The glowin’ shine of gold, the burnin’ fire of gold
it’s gold that drives them mad
it’s gold that makes them bad
everybody is fightin’, everybody is stayin’
for what? For gold, for gold!
(Amanda Lear – 1979)

 

 

Cyril keder sig ihjel.

Han har været på ferie i 14 dage hos sin farfar i Neuilly-sur-Marne og der sker absolut intet.

Svømmehallen er lukket. Den var på Marnefloden men på grund af forurening må man nu ikke længere bade i det.

Han har læst de få bøger han havde taget med sig.

Her er der ingen musik, ikke en pladespiller, intet. Kun et fjernsyn og i ferieperioden er der ikke meget at se.

Roger havde givet ham halvtreds Franc i lommepenge. Efter at have købt gaver for Isabelle, Corinne, Francis og Liliane, som traditionen forlanger (når det er ham, der er på ferie), har han ikke ret meget tilbage. Størstedel af resten er gået op i cigaretrøg og nu, har han kun få Centime tilbage.

Farfar Lucien ryger præcis otte cigaretter om dagen og Cyril snupper nogle af dem hver dag. Det ved Lucien godt eftersom alt er talt, men han siger ikke noget. Det er Gitane uden filter.

Cyril ryger sædvanligvis blå John Player, så, naturligvis, har det ikke samme smag.

Onkel Eugene kommer hver dag først på eftermiddagen for at sige goddag til sin far når han kommer hjem fra arbejde. Han arbejder i hospitalets vaskeri.

Men samtalerne er ikke ligefrem sindsoprivende.

Cyril hjælper lidt: Han har vasket toiletterne og badeværelset af, vasket loftet (ikke det hele da den er så høj, at han ikke kan nå det), ryddet op i kælderen … Han har lavet lidt hist og her. Når der nu alligevel ikke er noget at lave …

For at glæde sin farfar, eftersom han kan se at undertøjet er tørt (Cyril tager sig ikke af vasketøjet, men her, er det tydeligt at det er tørt), samler han sokkerne, folder tøjer og tager det op i Luciens soveværelse.

Hans første tanke er at lægge det hele på sengen men så tænker han at sokkerne nok går ind i kommodeskuffen.

Han åbner kommodeskufferne den ene efter den anden og finder den som indeholder sokkerne.

I den skuffe er der også en skotøjsæske. Måske nogle gamle kærlighedsbreve? Måske nogle breve mellem farfar Lucien og mormor Colette? Lad os se det …

Cyril åbner æsken.

Den er fyldt med pengesedler. Flere bundter af hundredfrancsedler som holder sammen med en lille papirbånd. Der er flere dusin bundter i denne æske.

Det var dog fristende!

Cyril bestemmer sig hurtigt, uden at tænke ret meget.

Han skal til at tage fem sedler fra den første bundt, men han siger til sig selv, at det nok ikke er den bedste ting at gøre. Derfor tager han en seddel hist og en seddel her.

Fem sedler alt i alt.

Endeligt vil han kunne købe blå John Player og nogle bøger.

Han glemmer alt om at putte sokkerne på plads. Desuden er det nok en dårlig idé da farfaren kan måske tænke sig, at han har fundet æsken og han holder sig til sin første beslutning: Han lægger alt tøj på farfarens seng.

Bagefter går han til en kiosk og køber sig cigaretter og en lighter og bagefter går han videre til boghandelen hvor han køber nogle bøger.

Han køber ”To Brødre” af Irwin Shaw, en stor bog som lagde grund til den serie, han havde holdt så meget af, samt ”To Sønner”, som er fortsættelsen.

Eftersom Cyril sluger bøger, vil han købe andre: ”Rødder” (Alex Haley), San-Antonio, ”Moses og monoteismen” (Freud) og en håndfuld andre.

Naturligvis forsvinder de femhundrede Franc hurtigt.

Cyril vaner sig hurtigt til altid at have fem hudrede Franc i sin tegnebog. Hvis han bruger hundrede eller to hundrede Franc, henter han den tilsvarende sum i den magiske æske. Han tager stadig væk sedlerne fra de forskellige bundter så man ikke lægger mærke til det.

