​Il est vraiment de plus en plus seul
Même parmi ses amis.
Il aimerait qu´on lui dise : «Je t´aime»
Mais n´y croit qu´à demi.
Même si ses yeux rient quand il sourit,
Il est seul dans sa vie.
(Patrick Juvet – 1978)

Han er virkeligt mere og mere alene
Endda iblandt sine venner
Han ville kunne lide, man sagde til ham: ”jeg elsker dig”
Men han tror kun halv på det
Selv om hans øjne ler når han smiler,
Er han alene i livet.
(Patrick Juvet – 1978)

 

– You’re the one that I want, hoo! Hoo! Hoo!
– You’re the one that I want, hoo! Hoo! Hoo!

Olivia Newton John og John Travolta har op til flere hits med Grease, den første film af slagsen, hvor musik, historie, sang og mode går hånd i hånd.

Efter at have set filmen i Dinans biograf en lørdag, Isabelle og Corinne strømmer ind i butikken:

– Mor! Mor! Vi vil have det same tøj på som Olivia Newton John i filmen Grease.

– Nej, nej, piger. I tager nyt tøj hver dag eller næsten i øjeblikket, og lædertøj som dem de har er ret dyre. Så nej.
– Åh! Mor! Klynker Isabelle. Hvorfor må vi aldrig få noget?

Det er sommer. Roger og Martine som var taget afsted alene på ferie i Israel en fjorten dages tid er lige kommet hjem.

Roger, hele solbrændt, går ud af kontoret og spørger med en affekteret stemme:

– Så, mine små skattepusser, hvad sker der?

Isabelle laver trutmund og siger med en klynkende stemme:

– Vi vil så gerne have det samme tøj som i Grease, og mor siger nej.

– Jamen dog, lille skat! Bare roligt, min skattepus, I kan bare tage, det I vil have.

– Åh! Tak! Tak, onkel! Siger Isabelle imens hun hænger sig i Rogers hals.

Roger tager to hundredefrancsedler fra sin lomme.

– Her, Isabelle, og her, Coco, så har I også lidt penge.

– Åh, tak, onkel, du er så sød!

Isabelle hænger sig endnu en gang i Rogers hals og kysser ham.

– I morgen vil vi gå tilbage til biografen for at se filmen igen klædt på som dem i filmen. Det bliver sjovt! Siger Isabelle grinende.

– Naturligvis, min pus. Det var da en god idé! Siger Roger, fortryllet.

Pigerne springer rundt i butikken og vælger det tøj, de vil have. Etiketterne bliver fjernede ved kassen.

Samme aften, mens Roger er plantet foran fjernsynet og imens de vasker op, taler Martine og Cyril sammen.

– Hvor er Isabelle og Corinne blæret. At vil gå tilbage til biografen klædt på som filmens heltinde … De skyer ingen midler for at blive bemærket.

– Ja, og Liliane brød sig ikke om, at din far blandede sig.

– Nej, det er rigtigt. Hun surmulede noget. Men okay … Far bekymret sig som regel ikke om hvad andre mener om ham og om hvad han laver. Så han har nok ikke bemærket noget.

– Det er nok sandt, ja.

– Ja. Sådan har det altid været: Raphaël, Isabelle og Corinne er hans yndlingste. Han ville gøre hvad som helst for dem. Han kan ikke se, hvordan han bliver brugt. Eller også lader han som om han ikke ser det.

– Ja, Raphaël, Isabelle og Corinne er vigtige for ham. Da vi var i Israel, dér hvor han købte den gigantiske guldkæde, var der også Davidstjerner. ”Hm. Jeg kunne godt tænke mig at købe tre af dem.” sagde han.

”Tre?”, svarede jeg, ”hvorfor tre?”. ”En for Raphaël, en for Isabelle og en for Corinne”, svarede han.

”Og Cyril?” spurgte jeg til ham.

”Cyril? Hvad, ’Cyril’?” spurgte han.

”Ja. Skal du ikke købe en til ham også?”, spurgte jeg.

Han så underligt på mig og så købte han dem ikke. I hvert fald, ikke så længe jeg var her, fortæller Martine.

I Israel har Roger også købt en meget stor og tyk guldkæde som går ham næsten til navlen. Den har gigantiske tykke lede. Den vejer nemt langt over 500g men den har ingen stempel.

Han har set guldsmeden på den anden side af Cordelierspladsen, Junca, som kunne bekræfte at kæden var af guld, men at den havde ingen markedsværdi uden stempel. En stempel vil koste flere tusinde francs. Så Roger gad ikke få den stemplet, da det kom til stykket.

Han taler om at ”få den skåret i mindre stykker” så det kan blive til armbånd for hans sønner.

For øjeblikket hænger den dog om hans hals, hvor den hviler på hans behåret bryst som man kan beundre frit siden han altid har skjorten åbnet til den tredje eller fjerde knap.

– Det skal du ikke være ked af, Martine. Det er sødt af dig, men jeg begynder at være vant til at være den, han glemmer. Kan du se, for eksempel, hans kæde som han vil bruge til at ”lave armbånd for sine sønner”. Vil du vædde med mig om, at det vil ende med at være for ”sin søn”, og hermed ikke for mig?

Martine smiler trist.

– Nej, jeg vil ikke vædde.

Det gjorde hun ret i.

Cyrils skoleår, andet år i ottende, går meget dårligt.

Han bestiller absolut intet. Han går kun i skole, når han har lyst for de fag, han gider følge. Derfor kalder man ham for ”turisten”.

De fleste dage går han fra huset ved sædvanlig tid og han stopper på vej til at tale med Bob.

Bob er en maler som maler akvarelle af Dinan. Han er allevegne rundt om den gamle by: Place des Cordeliers, Jerzual, rue de l’horloge … Alle disse middelalderlige gader.

Cyril elsker at se ham male. Han kan godt lide at se bygninger, vinduer, brosten komme til.

Til at begynde med, kan man kun se en lille brun prik, så en anden, grå, uden form og, lidt efter lidt, forvandler prikkene sig til en mur, en fortov, en vindue.

Bob er op i tresserne og han taler meget. Han taler om malerteknik, naturligvis, men også om hans fortid. Han maler og taler og Cyril ser og lytter.

Han kan tilbringe dage at snakke med Bob. Han kommer hjem til tiden, som om han kom hjem fra skolen.

Nogle gange, Cyril, Josselin og andre venner går i en bar for at spille flipper. De sparer op: En Franc her, en Franc dér … Tre Franc er lige med tre spil.

Hvis man spiller godt, hvis man får flipperen til at ”smække”, får man en gratis spil.

Cyril klarer sig godt til det. Han meget ofte kan få maskinen til at ”smække” tre gange under et spil og endda en fjerde gang ved lotteriet (i slutningen af spillet vælger flipperen et tal mellem 00 og 99 og hvis en af resultaterne af en af spillerne slutter med disse to tal, så er der en gratis spil mere).

Vennerne kan godt lide at have Cyril med dem fordi, for det første, spiller han godt, for det andet, han er heldig og er derfor god til at få gratis spil ved lotteriet.

Det er ofte sket at med en Franc (og altså kun et spil til at starte med), de fire unge mennesker kunne spille hele eftermiddagen.

Tjeneren er en pige som er lidt mere end 20 år gammel og hun er blevet lidt forelsket i Cyril og har inviteret ham på sit værelse som er oven over caféen week-enden efter.

Det blev en eventyr som varede det meste af en dag på hendes værelse.

I modsætning til sine venner fortæller Cyril aldrig om sit kærlighedsliv. Han taler rent faktisk aldrig om sit liv.

Han taler med Martine, ja, men ellers ved ingen det han laver, det han ikke laver, det han mener eller ikke mener. Under alle omstændigheder er det hans indtryk at alle har deres egne problemer og, især, at alle er ligeglad med hvem han er, hvad han mener og om hans problemer.

Hans venner er ingen undtagelse. Han taler ikke til dem om det, der foregår i hans liv, basta. For alle de andre, han er ”sønnen fra ham fra Time 2000”, ham som kører rundt i en stor BMW, som har en kolostor guldkæde om halsen, og som søn af den mand, er han sikker en pilråddent spoleret barn, som kan gøre hvad han vil.

Tjah … Derfor, hvad andre tænker ….

