Je n’ai pas le cœur à sourire
Bien que tout le monde soit content
Je ne suis pas fier faut le dire
Quand je pense à ce qui t’attend.
(Daniel Guichard – 1976)
(Jeg har ikke hjerte til at smile
Selv om alle er glade
Jeg er ikke stolt, må man sige
Når jeg tænker på det, der venter dig.)
Cyril er nu i 7. klasse. Han blev accepteret i næste klasse uden problemer. Han havde en gennemsnit på 17/20 i engelsk, 16/20 i fransk og nogenlunde det samme i historie, geografi, og biologi.
Sport, som ellers ikke var hans stærke side i 6. klasse er startet meget godt: Skolen har et nyt system og, i stedet for at dyrke sport med sin lærer i skolen, kan man, igennem skolen, skrive sig ind på intensiv sport.
I stedet for to timer om ugen, skal man tilbringe fem timer, hele formiddagen en gang om ugen på en tre-måneders periode. Man kan vælge mellem mange interessante sports. Listen tæller langt over 20 muligheder, og man kan vælge tre ud af de 20.
Cyril har valgt gymnastik, judo og svømning.
Gymnastiklæreren er en lille muskuløs kvinde med kortklippede brunfarvede hår. Hun bevæger sig som en kat og hun er utrolig præcis i sine bevægelser.
Hun kan forekomme afvisende og hård. Cyril har kun set hende smile en gang og han kan rent faktisk godt lide den kvinde på trods af hendes barsk udseende fordi hun giver indtryk af at leve og ånde for gymnastikken.
Derudover lærer hun lynhurtigt de forskellige elevers muligheder at kende og hun ved udmærket hvornår hun kan insistere for at en elev skal lave en øvelse og hvornår hun ikke skal.
Cyril lærer at stå på hænder, at arbejde på bom, reck og lave saltomortale.
Alt går rigtig godt og, efter tre måneder får Cyril endda en “gymnastik-diplom” som han, meget stolt, viser til sin far.
Roger plejer at gør grin af Cyril fordi han siger, at han er for stiv, for tung og ikke sportslig. Nu kunne han selv se, hvordan Cyril havde indhentet det.
– Se, far! Jeg har fået en gymnastik-diplom!
Cyril rækker papiret til sin far.
Roger tager det ikke. Han kaster et hurtigt blik på det, nikker, tænder en cigaret og svarer:
– Nu skal jeg ringe til Francis.
Francis er Chantals bror. Faderen til Isabelle og Corinne.
Roger går mod telefonen.
Cyril holder stadig væk diplomet rakt ud i retning af sin far nogle sekunder. Så ser han på det igen for at gen-gen-genlæse den.
Han siger til sig selv smilende: “Super! Cyril! Du er dygtig, min søn!” , hvorefter han går på sit værelse.
Det er den 25. december.
Lilianne, Francis, Isabelle og Corinne sover her.
De voksne er gået sent i seng og derfor sover de naturligvis stadig væk.
Her og der er der rester efter aftenens fest: Få tallerkner, et par bunde i et par flasker, men det meste af det er blevet tømt.
Under middagen har de voksne talt en del og Cyril fik endelig forklaringen bag de Fenemal der var faldet ud af hans æske en morgen. Roger fortalte grinende om hvad der skete.
Åbenbart har Roger og Chantal haft et skænderi om et emne Cyril ikke fik tid til at høre hvad var. Og Roger forklarer skraldgrinende:
– Ja, så ville Chantal begå selvmord. Ikke sandt, min skat? Du ville begå selvmord, hva’ pusser? Så jeg sagde til hende at hvis hun ville begå selvmord var den dødelige dosis af Fenemal på syv piller.
– Jeg gik i køkkenet, jeg tog syv Fenemal som jeg lagde på bordet foran hende med et glas vand og så sagde jeg: “Tag dem, nu”.
– Hun kiggede sådan på dem (Roger laver et ansigt, han mener er morsom, som kunne ligne en hund der kigger med hovedet på siden).
– Så græd hun og siden den dag har hun ikke talt mere om selvmord.
Alle griner højt.
Men nu er huset stille. Det er dagen derpå.
Klokken er 4:30 når Cyril vågner op for at tjekke den gigantiske juletræ som er i stuen.
Isabelle og Corinne er vågnet op og, sammen, åbner de gaverne. Der er en del af dem.
Pigerne har fået underlige gaver. Sådan nogle dukker der hedder alle sammen Barbie og Ken og nogle små dukketøj og andre ting som er fuldstændige nytteløse og i hvert fald ikke sjove.
Cyril har fået en æske “Kemi 2000”.
I 1976, alt som skal give indtryk af en fremtid, som er stort set uopnåelig hedder noget som har med året 2000 at gøre, eller som er omkring år 2000: Kemi 2000, Biologi 2000, tv-serien Cosmos 1999, Rogers butik, som han havde før Miss Anthony: Time 2000 …
Så får Cyril et elektronisk mikroskop og nogle bøger.
Selv om det ikke var det, han havde bedt om (med undtagelse af Kemi 2000), er Cyril glad for sine gaver. Det er Isabelle og Corinne også.
Efter ferien skal Cyril starte på Judo. Han er nu brun bælt i karate og Judo tiltrækker ham meget.
Cyril er ikke så glad for Judo. Lidt for meget kropskontakt til hans smag og han kan ikke se fordelen af at hive i hinanden i den ene eller den anden retning. Han synes, at man skal bruge for meget sin egen styrke og sin egen vægt, hvilket er noget i strid med grundidéen. Han foretrækker karate, hvor han kan holde modstanderen på afstand.
En dag først i marts 1976, når Cyril kommer hjem, ser han en masse papkasser.
– Hvad er alt det her?
– Kan du ikke se det? Det er papkasser. Denne gang er det godt nok. Vi flytter.
– Vi flytter? Hvortil?
– Hører du ikke efter, hvad vi taler om? Vi tager til Dinan.
– Dinon? Hvor er det hen?
– DinAN, din pakh! Hvis du lærte dine geografilektier ville du vide, hvor det er.
– Jeg lærer min geografilektier, men sidste år så vi Afrika og i år ser vi Amerik…
– Svar ikke igen til din far!
– …
– Dinan, det er i Bretagne. Du har da vel hørt at vi talte om det og at vi talte om at købe butikker dér? Nu er det gjort. Vi har købt to butikker.
Cyril åbner store øjne.
– Virkelig?
– Ja. Smut nu på dit værelse.
Ja, det er rigtigt. Cyril har hørt tale om Bretagne og om Dinan. Men Roger taler jo hele tiden om forskellige byer.
En dag vil han tage til Israel, en anden dag er det USA som er på planen, han har talt om Nice, om Le Havre, hvor Patrick og Élisabeth og hvor Guy og Claudine bor … Så Cyril er holdt op med at høre efter og med at tro på alle disse fine planer.
Roger har lukket Time 2000 fra Neuilly-sur-Marne og Miss Anthony havde det ikke godt. Det er på tide at forsvinde herfra.
Lucien Malka har gjort lige som han har gjort for Time 2000 af Neuilly, som for biografen i Neuilly Plaisance: Han har betalt sin søns gæld ud, så han kunne starte forfra med renvasket tavle.
Jo, naturligvis hørte Cyril ofte sin far sige, at han “ikke havde nogle penge”, men han spiser regelmæssigt på restaurant, han har købt farvefjernsyn (som kostede en formue dengang) og han er stadig skør med biler.
Efter at have købt en Fiat 124 sport, efter Peugeot 504 cabriolet og efter en Volvo og en Mercedes, er Roger faldet for BMW.
Han har købt sig den nye BMW 525 som han havde bestilt i metalbrun. En farve som ikke findes i Frankrig på det tidspunkt og som blev bestilt specielt for ham fra Tyskland.
Derfor, og på grund af alle disse modsætninger og snak om fjerne byer, er Cyril holdt op med at følge i de voksnes samtaler, fordi han ikke kan se noget logik eller seriøsitet i dem.
Men dengang, åbenbart, den var god nok.
Dinan.
Bretagne.
Cyril har været i Bretagne på ferie en gang eller to. Og ja, det var godt nok. Men ellers har han ikke nogen special forhold til området. Hverken god eller dårlig. Han kender for lidt til området.
Den 15. marts sætter Cyril sig på bagsædet i sin fars BMW og de rejser væk fra Neuilly-sur-Marne.
De tager retning mod Dinan, résidence la Chalotais, 22 rue des Rouairies.
Lejligheden er på fjerde sal til højre når man går ud af elevatoren. Den hvide bygning er på kun fem etager.
Når man går ud af bygningen, havner man på en parkeringsplads som er reserveret til beboerne og så er der en stor port der er på rue des Rouairies.
Hvis man går over gaden og hvis man går 50 meter til højre, er der den ene af de to nye butikker, som Roger har købt.
– Jeg har købt to butikker. Den ene er rue des Rouairies og den er ret lille. Det bliver en jeans-butik. Vi vil kun sælge jeans. Jeg vil kalde den butik efter min søn! Den kommer til at hedde “Rafa-jeans”. Den anden butik er Grand Rue. Det vil være kvindetøjbutikken og jeg vil kalde den Time 2000.
Chantal vil have ansvar for Rafa-Jeans og Roger, Francis, og Liliane (Francis’ kone) vil være i Time 2000 som er meget større.
Efter at have åbnet sine kasser, bliver Cyril forbavset:
– Far? Hvor er min gymnastik-diplom?
– Hvilken gymnastik-diplom?
Det er den slags spørgsmål som evner at forvirre Cyril en del.
– Min gymnastik-diplom som jeg fik fra skolen.
– Jeg ved ikke, hvad du gør af dine ting.
– Den var i mit natbordsskuffe sammen med nogle andre souvenir.
– Åh! Alt den møg du havde derinde har vi smidt ud. Hvad vil du have, at vi skal bruge plads til den slags skrald her? Så, hold nu kæft og gå på dit værelse!
– Ja, far.
Nogle dage senere skriver Roger Cyril ind i sin nye skole: Collège Roger Vercel i Dinan.
Der er to indgange: Lærernes indgang igennem hvilken Cyril og Roger går ind første gang og bagindgang, som er brugt af eleverne (for at være helt præcis er der også en indgang lidt længere hen ad gaden, på samme side som lærernes indgang, men denne indgang, som åbner sig på en lille gård i nærheden af musiksalen og wc’erne bliver aldrig brugt).
Lærernes indgang består af en stor og tung brun dobbelt trædør. Den er ret tung at åbne.
Oven over dette dobbelt-dør er der skrevet, med gyldne bogstaver på sort baggrund: “Her har Chateaubriand og Broussais studeret” (to klassiske franske forfattere).
Så er linjen lagt!
Når man kommer ind ad den dør havner man i en lille gård hvor man finder skoleadministrationsbygninger og kantinen. Lidt længere ned, for neden af en femtrinstrappe, er der den store gård med klasselokalerne.
Skolen er et gammelt kloster. Bygningerne er af grå-beige granit og omringer de forskellige gårde.
Dér, hvor der ikke er nogle bygninger er der høje granit mure med glasskår og pigtråd cementerede på toppen.
Der er ikke meget sol i disse gårde.
I øjeblikket er eleverne i deres klasselokaler og der er ikke meget larm. Det er relativt stille.
Efter at have ventet et par minutter træder Roger og Cyril ind i Skolensdirektørens kontor: Hr. Girod.
Hr. Girod er en småfed mand med en sort overskæg som er blot en anelse bredere end Hitlers, firkantede briller, tyndt sort hår klistret fast på hans hoved og som skinner pga. gomina. Han ser streng ud.
Cyril bliver bedt om at vente udenfor imens Hr. Girod taler med Roger og skriver Cyril ind.
Hvilket bliver gjort forholdsvis hurtigt.
Når de er kommer hjem, fortæller Roger grinende til Francis, Liliane, Chantal og Cyril nogle detaljer fra denne samtale.
– Ja! han sagde til mig: “Her, skal vi gå lige!” Roger laver en streg med sin pegefinger på bordet. “Hvis Deres søn viger til venstre”, Roger lader sin finger glide til venstre, “så giver vi ham en lussing for at sætte ham på rette spor igen”, Roger giver en lussing til sin finger så den kommer tilbage på stregen. “Og hvis han viger til højre, giver vi ham en lussing til højre for at sætte ham på rette vej”, fortæller Roger imens han gentager manøvren med en lussing til sin pegefinger.
Alle ler meget … undtagen Cyril.
