Quand on l’a trouvé, peut-on l’apprivoiser ?
S’en faire un ami pour toute une vie ?
(Noam – 1975)
(Kan man tæmme den, når man har fundet den?
Kan man få den til at være en ven for livet?)
Første dag i collègen er en stor omvæltning for Cyril. Der er tale om en hel ny skole, hvor han ikke kender nogen.
Ingen, undtagen Gabriel Shoushana, som man plejer bare at kalde “Gaby”.
Han er en dreng med en sympatisk fjæs, sorte krøllet hår og han smiler eller griner altid. Han er altid glad.
Han er Chantals fætter og derfor er Gaby og Cyril også blevet fætre ved ægteskabet.
Gaby er tretten, Cyril er ti.
Gaby er i 8. klasse og Cyril er lige startet i 6. Han ser derfor kun Gaby i frikvartererne.
Gaby leger ikke rigtigt men taler med sine skolekammerater og Cyril kommer ind i gruppen med hvem han har det meget godt.
Han nærmest drikker Gabys ord. Gaby er meget intelligent og kultiveret og Cyril lærer mange ting med ham.
Første skoledag er overraskende for Cyril.
Denne koncept med, at man ikke har sin egen klasselokal, men at man skal skifte lokal fra fag til fag er et nyt begreb (i Frankrig bliver læreren i sin lokal og børnene skal skifte lokal fra fag til fag).
Og det med, at hver lærer (som man kalder “prof”) har en eller to fag virker også enormt underligt for ham.
De første timer er med hans hovedlærer, Hr. Bordier. Han underviser i fransk, historie og geografi.
De har to timer med Hr. Bordier.
Efter den første time, får Hr. Bordier dem til at lave en ret svær diktat. De skal nu føle, at de ikke er i “den lille skole” længere. Men Bordier har en meget special opsætning, som han vil have for diktatet:
Børnene skal skrive deres navn øverst til venstre på siden, så lige nedenunder, deres klasse (6.A) og så på den første linje, skal de skrive datoen.
Derefter skal de springe en linje over og lave en vandret streg fra margenen og til kanten.
Så skal de tælle fire linjer og lave en ny vandret streg fra margenen og til kanten.
Endeligt skal de tælle fire kolonner fra margenen og lave en lodret streg som går fra den ene vandret linje til den anden.
Hvor er det dog underligt, det her!
Som Cyril vil forstå det senere er formålet med den lille tavle at Bordier skriver karakteren i den lille firkant til venstre og, hvis det behøves, en lille anmeldelse i den store rektangel til højre.
Men lige her og nu, bare sådan … Så aner Cyril ikke, hvad den himstregims er for noget.
Han passer godt på for at lave flotte lige streger, men eleven som er foran ham og som er vant til at vippe på sin stol rammer Cyrils bord, så han ikke kan lave disse flotte lige streger.
Det er irriterende det her!
Cyril skubber ham tilbage ved at prikke ham i ryggen med sin lineal, men den anden tager sig ikke af det.
François Cano, hedder han.
Efter en prikken vender François sig for at slå Cyril med sin lineal, men Cyril er hurtigere og kan parere med sin egen lineal.
De to børn begynder at fægte med deres linealer. Det larmer i hele klassen, naturligvis.
Hr. Bordier stopper kampen og siger til dem:
– Man må sige, at I ikke spilder tid, I to! I bliver klistret to timer her på onsdag! Og han giver dem hver et stykke papir, som de skal give til overvagten.
Hvad i alverden betyder det, at være “klistret”?
Overvagten giver dem hver en papir, som forældrene skal skrive under.
På det papir står der, at Cyril Malka skal komme i skolen onsdag formiddag (dag hvor man ellers ikke har skole i Frankrig) fra 08:30 til 10:30 for at udføre et arbejde for læreren.
Når han kommer hjem går Cyril forbi hans bedstefar og giver ham papiret:
– Her, bedstefar. Jeg har fået lov til at studere mere i skolen, men jeg skal have forældrenes tilladelse. Kan du skrive under her?
– Hva’? Hvad er det for noget?
– Ja, ser du. Det er blot et papir der siger, at jeg skal til skolen her på onsdag, og jeg skal bruge en voksnes underskrift lige her.
Cyril peger.
– Hva’? Jo! Ja! Naturligvis!
Og bedstefar underskriver.
Pyha! Det var tæt på. Så blev en drama afværget! Sikket noget ballade der ville have været hvis Roger skulle skrive under den slags! Især den første dag!
Torsdag, tilbage til fransktimen. Bordier giver diktaterne tilbage.
Alle har fået nogle frygtelige karakterer: Minus 25, minus 12, minus 18 …
Cyril fik minus 11.
Aldrig har han haft så elendig en resultat … Han ser på fejlene …
Ah, ja! Han glemte en accent på “à”. Det giver minus 4 points.
Minus FIRE points?
Jeps: En grammatisk fejl tæller fire points. En stavefejl tæller to points og en accent-fejl tæller en point. Med undtagelse af circonflexe accent (^) som bliver talt som stavefejl og tæller for to points. En tegnsætningsfejl tæller for en halv point medmindre der er tale om en del af en forkortelse (som for “etc.” for eksempel), i så fald tæller det også som stavefejl.
Og accent på “a” tæller som grammatikfejl fordi “a” uden accent betyder “har” (fra “at have” i 3. person ental), men med accent, betyder “à”, “til”. Så at glemme accent tæller altså minus fire points.
Derfor er den diktat en massakre for hele klassen.
På trods af denne dårlige resultat mister Cyril ikke modet. Han kan faktisk godt lide sin fransklærer. Cyril har kunnet lide de fleste af sine fransklærer.
Han kan se at alle har fået elendige karakterer (nogle fik endda minus 43 og én fik endda minus 50!), så hans resultat er faktisk langt fra at være blandt de dårligste. Og læreren skælder ham ikke ud på grund af denne resultat.
Derudover synes han, at han kan se logikken i galskabet. Han siger til sig selv at Hr. Bordier har gjort det med vilje for at få eleverne til at forstå, at nu, er skolen blevet en alvorlig sag.
Cyril lover sig selv at være mere opmærksom, meget mere opmærksom, næste gang. Så skal vi se løjer!
Denne minus 11 vil være den eneste karakter under gennemsnittet som Cyril vil få i fransk indtil 1976, hvor Roger blander sig i en af hans stil og retter den.
Hr. Bordier er også historielærer og han fortæller historien som om man ser en film. Cyril er tryllebundet.
Så er der Cyrils første prøve i historie: Forhistorie.
Når Hr. Bordier giver prøverne tilbage ugen efter kan Cyril konstatere at han har fået 20/20. Sikken lykke!
Om aftenen, når Roger er kommet hjem og har sat sig til bords efter sine fem eller seks Ricard, viser Cyril ham sin prøve.
– Se, far, siger Cyril strålende.
Roger tager fat i papiret og ser på det.
– 20 ud af 20? Ja? Og hvad så? Hvad forventer du? En medalje, måske? 20 ud af 20 er vel det mindste du kan gøre …
– Nej, far. Det er den bedste karakter i klassen, og den eneste 20/20 i klassen.
– Bah! Forhistorie! Det er ikke noget vigtigt. Og se hvordan du skriver. Sikken en elendig skrift du har! Har du set det? Hvad? Se her, du har en plet! Og her har du streget noget over. Det her er ikke en prøve! Det er en karklud! Hvordan kan du være stolt af sådan en beskidt, elendig karklud?
Mere han taler og mere bliver han sur og så begynder han at stamme. Når han gør det, er det meget dårligt tegn. Han ender med at råbe alt imens han småspytter:
– Sikket noget lort, den prøve! Skammer du dig ikke at vise mig sådan en lort? Hvis jeg havde været læreren og du gav tilbage så noget lort, så ville jeg have givet dig et nul! Det er det, du har fortjent! Nul! Din pathos (ikke jøde). Din pach (affald/nul)! Du er vitterligt fuldstændigt uduelig! Virkeligt! Jeg fatter ikke, hvordan du kan være så stort et nul! Din mor er intelligent. Mig, takket være Gud, jeg er også intelligent. Så hvordan kunne vi gøre for at få så snotdum en unge? Her, tag dette … dette … dette … dette lort, spis og skrid i seng!
Cyril spiser stille, med tårer i øjnene og han går i seng lige så snart han bliver færdig med at spise.
Den hændelse påvirker lidt knægtens karakterer som falder lidt for en periode (dog forbliver de over gennemsnittet) indtil den dag, hvor Roger, som er i godt humør, finder på en ny leg:
– Se her, Cyril, jeg vil lave en handel med dig: For hver karakter som du kommer hjem med, som er over 16 ud af 20, får du fem francs. For hver karakter, du kommer hjem med, som er over 18 ud af 20 får du ti francs.
Intet mindre end en formue, dengang!
Roger ved det ikke, men Cyril er i gang med at spare penge så han kan give en guld Dupont kuglepen til sin far for sin fødselsdag. Ham og Chantal er blevet enige om at spare op, så de kan købe kuglepennen.
Chantal lægger lidt penge til side fra indkøbet. Lidt hver dag, siger hun.
Cyril kan godt lide væddemål, og han taber aldrig. Alle de penge han vinder og det meste af lommepengene som Roger giver ham om søndagen, putter Cyril i en sparebøsse som ligner en bankboks og som man kan åbne med at dreje et hjul mod nogle tal.
Der var ret meget i den sparebøsse fordi Guy, Rogers bror, havde givet ham 100 francs for nytåret og morfar Louis havde også givet ham 100 francs. 200 francs alt i alt, hvilket var utroligt mange penge.
Cyril havde puttet disse penge i sin sparebøsse men Chantal havde spurgt ham at låne dem til hende så hun skulle købe ind og havde aldrig givet dem tilbage.
Cyril fortsætter med at spare op og der var mange prøver i december og først i januar giver man mange karakterer tilbage. Langt de fleste var 19 ud af 20. Der var enkelte 17 bud af 20, men ikke ret mange.
Roger skal så betale 30 eller 40 francs ad gangen.
Efter at have punget ud flere gange råber Roger efter Cyril som kommer med tre prøver med 19 ud af 20.
– Det var dog utroligt! Du tænker ikke på andet end penge! Hvad er det for en lortementalitet, du har? Så! Nu er det slut! Du vil ikke have noget mere. Du gør det her for dig, ikke for mig. Så skrid nu på dit værelse og hold op med at irritere mig.
Okay … Så er det slut med det.
Rogers fødselsdag nærmer sig og Chantal kommer for at tage de penge, Cyril har sparet op.
Med de lommepenge han ikke har brugt i flere måneder, med forskellige væddemål med forskellige af familiens medlemmer, med karakterpengene, har han nu over 300 francs.
– Og hvis du tilføjer de 200 francs du skylder mig, Chantal, så er det mere end 500 francs (for at sammenligne var den daværende mindsteløn før skat i Frankrig på 845 francs dette år).
– 200 francs? Hvad snakker du om? Jeg skylder dig da ikke 200 francs!
– Jo, jo! Det var de penge jeg fik for nytår af onkel Guy og af min morfar. Jeg lånte dem til dig så du kunne købe ind.
Som eneste svar giver Chantal en lussing til Cyril. Som om han havde sagt noget ekstremt fræk.
Roger fik sin Dupont guld-kuglepen til sin fødselsdag.
– Her, pus, her er din gave. Siger Chantal.
– Tak, pusser, svarer Roger. Åh! Hvor flot! Sikken en smuk gave, du har givet mig her!
Og Roger kysser Chantal. Sikken en sød lille kone!
Cyril gik tidligt i seng den aften. Men… Det barn er nu underlig.
Måske er det bare jalousi? Chantal er gravid og i august eller september burde en ny lille Malka se dagens lys.
Tingene går godt på Collège Albert Camus for Cyril. Og selv om hans karakterer kan have tendens til at dykke fra tid til anden, går de ikke for langt ned.
Om søndagen går han til biografen med Gaby, i Neuilly Plaisance. Det er rent faktisk den samme biograf som den, der havde tilhørt familien og oven hvilken Cyril havde boet sammen med sin mor. Men da Roger brugte det meste af sin tid til at løbe efter pigerne og ikke åbnede biografen til tiden, var den gået fallit og var blevet opkøbt.
Det er midt i Bruce Lee-perioden.
Cyril kendte ikke Bruce Lee før Gaby fortalte ham om det.
Han kendte heller ikke Gotlib, Le Petit Nicolas eller Monty Python som lige havde lavet filmen Holy Graal. Han kendte heller Métal Hurlant, Giger, Moebius og mange andre, som Gaby lærte ham at kende.
Siden Cyril bliver fascineret af Bruce Lee, har han spurgt sin far om at blive skrevet ind til karate. Hvilket bliver gjort.
Tre gange om ugen går Cyril til Shotokan-karateklubben, 10 minutters gang fra Place de la Gare.
Og hver aften, mediterer han. Eller, rettere sagt, han prøver at meditere ud fra hvad man har fortalt ham, og han kan bruge en halv time til at følge en flue med blikket.
Han har bemærket at efter noget tid, hvis man prøver at følge fluens bevægelser, ser den ud til at flyve lidt langsommere eller til at flytte sig langsommere. Det er måske fordi man vaner sig til fluens hastighed.
Og det er måske alt den træning, som giver Cyril gode reflekser.
Han fanger jævnlig en kop eller en glas som er på vej til gulvet og han parerer stort set alle slagene som har retning mod ham i klubben.
Nogle gange øver han sig også til at smadre træplanker. Nej, ikke med håndkanten, men med knytnæveslag.
Naturligvis slås Cyril aldrig. Han er stadig en lige god dreng og idéen af at gøre nogen ondt frastøder ham.
Derudover har han ingen grund til det. Alle kan lide ham i Collège Camus eller i klubben eller hans venner fra Place de la Gare.
Hans skoleresultater er acceptabelt og endda gode. Hans dage går for det meste godt og han bliver ikke skældt ud nu, hvor han ikke viser sin far sine gode karakterer længere.
Han er stort set aldrig straffet.