Han går sjældent i skolen. Han går til fransk-, engelsk- og musik-timerne og ikke mere. Han bekymrer sig ikke om at have en seddel med hjemmefra, hvilket fører at han er til eftersidning stort set hver onsdag.

Nogle gange går han dér, andre gange går han der ikke.

Han arbejder stadig i butikken om onsdagen og om lørdageftermiddagen. Han går på natklub med Josselin, Jean-Luc, Erika, hans søster Claudine eller andre om fredag- og lørdag-aftenen og tilbringer søndagen med sin kæreste, Florence.

Indtil den dag, naturligvis, hvor Roger bliver kaldet op hos rektoren.

Cyril er blevet et problem i skolen. Man regner ikke med, at han kan komme til niende-klasse og selv om han kunne, hvis han er to år om hver skoleår, vil han være tredive før han får gymnasie-eksamen.

Cyril er ikke bygget til studier og han skal nok enten gå over i en klasse for udviklingshæmmede som har besvær med at lære eller også skal han i lære. Men summa summarum, Cyril er ikke velkommen i skolen længere.

Roger giver naturligvis en ordentlig røvfuld til Cyril for at lære ham at være så dum. Røvfuld som ikke ændrer ret meget ved sagerne og som ikke engang beroliger ham. Så kommer spørgsmålET:

– Hvad kan vi gøre af dig? Hvad? Du er uduelig! Du er … Du er … Du er dum! Du kan ikke gøre noget som helst godt! Du vil aldrig gøre noget ud af dit liv! Aldrig! Hører du mig? Aldrig noget som helst! Du kan kun ikke lave en skid og lytte din narkomansmusik, din pakh! Jeg vil sende dig til hæren, så vil du være med idioter mere idiot end dig!

– Hør, Roger, du kan ikke sende ham i hæren. Han er ikke engang 16. Han skal være 18 for at kunne komme ind i hæren og så skal han være frivillig. Men okay, som 18-årig bliver han tilkaldt som alle andre.

Roger tager Martine som vidne. Med strakte arm og åben hånd i hans retning, som for at vise ham frem, siger han:

– Og når man tænker på, at jeg har givet ham alt! Alt! Alt hvad han vil have har jeg givet ham! Da jeg var i hans alder, min far gav mig aldrig noget! Endda da jeg åbnede mine butikker, han har aldrig givet mig en øre! Han lånte penge til mig med en rente, der var højere end banken! Og ham! Ham, den uduelige unge, jeg har givet ham alt og han har ikke gjort en skid. Ikke en skid! Han er en utaknemmelig idiot som ikke ved, hvor heldig han er.
Han ser på Cyril og råber:

– Og du holder op med at se på mig i øjnene ellers får du en på siden af hovedet!

Cyril ser ned.

– Så kan du i hvert fald komme og arbejde i butikken. Så kan du bruges til noget!

Fra tirsdag til lørdag, begge dage inkluderet, samt om mandag eftermiddagen, som er Time 2000s åbningsdage, arbejder Cyril i butikken.

Dagene ligner hinanden: feje gulv, vaske indgangen, pudse glasbordene, støvsuge, ordne Francis’ og hans fars kontor, sætte etikette på tøjet, sæt jakkesættene i orden, børste dem, sætte dem i farveorden, skjorte i orden, sætte dem i farveorden …

Dagene går i en fascinerende monotoni indtil den dag, hvor Roger siger:

– Cyril? Jeg talte med Hr. Orchevel fra fjernsyns- og stereoanlægsbutikken overfor. De leder efter en lærlling. Det vil være godt for dig at bliver fjernsynsreparatør. Du vil kunne købe dig en butik senere hen og tjene gode penge.

– Øh … Ja …

– Godt! De vil gerne tage dig på prøve. Du begynder i morgen.

2 kommentarer til “5. Mere og mere alene”

  1. Hvor jeg elsker dine beretninger Cyril . Og forstår bedre od bedre den unge Cyril ( jeg mødte for mange år siden )

    1. Tusind tak, Laila. Det glæder mig, at du kan lide det. Og ja, det har krævet faktisk et ret stort arbejde på mig selv for at rette op på det bagefter, men det begyndte jeg rigtigt på omkring mit første ægteskab (1985 – 86).

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen