J’ai très peu de jours de fête
J’ai souvent mal à la tête
Et souvent je me répète
Que ce monde est un peu fou
(Claude François – 1973)
Jeg har få festdage
Jeg har ofte hovedpine
Og ofte siger jeg til mig selv
At denne verden er vanvittig
– Jo! Du gik på besøg hos din mor!
– Nej, Chantal, jeg forsikrer dig, det har jeg ikke gjort!
– Man har set dig Rue de Tourville!
– Ja, det er klart, skolen er lige ved siden af og jeg går dér forbi for at komme hjem.
– Du vil da ikke få mig til at tro, at du går den omvej for at komme hjem, vel?
– Det er da ikke en omvej!
Chantal giver Cyril en lussing.
– Tror du da jeg er idiot? Du har ikke noget at gøre Rue de Tourville.
Cyril tier stille.
Omvej? Tjaeh … Hvis det er en omvej, det ved Cyril ikke noget om. Han følger blot den vej hans far har taget de få gange han har kørt ham. Så ja, måske er der en anden vej hvis man skal til fods. Det er der sikkert endda, men Cyril kender kun den ene vej, som han går to gange om dagen.
Han har en rimelig dårlig stedssans og han vil ikke gå vildt, så han tager den vej han kender.
Eftersom Fru Bru allerede tager sig af Prince (som hun sender af og til til Roger, da han savner ofte sin hund) og eftersom hun passer på flere af Chantals brødres børn, bliver der bestemt at Cyril nu skal passes af hende efter skolen.
Hun vil tage sig af ham og Roger og Chantal vil hente ham før de kommer hjem.
Ligeledes vil det være mere enkelt at have Cyril hos Fru Bru om onsdagen og om lørdagen. Så vil han spise ved normale tider og være med andre børn.
Odette Bru bor i en kvarter af små huse, ikke ret langt fra C.I.L.O.F og af Cyrils skole. Hun passer børnene af de fleste af Chantals brødre.
Gilbert, Chantals far, som er enkemand, ejer huset to numre ved siden af fru Brus hus. Nu bor han også Place de la Gare, i samme bygning som Chantal og Roger, men i opgangen ved siden af. Han lejer sit hus ud til nogle af familiens venner.
Fru Bru er psykiatriske sygeplejerske ved Maison Blanche hospital, som også er en stor psykiatrisk hospital lige over for Ville-Evrards hospitalet i Neuilly-sur-Marne.
De fleste af Neuilly-sur-Marnes indbyggere og de fra omgivelserne arbejder i en af disse to gigantiske psykiatriske hospitaler.
Roger har arbejdet dér, Lucienne arbejder dér som sygeplejerske, Bruno, Rogers bror arbejder også dér, han kører ambulancer, Eugène, Rogers ældste bror arbejder dér, i vaskeriet, Fru Bru arbejder dér og en af hendes sønner, Pierre, har arbejdet dér.
Fru Bru har nattevagt på hospitalet. Hun går dér om aften, stikker patienterne med sovemidler og så lægger hun sig til at sove indtil omkring 06:00 om morgen. Så går hun hjem og passer børn sort om dagen.
Cyrils livsrytme bliver meget ændret.
Han er nu, og det meste af tiden, hos fru Bru. Dér bliver han genforenet, uden meget glæde, med Prince, som er dér det meste af tiden.
Han kan være aggressiv fra tid til andet, og andre gange er han rolig. Nogle gange trækker børnene ham i halen og Prince leger med dem, andre gange skal han være lukket ned i kælderen.
Af og til går Cyril på besøg hos sin mor. Hans week-ender bliver planlagt så han ser sin mor når René har vagt på hospitalet.
Cyril er som regel alene med sin mor fra når han ankommer, lørdag eftermiddag efter skolen indtil søndagen, sidst på eftermiddagen, hvor han tager hjem før René kommer hjem.
Mange ting har ændret sig hos Lucienne.
