Même s’il pleut l’été s’ra chaud,
Dans les t-shirts dans les maillots,
D’la Côte d’Azur à Saint-Malo.
(Éric Charden – 1978)
Selv om der regner, bliver sommeren varm
I t-shirts, i badetøj,
Fra Côte d’Azur til Saint-Malo.
(Éric Charden – 1978)
Cyril tilbringer en uge i A. Orchevels butik.
Rent faktisk tilhører butikken Fru Orchevel (A. står får Aline) og det er rent faktisk hendes første mands efternavn. Chefen, ham som man plejer at kalde ”Hr. Orchevel” hedder rent faktisk ”Patrick Martin”.
Der er flere ansatte i butikken: Chantal, som gør rent og som sælger små elektriske ting samt plader, kassetter, batterier.
Der er teknikkerne: Serge, radio-teknikkeren som også er ansvarlig for auditoriumet og stereoanlægsalget. Hans lidenskab er alt hvad der har at gøre med stereoanlæg.
Bruno er kørende TV-reparatør og leverer også fjernsyn. I hans fritid spiller han el-bas i en orkester som spiller i ballene rundt omkring.
Der er Philippe, som er fjernsynsreparatør i bagbutikken og endeligt, Hr. Og Fru Orchevel som er i butikken og som tager sig af regnskabet og salg.
Om morgenen sætter man som regel antenner op (på taget eller under loftet). Bruno tager sig af det det meste af tiden, men nogle gange er det Hr. Orchevel, som tager sig af det, eller Serge (men det er ret sjældent Serge gør det).
Som oftest bliver antennerne installerede samtidigt som fjernsynerne bliver leverede.
Fjernsyns- og radio-reparationer og andre ting bliver som regel lavet om eftermiddagen.
Cyril er med Bruno om morgenen og med Serge om eftermiddagen. Han vil lære at reparere radio, kassettebåndoptagere og stereoanlæg.
Den første uge går godt. Ejerne er tilfredse med Cyrils arbejde og Cyril virker interesseret i det. Og Serge og Bruno kan godt sammen med ham. Også selv om der var kurrer på tråden med Bruno den første dag:
De var ude hos en kunde. Bruno havde åbnet fjernsynet og rodede i det og, uden at se på Cyril, rakte han hånden ud og sagt: ”Krokodileklemme”.
Cyril nøjedes med at se på ham og gjorde intet.
Efter nogle sekunder, vendte Bruno sig om:
– Har du ikke forstået det, jeg spurgte dig om?
– Åh? Det var et spørgsmål? I min verden, spørger man pænt om det, man vil have.
– Sig mig lige engang, du…
– Hør lige, Bruno, du er hverken min far, chefen eller noget som helst special. Jeg er ikke din hund, om jeg er lærling eller ej. Så enten taler du ganske normalt til mig, eller også vil vi to ikke blive gode venner …
Bruno så på ham i øjnene nogle sekunder men Cyrils øjne holdte hans blik fast. Så trak han på skuldrene.
– Kan du række krokodileklemmen til mig?
– Jada! Naturligvis … Øh … Hvad ligner sådan en dims?
– Det er den røde, med de små tænder.
– Åh, ja, jeg ser den. Det er derfor du havde så meget bid, lige før?
De to grinede og fra den dag gik strømmen meget godt mellem de to.
Men det er desværre umuligt at opnå en kontrakt for Cyril. Der er skolepligt indtil 16 år i Frankrig og Cyril bliver først 16 i oktober. Så han skal vente til den tid før han kan officielt blive lærling.
Han får derfor sin lønseddel for den ene uge, han har arbejdet i og han vil skrive under sin kontrakt i begyndelsen af oktober.
– Okay, så du skal arbejde i butikken indtil oktober, bestemmer Roger. Du skal ikke blive her og ikke lave noget i al den tid.
– Jamen … Hvad med ferien?
– Hvad for nogle ferie ? Du har været på ferie i årevis. Du har ikke bestilt en skid i skolen. Så… slut med ferien. Har Hr. Orchevel betalt dig for din arbejdsuge?
– Ja.
– Giv mig den check. Du behøver den ikke. Jeg giver dig lommepenge.
Modvillig giver Cyril sin check til sin far som kaster et blik på den:
– Pffff… 150 Franc ! Du er så dum, at du ikke engang kan tjene til dig selv. Du koster mig mere end 150 Franc om ugen!
Derfor skal Cyril starte forfra i Time 2000: Støvsuger, børste, farveorden, støvsuger, børste, farveorden, støvsuger …
Dagligdagen ændrer sig ikke meget. Roger drikker sin Ricard foran fjernsynet imens Martine og Cyril er i køkkenet.
Det generer ikke Cyril så frygteligt meget. Han kan godt lide at tale med Martine uden at hans far blander sig.
Martine har været så heldig at se Cyril store stjerne, Johnny Hallyday, i live. Hun var på et godt plads, i de første rækker og hun taler i store breder om hans øjne og hans blik.
De er i fuld gang med at tale om ham når Roger kommer ind i køkkenet:
– Så han lader sit blik svæve over folk, og selv om han kigger på forskellige, så har du det indtryk, han kigger kun på dig. Han er fuldstændigt magnetisk, den mand!
– Hvem er magnetisk? Spørger Roger som går ind.
– Johnny, svarer Martine.
– Ah ! Johnny ! siger Roger med et smil.
Han har haft sin dose Ricard og er ved godt humør.
– Far har været i hæren sammen med Johnny, ikke også, far?
– Ja! Ja!
– Virkeligt? Spørger Martine.
– Ja! Ja! Lige præcis! Svarer Roger.
– Hvor var du hen i hæren, da?
– Jeg var først i Rouen og så i Vincennes.
– Ah? Det var da underligt fordi Johnny var i 43. regiment i søværnet i Offenburg, i Tyskland.
Eftersom Martine har arbejdet i generalstaben da hun var ung, så er det den slags ting, hun ved.
Cyril, forbavser, ser på sin far og venter på et svar.
Rogers blik bliver tom.
– Så! Hold med jeres åndssvagheder, I to. Hvornår spiser vi?
Under middagen er der igen tale om ferien:
– Hør, Roger, mine forældre tager til Spanien her til sommer og jeg kunne godt tænke mig, at vi gik med.
– Ikke tale om! Du bliver i butikken. Derudover skal jeg selv forbi Rennes-butik og den i Saint-Malo og den i Saint-Cast.
– Jamen, hør … Det kan Francis bare gøre. Der er kun tale om fjorten dage. Det vil gøre os godt. Og jeg har brug for det, hør…
– Ikke tale om! Du bliver i butikken og så er der ikke mere ved det. Og hold din kæft med den feriesnak.
– Hør, Roger, det er på tide, at du forstår, at jeg ikke er din ansat. Jeg har hverken lønseddel eller noget. Du giver mig 500 Franc om ugen for at købe ind og jeg har ikke en krone til mig selv. Hvis jeg vil gå til frisøren skal jeg bede dig om lov. Nicolas og jeg har brug for ferie og længere er den altså ikke!
– Hvis du tager på ferie med dine forældre, skal du ikke bekymre dig om at komme tilbage her nogensinde!
Roger slår med knytnæven på bordet og råber. Martine og Cyril bøjer hovedet og lader stormen buldre over dem.
Når Martines forældre kører til Spanien med campingvognen, sidder Martine og Nicolas i deres bil også.
Roger er ikke til at være i nærheden af i et par dage og, ligepludseligt, hopper han i sin BMW og tilbagelægger 2.000 km på rekordtid for at finde Martine i Spanien.
Cyril bliver i Dinan. Han går i butikken og arbejder og tilbringer en fjorten dages tid alene hjemme.
Det er ikke så slemt som det lyder. Han kan sagtens lave mad, der er nok reserver. Han kan ryge i lejligheden og spiser når han har lyst. Der er stadig Josiane, hushjælpen, som kommer og gør rent flere gange om ugen om morgenen, så alt er fint.
Roger og Martine tilbringer dejlige ferie og Cyril også.
Rent faktisk har Cyril det bedre når han er langt fra sin far. Han kan kun trække vejret når der er god afstand mellem ham og sin far.
Nu har han ikke den konstante angst for at sige et forkert ord, eller gøre noget, som vil starte en regn af vold. Han har ikke noget Damokles’ sværd over hovedet. Han kan trække vejret …
… i fjorten dage.
