Han ser meget bekymret ud.
– Ja min baby. Ja. Vær ikke ked af det min baby. Det skal nok gå. Græd ikke min baby. Vi ses om lidt baby. Græd ikke. Så, vi ses om lidt, min baby.
– Er det Raphaël, kan jeg tale med ham? Spørger Cyril.
Roger lægger røret på og, bleg og med udstående øjne råber han mens han småspytter:
– Han skriger! Hvad vil du sige til ham? Hvad? Han skriger! Skriger! Forstår du ikke det? Hvor fanden hvor kan du være så skidedum!
Så ser han på Martine som er stille:
– Okay, jeg springer i min bil og kører til Paris.
– Jamen, Roger … Hvad vil du lave?
– Han skriger af smerte! Hører du mig? Han skriger af smerte. Jeg kan da ikke lade ham være i denne tilstand! Så hold din kæft! Skriger han.
Roger, i en fjern tilstand, henter sin taske og sine nøgler, springer i sin bil og kører mod Neuilly-sur-Marne.
Det tager ham mindre end tre timer at køre de 470 km til Paris.
Om aftenen ringer telefonen imens at Cyril og Martine er foran fjernsynet med deres cigaretter.
Det er Roger.
– Så? Hvordan går det? … Ah … Ja … Jeg forstår … Naturligvis. Jaja! Ja, det er klart … Og hvornår kommer du hjem, så? Ja, ja, okay … Ja, vi ses i morgen.
– Så? Hvad var det? Blindtarm?
– Nej, Raphaël har spist et helt glas Nutella for hurtigt og havde fået ondt i maven. Nu har han det godt. Der var ingen grund til at lave sådan en spektakel ud af det.
– Ja … Chantal har altid panikeret for ingenting. Jeg kan huske engang, vi boede Place de la Gare, der var lidt røg imellem komfuret og et lille skab ved siden af, det var fedt der røg, så ringede hun til min far i panik. Hun fik fat i brandvæsenet, naboer … alt muligt! Så Raphaël der har ondt i maven … Sikken en katastrofe! Man skulle tro, at Raphaël har arvet sin mors sindsro.
– Ja, det må du nok sige!
– Ja, det er lige som, da vi var hos min farfar for kippur, her, morgenen efter slog han sig i hovedet, hvis du havde hørt ham skrig…
– Hvordan det, ”morgenen efter”? Har Chantal sovet hos din farfar?
– Øh … Ja.
– Men … Din far fortalte mig, at hun var gået hjem hos sig selv samme aftenen sammen med Raphaël?
Ouch … Det var en bommert. Fordi ikke bare så har Chantal sovet hos farfaren, men hun sov i samme seng som Roger.
Cyril forstår godt, at hvis han fortæller det til Martine, det ville give problemer. I sit hoved, flytter han rundt på de, der sov hos farfaren for at undgå at putte Roger og Chantal i samme seng. Men det virker ikke særlig godt. Der er ikke nok værelser. Så han stammer og bliver forvirret og tilføjer et par værelser til farfarens hus. Eftersom Martine aldrig har været her, kan hun ikke vide bedre.
Altimens han stammer som en vanvittig fortæller Cyril:
– Ja, øh … Min kusine, Christine, sov med Chantal, og, øh … Far med Raphaël, og, øh … mig i værelset oven over og Guy, øh … Guy i det andet værelse oven over, øh …. Æh …
Martine, uden at sige et ord, stirrer på Cyril som bliver mere og mere febrilsk:
– Øh, ja … Så … Christine med Chantal, far med Raphaël, mig oven over og Guy oven over … øh … Det var det, nemlig ….
Efter et minuts stilhed, tilføjer han:
– Ja … Men så … Øh … Nu går jeg i seng … Godnat Martine.
Naturligvis giver det problemer og nogle dage senere taler Martine og Cyril om det igen:
– Ja, det vil ikke have givet problemer hvis din far havde været ærlig og fortalt det, der skete i Kippur. Hvis der er stadig noget med Chantal, er det bedre at spille kortene på bordet. I hvert fald, så blev jeg sur på ham.
– Det kan jeg godt forstå. Jeg ville bestemt heller ikke have kunnet lide hvis min kæreste var gået i seng med sin eks.
– Hvordan det ? Har de sovet sammen?
– Øh … Ja …
– Men … Du fortalte mig, at Chantal havde sovet sammen med Christine.
Ouch igen! Shit!
Cyril stammer igen:
– Ja, men jeg løj og jeg var så meget i gang med at stamme og rødme og alt og jeg var så lidt overbevisende, at jeg ikke troede, at du havde troet på mig.
– Jo. Jeg havde troet på dig.
– Ah …
– Ja! Nemlig! ”Ah”!
– Nå, men … Æh … Så er jeg smuttet … Øh … Vi ses senere.
Roger har aldrig sagt et ord til Cyril om alt den sag. Hvordan klarede han det? Hvordan kom han ud af det? Det vil Cyril aldrig finde ud af.
Nå skoleåret slutter er det uden stor overraskelse at Cyril får at vide at han også skal gå ottende klasse om.
