J’ai le cœur grenadine oh …
J’ai le cœur grenadine
Pas d’soleil sur ma peau
(Laurent Voulzy – 1979)

Jeg har grenadinehjertet, åh …
Jeg har grenadinehjertet
Ingen sol på min hud.
(Laurent Voulzy – 1979)

 

Sikket noget lort!

Ikke bare er Cyril ikke død i løbet af natten, men han vågner op meget tidligere end sædvanligt. Ham som ikke vågner op før 9:30 eller 10:00 vågnede op kl. 7:30.

Han føler det som om han har pap i munden og han er lidt sløv, men ud over det, har han det godt.

Hvad så nu?

Flygte?

Cyril klæder sig på og går ud. Han tager i retning af Marne-floden.

Men derfra, hvor skal han hen? Han kender ingen i nærheden. Han har kun få mønter tilbage siden han har givet pengesedlerne han havde tilbage til sin farfar. Han har ikke engang nok til en togbillet … Og desuden … En togbillet hvortil? Hos hvem? Ingen vil have ham. Ingen tåler ham. Ingen vil hjælpe ham. Han er nyttesløs. Han eksisterer ikke og er kun et problem for alle.

Han går langs Marne og ser på prammene.

Hvad skal han med sit liv?

Et eller andet sted, i bunden, ved han udmærket at han aldrig vil være fjernsynsreparatør. Det er for kedeligt, selv om det er sjovere end mange andre jobs. Han kan ikke se sig selv i det arbejde for resten af livet.

Han kunne godt tænke sig at være som Freud. En gammel drøm. Fra dengang han fremlagde det for klassen i 7. klasse. Fra den dag han legede med at fortolke pigernes drømme. Han kunne tænke sig at arbejde med folks ånd … Men for den slags skal man længere end 8. klasse i skolen.

Desuden er han for dum til den slags. Det har Roger sagt og gentaget mange gange til ham:

”Når folk ikke kender dig, tror de du er interessant, intelligent, kultiveret og sød”, sagde han en dag. ”Men når de kender dig finder de ud af at du er en komplet idiot, nyttesløs, falsk og ondsindet”.

Ondsindet og nyttesløs.

Ordene kører rundt i hans hoved.

– Da jeg var i din alder, havde jeg gode karakterer i skolen. Jeg har aldrig fået noget. Min far lånte penge til mig med en rente der var højere end bankens. Jeg har bygget alt helt alene. Mig. Du har altid fået alting og du har kun lavet lort i det. Du vil aldrig gøre noget godt ud af dit liv. Du er nyttesløs.

Nyttesløs. Ondsindet.

Med tungt hjerte går Cyril tilbage til farfarens hus.

– Hvor var du? Spørger Lucien lige så snart han kommer ind igen.

– Ingen steder. Jeg gik bare tur derhenad, svarer Cyril med en vag bevægelse med hånden.

Lucien ser på ham som om han kunne gætte det, Cyril havde tænkt på.

Cyril går op til sit værelse i stilhed. Hans far vil ankomme i morgen tidligt. Det er lang tid at vente. Endeligt kunne han godt tænke sig at det her sluttede snart.

Han kan høre at Lucien taler med nogen i telefon. Hans stemme laver ekko i det store tomme hus:

– Ja. Allerede da han var fem år gammel, havde han stjålet.

Åh! Ja! Det er rigtigt! Cyril havde glemt den historie.

Han må have været fire eller fem år gammel og på radiatoren i entréen, klemte under den lille statue på hvilken der stod skrevet ”min første skjorte” og som repræsenterede en lille pige i gang med at tage en skjorte på, var der en stor bunke pengesedler.

Cyril havde taget en af dem og var gået ud for at købe slik. Det var en halvtredsfrancseddel og dengang kostede slik mellem 5 og 10 centime stykket (20 centime for de meget store).

På vej til slikbutikken havde han set en mand som sad på en bænke, i gang med at tale til en vinflaske.

– Hvad taler De om? Spurgte Cyril ham.

– Jeg … Jeg fort… fortæller den om medza … medzafyziolosjik.

– Åh.

– Men … Men jeg er tørzdig og jeg har … Jeg har ikke flere benge.

– Her, jeg har en seddel lige her. Tror De der er nok?

– Åh! Ja! Da… der er riiiiii… Øgh …. Rigeligt!

Cyril havde givet ham pengesedlen.

Naturligvis havde det her skabt problemer og Cyril var blevet skældt ud. Man husker meget godt nogle ting i denne familie.

Cyril var fem og han havde stjålet. Altså var han en tyv. Han havde det i blodet.

Når han hører det, er det som om endnu en vægt falder over Cyrils skuldrer.

I løbet af dagen kommer Josiane og Pierre med kuglepennen og dukkerne for at give dem tilbage til Hr. Malka, men han vil ikke have dem. De kan bare beholde dem, han har ikke noget at bruge disse ting til. De insisterer for at betale dem tilbage, men det ønsker Lucien heller ikke. Det, der er gjort, er gjort.

Så kommer bedstemor Colette forbi. Grædende spørger hun Cyril:

– Hvorfor har du gjort det, min skat? Hvad? Hvorfor?

Cyril vil gerne forklare, men han kender ikke forklaringen selv. Han ved ikke hvorfor han har gjort det. Med tungt hjerte ser han sin mormor græde uden at kunne sige et ord. Ikke et ord kan gå forbi hans læber.

Når det bliver aftenen, går han tidligt i seng. I morgen vil hans far ankomme for at køre ham hjem til Dinan.

Cyril går op ad trappen til sit soveværelse som om det var skafottet.

Hans far ankommer tidligt næste morgen. Cyril kan høre bilen stoppe foran huset og bildøren smække. Roger går op ad trappen til hoveddøren og banker på.

Cyril kan høre hans stemme tale med Lucien.

Han kan høre sin far gå op ad trappen. Cyril lukker øjnene og lader som om han sover.

Roger træder ind i det værelse som han havde boet i med Lucienne da han var yngre. Han nærmer sig sengen og ser lidt på Cyril. Han ser bøgerne, åbner dem, og ser det, Cyril havde skrevet i dem.

Så går han ud igen.

Og Cyril kan høre stemmerne nedefra igen.

Han bliver lidt tid i sengen. Han har ikke så meget lyst til at gå ned.

Men han kan ikke så godt tilbringe dagen i seng. Når man skal, så skal man. Han kan lige så godt få det overstået. Han går forbi badeværelset, klæder sig på og går ned.

– God morgen, far.

Roger stopper midt i en sætning og stirrer på Cyril.

– Hva’ kigger du på med din idiotiske fjæs?

Cyril ser ned.

– Gå op på dit værelse.

Cyril går op igen og sætter sig på sengen.

Få minutter efter træder Roger ind.

– Hvad gik der af dig siden du gjorde den slags, din nyttesløs idiot?

Uden at vente på svar giver Roger Cyril en lussing. Så en mere, og en til og en til. Så smider han ham ned på sengen, tager sit bælt af og, på metodisk vis, slår han på Cyrils ryg imens han råber ukvemsord. Hvert ord han råber, er rytmeret med et slag med bæltet… på spænder-delen.

Sig intet. For alt i verden ikke skrige.

Man skal ikke hidse ham mere op end han er i forvejen!

Cyril lader smerten flyde i hans krop så den ikke er koncentreret på hans ryg som brænder. Roger fortsætter med at slå metodisk fra toppen og ned for derefter at gå nedefra og op alt imens han råber.

Cyril puster ud med hver slag og Roger fortsætter stadig råbende. Men man kan høre, at han begynder at lyde forpustet.

Så stopper han endeligt.

Cyril er tæt på at besvime. Alle hans legemer ryster. Han har næsten ikke styrke nok til at svare når Roger peger på Ray Ban solbrillernes etui og spørger:

– Er det de solbriller du har købt med de penge, du har stjålet?

– J… Ja … Ja fa… far.

– Du har ingen rettigheder til disse briller. Jeg blev nødt til at give farfar sine penge igen, derfor er disse briller mine. Hvad har du købt udover det?

– Ci… Cigaretter, og … og nogle … og nogle gaver. For børnene.

Cyril, stadig rystende, tør ikke se på sin far. Han taler ikke om båndoptageren.

– Godt, jeg har givet farfar hans penge igen og du skylder mig penge. Derfor får du ikke lommepenge længere og du giver mig stadig væk din løn. Din stereoanlæg kan rent faktisk blive repareret. Det bliver den og jeg sælger den. Jeg sælger også alle dine plader. Og du kommer og arbejder i butikken alle mandage eftermiddage. Vi vil se om nogle måneder for resten.

Og han går ud.

Det er først på det tidspunkt, at Cyril bryder i krampegråd.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen