Jeg vil bede dig identificere hvilket land og hvilken tidspunkt i historie jeg henviser til i denne lille fortælling:
En bevæbnet milits, ofte klædt i sorte skjorter, terroriserer civilbefolkningen. Den ønsker at erstatte demokrati med en stat, der er baseret på race. Den ønsker også at afslutte markedsøkonomien, som den mener er kontrolleret af en fjendtlig race.
Denne milits nedbrænder tilbeldelsessteder, kræver at forretninger betaler beskyttelsespenge, angriber tilfældigt medlemmerne af en anden race som dens ideologi gør ansvarlig for alle verdens ulykker.
Den forfølger landets politi med sit had og ønsker at erstatte det i alle deres funktioner.
Når de falder over nogen fra den anden race, bliver den person ydmyget, slået, tvunget til at knæle eller løfte sine våben til ære for sine nye mestre.
Hvis der gøres modstand, sætter militsen ild til virksomheder og hele kvarterer og de plyndrer butikker, der drives af fjendens race.
De, der tør kritisere dem, mister deres job, de og deres familier trues helt ud i deres hjem.
Ved flere lejligheder myrder militsen modstandere og glæder sig derefter åbent over det blod, der er blevet spildt.
Militsens eksplicitte mål er at gribe magten i en stor skala, at ekspropriere medlemmer af fjendens race for at overtage deres ejendom og at pålægge den overlegne racers absolutte politiske dominans.
Okay… Jeg indrømmer, spørgsmålet var for let.
I vil alle have genkendt det: disse begivenheder finder alle sted i USA i 2020 i de demokratiske byer invaderede af tvillingebevægelserne Antifa og Black Lives Matter.
Antifa og Black Lives Matter
Antifa er arving fra andre bevægelser af marxistisk inspiration (hovedsageligt europæiske). Den dukkede op i USA i 2007-2008 og udviklede sig derefter hurtigt i form af en temmelig fleksibel koalition af lokale enheder.
Black Lives Matter, som nogle stadig tror er et enkelt mobiliserende slogan mod politivold, er en meget struktureret organisation, oprettet den 13. juli 2013 af Alicia Garza, Patrisse Cullors og Opal Tometi med omkring tredive filialer i USA og i tæt forbindelse med det amerikanske Demokratiske Parti.
Disse to allierede organisationer hævder at være marxister selv, men deres taler giver ikke plads til klassekamp.
De ser verden som et system af systematisk undertrykkelse, der er organiseret af den hvide race – “hvidheden” – og mere specifikt af heteroseksuelle hvide mænd.
Alle andre kategorier er, uanset om de er opmærksomme på det eller ej, ofre for denne undertrykkelse.
Målet med disse organisationer er en racemæssig og moralsk revolution, der vil tilintetgøre “hvidhed” og give en koalition af de “undertrykte” muligheden for at få oprejsning og overtage magten.
Det, som mange ikke har fundet ud af endnu er, at siden i hvert fald maj sidste år har disse organisationer været kernen i det amerikanske demokratiske partis strategi om at vinde valget den 3. november.
De udgiver sig til at være en bevægelse mod racemæssig uretfærdighed og har med magt besat flere amerikanske byer. Alle disse byer, uden undtagelse, er drevet af demokratiske borgmestre, som med vilje har ladet dem gøre det.
Disse bevægelser regerer med terror over disse byer. Beboere nyder ikke længere bevægelsesfrihed (vejspærringer er installeret for at forhindre køretøjer i at bevæge sig, og fodgængere bliver skræmt). De nyder ej heller ytringsfrihed længere (modstandere bliver slået eller – som det var tilfældet med en tilhænger af Trump om natten fra lørdag til søndag i Portland – myrdet). Der er ej heller længere tilbedelsesfrihed (kirker og synagoger er gået op i flammer) ej heller friheden til at tjene til livets ophold er til stede: vi tæller ikke længere de brændte og/eller plyndrede butikker.
Alt dette er så voldsomt, at man kunne forestille sig at enhver anstændig demokrat ville tage afstand fra dette og endda fordømme disse handlinger.
Men det er ikke sket.
Det, der er sket er at de det demokratiske parti har fra starten støttet højlydt Antifa/Black Lives Matter-bevægelserne.
Demokratiske borgmestre har trukket deres politistyrker tilbage fra de “besatte områder”.
Guvernørerne nægtede at bede om hjælp fra de føderale styrker for at genoprette orden.
Under den demokratiske konvention i ugen fra den 14. august blev sloganer fra de to militser gentaget igen og igen, og deres barbarisme blev ikke nævnt én eneste gang.
På tværs af den demokratiske sfære er det nu aftalt, at revolutionærenes sag er “retfærdig” og “fredelig”, og de inden for partiet, der tør kritisere dem, fortjener hverken at blive hørt eller at beholde deres job.
Afskedigelser af moderate demokrater, der turde udtale sig kritisk, har fundet sted i pressen, i skoler, i lokale myndigheder og i et stort antal virksomheder.
Til gengæld for dette støtte gav de to militser deres ubetingede støtte til Joe Bidens kandidatur.
Det er imidlertid ikke sikkert, at valget om at støtte “revolutionen” er et godt træk for demokraterne.
Meningsmålinger og virkeligheden
Selv om Joe Biden, officielt, forbliver foran Trump i meningsmålingerne i dag, er der flere faktorer som svækker hans situation:
For det første går det ned ad bakke med Bidens forspring. I slutningen af juni, da landet endnu ikke var ude af den alvorlige økonomiske krise forårsaget af pandemien, havde Biden et forspring på mere end ti point i forhold til Trump.
To måneder senere er den faldet til mindre end syv.
Hver måned viser jobstatistikken et opsving i ansættelser, flere og flere kommer i arbejde, og de finansielle markeder har det godt og ligeledes er på vej og slår nye rekorder … og der er stadig godt to måneder til valget! Om to måneder, hvis alt fortsætter denne vej, vil alt se fantastisk godt ud.
Derefter spilles det amerikanske valg ikke af det samlede antal vælgere som man kunne tro. Dér, hvor det hele står eller falder besluttes udelukkende af de centrale vælgere i et lille antal centrale stater, som ikke er fast forankret hverken i den ene eller i den anden lejr og let kan skifte side.
Husk at i USA stemmer de ikke for selve præsidenten, men for repræsentanter af præsidenten. Hvis man vælger repræsentant X (som peger på Trump) i stedet for repræsentant Y (som peger på Biden), så er det lige meget hvorvidt X har fået 200.000 eller 10.000 stemmer. Det er stadig kun én stemme for Trump.
Derfor er disse små stater vigtige thi de er tungen på vægtskålen.
Og i disse vigtige stater er Biden’s føring meget mindre: 2,6 point i gennemsnit i Michigan, de to står lige i North Carolina, 3 point i Minnesota, 3,7 point i Florida …
Hvis man lægger talene sammen over alle disse centrale stater er Bidens forspring på 2,7 point … men over de samme stater havde Hillary Clinton i 2016 en gennemsnitlig føring på 4,6 point på samme dato, hvilket ikke betød sejren for hende.
Endeligt er der noget yderst underligt, og det kan sagtens være at det skyldes at de amerikanske medier kun udgiver de meningsmållinger de ønsker at folk skal se.
Meningsmålinger som giver Biden fordelen er i direkte modstrid med alle de andre statistiker man kan måle.
Trumps fjernsynsinterventioner har et meget større publikum end hans modstanders. Hans sociale medieaktivitet har næsten 10 gange så mange følger som modparten.
Våbensalg, en traditionel indikator for støtte til republikanere, er højere end nogensinde.
Republikanernes “feltkampagne” (de går fra hus til hus for at få vælgerstøtte) er ekstremt aktiv, mens demokraternes næsten ikke eksisterer.
Når man ser på disse modsigelser, kan man undre sig over hvordan det kan være, at meningsmålingerne er så forskellige fra de andre ting man tydeligvis kan måle og veje.
Det er der flere mulige svar på.
For det første kan atmosfæren af fysiske trusler, udsigten til at miste sit arbejde, som er i kølvandet på “den fredelige antifa/BLM-demonstration” gøre at mange som agter at stemme Trump tør simpelthen ikke sige det højt.
Den 22. juli afslørede en meningsmåling fra Cato Institute, at 62% af amerikanerne ikke turde udtrykke deres politiske mening.
Hvor mange af disse var Trump-vælgere? Og hvor mange udvider denne sikkerhedsforanstaltning til at omfatte meningsmålinger eller til mennesker, der hævder at være sådan?
Derfor er demokraternes udsigter til sejr den 3. november meget svagere end folk antager og meget svagere end meningsmålingerne antyder.
Joe Alzheimer Biden
Dette er også den normale konsekvens af en vis uagtsomhed, der markerede hele den demokraternes kampagne. Måske fordi de, for få måneder siden, var overbeviste om, at de havde valget i lommen, har de ment at det var unødvendigt at bruge for meget tid på vælgerne.
Man kan tydeligvis også se den forsømmelse i valget af Joe Biden som kandidat.
Det er tydeligvis at gøre grin med vælgerne at vælge en kandidat, Joe Biden, som man nu bliver tvunget til at skjule så meget som muligt for ikke at vise offentligheden hver dag alvoren og hastigheden af hans tab af kognitive evner.
Biden giver ikke interviews og han går næppe ud.
Når han får lov til at tale, er det indlysende (i det mindste for alle, der har eller har haft et familiemedlem med Alzheimers), at han kæmper for at følge de enkleste sætninger og ikke længere er rigtig til stede.
Det er umuligt, at et sådant valg af kandidat ikke bliver sanktioneret af vælgerne.
Den ene fejl demokraterne begik var at fortælle sig selv, at Trump var så upopulær, at selv en død hest vil kunne slå ham, men det er en meget alvorligere fejl at det rent faktisk er lykkedes dem at finde en kandidat som passer perfekt til denne beskrivelse.
Endnu mere overraskende er den kandidat, der er blevet valgt af Biden-ledere til at stille op som vicepræsident.
Senator Kamala Harris er ikke kendt for hverken at være et stort lys eller en stor dyd, selv om hun, i det mindste, har en masse energi og formodes at have sine kognitive evner intakt.
Derfor har man forventet at at se hendes kampagne aktivt. Især siden Joe Biden er tydeligvis på en anden planet i øjeblikket. Men nej. Hun er lige så usynlig som ham.
At hun heller ikke er til stede kan kun ses som en fornærmelse for vælgerne, der generelt ikke kan lide at blive taget for givet.
Endeligt, demokratenes seneste fejl er, at de ikke ser ud til at have en kampagneplan.
Trump har turet rundt i landet lige siden 2016. Han startede sin 2020 kampagne i 2016.
Derudover er Trump begyndt at offentliggøre en række politisk støttende nyheder, som åbenbart har været planlagt i meget lang tid og som nu udsendes med jævne mellemrum frem til valget. Fredsaftalen mellem Israel og de Forenede Arabiske Emirater er en af dem.
Derudover er der ret mange gode økonomiske nyheder og næsten helt sikkert en retsmeddelelse i næste måned vedrørende valget i 2016, hvor demokraterne med Obama, det Hvide Hus og Clinton i spidsen spionerede Trump-kampagnen.
Demokraterne har bestemt også nogle få skandaler til overs de kan bruge, men ingen har tilsyneladende kontrol over timingen.
Anholdelsen i sidste uge af tidligere Trump-rådgiver Steve Bannon i en sag om misbrug af offentlige midler kunne have været brugt, hvis det var sket i slutningen af oktober, men foretaget i august vil denne arrestation være helt glemt på valgdagen og vil ikke have nogen virkning.
Sammenlægningen af alle disse fejl peger mod en katastrofevalg for demokraterne. Men kronen på værket har tydeligvis været når det demokratiske parti har udtrykt støtte til racistiske, nihilistiske og ultravoldelige militser.
Med det har de afgjort givet sig selv nådeskuddet og tilintetgjort ethvert håb om sejr.
Konfronteret med udbruddet af had, plyndring, ydmygelse, mordbrand og mord, er det afgjort på forhånd at flere hundrede tusinde vælgere spredt over seks eller syv stater, som hverken er demokrater eller republikanere, eller endda som ikke kan lide Trump vil stemme på ham. Blot fordi de vil have at alt det her skal stoppes.
Der kan ikke være tale om at de folk som har set deres livsværk gå op i røg og levet disse ydmygelser vil være i stand til at støtte det parti, der støtter disse “revolutionære”.
Demokraterne, der kunne have vundet valget, hvis de havde forsøgt at overbevise disse vælgere, og hvis de havde ført en respektfuld kampagne har lige garanterede yderligere fire år af Trumps præsidentskab. (Cyril Malka)