Hun er blevet abonneret til en klub med klassisk musik. Hun modtager regelmæssigt en plade i en fin mørkeblå, beige eller mørkegul omslag som ligner så noget læder, hvor man kan se navnet på komponisten i flotte, gyldne bogstaver.
Lucienne er begyndt at lytte til klassisk musik fordi “ordentlige folk” lytter til klassisk musik, siger hun. Så hun modtager disse plader som er fortolkninger spillede af forskellige østerlandske orkestrer og hun lytter religiøst til dem: Brahms, Chopin, Beethoven, Debussy … Listen er lang.
På det seneste har hun taget en vane, som Cyril ikke kendte før i tiden: Hun starter de fleste af sine sætninger med “hos ordentlige folk” eller “hos folk af høj standard”.
Hun er også blevet abonneret til en bogklub, France Loisir, og hun modtager nu også regelmæssigt bøger.
René og Lucienne har købt en ny bil. En metalgrå Peugeot 304 coupé.
– Det er den bedste bil Peugeot nogensinde har lavet, siger Lucienne meget stolt.
– Det ved jeg nu ikke, svarer Cyril, far har en 504’en coupé cabriolet sport og den er større, kører hurtigere end 304’eren og den er ret flot.
– Hos folk af høj standard har man ikke så nogle bling-bling store biler, Cyril! Vi har ikke noget at bevise eller at vise. En mere diskret bil er tegn på at man er af højere kvalitet.
– Ah?
– Ja! Nemlig! Man skal ikke lade sig forlede af folk med store biler. Det meste af tiden er det for at vise sig og for at kompensere for en lille personlighed. Ordentlige folk har ikke behov for den slags.
– Åh! Det vidste jeg ikke!
En lørdag, når Cyril kommer hjem hos sin mor bemærker han et billede på klaveret som Lucienne lige har købt (hun havde taget nogle lektioner da hun var ung og hun syntes, hun skulle starte igen). Det er et bryllupsbillede: Lucienne, helt i hvidt, holder René i hånden og de to turtelduer ser forelskede på hinanden i øjnene.
– Jamen, mor … Hvad er det?
– Det er da mit bryllupsbillede. Det kan du vel se?
– Er du blevet gift igen?
– Ja, Cyril! siger Lucienne grinende.
– Er du blevet gift med René?
– Ja, jeg hedder ikke længere Lucienne Bolmer, men Lucienne Benhamou.
Cyril ser på billedet med store, runde øjne.
– Men … Du har ikke inviteret mig?
Lucienne trækker på skuldrene.
– Nejda min skat. Du ved, det var alligevel meget klassisk. Der var ingen dér, som du kendte og du vil have kedet dig ihjel.
– Ah?
– Ja.
– Og så vil du snart have en lillebror eller en lillesøster, tilføjer Lucienne.
– Ah?
– Ja! Glæder det dig ikke?
– Øh … Jo … Selvfølgeligt.
Nej … Rent faktisk nej. Cyril er over ti år gammel. Hvad skal han stille op med en baby? Nå … Vent og se.
Undtagen disse få week-ender tilbringer Cyril det meste af hans tid mellem skolen og fru Brus hus.
Odette Bru lever alene med sin stor søn, Pascal. Pascal er 18 år gammel, han griner altid og han har, i noget tid, delt reklamer ud for Roger for Time 2000.
Han har ikke været så længe i skolen. Han studerer ikke, men han har nogle småjobs hist og her som giver ham lidt penge. Han kører rundt i byen på sin knallert, han han tager sig også af Odettes hunde … En masse småting.
Odette har to hunde. Hun havde tre hunde men hendes gamle hund, Diane, en sort og brun korthåret hund af ubestemmelig race døde for kort tid siden. Hun har deriblandt en smaddersød Butterflyhund som alle børnene elsker, Kissme hedder den, og så Prince, som hun har på deltid.
Odette er en kraftig bygget madame. Hun er sidst i 40’erne eller først i 50’erne, hun har mellemlangt hår som hun jævnligt får vandonduleret af ubestemmelig farve, sådan et sted mellem mørkeblonde og lysebrun med sort og hvidt ved rødderne.
Hun har blegblå øjne bag nogle firkantede briller med stålstel. Store røde kinder og en mund med tynde læber som sjældent smiler.
Hun har store arme med overarme på størrelse med en lår og hun er næsten altid iklædt en kjole i hvide eller lysegrå toner printet med store blomster af forskellige farver. Den ligner rimelig godt soveværelsestapetet.
Hun har været gift, men hendes mand, som hun kun omtaler som “far Bru” gik en dag ud for at købe smøger og han kom aldrig tilbage. Odette aner ikke hvor han er hen og om han er levende eller død.
Det er en bestemt dame som er overbevist om at børn skal afrettes og som gør sit bedste for at dressere dem.
Hun tilbereder ulækre retter som altid klistrer i munden eller i halsen, enten fordi de er for tørre eller for klistrede eller fordi de er lavet af dårlig kvalitets varer.
Man kan bruge flere minutter til at gumle på et stykke kød før det bliver muligt at sluge det … Og det er stort set umuligt at sluge uden at hjælpe til med noget vand. Der skal faktisk bruges en del vand før man kan komme igennem en frokost.
Derfor har Odette erklæret at hvert barn ikke vil have mere end et glas vand for hele middagen. Sådan en 20 eller 25 cl glas som ikke engang er fyldt helt op. Det er den tilladte mængde fordi ellers “fylder I jeres mave med vand og så spiser I ikke”.
Børnene har fundet et modtræk: “Må jeg forlade bordet? Jeg skal lige ud og tisse!”, og i badeværelset er der en hane med vand. Det smager lidt af sæbe, men det er bedre end ingenting.
Naturligvis har Odette ikke været længe om at finde ud af det, så nu, skal man have været på wc før man skal spise, ellers vil man ikke have lov til at gå dér når først man har sat sig til bords.
Céline, Jean-Claudes datter (en af Chantals brødre) har endda tisset i bukserne ved den sidste middag, men det har ikke hjulpet. Hun fik lov til at sidde i sin tis, foran sin tallerken indtil hun havde spist op.
Reglen er nemlig, at så længe der er noget mad i tallerkenen, bliver man til bords. Middagen bliver serveret ved 12-tiden (og man tager ikke selv, men Odette serverer selv ordentlige portioner) og man bliver siddende til bords indtil at man har spist op. Cyril har selv testet det.
En dag hvor Roger skal hente ham ved 19:30-tiden, altså ikke så sent, og eftersom middagen er endnu mere uspiselig end sædvanligt, nægter Cyril at spise.
Han bliver til bords, foran sin tallerken.
De andre børn bliver færdige med at spise og Cyril sidder stadig væk her, hovedet hvilende på sit højre knytnæve og med truttende mund.
– Du kan surmule så meget som du vil, Cyril, du vil ikke gå fra bordet før du bliver færdig med din tallerken.
Cyril trækker på skuldrene og nægter stædigt at spise.
Timerne går, børnene leger og så er der tid til eftermiddagsmad. Odette giver til børnene brød, smør og marmelade.
Cyril, stadig med hovedet på sin knytnæve, sidder stadig til bords foran sin tallerken med stivnet sovs over melede kartofler og noget sejt kød som efterlader kødsnore mellem tænderne.
Han ser ud af køkkenvinduet, hen mod himlen.
Der er et fly i himlen.
En dag, vil han rejse. Langt væk herfra. En dag vil han blive rig og berømt. En dag vil han kunne gøre alt og han vil vide alt hvad der er at vide i hele verden! Så skal de se, allesammen!
Og så går timerne …
Ved 18-tiden ankommer de første forældre for at hente børnene.
Cyril sidder stadig væk foran sin tallerken.
Endelig, som den sidste forælder, ankommer Roger! Han træder ind i køkkenet når klokken er omkring 20:30:
– Så, Cyril, tag din jakke på, vi smutter! Vi er sent på den!
Cyril rejser sig op men Odette stopper ham med en bevægelse.
– Nej, nej, Cyril! Bliv siddende.
