(23/08-2021) -Talibans erobring af Kabul søndag den 15/08 og den hastige flugt af den amerikanske hær, der fulgte med den, er af stor betydning, som vi kun kan undervurdere.
De fleste kommentatorer på blogs og på Internettet (journalister har ikke udført denne form for arbejde længe) sammenligner det med erobringen af Saigon, da regeringen i Sydvietnam, en allieret af amerikanerne, havde overgivet sig til kommunistiske tropper og Saigon blev invaderet den 30. april 1975.
Det er en kendsgerning, at der er mange ting til fælles, men Kabuls fald er et meget alvorligere sag: Saigons fald var et politisk valg.
Daværende demokratiske kongres søgte at få størst mulig politisk fordel af protestbevægelsen mod Vietnamkrigen. Den havde derfor pålagt præsidenter Nixon og Ford en tilbagetrækning af amerikanske tropper og derefter blokeret leveringer af våben til Sydvietnam.
Tidens amerikanske præsident havde derfor valgt at overlade et bestemt område til kommunisterne. Tabet af dette område på den kolde krigs skakbræt var begrænset til dette ene geografiske område.
USA havde mistet et territorium, men der kunne indhentes andre. Det var en politisk beregning og beslutning.
Den pludselige forsvinden af amerikansk indflydelse i Afghanistan den 15. august skyldtes ikke politisk beregning, men skyldes fuldstændig mangel på forberedelse og dårlige beslutninger fra Biden-administrationens side.
Alle vidste, på trods af Bidens forsikringer, at fra det øjeblik de amerikanske tropper trak sig tilbage, Talibanerne ville tage magten.
Alle vidste det, ja, men få af os havde forestillet sig, at det ville ske så hurtigt.
Ifølge Joe Biden og uærlige journalister, så har Biden ikke gjort andet end at følge Trumps plan. Trump er så den skyldige i denne sag.
Trump og Biden: Samme plan?
Det er rigtigt, at amerikanerne havde søgt at forlade Afghanistan i flere år nu, og ja, det er rigtigt at det også var hvad Trump-administrationen forsøgte at gøre.
Men den metode, Trump ønskede at bruge, var meget anderledes end Bidens uorganiserede stormløb.
Den farce som Biden har serveret havde intet at gøre med Trumps plan.
Trump havde forsøgt at nå til enighed med Taleban i februar 2020 og accepterede idée at de skulle deltage i en regering af national enhed på betingelse af, at de ikke angreb nogen amerikansk statsborger og/eller amerikansk interesse.
Hvis Biden-administrationen havde fulgt denne linje, kunne USA have reduceret antallet af sine tropper, hvilket var formålet, samtidig med at de bevarede deres indflydelse i regionen.
I stedet for at følge denne plan har Biden-administrationen lige ladet en flok morderiste ekstremister, voldtægtsmænd og plyndrere, hvis hjerner endnu ikke er kommet ud af syvende århundrede, tage kontrol over en land med 37 millioner indbyggere. Og det uden den mindste hensyntagen til Amerikas interesser!
Godt klaret!
Det var ikke tilfældet. Det amerikanske militær efterlod alt på stedet.
Talibaner er nu i besiddelse af en astronomisk mængde våben og ammunitioner, militære køretøjer af alle typer, F-15’er, mindst en flyvesimulator samt tusindvis af computere propfyldte med strategiske informationer.
Langt de fleste talibaner har ikke nok viden om at bruge det meste af dette sofistikerede udstyr, men alt dette udstyr og de fortrolige oplysninger kan sælges til mere udviklede hære som fx. den iranske hær.
Kort sagt: Det uorganiserede flugt, vi har været vidne til her, har absolut intet at gøre med den oprindelige plan, som Trump var begyndt at forhandle og de kommentatorerne som forsøger at sammenligne de to planer eller som forsøger at retfærdiggøre denne katastrofe ved at sige, at det “også var det, Trump ville” er enten i ekstrem ond tro eller også har de en foruroligende mangel på viden om emnet.
Al amerikansk indflydelse i Afghanistan blev udslettet i løbet af få timer, og en af Vestens dødelige fjender er nu i besiddelse af strategisk informationer samt udstyr som har en markedsværdi på milliarder af dollars.
Hvis det bare var det! Selvom det allerede er meget!
Det værste er i vente.
Og der er nu tre næsten uundgåelige konsekvenser, der viser sig i horisonten.
Terrorisme
Den første konsekvens er, at vi her ser en af de mest primitive former for islam, Taliban-bevægelsen, overtage et land.
Talibanerne forvandler kvinder til slaver, eller slår dem ihjel på gaden hvis de ikke er “ordentlig klædt”, nogle af kvinderne bliver solgte som sexslaver, dem, de ser som vantro bliver skudt på stedet, civilister bliver massakrerede og alt hvad der ligner civilisation bliver tilintetgjort.
Det, Islamisk Stat (ISIS) havde forsøgt at gøre (og som næsten lykkedes under Obama), det gjorde Taliban. Og de har nu for flere årtier eller for flere århundreder i fremtiden en stat, der er anerkendt af internationale institutioner, medlem af FN, og begrænset i en veldefineret og anerkendt område.
De mest ekstreme muslimske organisationer — Al-Qaeda, Islamisk Stat og andre — var blevet svækket i de seneste år, under Trump regeringen. I dag kan de nu styrkes og de vil kunne bruge denne base til at starte angreb rundt om i verden.
Ikke alene har denne ekstreme version af islam nu et solidt og strategisk grund, men det får også stor psykologisk betydning.
Hvad vil den muslimske verden se? Hvad vil de muslimske minoriteter i Vesten se? I Danmark som i mange andre steder?
Flere og flere unge mennesker, flere og flere mennesker vil se moderate muslimer som taberne. De vil se at, endnu en gang, ekstremisterne er vinderne.
De vil se, at det er bedre at risikere sit liv for at blive medlem af dem og dette vil give luft under vingerne til ekstremismen.
Efter “inspirationen” af erobringen af Kabul og efter at have taget kontrol med Afghanistan, er ekstremistiske bevægelser galvaniserede. Man kan være sikker på, at international terrorisme vil stige dramatisk i den kommende tid.
Kina
Den anden vigtige konsekvens, som man taler mindre om, er aftalen mellem Taliban og Kina: Kabul var næppe faldet mellem hænderne af Taliban, da Kina meddelte, at det ville anerkende Taliban-regeringen.
Det har været tydeligt i de seneste måneder, at kontakter mellem Kina og Talibaner er blevet mere og mere synlige. Kina har også leveret en betydelig del af de våben, der blev brugt til erobringen af Kabul.
Kina, som ikke tolererer islam inden for sine egne grænser, tøver ikke med at støtte en af de mest ekstreme versioner af islam som en løftestang i forbindelsen med Vesten.
Terrorisme er et meget effektivt våben, der kan bruges mod lande, der modarbejder Beijings interesser for meget.
Den amerikanske hærs prioriteter
Tredje og sidste vigtige konsekvens er, hvad erobringen af Kabul netop har vist os: Det viser til os at det hold, der leder USA i øjeblikke, ikke er eller ikke længere er interesseret i landets strategiske interesser.
Det er vigtigt at bemærke, at Biden ikke har været særlig synlig under hele krisen. Han var på ferie! Manden kom frem på skærmen for at fremstamme en tale hvor han frasiger sig alt ansvar, og så går han tilbage på ferie.
Og det chokerer ikke nogen?
Det er meget sandsynligt, at han ikke er i en periode med klarhed: Under Alzheimers syndrom har patienten perioder med klarhed, og disse perioder bliver stadig sjældnere for endelig at forsvinde. Det har derfor nok været nødvendigt at begrænse hans tid på skærmen og han kan nok ikke komme frem før sin næste mere eller mindre klar periode.
Der er mulighed for, at det demokratiske parti i de næste par dage vil lægge det fulde ansvar for katastrofen på ham for at få ham sparket væk og sætte Kamala Harris ved magten.
Men hvis vi nu ikke giver Al Zheimer hele skylden …
Men her er problemet: Ordren blev aldrig givet.
Og det er ikke kun Biden, der er skyld i denne sag.
Hvis der ikke blev givet nogen ordre, betyder det, at ingen, absolut ingen i toppen af hierarkiet bekymrede sig om nationens strategiske interesser.
Efter at Biden tog magten, oprettede Det Demokratiske Parti en magtstruktur, som ikke er interesseret i at forsvare USA og amerikanske interesser i verden.
I løbet af få måneder, siden midten af januar i år, er en af de mest magtfulde hære i verden blevet til et cirkus.
Det hele begyndte med at bekæmpe mod en “intern fare” for ikke-eksisterende “hvid magt” og derefter blev der interne kamp for at forsvare “transkønnede soldaters rettigheder”.
Ikke underligt, at det ender som det endte søndag 15. august: Den engang mægtige amerikanske hær blev besejret, på flugt og vanæret.
Selvom mange nægter at se det, mange andre har set det og fanget budskabet.
En flok skæggede mænd på hest og geder overtager kontrollen over et land. Imens en af verdens mægtigste hær, har travlt med at debattere LGBTABCGDJFGSY-osv.-rettigheder, så de ikke så meget som rokker en øjenvippe.
Hvad kunne nu forhindre Kina i at invadere Taiwan? Især da der allerede er bevægelser af kinesiske tropper i denne retning. Hvad vil LGBT-osv-hæren gøre ved det? Græde og få psykologisk krisehjælp?
Kan vi forestille os en kursændring efter denne ydmygelse?
Det er usandsynligt. Det er svært at se noget komme frem fra denne administration.
Der er ikke mange patriotiske og militaristiske demokrater tilbage, og de få, der er tilbage, er blevet fjernet fra indflydelse. De er blevet erstattet af ideologer som debatterer race, køn og klima.
Midtvejsvalg kan muligvis bringe republikanske senat og Congres, men ligesom Obama gjorde, kan Biden-administration udmærket fortsætte med at regere som despot ved kun at lave “bekendtgørelser”. Så det ville ikke ændre ret meget.
Begivenhederne fra den 15 august er det første tegn på indtræden i en ny æra: et dominerende Kina, allieret med muslimsk ekstremisme, som let vil være i stand til at terrorisere, splitte og svække vesten som er ved at nå for enden af sin vej.
I mellemtiden trækker USA sig gradvist tilbage. Den herskende elite er ligeglad med hvad der sker omkring dem. Den har travlt med at sortere efter hudfarve, at debatterer kønsteorier og vejret og den har travlt med at blive rige uden at bekymre sig om folket eller dens allierede og tidligere allierede. (Cylle)
