Et je cherche un endroit
Genre Palace ou Keur Samba
Un endroit où la sono me ferait sauter mes idées noires
(Michel Delpech – 1979)

Og jeg leder efter et sted
I stil med Palace eller Keur Samba
Et sted hvor musikken vil få mine sorte tanker til at sprænges.
(Michel Delpech – 1979)

 

Gaël, Martines bror, og Cyril er i trappen og går ned med en tung papkasse med ting, der skal smides ud.

Gaël går ned baglæns og Cyril holder for oven og går som en and.

– Vent lige lidt, Gaël, stop, kassen glider, vent, ven…

For sent! Papkassen glider, Gaël kan ikke holde den tilbage og falder med kassen på ham. Idet den falder, spredes kassen sig og Gaël bliver begravet under indholdet: stykker træ, papirer, ting og sager der skulle ud.

Gaël ligger ned og råber:

– Aaaaah! Aaaaah!

– Åh! Fuck! Gaël! Jeg er ked af det! Gør det ondt?

– Hva’? Næh! Men det så jeg i en film, det var ret godt!

– Kæft hvor er du dum, mand!

De to griner.

– Jeg må hellere hente en anden papkasse til affald, fordi denne her kan vi ikke bruge til ret meget mere.

Cyril går op i stuen for at tage en papkasse og, hjulpet af Gaël, fylder han den kasse og bærer den ned til fortovet.

Gaël går op igen.

Cyril ser på butikkens vinduer. De er malet hvidt og der er skilte skrevet i sort på gul baggrund: ”Ophørsudsalg”, ”Alt skal væk”.

En epoke er slut.

I butikken splitter Roger og Francis prøverummene ad, fjerner spotlightramperne, afmonterer hylderne. Der er et par kunder i butikken og en af dem undrer sig:

– Det var da underligt, da jeg kom forbi i forgårs, havde De ikke den kjole i mit størrelse, og nu har De den. Hvordan kan det gå til?

– Det må have været nogen anden der havde den i en prøverum, frue, svarer Roger.

Par Dennis Elzinga — Renault 4 F4, CC BY 2.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=38638657

Når der er ophørsudsalg, er det strengt forbudt at hente nye varer. Men Roger gør det alligevel. Han kører til Paris i en Renault 4L. Bilen er malet helt i sort og der er UFO’en og ”Time 2000” i hvidt på den. Martine kalder den for ”rustvognen”. Roger kører i den til Paris hver 3. eller 4. dag for at hente flere varer.

Renault 4L’en har ikke nogen kontaktnøgle. Roger har splittet kontakten ad og skal sætte nogle ledninger sammen for at bilen kan starte og køre.

Han har ikke sin BMW længere: Solgt.
Rennes-butikken: Lukket.
Saint-Cast-butikken: Lukket.
Saint-Malo-butikken: Lukket.

Dinan lukker om nogle dage. Butikken og bygningen oven over blev solgt. Det bliver til en glas- og tallerkenbutik.

Roger ser ned på familien Duflot, som er de ny ejere:

– Sikke nogle narrøve. De er bondeknolde! Har du set hvordan de går klædt? Som nogle bønder. De kender intet til intet.

Roger har villet spille smart og forsøgt at indhente flere penge ved salget med at prøve et fupnummer, men køberen hoppede ikke på den, på trods af sin tøjstil og så endte Roger med at miste endnu flere penge.

Den klassiske ”Den der ler sidst ler bedst”.

Derfor er han ikke i godt humør når Hr. Duflot kommer på besøg.

– Goddag Hr. Malka.

– Goddag.

Hr. Duflot ser sig lidt omkring.

– De har vel ikke glemt at vi tager stedet i besiddelse mandag, vel? Rent faktisk fra midnat mandag morgen tilhører butikken os med alt hvad den indeholder på det tidspunkt.

– Nej, nej, jeg har ikke glemt.

Hr. Duflot smiler.

– Mange tak.

Han bliver ved med at se sig omkring.

– Jeg vil lade Dem arbejde da det ser ud til, at de ønsker at tage mest muligt med Dem og siden De kun har få dage tilbage, har De Deres for. God arbejdslyst Hr. Malka.

