C’était pourtant bien,
De danser très doux,
Et de se fondre au point
D’oublier tout autour de nous.
(Joe Dassin – 1979)
Det var ellers godt
At danse blidt
At smelte sammen
Så vi glemte alt omkring os.
(Joe Dassin – 1979)
Vi er midt i slow-perioden i Guenroc og eftersom Cyril ikke er sammen med sin kæreste, sidder han og drikker en Cola og snakker med Legrand (som man kalder ”Rocky”), en ven han lærte at kende dengang han stadig gik i skole.
Josselin danser slow alene. Han er stangstiv. Han ryger en del shit og drikker en del alkohol. Det er sjældent man møder ham uden at han er pløret eller stiv.
Cyril holder en beskyttende vinge over Josselin og selv om Josselin er tre år ældre end Cyril, er det som oftest Cyril der opfører sig som voksen, endda som forælder, over for Josselin og nogle andre af vennerne.
Den tredje slow skal til at slutte når Rocky stivner. Han ser stift på noget eller nogen bag Cyril.
– Hvad fa’en er det for nogle burgøjserrøve, der har fundet hertil?
Cyril vender sig om.
Roger og Martine sidder ved baren og kigger omkring som om de var faldet i en zoologisk have. Begge to er fint klædte på til lejligheden: Jakkesæt for Roger, klistret cowboybukser og skjorte med monogram for Martine. Roger som er velbarberet, dufter af Givenchy Gentleman over flere meter.
Martine, med makeup lagt professionelt på, håret perfekt sat op og en lillebitte Chanel no. 5 tænder sin Rothman med sin guld og kinalak Dupont. Hun holder dem med hænder hvis skinnende negle er perfekt dækkede af en neglelakfarve som er samme tone som hendes håndtaske.
– Har du set hvordan den store idiot ser sig om? Hva’ fa’en laver han her denne nar? Nu skal jeg tage mig kærligt af ham!
Cyril stopper Rocky.
– Nej, nej! Lad være! Det er min far.
– Din far? Det her?
– Tja … Det er det.
Rocky stirrer på Cyril:
– Du gør grin, gør du ikke?
– Nej, jeg sværger. Det er min far og hans kæreste, Martine.
– Hvad fa’en laver de to burgøjser her?
Tersol som var ud for at ryge en joint går ind igen. Idet han går forbi dem, ser han ondt på de to anakronismer der sidder ved baren.
Han går mod Cyril og Rocky som stadig kigger på Roger og Martine imens de snakker. Han gnider sine hænder:
– Har I set de to gamle som har sat sig ved baren? De er lige gået ud af en smuk metalbrun BMW som er parkeret lige herudenfor. Hvad siger I til at vi laver så nogle fine sports-ridser langs karrosseriet?
– Nej, nej, lad være, de er Malkas gamle! Siger Rocky.
Tersol (Jean-Philippe er hans fornavn) åbner store vantro øjne.
– Virkeligt? Er den gamle jakkesæt din far?
– Ja, ja … Så er det godt. Ja, det er min far. Han holder en tøjbutik, så hvad tror du? Tror du han vil klæde sig på som en bondeknold for at sælge jakkesæt? Lad dem nu være. Det ville forbavse mig, hvis de bliver længe.
– Nu ved du, at hvis Duclos og sin bande kommer, bliver det ikke spændende hverken for din gamle eller for hans bil, og i så fald, er der ikke meget, vi kan gøre.
– Så må vi håbe, at de ikke kommer. De har ikke været her i lang tid under alle omstændigheder.
– Ja! Lige præcis derfor!
– Åh! Hold nu kæft med det, du vil bringe ulykke over os.
Tersol ser stift på Roger. Han venter lidt for at se om Roger ser i hans retning eller gør noget som han kan tage som en undskyldning for at give ham en røvfuld.
Eftersom intet sker, bestemmer Tersol sig for at hente en øl. Han ”bumper” i Roger i forbifarten.
Roger reagerer ikke på det.
Du har ret i at knokle i otte timer,
Din løn er svedens løn.
Du har ret i at knokle i otte timer,
Din løn er frygtens løøøøøøøn.
Kom så, knokl otte timer, knokl otte timer, knokl otte timer …
De unge er midt på dansegulvet. De springer i luften, laver hovedkast så deres langt hår rykker i alle retninger, en eller to har hovedet inde i højttaleren og ryster den i rytme med musikken, andre spiller lufttrommer eller luftguitar … Som har en to meter lang guitarhals alt imens de kaster hovedet i alle retninger.
Roger og Martine ser vantro omkring dem selv og forlader natklubben imens AC/DCs ”Shot Down in Flames” starter.
– Jeg vil ikke have, at du går i det galehus!
– Jamen hør, far, det er dér alle mine venner går!
– Dine venner? Har du ikke se de fjæs de har? De ser ud som … som … retarderede, som … som … idioter … som … narkomaner som de ser ud!
– Jamen jeg er ikke ven med alle. Fordi mine venner går der, betyder det ikke at alle der går dér er mine venner.
– Har du set, da vi kom, var der en der røg hash.
Cyril holder et smil tilbage.
– Så? Han gør hvad han vil! Det er ikke mit problem. Det er ikke fordi en eller flere ryger hash, at det gør jeg også.
– Jeg er sikker på, at du også ryger det for at høre så nogle musik som du hører! Alle de her ”Pænk Fløjd” og alt så noget, det er narkomanmusik. Du vil ikke lære mig noget, Cyril, det er min generation, så jeg ved, hvad jeg snakker om. I, unge, I tror altid I har opfundet alt, men vi var her før jer.
– Stop lige lidt, far, det har intet med sagen at gøre. Det er ikke fordi narkomaner lytter til Pink Floyd at alle de, der lytter til Pink Floyd er narkomaner. Helt ærligt!
– Har du ikke set? Der var én der havde hovedet ind i højttaleren! Man skal da være skør for at lave den slags.
Cyril ryster på skuldrene.
Det her har intet at gøre med mig, far! Det er dér jeg har mine venner.
– Og hvilken alder har dine venner?
– Øh … De har mellem … Øh … 19 og 22.
– Godt, så de er myndige så de gør hvad de vil. Du er kun 16 og du …
– … En halv!
– Hva’?
– Jeg er 16 en halv, far.
– Ja! Ja! Zarma (så lader vi som om) du er en mand! Du er seksten en halv og mindreårig, så du gør som jeg siger. Aldrig vil du sætte dine fødder tilbage i denne natklub. Hvis du vil gå på natklub, skal du bare gå i Ben’s.
– I Ben’s? Hvor de spiller Boney M og Bee Gees? Ikke tale om! De spiller kun disko, dér og så er det fyldt med bøsser.
– Og så?
– Og så? Så hver gang der er bøsser i nærheden, så går de efter mig og det gider jeg ikke. Jeg tør ikke vende ryggen til nogen, dér. Derudover kan jeg ikke lide musikken.
– Måske ikke, men det er ordentlige mennesker, der går dér.
– Så hvad laver du dér?
Martine, som følger samtalen, griner. Det er det der gør, at Cyril ikke få sig en lussing.
– Han er sandelig rapkæftet denne Cyril!
Roger vælger at grine og benytter sig af lejligheden for at slutte samtalen dér.
– Ak! Ja! Kan du se? Din far er et ordentligt menneske. Du burde prøve at ligne ham! Siger han grinende.
– Ja, nej, jeg har et andet idealbillede, mumler Cyril.
– Hva’?
– Nej, ingenting.
– Okay, så fra nu af, er det enten Ben’s eller også så bliver du hjemme. Jeg kører dig dér på lørdag.
”Hur-ra!” tænker Cyril som tier, surmulende.
Cyril begynder at kvæles i 2 Grand Rue. Hans eneste frihed er den uge i CFA i Rennes og det er… var, week-enden med vennerne og natklubben.
Chow-chow’en går ind i køkkenet og ser på sin stadig fyldt madskål med hovedet på skråt.
Cyril skifter emne:
– Så? Hvad sagde dyrlægen?
– Han er ikke sikker. Han har givet Yscliff en indsprøjtning og han er smuttet igen.
Roger ser på Yscliff og ler:
– Kom så, Yscliff! Din madskål vil ikke overfalde dig?
– Så hvad fejler hunden?
– Det er garanteret fyren fra taskebutikken ved siden af. Han klagede flere gange over at Yscliff tissede over for hans butik. Med den idiotiske fjæs han har, har han garanteret forgiftet ham.
– Men så vil dyrlægen vel se det?
– Tjah, du ved… De bretonske dyrlæger ved ikke meget.
I stedet for at spise får hunden pludselige mavebevægelser. Han kaster op en stor sprøjte blod på linoleummet i køkkenet. Han går et skridt eller to og så sprøjter der mere blod ud af ham.
Yscliff har været syg i flere dage og Roger endte med at tilkalde dyrlægen.
Siden de begyndte at bo oven over butikken, går Cyril ikke længere med hunden som går ned med Roger om morgenen og bliver foran butikken. Han går små ture og vender tilbage på sin plads.
Der blev udsendt advarsler for nyligt: I øjeblikket bliver mange hunde syge. Der er en sygdom som ligner kattetyfus i omløb. Alle hunde skal vaccineres så de ikke får den og så sygdommen ikke spredes yderligere.
Yscliff blev aldrig vaccineret.
Yscliff forsøger flere gange at gå ud af køkkenet for at vende tilbage på sin plads under spisebordet i stuen. Men eftersom der er tæppe på gulvet, trækker Roger ham tilbage i køkkenet på linoleummet.
Det er dér, på køkkengulvet, imens han tømmer sig begge veje at Yscliff dør.
Imens Martine vasker køkkengulvet af, putter Roger Yscliffs lig i et tæppe og, sammen med Cyril, tager de i stilhed i en skov i nærheden af Dinan for at begrave hunden tæt på et træ.
Det er først når han er kommet tilbage til arbejde efter frokostpausen, at Cyril, siddende på en stol i værkstedet, græder.