Desuden har Lucien giver flere titusinder, endda hundredtusinder Franc til Roger, penge som han aldrig har fået igen, så vil han nok ikke savne få hundrede Franc. Eller, hvis han bemærker noget, vil det nok ikke være så vigtigt. For en gang skyld hvor Cyril kan få fat i lidt penge…

Eftersom der er sol, køber han solbriller. Ray-Ban, naturligvis. Så nogle solbriller med progressive glas (som er klare, når der ikke er meget sol, og mere sol der er, jo mørkere bliver de), og så en lille båndoptager.

Ja, naturligvis har han denne alt-i-et anlæg Roger købte til ham for nogle år siden, men den holdt op med at virke for længe siden (lyden kom kun ud af en højttaler) og den har været til reparation hos Orchevel i over et år. De nødvendige stykker til det plastikanlæg Made in Italy er umulige at finde, derfor har Cyril ikke kunnet høre musik i meget lang tid. Den lille båndoptager er velkommen. Han køber nogle kassetter til at gå med.

Boghandlen hvor Cyril er efterhånden fast kunde er ikke så langt fra hvor mormor Colette bor.

Cyril benytter sig af lejligheden for at gå på besøg dér.

Åbenbart er hele Bolmer-familien kommet forbi Chemin des Vignes for ferien.

Jean-Claude og hans kone, Geneviève er her med deres to børn, Odile og Christophe.

Josiane og Pierre samt deres børn, Aline og Paul.

Elisabeth og Patrick er også her med deres børn, Timeo og Bastian.

Den eneste der ikke er der er Cyrils mor, Lucienne.

Atmosfæren er så god i Chemin des Vignes at Cyril går forbi hver dag.

Og hver dag kommer med gaver som han har købt med sedler fra æsken. Han har solbriller, musik, bøger og cigaretter, han behøver ikke mere, så kan han lige så godt glæde andre.

Han køber Barbie-dukker til pigerne, Action-man dukker til drengene og han giver dem også ti-franc-mønter.

Så går han over til at glæde de voksne: Han giver en Ronson lighter til Jean-Claude, en Parker-kuglepen til Pierre … De eneste han ikke giver noget til er Elisabeth og Patric. Han føler ikke, at han skal købe deres opmærksomhed.

Disse dage er meget behagelige.

Dette ferie som begyndt så kedeligt udvikler sig til noget spændende takket være skatten i skotøjsæsken.

Om to dage slutter ferien. Roger skal hente ham og køre ham tilbage til Dinan.

Det er det, han tænker på imens han ser fjernsyn sammen med sin farfar, når man banker på hoveddøren.

Lucien står op og går og åbner.

– Åh ! Goddag, Patrick. Kom ind!

– Goddag Hr. Malka, hvordan har De det?

– Godt, godt. Kom ind, Patrick, kom ind …

Lucien slukker fjernsynet før han sætter sig ned igen.

Patrick bliver stående, ryggen til fjernsynet. Cyril, som sidder i lænestolen, stirrer stift på ham. Han har på fornemmelsen, at der vil foregå noget ubehageligt.

Efter en kort udveksling af høfligheder, Patrick ser på Cyril og går direkte til målet:

– Sig mig en gang, Cyril, hvor mange lommepenge har din far givet dig?

Åh! Åh! Cyril ved udmærket godt, at hvis han svarer halvtreds Franc, er det game over … Okay … Lad os gange det med ti:

– Fem hundrede Franc.

– Okay … Lad os sige fem hundrede Franc …

(Pyha!)

– Kan du så forklare til mig hvordan du kunne, med fem hundrede Franc, købe Barbie-dukker, Action-Man-dukker, en Ronson-lighter, en Parker-kuglepen og dine Ray-Ban som alene koster tæt på denne sum?

(Og… fuck!)

– Øh … Ray-Ban … Er … Det er efterligninger. De er ikke ægte.

– Nej, det er ikke en efterligning, du har selv vist mig underskriften graveret i stellet.

Cyril sluger sit spyt med besvær. Han føler sig bleg. Han føler sig dårligt tilpas. Hans hjerte banker på tredobbelt hastighed. Han ved ikke, hvad han skal svare. Han kan kun se på Patrick som, naturligvis, ikke hjælper ham med at finde et passende svar.

Lucien som har fulgt samtalen, spænder læberne sammen, ser strengt på Cyril og, uden et ord, går han op ad trappen der fører til soveværelset.

Cyril gør sit bedste for at sluge sit spyt og forsøger at se detacheret ud, men det er lidt sent for det.

Lucien kommer ned igen:

– Ja. Der mangler flere hundrede Franc i min æske. Er det dig, som har taget dem?

Cyril har lyst til at græde. Han kan ikke tale. Han nøjes med at nikke.

– Jeg er meget ked af det, Hr. Malka, men da vi kom til at tale sammen, vi fandt ud af, at der var noget galt, og vi tænkte at det var nok bedre at tale med Dem om det.

– Ja, De har gjort det rigtige, Patrick. Jeg vil ringe til Roger og fortælle ham det.

Alt braser sammen i Cyrils hoved. Han hører ikke resten af samtalen. Efter så noget, vil hans far slå ham ihjel.

Han går op på sit værelse og hører farfaren ringe til Roger.

Efter at have talt sammen, Lucien fandt ud af, at der manglede 1.500 Franc og efter det, 3.600 Franc.

I begyndelsen talte han bundterne, og der manglede jo ingen. Men så lagde han mærke til, at en af dem var tydeligvis mindre end de andre. Så nøjedes han med at tælle denne bundt. Ved at kigge nærmere efter fandt han ud af, at der var et andet bundt som var lidt mindre, så talte han også den. Til sidst talte han det hele og konstaterede den nøjagtige beløb.

Roger vil tage sig af det og af at irettesætte Cyril når han kommer og henter ham om to dage.

To dage før D-dagen, før Rogers ankomst.

To dage så lange og så korte.

Cyril er ikke i tvivl om at han kommer til at blive voldsomt slået.

Den smerte som han stadig har jævnligt mellem skulderbladene som kommer fra de slag med nunchaku dengang han havde taget penge fra Rogers søns sparebøsse minder ham regelmæssigt om hvor langt Roger kan gå i volden …

Så 3.600 Franc … Han overlever det nok ikke …

Hellere dø.

Cyril husker denne morgen i Place de la Gare da han havde fundet disse Gardenal uden for æsken.

Han husker det Roger havde fortalt grinende under den juleaften, for længe siden: Syv Gardenal er den dødelige dosis, havde hans far sagt.

Syv.

Om aftenen, efter en lang brusebad, skriver Cyril i nogle af hans bøger: Til Florence, Cyril.

Blot for at efterlade en slags arv.

Ingen søde ord, ingen ”jeg elsker dig”. Blot ”Til Florence, Cyril”. Intet andet.

Han skriver ingen farvelbrev. Han vil ikke give dårlig samvittighed til nogen og under alle omstændigheder, er alle ligeglade. Dem der kan forstå, vil forstå. De andre vil finde en passende forklaring. Det er lige meget allesammen.

En, to, tre, fire, fem, seks, syv piller er i hans venstre hånd.

I hans højre hånd holder et glas vand.

Han tænker ikke længe. Det er nok bedre for alle. Han er så stort et problem for alle, at det er nok det bedste.

Cyril putter de syv piller i munden og drikker vand for at få det hele igennem.

Føj for Satan hvor er det bittert!

Så lægger han sig. Hans hjerte er opsvulmet men han græder ikke.

Det er lige meget. Det nytter ikke at græde. Det har aldrig nyttet noget at græde.

Det er så dumt at græde!

Han føler sine arme og ben blive følelsesløse. Som om tusinder af myrer invaderede hans krop. Hans sind og hans krop adskilles.

Godt. Det virker. Nu er han ikke bange længere. Det er slut.

Det er med lidt tristhed men uden fortrydelse at han lukker øjnene og lader sig synke i intetheden.

 

1 kommentar til “9. Gold”

  1. Hvis jeg ikke kendte Elohim personligt, måtte jeg ved at læse om al denne urefærdighed den stakkels Cylle er blevet udsaqt for, konkludere, at hvis han overhovedet eksisterer, så kan han i hvert flad ikke være almægtig og kærlig på en gang. Men nu kender jeg Skaberen personligt så godt, at jeg hævet over enhver tvivl ved , at han er selve kærligheden og har snor i begivenhederne uanset, hvor kaotisk og meningsløst det synes.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen