Skak
Modelfoto

So what you wanna know
Calamity’s child, chi-chi, chi-chi
Where’d you wanna go?
(Daniel Bowie – 1974)

 

 

 

 

 

 

Cyril bliver sendt en måned på feriekolonier i juli-måneden.

Ferien er ganske okay selv om, i en tid der forekommer ham uendeligt bliver Cyril indkvarteret i klinikken. Det er nemlig under denne ferie, at han får sig en gang røde hunde.

Men okay. Det er ikke for ubehageligt. Han har sit eget værelse på klinikken og, eftersom han ikke må komme ud, har han en bunke bøger og tegneserier at læse i. Så det er ikke så galt endda.

Når feriekolonien er færdig, skal Cyril være et par dage hjemme før at han skal over hos sin mor for august-måneden (Lucienne tager gerne på ferie i Spanien i juli, og der er ingen grunde til at have Cyril med).

Cyril kommer hjem efter feriekolonien i juli, kysser sin far og Chantal goddag, han siger goddag til Isabelle og Corinne, Francis’ døtre som er hjemme hos ham i øjeblikket og så tømmer han sin taske. Det meste af det går naturligvis i vasketøjskurven.

Han skal til at lukke sig ind på sit værelse for at hvile sig og læse efter turen, men Roger stopper ham:

– Hvor er gaverne?

Cyril åbner store runde øjne.

– Gaver? Hvad for nogle gaver?

– Ja! Jeg har da givet dig lommepenge, har jeg ikke?

– Øh … Jo.

– Hvad har du så gjort af alle de penge?

Cyril prøver på at huske det … Det er svært. Han vidste ikke, at han skulle føre regnskab med det.

– Øh … Jeg købte slik, og så nogle tegneserier, og … øh … en bog også … og de postkorte jeg sendte og frimærker … så … øh … nogle kager …

Imens at han fremsiger listen af sine køb, kan han se Rogers øjne blive hårde.

Åbenbart har han dummet sig … Han har på fornemmelse at han har lavet noget rigtigt forkert, men han er ikke klar over hvad, lige præcis.

Han bliver færdig med sin optælling og har det svært ved at sluge sit spyt. Han ser på sin far.

– Så? Ifølge det du siger, har du bare spildt alle disse penge på dumheder. Er det korrekt?

Det er svært at svare “nej” når spørgsmålet er stilet på denne måde.

Cyril nikker.

– Og det er du stolt af, oven i købet!

Cyril, med tårer i øjnene, ryster på hovedet.

– Det var dog utroligt at være sådan en egoist, råber Roger imens han tager familien til stede som vidner, her giver jeg ham 5.000 bobs og han spilder dem til at købe idiotier med.

– Nej, far, du gav mig 50 Francs.

– Lad være med at spille smart!

I 1950’erne blev den franske franc reformeret og 100 gamle francs (bobs) blev til en franc.

Roger bliver mere og mere sur altimens han taler. Når han er startet, skal man ikke svare noget som helst. Ikke et ord. Ikke en bevægelse. Lige som om hvis man er over for en farlig hund.

Cyril ser bare på sin far imens han er i gang med sin enetale.

Alt afhænger af hvor ordene vil føre Roger hen. Det er lige som om de ord, han siger, kan få ham væltet i den ene eller i den anden retning. Som om han blev styret af sin egen tale.

I disse tilfælde taler Roger højere og højere, han bliver bleg, hans øjne popper ud af hans ansigt lidt efter lidt , så begynder han at stamme og at småspytte, som om alle ordene vil presse sig ud af ham på en gang.

Hvis Chantal er her, er det værre, fordi hun kaster olie på ilden:

– Ja, det er lige som sidste gang, da han gjorde … og så forleden glemte han … og kan du også huske, det er lige som sidste gang hvor han … Åh, ja, jeg har også glemt at fortælle dig, hvad han sagde forleden …

Som regel stirrer Cyril på hende imens at han tænker meget stærkt: “Ti stille! Stop! Ti stille!” altimens han kan se Roger der bliver mere og mere ophidset.

Når Roger endeligt springer en sikring og slår løs på Cyril, skifter Chantal og hun råber “stop, Roger! Stop! Slå ham ikke!”. Men så hjælper det jo heller ikke.

Det er lige som et velplanlagt teaterstykke og det sker lige på samme måde hver gang.

Heldigvis er Chantal i øjeblikket beskæftiget andetsteds, så hun føjer intet til.

Roger bliver ved med at råbe ad Cyril som ser på ham uden at sige et ord.

– Og se ned, ellers får du en på skrinet! truer Roger.

Cyril ser på gulvet.

– Sikken en egoist du er at bruge alle de penge for ingenting. Du har ikke købt noget til nogen! Se Isabelle og Corinne, de to stakler! Du har ikke købt noget til dem. Og heller ikke til os! Intet! Sjældent har jeg mødt nogen så egoistisk som dig!

Cyril græder stille altimens han ser ned på gulvet. Men Rogers tone lyder som om den bliver roligere. Det er nok synet af de to søde piger der beroliger ham.

– Okay, så nu kan du smutte på dit værelse din egoistiske, uduelige pathos (ikke jøde).

Cyril smutter til sit værelse uden at sige noget.


I august måned bliver Cyril sendt til sin mor. Denne gang har Roger ikke givet ham nogle lommepenge. Det vil lære ham.

Lucienne har født en lille pige imens Cyril var på feriekoloni. Hun har givet hende et underligt navn, som Cyril aldrig har hørt før: Alexane.

For sin ferie i august vil Cyril så blive i C.I.L.O.F i Neuilly-sur-Marne.

Det er ikke så slemt. Han genfinder sin gammel ven, André Rigaud, med hvem han tilbringer flere eftermiddage.

En dag, hvor de spiller med kugler med Djibril Chebira, snyder Djibril. Cyril bemærker det og siger det til ham.

– Åh! Hold så din kæft! svarer Djibril til ham.

Cyril kaster sig over Djibril og giver ham en knytnæveslag i maven som bøjer ham i to, bagefter tager han fat i Djibril i kraven.

Stuevinduet åbner sig og Luciennes ansigt viser sig:

– Cyril? Er du da blevet sindssyg? Hvad går der af dig? Kom hjem med det samme!

Cyril, som ryster lidt på grund af den pludselig tilgang af adrenalin slipper Djibril, siger farvel til André og, med langsomme slæbende skridt, går han hjem.

– Hvordan er det du opfører dig, Cyril? Du opfører dig som en bølle!

– Jamen han snød og så insulterede han mig og alt!

– Muligt, men det er ikke grund nok til at blive voldelig.

– Jamen hvis jeg ikke gør noget, det er skidt og du siger, jeg er en kujon, og hvis jeg gør noget, så er det galt også?

Lucienne svarer med en lussing som rammer Cyril på kinden en kvart sekund efter, at han blev færdig med at stile sit spørgsmål.

– Gå på dit værelse!

Dagen efter må Cyril ikke komme ud. Han bliver derfor hjemme hos sin mor. Han sidder i stuen og kigger på babyen der sover.

I Luciennes soveværelse går bølgerne højt: Lucienne og René skændes.

Det handler om Renés mor, Sarah, som Lucienne, retfærdigvis eller ej, ikke kan snuppe.

Hver gang, de taler om Sarah, kommer de op at skændes. Og denne gang er så ingen undtagelse.

Selve skænderiets argumenter forstår Cyril ikke, men Lucienne og René sparer ikke på fuglenavne. René er en “skumfidus”, en “kogt spaghetti” og en “mors duksedreng”. Lucienne er “smålig”, “beregnende” og “skruet forkert sammen”.

Og så kan man høre lussinger og Lucienne råbe “hjælp”. Cyril, som har en knude i halsen, tør slet ikke bevæge sig.

Efter endnu et par høje klask-lyde, bliver tingene lige pludseligt meget mere rolige og der bliver helt stille.

Cyril ved slet ikke, hvad han skal gøre eller hvilken attitude han skal have. Han tør ikke gå til sit værelse fordi vejen dertil går foran Renés og sin mors soveværelse, hvor dramaet lige har udspillet sig.

Så træder Lucienne ind i stuen. Hendes kinder er mørkerøde og hun græder vredestårer.

– Husk det, Cyril! En mand som slår en kvinde eller et barn er ikke en mand! Det er en kujon! En kujon! gentager hun højere.

– Ja, mor.

Tingene går bedre mellem de to i løbet af en uges tid.

Cyril kan få lov til at gå ud igen og han benytter sig af lejligheden til at blokere Djibril Chebira i en hjørne og give ham en røvfuld.

Lucienne taler meget om sin fødsel. Hun var ved at dø, gentager hun, og hun fik fjernet livmoderen. Hendes fødsel har kostet “en million” (gamle francs højst sandsynligt, altså 10.000 francs, hvilket stadig var en pænt beløb dengang), men hun var omgivet af Paris’ bedste læger på Rotschild hospital, hvor René jo arbejder selv.

Efter denne farverige ferie kommer Cyril hjem for to dage og så bliver han sendt til Le Havre, på ferie hos Patrick og Élisabeth.


Luciennes bror, Patrick, blev gift med Rogers søster, Élisabeth.

De er begge to taget til Le Havre, i Normandiet, hvor de har en tøjbutik som hedder Time 2002.

En af Rogers bror, Guy, bor ligeledes i Le Havre og holder, med sin kæreste, Claudine (hende som oprindeligt ville have en chow-chow) ligeledes en tøjbutik som hedder Time 2000.

Cyril tilbringer de sidste dage i august og den første uge af september i Le Havre.

Det er faktisk nærmest to week-ender da resten af ugen er Patrick og Élisabeth i butikken.

De har en søn, Timéo, som er lidt over et år gammel.

Patrick og Élisabeth tager Cyril til Étretat, hvor der er flotte høje klipper og også ud at se Tancarvilles hængebro.

I bilen har Patrick en kassettesystem som hedder “cartouches” (“cart machine” på engelsk. Jeg ved ikke hvorvidt det eksisterede i Danmark) og som er musikkassetter med otte spor.

Og når han kører, spiller Patrick Leonard Cohen eller Léo Ferré:

Biologisk set, vaner jeg mig til idéen
som jeg har af biologien: Jeg pisser, jeg kommer, jeg græder.
Det er yderst vigtigt at vi formatterer vores idéer
Som om der var tale om fabriksfremstillede ting.
Jeg er rede til at give jer støbeformerne.
Men … ensomheden …

… synger Léo Ferré i sin sang, La Solitude (ensomheden).

Og imens at musikken spiller, kører Patrick i zigzag på de øde landeveje imens at Élissabeth siger “pas på, Patrick” og at Cyril skraldgriner.

Patrick lærer Cyril at spille skak.

Nogle gang spiser de kun pandekager og de taler ofte om science-fiction. Der er midt i 70’erne og vi er midt i UFO-moden og, med dem, alle disse fantastiske teorier: Pyramiderne har været bygget af aliens. Stjernen som viste vej til de tre vismænd var en UFO …

Populære sanger som Stone og Charden taler om alle disse ting og om den nye religion: Raël, en sekt som stadig væk eksisterer og som bygger på UFO’er.

Denne halvanden uge er hurtig forbi. Meget hurtig. For hurtig!

Og Cyril skal hjem fordi om få dage skal han begynde i den “store skole”: sjette klasse i Collège Albert Camus.

Mens han var væk har Roger købt nogle skoleting. Cyril valgte intet og bestemte intet. Der var en billigbutik i nærheden af hvor Roger køber tøj en gros, så han kunne købe mange ting for ikke ret meget.

Ud af de 20 kuglepen som Roger har købt, virker de 12 af dem ikke.

Cyril finder ud af, hvilke ting kan bruges eller ej og han forbereder sin taske.

Skolestart er i morgen …

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen