Cyril og Prince. Jeg er ikke sikker på, hvilken af de to det er, men jeg tror, at det er den “rigtige”… Altså, den skøre!

Comme un corbeau blanc
L’amour, l’amour est rare
Comme un corbeau blanc
L’amour, l’amour m’est cher.
(Johnny Hallyday – 1973)

Som for en hvid ravn
Er kærligheden sjældent
Som for en hvid ravn
Er kærligheden mig kær.

 

 

 

 

 

 

– Jo, kom så. Træd ind i køkkenet.

Cyril står ved køkkendøren og tør ikke.

– Ååååh! Vær ikke sådan en bangebuks! Kom så ind! beordrer Roger utålmodigt.

– Nej, far. Jeg er bange.

– Du skal bare ikke vise ham, at du er bange. Hvis hundene ser, du er bange, angriber de. Du skal bare lade som ingenting. Bare roligt. Jeg kontrollerer situationen. Kan du se? Jeg holder ham i snor.

Under køkkenbordet, med rejste børster, læberne trukket op over store hvide hugtænder, er der Prince.

Prince er en schæferhund. Han har langt hår, mest beige hår og kun lidt sort, han har en lang, spids snude under nogle udtryksløse øjne. Hunden er meget høj hvilket får ham til at virke tynd og noget mager.

Lige så snart Prince får øje på Cyril, viser han tænder og knurrer.

Cyril tager et skridt tilbage. Prince holder op med at knurre og ser på ham.

Cyril tager et skridt frem og Prince knurrer og viser tænder.

– Kom så ind i køkkenet, din kujon, siger Roger.

Cyril går en skridt mere og Princes knurren bliver mere kraftigt. Den virker næsten hysterisk.

Cyril fryser på stedet.

– Vis ham ikke, at du er bange, beordrer Roger ham.

Han er morsom, ham, Roger! Cyril er næsten lamslået. Han har ondt i maven og har virkelig lyst til at græde … “vis ham ikke, at du er bange” … Det dyr er jo kolostor!

Roger er meget stolt af denne hund, som han har kaldt Prince. Samme navn som en anden schæfer han fik tidligere. Og måske endda flere. Han har i hvert fald haft en “Prince” før, som er død ret ung. Det er fordi, Roger aldrig får sine dyr til at blive vaccinerede og derfor fanger de lidt af hvert rundt omkring.

Den tidligere Prince døde i hvert fald af hvalpesyge.

Roger købte denne her Prince lidt senere da Cyril stadig væk boede hos sin mor.

Han har selv trænet ham. Han legede med at give ham slag på snuden og han legede meget slagsmål med ham. Han skubbede ham og lærte ham at angribe.

Derudover legede han meget viskesstykke-legen med ham: Dyret trækker i den ene ende af viskesstykket i mens at Roger holder i den anden ende og giver ham af og til slag på snuden. Fordi det er yderst vigtigt at Roger vinder.

Ifølge ham skal hunden vide, hvem der er herren. Og hunden skal frygte og respektere sin herre.

Roger ser ingen forskel imellem “at respektere” og “at frygte”. For ham er disse to ord fuldstændigt synonymer.

Ifølge Roger må man ikke slå en hund med hånden. Derfor er knytnæveslag eller slag er blot “leg”. Når tingene bliver mere alvorlige bliver Prince slået med kæden, som bliver brugt som snor.

Og ja. Det er rigtigt: Prince er blevet en hund som de fleste mennesker frygter, hvilket Roger synes er uhyre morsomt.

Prince har en næsten hypnotisk måde at se på en på, så man føler sig dårlig tilpas. Man ved aldrig, hvad man skal synes når man ser den hund som altid ser ud til at være parat til at gå til angreb.

Han viser ikke altid tænder og han knurrer ikke altid.

Som oftest er han stille. Han stirrer på sit offer nogle sekunder, så kan man se hans hale der stiger i luften, næsten lodret. Det er et sikkert tegn. En brøkdel af sekund efter angriber han.

De få gange hvor Roger tager ham ud (de fleste gange er Prince på altanen, hvor han tisser og sætter sig), får han ham til at angribe katte eller andre hunde: Han holder hunden i kæden, hånden ved låsen. Han peger på en dyr, det end så være en kat eller en omstrejfende hund:

– Se, Prince … Se!

Hundens muskler stivnes, blikket stirrer på den anden, halen stiger i vejret …

– Tag ham! Kom så! Tag ham!

Ordet smækker i Rogers mund som et piskesmæld imens han slipper hunden som kaster sig over den anden hund eller over katten (når det nu er sagt, er det ret sjældent, at Prince kan få fat i en kat, selv om det er sket).

– Så! Kom så ind! Kom frem!

Cyril er stadig lamslået. Han tør ikke træde videre i køkkenet.

Prince knurrer.

Roger sparker ham.

Prince knurrer højere.

– Så er det nok, Prince! råber Roger imens han giver endnu en spark til hunden, som knurrer højere og højere.

Cyril har mest lyst til at gå på wc lige nu.

I køkkenet begynder duellen imellem Roger og Prince. Roger sparker og Prince knurrer altid højere.

Prince gør tegn til at vil bidde Roger.

– Den pisseskidehamrendeåndssvage lortekøter! Nu skal du fandeme se!

Roger, som er blevet rasende tager fat i den knurrende dyr ved at vride pighalsbånden om så han næsten er stranguleret. Han holder dyrets kæft vendt udadtil og løfter ham så han rører næsten ikke gulvet. Han trækker ham til altanen og lukker altandøren efter sig.

Cyril kan ikke rigtig se, hvad der sker, men det kunne se ud til at Roger holder stadig væk schæferen oprejst i pighalsbånden imens at han sparker ham. Jo mere Prince knurrer eller forsøger at bidde igen, jo mere Roger slår.

Det varer indtil det tidspunkt hvor Prince, måske pga. iltmangel, holder op med at gøre modstand og ender med at lægge sig for sin bøddels fødder.

Roger rejser sig ret op, tårnende over den liggende skikkelse. Han peger en truende finger mod schæferen som stadig væk ligger:

– Har du forstået, nu?

Roger er forpustet.

Han går ind i stuen igen og i forbifarten giver han en lussing til Cyril.

Han er i god form, i dag, Roger!


– Det er din skyld, alt det her! Du har tilbragt din tid til at genere ham da han var hvalp! Det er din skyld at han er blevet ond og at han er vred på dig.

Cyril kan huske at han har leget med Prince da han var hvalp, men ikke at have “generet ham”. Men hvis Roger siger det, så er det nok sandt. Cyril ser ned. Han går i køkkenet og familien spiser i stilhed.

Så er tiden kommet til at gå i seng.

– Vendt lige lidt før du går i seng, Cyril. Bliv her midt i stuen.

Cyril adlyder.

Roger åbner altandøren og kalder på hunden:

– Prince? Kom her!

Schæferen kommer ind og ser Cyril. Han holder stille et sekund og skal til at kaste sig over ham. Roger, som var parat, fanger hunden i nakkeskindet, så tager han fat i pighalsbånden som han vrider om hundens hals.

Cyril ryster.

Og så starter det hele forfra: Prince bliver trukket ud på altanen så han kan få sin retfærdige straf. Cyril kan høre dumpe slag og de lidt strangulerede og hysteriske gøen af kolossen.

Efter at være løbet igennem badeværelse (vi skal vente på puberteten før Cyril omgår frivilligt og regelmæssigt badeværelserne), går han i seng.

Efter et par minutter åbner Roger døren:

– Cyril? Du bliver nødt til at låse din soveværelsesdør om natten. Prince kan sagtens åbne døre og du har skabt nok problemer indtil nu. Der mangler bare at du bliver overfaldet af hunden i løbet af natten.

– Ja far.

Prince har fået flere betydelig irettesættelser i flere dage efter den sag indtil at han lærte at Cyril = niks pille! Selv om Prince ikke kunne døje det barn, havde han forstået at knøsen var “hellig”.

Ikke desto mindre bliver Cyril ved med at låse sin soveværelsesdør om natten. Det er åbenbart en god idé hvis man skal tro de ridser som, fra tid til anden, kan komme til syne omkring håndtaget i løbet af natten.

Aldrig har nogen dog fanget Prince i gang med det.

Skolen går stadig væk skidt. Cyril er stædig og nægter fuldstændigt at forstå regning, problemer eller endda grammatikken. Endda hans resultater i fransk er dårlige.

Og, som Roger siger, når han taler om det: “Jeg forstår det ikke, jeg irettesætter ham hver gang! Men hverken lussinger eller slag får ham til at forstå noget som helst! Den unge er uduelig!”

Også i skolen falder lussinger mangfoldigt. Direktøren gør ellers sin bedste til at forsøge at få den unge til at forstå regnestykker. Men han nægter åbenbart at ville forstå det.

Selv om det sker ret ofte, at han bliver kaldt til tavlen. Selv om direktøren får klassen til at le ad ham og selv om han får slag foran alle … Intet hjælper! Cyril er en stivnakket stædig asen som nægter at ville forstå det, man forklarer til ham … Eller også er han dum.

Fransk, som ellers var Cyrils yndlingsfag er nu blevet til et helvede.

Hver morgen er der regning og grammatik og Cyril fatter absolut intet til øvelserne: indirekte-objekt, direkte-objekt og alle de forkortelser brugt i fransk grammatik: C.O.I, C.O.D … Alt flyver sammen i Cyrils hoved. Han har givet op og svarer tilfældigt. Nogle gange går det godt, andre gange, gør det ikke.

Direktøren har ellers fundet på en ny måde at motivere børnene, og Cyril, til at lære: Der er tre rækker i klassen. Eleverne sidder to og to sammen undtagen enkelte, som Cyril, som nu sidder alene i bunden af klassen.

Når man retter øvelserne eller når man laver dem skal hvert barn analysere en sætning. hvis barnet begår én fejl, skal hele rækken lave sætningen som øvelse for dagen efter.

Eftersom Cyril tager fejl tre gange ud af fire, er de andre børn ikke begejstret for at have den idiot i deres række.

Direktøren peger på tilfældige elever i klassen, åbenbart uden plan, men oftest falder Cyril over de sætninger han begår fejl i.

Når direktøren, efter at have givet sætningen eller nummeret på den sætning der skal analyseres siger “Cyril?”, vender de andre børn sig mod ham. De laver små øjne eller viser deres lukket knytnæve til Cyril: “Hvis du tager fejl, får du den i fjæset i frikvarteret!”

– Så her … Øh … Her er det … Øh … Det er objekt … Æh … Objekt …

Alle børnene sukker lettet.

– Øh … indirekte-objekt!

– Neeeeeeej!

– Nej Cyril. Det er ikke indirekte-objekt, men blot objekt. Hele rækken får sætning 4 for til i morgen.

I de fleste frikvarterer bliver Cyril slået på. Børnene står i en cirkel omkring ham og insulterer ham imens at Pascal Bentitou, en knægt ikke højere end tre æbler på knæ giver ham lussinger eller slag imens de andre griner og ser ham græde.

Underlig nok ser lærerinderne eller endda direktøren, som holder øje med gården, aldrig hvad der sker. Hvis de gør, blander de sig ikke. Cyril skal bare lære sine lektier. Det er da hans skyld.

Roger har en aftale med direktøren og når Cyril har nogle dårlige karakter, hvilket vil sige, stort set hver dag, ringer direktøren til Roger for at fortælle ham det.

Og i det tilfælde, den første ting Roger gør når han kommer hjem er at give Cyril en røvfuld.

Butikken lukker omkring 19:30 og Roger er ofte hjem ved 20-tiden.

Så man kan være sikker på, at ved 19:40- eller 19:45-tiden, skal Cyril på wc. Han er så bange for den røvfuld, han ved, han skal få, at han skal på toilettet.

Chantal griner altid når hun taler om det: “Man kan altid vide hvis Cyril har haft dårlig karakter i skolen fordi en kvarter før Roger kommer hjem, skal han på lokumet”.

På trods af de mange slag og røvfulde med bælt, bliver Cyril ved med at have dårlige karakterer. Åbenbart er Cyril snothamrende dum eller han har virkelig bestemt sig for ikke at lave noget som helst i skolen, møgknægten.

2 kommentarer til “11. Som for en hvid ravn”

  1. Hjerteskærende ! Det er ubegribeligt at noget barn kan overleve den behandling – ikke sært, at du måtte blive psykolog

    1. Tak, Carl 🙂

      Ja, jeg husker det som en frygtelig tid og som om det skoleår varede to eller tre evigheder. Og den skøre hund var vitterligt skræmmende. Jeg husker den som enorm høj og virkelig skræmmende. Han var meget langhåret (nok en tysk schæfer, siger Britt). Han har nok ikke været så højt som jeg husker det, dog 🙂

      Ja, det har måske (sandsynligvis) haft et påvirkning for mit valg af erhverv 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen