Il est fatigué le prince charmant
Il est fatigué son beau cheval blanc
Ses rêves bleus sont un peu gris
Son épée d’or est en fer blanc
(Michel Delpech – 1973)
Prinsen er træt
Hans flot hvide hest er træt
Hans blå drømme er noget grå
Hans guldsværd er af tin
Nogle gange er det kedeligt at hente Cyril hos fru Bru. Sir Anthony lukker ofte sent, drengen er træt når han bliver hentet og de fleste gange er han ikke i seng før midnat og han skal op ved syvtiden om morgen for at gå i skole mens Roger og Chantal stadig væk sover.
Det sker derfor af og til at Cyril skal sove hos fru Bru. Det er meget praktisk eftersom hun bor tæt ved skolen, så kan Roger og Chantal komme hjem stille og roligt uden at ulejlige sig med at hente knægten.
Cyril begynder at sove hos Odette. Det begynder med en gang fra tid til anden og så ender det med at blive to til tre gange om ugen.
Odette har kun sin søn Pascal hjemme. Han er lidt over 18 år gammel. Hendes anden søn, Pierre og hendes datter er gifte og bor ikke hjemme længere. Derfor er der flere tomme værelser i huset og Cyril kan sove i Pierres gammel værelse.
Selv om Odette har nattevagt, tager hun imod Cyril da han skal i seng ved 20:30-tiden og hendes vagter begynder ikke før 23:30.
På det tidspunkt sover barnet og, under alle omstændigheder, er han ikke alene hjemme da Pascal også er der, hvis der skulle ske noget.
På den måde skete det at Cyril kom til at tilbringe endnu længere tid i det hus, som har været kilde til så mange ubehagelige ting.
Denne aften ligger Cyril i sengen. Han har læst. Han læser meget. Han lytter også meget til musik. Popmusik, naturligvis, og så hitparaden.
Hans stor idol er Johnny Hallyday.
Cyril elsker Johnny helt vildt. Han kan meget mindre lide Sylvie Vartan, Johnnys kone, som også synger. Hun synger dumme ting som bare er til piger.
Han bryder sig heller ikke om Claude François eller Mike Brant, som ellers er meget berømte. Nej, nej: Johnny Hallyday, Daniel Guichard, Rolling Stones, Suzi Quatro, Michel Fugain og mange andre, dog. Sylvie Vartan kan gå an når hun synger “J’ai un problème” sammen med Johnny Hallyday, dog.
Han læser meget og det synes Roger er latterligt. Cyril kan læse op til en bog om dagen.
En dag, meget senere, han må have været 15 eller 16 år gammel, ved et bryllup, møder Cyril nogen som vagt mindede ham om noget:
– Undskyld. Jeg kan huske, at jeg har set dig, men jeg kan ikke huske, hvem du er. Det er lidt dumt, er det ikke?
– Ha! Det forbavser mig ikke. Dengang var du hele tiden med næsen i en bog. Du tog dig lige tid til at løfte hovedet for at sige goddag og så vendte du tilbage til din bog. Det forbavser mig ikke, at du ikke kan huske, hvem jeg er!
Musikken og bøgerne, det er hans flugt. Flugten fra den skole og fra det skoleår som forekommer uendelig.
Flugten fra disse dage uden begyndelse eller ende, hvor man spiser underlige ting på underlige tidspunkter og hvor man ikke ved, hvor man skal sove om aften.
Flugten fra de dage, hvor man ikke ved om Roger vil rose eller slå for lige præcis samme ting.
Flugten fra et liv, hvor man ikke ved, hvad den næste time vil bestå af.
Et liv hvor man skal sætte sit værelse til rådighed for børnene når der er gæster på besøg. Børn som smadrer mange ting, ridser plader, ødelægger bøger og til hvem man ikke må sige noget til fordi ellers klager de til deres forældre og så får man skældud.
Musik, bøger og Yscliff er de eneste positive ting i Cyrils liv.
Ja, fordi Roger, kort tid før Frédéric blev overfaldet af Prince har taget imod en anden hund: Yscliff.
En dag, Rogers bror, Guy, ankom. Han havde en stor hvalp med sig. En underlig hund som man aldrig havde set før. En stor bunke rødt hår, som var det en bamse.
– Nej! Se! Han har en blå tunge!
– Ja, svarer Guy, det er en Chow-Chow (udtales “shosho” på fransk).
– En hva’ for noget?
– En Chow-Chow.
– En chaud-chaud? (udtales også “sho-sho” og betyder “varmt-varmt”) det kan jeg da godt forstå med alt det hår!
– Årh! Hvor er han dog dum! udråber Roger.
Prince, som undtagelsesvis var hjem den dag, som den gode psykopat-hund den er, kaster sig voldsomt over hvalpen. Selv om hvalpen lægger sig på ryggen og strækker hals som tegn på underkastelse, hvilket stopper enhver normal hund, tager Prince sig ikke af det. Roger tager fat i Prince i pighalsbåndet og smider ham ud på altanen.
– Hvor er din hund dog sød, siger Cyril.
– Ja, er han ikke? siger Guy.
Han ser på Cyril: “Vil du have ham?”
– Ah hva’? Nej, vent lige lidt …
– Hvad taler du om? spørger Roger.
– Ja, det var Claudine der ville have ham fordi hun syntes, han var sød, men … Du ved … Sådan en tisser og skider lidt over det hele og hun kan ikke lide at tage ham ud og alt det her, såhe … Vi ved ikke rigtigt hvad vi skal med ham. Så hvis du vil have ham …
– Jada! Det er helt okay. Lad mig bare få ham.
Og det var sådan, at Yscliff kom til.
Rent faktisk hed hunden “Itric”, men Guys kæreste, Claudine, som har noget familie i USA foretrak at kalde ham “Yscliff” ved at spille på det engelske “is cliff”, fordi det skulle så betyde at hunden vil være lige så stærk og urokkelig som en klippe … Men alt det her var før, at hun fandt ud af, at hunde tisser, skider og skal ud at gå, altså.
Lidt efter lidt blev Yscliff Cyrils ansvar. Fordi efter at nyhedsøjeblikket er gået, Prince smidt i SPA og alt det her, tager Roger sig ikke rigtigt af ham.
Så det er Cyrils job at vaske gulv efter Yscliff (som heldigvis lærer forholdsvis hurtigt at blive renlig), at tage ham ud at gå, at give ham mad og vand og alt det her.
Yscliff er den eneste familiemedlem Cyril bekymrer sig for og den familiemedlem han ser oftest.
Når man kommer hjem fra skolen skal man ud med hunden, eventuelt gå og købe ind, lave mad for Yscliff og for ham selv og så hjemmearbejde (Cyril går ikke i fritidsordningen længere).
Onsdage er stadig væk rengøringsdage. Skolen er stadig væk de dårlige resultater, slag fra direktøren, dårlige karakter, næstsidste plads ved alle prøver og ingen ven … undtagen Yscliff.
Altså alt er ved det gamle med den forskel at, nogle gange om ugen, går Cyril hen og sover hos fru Bru.
Denne aften ligger Cyril altså i sengen hos fru Bru. Han har læst i mange timer. Så længe at han har hørt fru Bru gå på arbejde.
Ja … Han er vant til at falde i søvn ret sent, så han kan ikke lige pludseligt falde i søvn kl. 21:00. Så han læser ofte længe i sengen om aftenen.
Han hører lyden er skridt gå op ad trappen. Det er Pascal som skal op på sit værelse som er lige overfor den, hvor Cyril sover.
Cyril skynder sig at slukke for lyset. Man ved aldrig!
Men Pascal har hørt ham, eller også har han set lyset skinne under døren.
Han åbner døren og siger:
– Hva’ så, knægt? Sover du ikke endnu?
Eftersom han ikke lyder sur holder Cyril op med at lade som om han sover.
– Øh … Nej … Jeg læste. Du siger det ikke til nogen, vel?
– Nej! Nej! Bare roligt!
Pascal træder ind i værelset og sætter sig på sengen.
– Har du det svært ved at falde i søvn?
– Ja. Lidt. Jeg går ikke i seng så tidligt til dagligt.
– Måske har du det for varmt?
– Nej, det er okay.
– Ja, det er forår, det er varmt og med pyjamas og alt …
– Hihihi! Nej, jeg har ingen pyjamas. Jeg havde nogle hos min mor, men siden jeg lever hos min far, har jeg ingen, så jegt sover i underbukserne.
– Sover du i underbukserne? Dig?
Pascals hånd glider under dynen for at tjekke.
– Ja! Det er jo så sandt som du siger det! Men … Hvad har du derinde? spørger Pascal imens han kælder for Cyrils kønsdele.
– Tjah … svarer Cyril rødmende og uden at vide, hvordan han skal reagere.
Pascal lægger sig ved siden af Cyril altimens han bliver ved med at kælde for han lem og hans mave. Han kysser ham på panden. En underlig kys, våd og med tungen.
– Åh! Åh! siger Pascal, man skulle tro, at du kan lide det!
Efter disse kælden er Cyrils lem blevet hård. Lige med et, er Cyril nu blevet medskyldig.
– Se! Jeg kan også blive hård!
Pascal tager Cyrils hånd og fører den på sin egen lem og bruger den til at onanere med altimens han bliver ved med at lege med Cyrils.
– Se, nu vil jeg kysse den, siger Pascal. Og jeg vil lære dig hvordan man skal gøre for at kysse en tissemand ordentlig, fordi det er ikke nemt. Så vil du også vide, hvordan det skal gøres …
I de følgende ugers løb udvikles det, der sker med Pascal mere og mere.
Cyril sover hos fru Bru to til tre gange om ugen, og mindst en af gangene besøger Pascal ham. Også selv om Cyril lader som om han sover.
I løbet af dagen, imens Cyril er i skole, og imens der er frikvarter, flere gange om ugen, besøger Pascal ham for at sige goddag.
Han ved hvornår der er frikvarter og han kommer kørende på sin knallert til skolegården. Han kommer med tyggegummier og med slik til Cyril. En del af dem. Næsten hver dag.
Cyril er generøs og giver gerne af sine rigdomme til de andre. Selv om det ikke giver ham venner, gør det at hans dage på skolen er mindre voldelige, i hvert fald i skolegården.
I øjeblikket sidder Cyril ved siden af Gaël Laroche. En hyklerisk dreng som kan lide at ramme de andre altimens han bliver ved med at være “god ven”. Han kender hver elevs grænser og svage punkter og han er i stand til at manipulere alle og få dem til at lave alt muligt for bagefter at angive dem.
Det er grammatiktimen og direktøren fortæller om subjektsprædikat på en fuldstændigt uforståelig måde, sådan som han er vant til at gøre det.
Gaël hvisker til Cyril:
– Hvem er den fyr, som giver dig alle de slik?
– Det er Pascal. Han er fru Brus søn. Hun passer mig. Svarer Cyril lige så hviskende.
– Han er da sød.
– Ja.
– Kunne han også komme med nogle slik til mig, tror du?
– Nej, det tror jeg ikke. Han kender dig ikke og så skal man også være sød mod ham.
– Jeg er da også sød.
– Ja, men ikke på den måde.
– Hvad for en måde?
– Ja, fordi nogle gange, skal man lege med hans tissemand og så kysse hans tissemand.
– Nej?
– Jo!
– Har du gjort det?
– Du siger det ikke til nogen, vel?
– Nejda! Naturligvis ikke!
– Ja. Jeg har leget med hans tissemand og jeg har også kysset den.
– Jamen … hvordan …?
Og Cyril, hviskende, fortæller.
Ikke alt, naturligvis, men en del.
Gaël lytter til ham med store, runde øjne.
Faktisk morer det Cyril at kunne forbavse Gaël på den måde. Der tager Cyril fusen på ham, Gaël! Det er fedt at være helten!
Når Cyril er færdig med sin fortælling, står Gaël op og, meget højt og på en syngende tone siger højt til hele klassen:
– Øj, øj, øj! Hr. direktør! Hvis De bare vidste, hvad Cyril lige har fortalt mig!
– NEJ GAËL! NEJ!
Klassen er bomstille. Cyril er bleg og føler det som om han skal besvime. Og Gaël, stadig småsyngende og meget højt kommer ud med nyheden så alle kan høre det ret tydeligt:
– Cyril sagde, at han legede med Pascals tissemand når han sover hos ham!
Timen bliver afbrudt og en anden lærer tager over. Cyril, i krampegråd bliver beordret ned til direktørens kontor som, bekymret, spørger ham om nogle detaljer før han sender Cyril i venteværelset og ringer til Roger.
Roger ankommer. Han er vred over at have været nødt til at forlade butikken for at rydde op i de problemer, Cyril er skyld i, igen.
Han træder ind i direktørens kontor for at finde ud af, hvad det går ud på. I forbifarten sender han Cyril en mørk blik.
Cyril kan ikke høre, hvad der bliver sagt bag døren og, efter nogle minutter som forekommer til at vare en evighed, kører Roger Cyril hjem.
Under hele vejen skælder Roger Cyril ud.
– For fanden da! Hvordan kan du være så dum og perverterede? Og han gav dig slik, og du tænkte ikke videre over det? Det er utroligt hvordan du kan lave rav i alt hvad du rører ved!
Og så videre …
Lige så snart de ankommer hjemme bliver Cyril sendt på værelset.
– Så! Gå så hen på dit værelse og lav hjemmearbejde i stedet for at glane og at lege med andres pikke!
Det er først dagen efter, efter at have talt med Chantal og Francis (Chantals bror), at Roger, selv om han stadig er sur på Cyril, holder op med at skælde ham ud.
Han gik åbenbart så langt så han talte med Lucienne om det. Hun studerer for at blive psykoanalytiker og de bliver enige om, at Cyril skal ud af skolen en uges tid og at han skal over og være hos sin mor denne uge.
I en uge vil Cyril bo hos Lucienne.
Om hun har ham til observation eller for at komme sig over oplevelserne ved han ikke og han vil han aldrig vide det.
Han kunne godt tænke sig at tale om det, der er sket. Han kunne tænke sig at fortælle om det og høre, at det ikke er hans skyld. Men han tør ikke begynde med at tale om det. Han venter på, at hans mor begynder at tale.
Men i hele denne uge vil Lucienne ikke tale. Lucienne vil bare gøre som om intet var hændt.
Når han er kommet hjem hos sin far, taler Roger heller ikke om noget, mere. Roger lader som om intet var hændt.
Cyril bliver ikke sendt hos fru Bru længere. Det er altid det, der er positivt. Men for hvad resten angår … For hele resten … Er der kun stilhed.
De andre børn i skolen har til gengæld intet glemt. Og i frikvartererne, udover slagene, er der nu kommet nye skældsord til: bøsseka’l, perversyril, bøssesyril og andre, lige så opfindsomme udtryk.
Heldigvis er skoleåret snart slut. Han behøver blot at holde ud en måneds tid.
Ingen prisuddeling efter 5. klassen. Under alle omstændigheder, eftersom Cyril har været næstsidste hele skoleåret, ville han ikke have fået noget.
Underlig nok, og på trods af disse dårlige resultater vil Cyril blive accepteret i 6. klasse.
I Frankrig, skifter man skole på det tidspunkt og man vælger sit første fremmedsprog. Cyril har valgt engelsk som første sprog.
Eftersom Roger stadig bor Place de la Gare, vil Cyril være i Collège Camus, hvilket er langt fra C.I.L.O.F og Rouget de l’Isle skole, hvor Cyril var. Hvilket betyder en masse fordele.
For det første, er den nye skole knap 15 minutters gang fra Place de la Gare og, eftersom han er langt fra C.I.L.O.Fs kvarter, vil det sige at ingen af hans tidligere skolekammerater fra den gamle skole vil være her. Ingen vil kende ham. Der vil være nye elever og nye lærere (som man kalder “professeur” eller blot “prof”). Det bliver en fagre ny verden.
Skoleferien er her og, medio september vil en ny verden åbne sig.