Om aftenen fortæller Roger historien til Martine, Francis og Liliane:

– Så Duflot kom for at gøre grine med mig. Jeg havde lyst til at pande ham en! I øvrigt var der skaftet fra en hakke på glasbordet og min hånd gjorde sådan her mod skaftet.

Og Roger viser sin hånd der bevæger sig frem og tilbage som for at tage noget, men som ”noget” holder tilbage i det sidste øjeblik.

– Jeg sværger at hvis jeg ikke havde holdt mig tilbage, havde jeg taget skaftet og sprunget hoved i stykker på den skiderik.

Cyril som så scenen må været gået glip af nogle detaljer. Han så ikke denne håndbevægelse Roger taler om, og han så ingen skaft. Der var ikke engang noget glasbord da det var blevet afmonteret for længst.

I stilhed ser han på sin far fortælle og gentage denne historie som bliver mere præcis og får flere detaljer hver gang han fortæller den.

Skattevæsenet gik til den. Roger skylder en formue.

Jævnligt taler han med sin far, som, stædigt, nægter at låne ham, eller retter, at give ham en røde reje.

Derfor har Roger solgt alt hvad der kunne sælges, men endda salget af alt er ikke nok til at fylde det hul af alt det, han skylder.

Cyril og Gaël hjælper med flytningen samt Francis og Liliane.

På trods af den dårlige atmosfære finder Gaël og Cyril altid tid til at grine. Efter en frokostpause ved 12-tiden (Gaël og Cyril købte for 50 Franc flødeskumskager som de ikke kunne spise op i en park og som de endte med at smide i hovedet på hinanden), kommer de to unge hjemme.

– Her, siger Roger, endnu en papkasse I skal tage ned til affald.

Han peger mod en propfyldt papkasse.

Oven over kassen, tydeligt lagt frem, er der tre tykke plakater som var i Cyrils værelser. To i musikværelset og en i soveværelset. To poster af Pink Floyd og en med atombomben over Hiroshima. De havde kostet en formue.

Cyril tager dem op igen men Roger har taget sig tid til at rive dem i stykker, så selv om man flader dem ud igen, er de nu færdige.

– Hvorfor har du smidt mine plakater ud?

– Vi har ikke plads.

– Ikke plads for tre plakater?

– For det første, vil jeg ikke se den slags hjem hos mig og derudover kan vi ikke sætte noget op på væggene i det nye hus, så hold kæft og gå ned med skraldet.

Ud over sine plakater ser Cyril sine San-Antonio-bøger, andre af hans bøger og nogle af hans nipsting.

”Vi har ikke plads”.

Eftersom Cyril ved godt af Roger til gengæld, vil turde ”sprænge Cyrils hoved i stykker” hvis det skulle blive nødvendigt, svarer han ikke og han går ned med skraldet, hjulpet af Gaël, som har set scenen og er også blevet meget stille.

Familien flytter til Saint-Malo. Saint-Servan for at være præcis (en kommune der hører til under Saint-Malo). De skal bo i et billigt hus som Roger lejer.

Martines forældre bor Saint-Malo, så det bliver smart fordi de gange hvor Roger bestemmer sig for at sparke hende ud (det sker stadig væk jævnligt) så er der ikke langt at gå.

– Hvad med mig? Hvordan gør jeg for mit arbejde? Der er ingen transportmidler fra Saint-Malo til Dinan.

– I begyndelsen vil jeg køre dig og så Jojo (Martines anden bror, Joël, som bliver kaldt ”Jojo”) har en gammel knallert som jeg vil købe og så vil du køre til Dinan i knallert.

– Tredive kilometer med knallert med alle disse bakker? Det bliver ikke nemt.

– Åh! Nu holder du kæft, Cyril!

Disse sidste tider går Roger mere og mere på Cyrils nerver.

For Cyril, er fremtiden utydelig. Meget utydelig.

Køre frem og tilbage på knallert? Det tror han ikke på.

Fjernsynsreparatør? Det tror han ikke på.

Blive her og leve under disse betingelser? Det tror han heller ikke på.

Han er bange.

Endnu en gang braser hans verden sammen.

Endnu en gang, for Cyril …

Har man ikke plads.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen