1975 – Roger (venstre), Patrick (Élisabeths mand) med hans søn Timéo på skuldrene
Oh, oui de solitude en solitude
Je finirai bien par trouver
Avant de perdre l’habitude
De conjuguer le verbe aimer
(Johnny Hallyday – 1975)
(Åh, ja, fra ensomhed til ensomhed
Vil jeg ende med at finde
Før at jeg glemmer vanen
Af at bøje verbet at elske)
Det er en dreng, vi vil kalde ham Rafael.
Roger er lidt skuffet, han havde håbet på en pige.
Rafael blev født den 24. august 1975 og han er en smuk baby med mørk hud.
Fødslen gik godt og uden problemer.
Hele familien er omkring den nyankommne og alle er tryllebundne: Hvor er han dog smuk! Han ligner sin far. Han ligner sin mor. Han ligner Gilbert, hans morfar. Han ligner på en prik sin onkel Jean-Claude.
Omskærelsen skal ske otte dage efter fødslen, men Roger tager sig ikke meget af det og man skal vente til at Rafael er tre måneder gammel før han bliver omskåret. Hvilket gør, at han kommer til at mærke meget smerten af omskærelsen.
Barnets gudfar, Didier, en af Chantals brødre, sidder i en stor og høj stol og holder babyen på knæene imens at rabbineren beder og tager frem den skarpe kniv som skal bruges for, med en hurtig og sikker bevægelse, at skære forhuden af barnet væk.
Hele familien er omkring den store stol undtagen Chantal som er blevet i soveværelset og som græder alle sit hjertes tårer. Cyril og Roger, med kippa på hovedet, er på første række.
En gæst prikker Roger på skulderen. Han vender sig om.
– Klask ham lidt på kinderne, Roger. siger han.
Roger klasker lidt på Rafaels kinder, selv om barnet allerede græder meget.
– Nej, nej! Ikke Rafaels kinder! Gudfaderens kinder! Kan De ikke se, at han er ligbleg, den stakkels?
Didier er, ganske rigtigt, bleg som en Kodimagnyl og man skulle tro, at han vil besvime hvert øjeblik det skulle være. Han ser stift foran sig, som om han holdt sit blik fast til horisonten så, at han ikke behøver at se eller at høre det, der foregår på hans knæ.
Når barnet er omskåret er pagten med Gud blevet til virkelighed.
Didier besvimmede ikke.
– Far? Far? Og mit bar-mitsvah? Hvornår skal vi lave den, hvad? Jeg bliver 13 næste år.
Imens at Chantal var gravid talte Roger en del om Cyrils bar-mitsvah.
Bar-mitsvahen er det tidspunkt hvor barnet bliver mand i Guds øjne. Der er en del forberedelser. Man skal lære bønnerne, lære at læse hebraisk så man kan læse torahen i synagogen …
– Vi skal lave din bar-mitsvah i Jerusalem i Israel! sagde Roger.
Men intet blev forberedt.
Så lidt senere:
– Jeg vil få lavet en kransekage udformet som grædemuren! sagde Roger.
Men i mellemtiden er Cyril end ikke blevet skrevet ind på de hebraiske kurser.
Cyril vender jævnligt tilbage for at få det gjort.
Det, der er med Roger, det er at man skal blokere ham på det rigtige tidspunkt. Når han har drukket nogle Ricard, og hvis han er i godt humør, så kan man influere ham.
Problemet er, at hvis han ikke handler lige når det er blevet sagt, hvis man skal vente, så vil han ikke huske det. Han vil bare glemme det.
Hvis man skal minde ham om noget, må man aldrig, aldrig, aldrig sige noget i retning af “som du havde lovet”.
Han vil føle sig anklaget og i så fald, risikerer han at flippe ud. I det tilfælde vil Cyril få sig en lussing eller to og blive straffet. I hvert fald vil han få skældud og det vil være svært, hvis ikke umuligt, at få fat i det, der blev lovet.
Man skulle tro at Roger leder hele tiden efter undskyldninger for at blive fri for at gøre det, han har lovet.
I det tilfælde, bliver det, der blev lovet annulleret og andre ting bliver fjernede fra Cyrils dagligdag: Forbudt at høre musik, se fjernsyn, gå ud, eller andet.
En af problemerne er, at Rogers humør skifter så forbandende hurtigt. Fra det øjeblik hvor han er i gang med at le og forekommer til at være i godt humør til det tidspunkt hvor han slår på bordet, råber, insulterer og bliver sårende, kan der gå et kvart sekund.
Det er nok med et ord, en bemærkning, en smil på det forkert tidspunkt, en sætning som kan blive forstået på flere måder og så er det katastrofen.
Hvad er aftrækker-ordet eller aftrækker-bevægelsen? Det ved ingen lige præcis. Det giver indtryk af at ske lige med et.
Efter flere måneders hårdt arbejde, forslag og hentydninger ender Cyril med at få lov til at tilbringe en weekend hos onkel Raymond. En af Chantals onkler som bor i Paris og som taler hebraisk og kan lære ham bønnerne.
Raymond skriver bønnerne ned på et papir i fonetisk og han giver papiret til Cyril: “Her! Lær lige det her udenad”:
BARUCH ATTA ADONAJ, ÉLOHÉNU MELECH AHOLAM, ASHER KIDÉSHANU BEMITSVOTAV VÉTSÉVANU AL MITZVAT LÉCÉCITÉ.
Cyril skal kende denne bøn og nogle andre udenad.
Før at han lader ham være alene for at lære, purrer Raymond Cyrils hår og siger smilende til ham: “Du har et godt hoved, du vil lære det lynhurtigt”.
Det eneste er, at Raymond ikke har fortalt ham, hvad det betød. Men det er rigtigt, det er forholdsvis enkelt. De fleste bønner starter på lige præcis samme måde: BARUCH ATTA ADONAY, ÉLOHÉNU MELECH AHOLAM, ASHER KIDÉSHANU BEMITSVOTAV VÉTSÉVANU… Der er blot to af dem som er lidt forskellige.
Kort tid før aftensmaden kommer Raymond ind for at se, hvordan det går:
– Så, Cyril? Hvordan går det? Har du lært bønnerne?
– Ja, Raymond, men jeg vil huske dem bedre efter at have sovet. Sådan er det altid.
– Okay. Lad mig så høre, hvad du har lært.
– Baruch atta adonay, élohénu melech aholam, asher kidéshanu bemitsvotav vétsévanu al mitzvat lécécité.
– Hvad i alverden taler du om?
– Det … Det er jo det, du har skrevet.
– Ja har da ikke skrevet “lécécité”, jeg har skrevet “létsitsit”.
Cyril bliver trist og ser bedre efter … Åh ja … Det er rigtigt! Han havde set forkert. Han aner ikke, hvad han skal sige til det.
– Godt, godt. Glem det. Men du må hellere læse resten op for mig, så vi er sikre på, at du ikke lærer flere fejl, siger Raymond smilende.
Det var en god idé, fordi der var flere steder, hvor Cyril havde læst forkert.
– Godt, så går jeg i gang igen!
– Nej, nej, Cyril. Glem det. Det skal nok gå. Hvil dig indtil i morgen. Du kan gå i gang i morgen tidligt igen. Du vil se, det vil gå helt af sig selv.
– Tak Raymond.
– Godt … Nu, Cyril … Kender du Chopin?
– Kun navnet. Min mor fik mig til at lytte til ham en gang, men jeg kunne ikke så godt lide ham.
– Ikke lide Chopin? Sådan en intelligent ung mand som dig? Det var garanteret fordi du var for ung for at forstå det. Hør her…
Og Raymond putter Chopin på pladespilleren.
Imellem de forskellige stykker, eller fra tid til andet, forklarer han til Cyril hvorfor Chopin har komponeret dette eller dette stykke.
– Da Chopin døde, var han 39 år gammel, fortæller Raymond.
– Nøj! Hvor var han gammel!
Raymond smiler igen:
– Også det, vil du forstå senere.
Morgenen efter behøver Cyril ikke at genlæse bønnerne. De er brændt ind i hans hjerne.
Han regner med, at Raymond skal spørge ham, men morgenmaden bliver spist imens Chopin spiller og imens Raymond læser en pornografisk blad og uden nogen spørgsmål.
Ved 10:30-tiden ankommer Roger for at hente Cyril.
– Så? har han lært sine bønner?
– Jada! Helt er fint! Kom, Cyril, fremsig bønnerne.
Og Cyril fremsiger alle bønnerne efter hinanden uden fejl.
Når han er færdig purrer Raymond i hans hår:
– Kan du se? Jeg sagde jo, at han havde et godt hoved, din søn.
– Ja, ja! Så er det godt! Lad være med at komplimentere ham, han risikerer bare at tro, at han er noget.
Efter få høflighedsfraser tager Roger Cyril hjem.
HÉVÉNU SHALOM, ALECHEM. HÉVÉNU SHALOM, ALECHEM. HÉVÉNU SHAALOM, ALECHEM. HÉVÉNU SHALOM, SHALOM, SHALOM ALECHEM.
Musikken er i fuld gang og alle danser.
Det er Claudes bar-mitsvah. Han er søn af en af Chantals fætre. Cyril kan hverken lide Claude, Guillaume (Claudes lillebror), faderen eller moderen …
Cyril er trist. Han siger til Chantal:
– Hvis det var rigtigt, skulle Claude have holdt bar-mitsvah efter mig siden han er yngre end mig.
– Tja. Så vil du holde den efter ham, og så er der ikke mere ved det, svarer Chantal imens hun trækker på skuldrene.
Så ser hun en veninde og går til hende.
Cyril går til sin far som taler med en gruppe personer, hvoraf en rabbiner.
– Ah! Så det er Deres søn, Roger?
– Ja, ja! Det er Cyril.
– Hvor gammel er han?
– Snart 13.
– Ah, det er godt.
– I øvrigt, hvordan arrangerer man hans bar-mitsvah?
– Det første er, at der skal være et jødedomsbevis. Hans mor er jøde, ikke også?
– Øh, nej. Hun er kristen … Altså … Ikke rigtig kristen, hun går ikke i kirke eller noget, men hun er ikke jøde. Jeg er det til gengæld.
– Åh, ja, men det her tæller ikke i jødedom, Roger. I jødedom, er det moderens religion, som tæller. Hvis moderen ikke er jøde skal barnet konverteres.
– Konverteres? Men jeg er jo jøde!
– Ja, men det er ikke nok. Det er moderens religion, der er vigtig. Der er en skole for at lære hebraisk og for at forberede til konversion. Det er hver søndag fra kl. 9:00 til 12:00.
Rabbineren giver Roger et papir på hvilket han har skrevet skolens adresse.
Cyril bliver skrevet ind og Roger fører ham førstkommende søndag til den jødiske skole for at lære at skrive hebraisk.
Cyril arbejder hårdt og gør sig umage fordi det er nu et stykke tid siden kurserne er startede og der er meget, han skal indhente.
Efter, at han har skrevet de første ord, tager lærerinden papiret fra Cyrils bord og hun viser det til hele klassen:
– Se lige her, børn, sikket et flot skrift Cyril har! Tag eksempel på ham.
– Oooooh! siger flere af børnene.
Smilende lægger hun papiret tilbage på Cyrils bord.
– Du er meget god til det, Cyril. Bravo. Fortsæt sådan. Snart vil du have indhentet de andre.
Når Roger kommer tilbage for at hente Cyril, bliver lærerinden ikke færdig med at rose ham. Roger nikker bare altimens han ser på Cyril uden at smile.
– Ja, ja. Godt. Godt. Tak, frue. Okay, du! Kom! Vi tager hjem!
Cyril har elsket sømdagskolen. Efter at have lært bogstaverne fortalte lærerinden om bogstavet gimmel, som svarer til en “G” lyd. Hun har fortalt hvordan Gud havde skabt dette bogstav, hvorfor Han havde skabt det og hvorfor det bogstav svarede til tallet 3. Og hvilken vigtighed dette bogstav havde hvis det var ved siden af et andet bogstav og hvordan det influerede det.
Efter det læste hun en historie fra Biblen og børnene deltog.
Lærerinden stilede spørgsmål. Ikke for at tjekke om børnene havde hørt efter, men for at de skulle udtrykke sig om hvorfor Jakob havde handlet som han havde handlet: Ifølge jer, hvorfor har Jakob sagt det? Og alle forsøgte sig med sin teori. Aldrig sagde lærerinden at den ene eller den anden havde uret. Hun kunne dog finde på at spørge for at få detaljer.
Cyril havde elsket denne søndag morgen.
Den næste søndag, ved 7:30-tiden, vækker Cyril sin far med kaffe på sengen, som sædvanligt, så han kan køre ham til søndagsskole.
Klokken bliver otte og Roger er ikke kommet op. Han har end ikke drukket sin kaffe endnu.
– Far? Faaar? Vi kommer for sent. Vil du have, at jeg varmer din kaffe op igen?
-Hmmm? Jaja …
Og Cyril varmer kaffen op. Han passer godt på ikke at lade den koge.
Klokken er 8:15.
– Far? Du skal op, ellers kommer jeg ikke til tiden.
– Åh! Cyril! Hold nu kæft med det her! Du har ikke brug for konversion. Du er jøde og så er det det.
– Men far, så kan jeg ikke holde min bar-mitsvah.
– Det skider vi på, Cyril! Du er jøde i dit hjerte og så er det godt nok sådan. Du behøver ikke nogen bar-mitsvah. Skrid nu herfra og lad mig sove!
Cyril fik aldrig holdt sin bar-mitsvah.