Så siger hun til Roger:
– Jeg er ked af det, Roger, men Cyril har nægtet at spise frokost og jeg sagde til ham, at han ikke vil få lov til at gå fra borde før han har spist op. Der er tale om en magtkamp mellem mig og ham og der kan ikke være tale om, at han vinder den. Så, så længe han ikke har spist op, skal du vente på ham.
Roger ser på sit ur og råber:
– Cyril for helvede, da! Bliv så for fanden færdig med at spise, så vi kan komme hjem. Denne knægt er utålelig! Kom så! Skynd dig at spise op så vi kan komme hjem!
Og Cyril, med tårfyldte øjne, tygger den kolde, smagsløs ret så hurtigt som muligt. Maden er endnu sværere at sluge fordi han nu også har en kugle i halsen.
Hele vejen hjem, i bilen, råber Roger ad ham og Cyril græder i stilhed for ikke at gøre ham endnu mere sur.
Siden den dag spiser Cyril, så meget som muligt, det fru Bru putter i tallerkenen foran ham.
Rogers bror, Bruno, er blevet skilt fra Jacqueline med hvem han har haft to børn: Catherine og Daniel. Han har mødt en ny kæreste som har en søn: Frédéric.
Frédéric er otte år gammel. En køn dreng med store mørkebrune øjne og en masse krøllet hår som alle purrer når de kommer forbi ham.
Han er altid glad, ham, Frédéric. Altid i gang med at grine eller med at smile.
Eftersom hans mor har perioder med masser af arbejde, fortæller Roger ham om fru Bru som jo “allerede passer Cyril”.
Cyril finder sig en legekammerat.
Ja, okay, Frédéric skal kun være her i fem dage, indtil at hans mor er færdig med det stykke arbejde hun er på i øjeblikket, men børnene bliver meget glade for hinanden meget hurtigt. De griner meget sammen.
Prince, som er i køkkenet mellem de to børn ser også ud til at have det sjovt.
Cyril og Frédéric sidder hver på en stol overfor hinanden og leger med at synge en børnesang som også går ud på at lave forskellige tegn:
– Her er højre hånd (man slår hinandens højre hånd)
– Her er venstre hånd (samme ting med venstre hånd)
– Her er højre hånd, venstre hånd
– Her er de to.
– Her er kukuk (højre tommelfinger over højre skulder)
– Her er kukuk (samme ting med venstre skulder)
– Her er kukuk, kukuk
– Her er de to.
– Her er højre hånd …
Fiffet er at synge hurtigere og hurtigere indtil en af de to tager fejl.
Prince som blev tiltrukket af børnenes håndeklappen og latteren står imellem de to og han går frem og tilbage og lader som om han vil fange børnenes hænder.
Han prøver at fange Frédérics hænder og Cyril giver et lille slag på hans hale for at tiltrække hans opmærksomhed.
Prince vender sig om og prøver at fange Cyrils hænder.
Frédéric giver ham et lille slag på halen.
Prince vender sig om og lader som om han vil fange Frédérics hænder.
Børnene ler meget.
Lige pludseligt bemærker Cyril at Princes hale bliver stiv og går op i luften. For sent, han har allerede givet den lillle slag.
Prince vender sig om og, i stedet for at lade som om han vil fange Cyrils hænder, ser han stift på ham og, uden en lyd, vrænger han læberne op …
Det er lige på det tidspunkt, at Frédéric giver ham et lille slag på halen.
Prince, som var ved at ville angribe Cyril vender sig lynhurtigt op og kaster sig over Frédérics ansigt. Frédéric og Cyril skriger.
Fru Bru, som var lige i nærheden, løber til hunden og tager fat i pighalsbåndet.
Hun trækker hårdt, men Prince er som klistret fast på barnets ansigt.
Pighalsbåndet knækker.
Hundens knurren smelter i et med barnets skrig og de smaskelyde af kødet, som dyret flår af Frédérics ansigt.
Cyril, lamslået, med bankende hjerte, kan kun skelne en blodig masse af ansigtet.
Frédéric siger ikke noget mere. Hans krop følger bevægelserne når hunden bider og den løftes lidt, men den virker livløs.
Odette tager fat i hundens krop og løfter ham væk.
Prince slipper endelig sit bytte.
Altimens hun skælder ud på dyret, løfter hun ham godt 20 cm fra jorden og smider ham ned i kælderen. Hun låser døren.
På den anden side af døren kan man høre den vanvittige hund gø hysterisk, kradse i døren og tydeligvis også, kaste sig mod den.
Man kan se døren bevæge sig.
Bare den holder!
– Pascaaaaaaal! Løb hos Shoushanafamiliens hus og ring efter en ambulance!
Fru Bru har endnu ikke fået telefon. Den er planlagt for næste år. I mellemtiden er hun nødt til at benytte sig af naboens.
Pascal, som var i haven, løber imens at Odette prøver at stoppe blodtabet.
Frédéric er aldrig kommet tilbage hos fru Bru. Eftersom hun var kæreste med Bruno har hans mor ikke klaget, men hendes forhold med Bruno stoppede dér. Bedstefaren, Lucien Malka, betalte en stor erstatning og for behandlingerne.
Frédérics er for evigt totalt vandsiret og barnet har mistet et øje i denne sag.
Cyril får sig en ordentlig røvfuld den dag. Fordi det er hans skyld hvis Frédéric næsten døde.
– Hvad fanden gik der af dig så du generede den hund igen? Hva’? Hva’? Hva’? gentager Roger for hver slag med bæltet.
Det hjælper ikke at sige at ingen generede ingen. Man legede. Som børn nu gør. Det var Prince som var kommet til. Det nytter ikke at prøve at forklare hvad der er sket.
Når man er skyldig, skal man tie stille. Man er ikke så fræk at “svare igen”, som Roger siger.
Det er en af Rogers principper: Hvis Cyril forsøger at forklare hvad der er sket, smælder bemærkningen som af en pisk:
– Svar ikke igen til din far!
For Roger, er der kun en forståelse: Skyldig.
Prince er givet til dyreværnet, SPA, som det hedder i Frankrig (Société Protectrice des Animaux – Dyrenes beskyttelsesforening).
Odette vil ikke have den hund i nærheden og Roger tør ikke at tage ham igen.
I over to uger er Roger nærmest syg: “Hvor jeg dog savner den hund. Hvor jeg dog savner ham”.
Cyril forstår slet ikke hvordan man kan savne sådan en skør, farlig og ukontrollabelt dyr.
Efter to uger ringer Roger til SPA. Han vil have Prince tilbage. Han er bange for, at SPA afliver ham fordi man siger at de hunde, som ingen vil have, eller som forekommer umulige at give væk bliver aflivede.
Men Prince er her ikke længere.
– Har De aflivet ham? spørger Roger med gråd i stemmen.
– Nej, nej, hr. Vi afliver ikke hundene. Han blev taget af … øh … af militæret.
– Det var godt. Tak frue.
Helt til sin død i november 2017, 45 år senere, har Roger troet på den.
Laila Dyhr siger:
Pu , ha. Fik hjertebanken ♥️Vil bare ønske jer en rigtig god påske. 🐣🐣🐣🇩🇰
cylle siger:
Tusind tak, Laila.
Ja, 45 år efter er det stadig noget jeg kan huske ret så tydeligt. Det øjeblik hvor jeg så hunden (som forekom mig enorm) stirre på mig og så vidste jeg, at han skulle til at angribe. Lige i det tidspunkt hvor han skulle til at springe slog den anden dreng til hans hale. Bagefter gik alt meget, meget hurtigt.
Den hund var virkelig sindssyg. Der må have været en brist fra start og det blev jo ikke bedre af den måde min far behandlede ham på.
Påske starter fredag aften for os. Vi skal spise usyrede brød og vi må ikke spise noget som helst som er hævet eller som indeholder kornsort, der kan hæve i otte dage. Første og sidste påskedag er helligdage 🙂
God påske til jer to i Gadevang 🙂