Han har en lidt spændt forhold til Cano, som bor få hundrede meter fra hvor farfar Lucien bor: Nogle gange er de perlevenner og andre gange slår de løs på hinanden (uden at komme til skade da ni ud af ti slag ikke rammer alligevel).
Cano og Cyril er ved at blive rigtige gode venner.
Imellem slåskampe med Cano, karate, biografen, ture med Gaby og skolen går tiden relativt roligt og godt for Cyril.
En dag, hvor Gaby og Cyril er på Gabys værelse, i kælderen, i gang med at beundre og diskutere tegningerne på månedens udgave af Métal Hurlant, kalder Yvonne, Gabys mor:
-Gaby? Kan du lige smutte over til Mylène og hente noget vaskepulver? Jeg har ikke mere og jeg skal blive færdig med tøjvasken i dag.
– Ja, moar!
Og de to drenge, noget beskidte fordi de har hjulpet i haven, tager afsted grinende.
Mylène som bor tæt på C.I.L.O.F giver dem lidt vaskepulver i en gennemsigtig plastikpose.
Cyrils mor bor stadig væk i C.I.L.O.F og Cyril ser hende ret sjældent. Højst en gang om måneden. Måske har René ikke så mange vagter?
Det er underligt for Cyril at komme tilbage til denne kvarter: Skolen, hans mors lejlighed, derover, Fru Brus hus over i den anden hjørne …
De to børn vender næsen hjemad, stadig væk snakkende om alt og intet og stadig grinende.
En mørkeblå Renault 4 som kører forbi stopper ved siden af dem og en gendarme kommer ud. Han fører sin hånd til sin kepi og tilbage igen:
– Goddag I to. Det er første gang jeg ser jer heromkring. Kan man få at vide, hvem I er?
– Øh, ja. Jeg er Gabriel Shoushana og ham, dér, det er min fætter, Cyril Malka. Vi er kommet her for at hente vaskepulver.
– Vaskepulver, hva’?
– Æh … Ja …
– Ja. Man må også sige at I ikke ligefrem er meget rene at se på, I to.
– Ja. Nej. Vi har arbejdet i haven.
– Have? Der er ingen have her.
– Nej, ikke her. Hjem hos min mor og far.
– Jeg forstår. Jeg forstår … Og hvor bor du hen?
– Vi bor på Colonel Mollsgade, men…
– Jaja, så er det godt. Ræk mig lige det her! siger gendarmen imens han peger på plastikposen.
– Hvad, “det her”? Det her? Vaskepulveret?
– Ja! Det her! Vaskepulveret. Hvad laver I to med vaskepulver ved denne tid en søndag aften?
– Jahe … Det var min mor, som…
– Giver du mig den eller skal jeg selv tage denne “vaskepulver”?
Gaby, med store, runde, forbavsede øjne rækker gendarmen vaskepulveret.
Den anden gendarme kommer ud af bilen og nærmer sig langsomt den lille gruppe.
Den første gendarme åbner pakken og ser i den.
– Så? spørger den anden gendarme.
– Jeg er ikke sikker, svarer den første. Måske er det coke.
Han dypper sin finger i vaskepulveret og fører fingeren til sin mund for at smage.
Cyril kigger med store, runde øjne.
Hvad har de to gang i?
Gaby, som har forstået hvad det går ud på gør alt hvad han kan for ikke at skraldgrine.
– Hvad synes du?
Den anden gendarme dypper også sin finger i vaskepulveret og putter lidt af det på tungen.
– Hmmm … Måske er det hero, tror du ikke?
Hero? (helt, på fransk), Coke? Coca-Cola? Hvad i alverden taler de to om?
Gendarmerne dypper efter tur deres pegefinger i vaskepulveret og smager på det under Cyrils lamslået blik og Gabriels smil som er ret anstrengt af ikke at kunne le.
Gabriel ender med at sige imens han stamper med foden:
– Hør her, herrer. Det er hverken cocaïne eller heroïne. Det er Persil vaskepulver som jeg er gået og hentede fra Mylène for min mor, der ikke har mere vaskepulver. Hvis I æder hele min vaskepulver, så skal I to komme med og forklare til min mor, hvorfor jeg ikke har vaskepulver med, fordi ellers vil jeg få skældud og det gider jeg ikke!
– Hmmmm … Det er nu sandt at det kunne smage som sæbe, det her.
Den første gendarme giver posen tilbage til Gaby.
– Ja ja! Så er det godt! Smut hjem og lad være med at drille ordensstyrkerne i fremtiden, ellers får I med mig at bestille!
De to gendarmer går ind i deres bil igen og kører.
Kun på det tidspunkt tør Gabriel at skraldgrine.
Det tager ham mindst ti minutter at komme sig over det.
Imellem tårerne siger Gaby:
– Hold da helt op, hvor de vil grine i skolen når vi fortæller dem det i morgen!
