Ça ira mieux demain
Si ça te semble loin
Pourquoi ne pas prendre un bon jour d´avance ?
(Annie Cordy – 1976)
(Det bliver bedre i morgen
Hvis det forekommer dig lang tid at vente
Tag bare en dag på forskud)
– Hvad laver du her?
Pedellen kigger på Cyril som lige har skubbet Collège Vercels tunge dør for sin første skoledag.
– Tjaeh … Jeg går i skole her.
Sikket et underligt spørgsmål. Han må da vel have set børn gå i skole før, ham, pedellen!
– Lad være med at spille smart. Hvad hedder du?
– Cyril.
– Har du intet efternavn?
– Jo … Malka. Cyril Malka.
Pedellen rynker på brynene.
– Det var da et underligt navn. Er du ny?
– Ja.
– Okay. Jeg forstår. Du må ikke komme ind ad denne dør. Døren her er for lærerne og skolepersonalet eller hvis du kommer med dine forældre eller hvis der er nogle specielle lejligheder, hvilket ikke er tilfældet her. Så fra nu af skal du gå ind og ud ad elevernes port, på den anden side. Det er på gade Waldeck Rousseau. Vagtchefen, Hr. Bastin, vil give dig en kontaktbog og følge dig til din nye klasse. Hans konter er lige udenfor til venstre.
Hr. Bastin giver Cyril en kontaktbog og følger ham til en lokale. Han afbryder læreren for at præsentere “Cyril Malka”.
Der er meget stille i klassen og 28 par øjne følger Cyril som finder en ledig plads for enden af lokalet.
Cyril kommer først rigtigt i kontakt med resten af klassen ved det næste frikvarter
Lige så snart klokken er holdt op med at kime, går alle eleverne ud. De daner en cirkel rundt om Cyril og ser på ham som om han kom fra en anden planet.
Selv om Cyril ser ældre ud end sin alder, er han i gennemsnit et år yngre end klassens gennemsnit og to til tre år yngre end de elever som er gået klassen om.
Når man er 13, så er 2 eller 3 års forskel noget der tæller, og Cyril har på fornemmelsen at han er faldet midt i en indkaldelse til session.
Flere store fyr med ternede skjorter er tæt på ham og deres mørke stemmer taler fransk med en underlig accent.
– Ah hva’ hedder du?
– Cyril.
– Cyril? Det er ikke et navn. Hvad er dit navn.
– Malka. Cyril Malka.
– Ah hva’ er det for et navn, det her? Hvor kommer du fra?
– Neuilly-sur-Marne.
– Neuilly-sur-Marne? Hvor er det hul i jorden hen i verden?
– Det er i Seine-Saint-Denis, nordøst for Paris.
– Jeg kan ikke lide parisere.
– Jeg er ikke pariser. Jeg er fra Neuilly-sur-Marne.
– De skide parisere tror de kan bestemme over os, her. Franskmændene tror, de kan tillade sig alt.
– Franskmændene? Det er da Frankrig, det her.
– Nej, din skide-parisere. Det er Bretagne, det her! Ikke Frankrig!
– Vent lige et øjeblik. Hvad snakker du om? Bretagne er en region i Frankrig lige som Normandiet og…
– Hold kæft din skidefransker. Du ved ikke en skid om hvad du snakker om!
– Hold lige et øjeblik, Laplanche, hold lige lidt ind. Så… Da du boede i Frankrig, hvilke sports dyrkede du? Kan du spille fodbold?
– Nej, fodbold er ikke min kop te.
– Synd. Så hvilken sport dyrker du?
– Lige nu, ingenting, men da jeg boede i Neuilly, dyrkede jeg karate.
– Det var da godt. Vis os nu en karatespark.
Cyril, lidt overrasket, laver en mae-geri, en frontal spark. Han har ikke rigtig plads til andet.
– Hahaha, det er ikke karate, det her. Det er fodbold. Du ser ud til ikke at være meget andet end en lille pariserlort, du! siger den store mørkhåret unge mand imens han giver en stor klask på Cyrils skulder.
Medaljen om Cyrils hals hopper og en lille gul blink tiltrækker muskelbundtets opmærksomhed.
– Hvad er det her for noget? siger han imens han rækker ud efter Davidstjernen som Cyril har om halsen.
Cyril lader ham ikke få fat i det og, med et let slag med håndkanten, får han hans hånd til at vige til siden.
– Ååååh! Så er han en farlig pariserdreng, hva’? siger han grinende og lader som om han er bange.
Alle ler.
– Okay, hvad er det for noget? Er du smovs også?
– Nej, jeg er jøde.
– Nej! Hvor du taler godt!
– Jeg kan ikke lide jøder, siger et andet muskelbundt som nærmer sig truende.
– Og hvad fa’en rager det mig, hvem du kan lide og ikke kan lide? svarer Cyril. Jeg skal ikke bygge mit liv med dig, din idiot!
Den nye ankommen skal til at tage fat i Cyril for at bringe ham tættere på, hans højre knytnæve er løftet.
Cyril ser slaget komme, parerer hånden, går et skridt tilbage og tager garde-stilling. Ubevægelig, ser han den høje dreng lige i øjnene. Det er i øjnene man kan aflæse hvor slagene kommer fra.
Klokken ringer. Det er på tide at komme tilbage til klassen.
– Bare roligt, Malka! Jeg skal nok få fat i dig, din lortepariser smovs!
Cyril kan forholdsvis nemt holde sig på afstand fra den gruppe af store drenge som er gået klassen om en eller to gange. Når der er frikvarter bliver han i klassen eller også går han på skolens bibliotek eller også i den anden ende af gården.
Fordi ikke bare er de ældre og større end ham, men derudover er de altid i en gruppe. Cyril skal være ret opfindsom for at undgå dem. Især når de går ud af skolen.
Nogle gange venter de på ham udenfor skolen, men Cyril er ret god til at snige sig forbi ved at skjule sig bag andre grupper for at gå forbi.
Når man først er ud af gade Waldeck Rousseau og ankommet Rue de l’école, er der butikker, folk … Sagen er klaret.
Naturligvis er der nogle gange, hvor det ikke virker og Cyril får tæsk mere end en gang.
Eftersom karate har lært ham at undgå slagene, klarer han det rimelig godt og bliver sjældent ramt. Han plejer ikke at slå igen. For det første, fordi de er altid flere, og hvis han slår på en, kan han ikke parere de andres slag og for det andet fordi Cyril ikke kan lide at gøre andre ondt.
Nogle gange kommer han hjem med en splittet læbe eller blå mærker, men hverken Roger eller Chantal lægger mærke til det eller hvis de gør, lader de som ingenting.
Derfor siger han heller ikke noget.
Cyril har vænnet sig til at stå op ved firetiden om morgen og til at forlade hjemmet ved 4:30-tiden.
Skolen begynder først klokken otte, og det tager knap 20 minutter at gå dertil. Men han kan lide at stå tidligt op når byen stadig væk sover.
Der er kun få lys tændt her og der på gade: mejeriet, bageren, hvorfra han kan lugte den varme brød, aviskiosken ved gadehjørnet …
Fra 4:30 til 8:00 går Cyril rundt i byen. Han føler det som om han er alene i verden.
Ingen kan gøre ham ondt eller såre ham. Lessechaire, Laplanche, Lemoine, Langlais, Guérin og alle de andre kan ikke nå ham.
De sover nok stadig væk alle sammen. Også Roger, Chantal og Pisse-Partout.
Oprindeligt blev han hjemme. Han lavede en kop te og læste en bog altimens han nød stilheden. Uden at skulle afbryde sin læsning hver tredje minut for at forhindre Rafael i at rive en af hans bøger i stykker eller for at hente en askebæger til Chantal. Men en dag så Roger ham da han stod op for at tisse og han sendte ham i seng igen. Siden den dag foretrækker Cyril at forlade huset.
Rafael er to år gammel og han har to sparebøsser hvoraf en er lavet af solidt sølv. Den er udformet som en and.
Hver gang der er gæster eller hver gang nogen kommer forbi, putter de en mønt eller en seddel i en af de to sparebøsser.
Der må være en mindre formue i dem!
Naturligvis giver gæsterne ingen mønt, og bestemt heller ikke nogen seddel, til Cyril. Det behøver han ikke. Roger giver ham 10 francs i lommepenge hver søndag, så han har nok til sin ugentlige biograftur og én is. Det må være godt nok med det.
Så nogle gange, før at han forlader huset, glider Cyril sin hånd ind i sin fars jakkelommer. Jakken hænger som regel på en stoleryg og Roger har altid en lille formue i mønter i sine lommer. Han vil nok ikke bemærke hvis der mangler tre, fire eller fem francs.
Hvis der kun er meget få mønter i jakkelommen, tager Cyril ikke risikoen. Det ville være for nemt at se, hvis der forsvandt nogle mønter. I så fald vender han sig mod Rafaels sparebøsse.
Ved hjælp af en kniv som han putter igennem sparebøssens slids, uden at larme, trækker Cyril en eller to mønter.
Åbenbart har ingen nogensinde puttet mindre end fem francs i denne sparebøsse. Der falder altid store mønter fra den.
Bagefter, i kiosken eller i mejeriet, køber Cyril tyggegummi og slik.
Når han ankommer i skolen bliver han altid taget imod med samme sætning:
– Hej, Malka! Har du nogle genow?
Genow var oprindeligt et slags slik som var et specialitet i området. Siden da er det blevet et ord almindelig brugt for “slik” i “bretonsk slang”.
Og Cyril uddeler sine “genow”.
Det giver ham en pusterum og man glemmer ham lidt. Især at han deltager så at sige aldrig i noget, hverken i klassen eller i frikvarteret.
Roger Vercel er udelukkende en drengeskole. Pigerne går på Collège Broussais. Men fra næste år bliver de to skoler drenge og piger blandet.
For at undgå at traumatisere for meget de svage sjæle, vil kønsblanding foregår gradvis: Næste år vil pigerne blive accepterede i 6. klasse, året efter vil det være i 6. og i 7. klasse, osv.
Men på grund af nogle problemer med antal af elever i Broussais, er der en pige i 10. klasse. Den eneste pige i skolen: Marie Legrand.
Cyril har nærmet sig hende og de er nu officielt blevet kærester.
Eftersom de kun ser hinanden i skoletimerne, at “være kærester” betyder bare at de er sammen ved alle frikvarterer og de taler sammen.
Nogle gange, hvis de er langt nok fra de andre, holder de hinanden i hånden.
Det vil tage et godt års tid før Cyril vil turde kysse Marie på munden.
I begyndelsen afbryder “omgåernes klan” jævnligt Marie og Cyril. Det er især at det genere dem at skolens eneste pige, som oven i købet har deres alder, er blevet forelsket i denne narrøv af Malka i stedet for at falde i svime over dunet som pynter deres overlæbe.
Men slikkene ender med at berolige de primitive væsener.
Cyrils skoleresultater er så at sige elendige.
I matematik har de en under-fag, der hedder “computer”. Der er en slags stor maskine som Cyril aldrig har set tændt og om hvilken læreren kun taler om i teori. Idet at Cyril er kommet ind midt i året, forstår han absolut intet.
De eneste fag i hvilke han får gode resultater, er fransk, engelsk og musik. De andre fag er ganske enkelt en katastrofe.
Derudover har Cyril det svært ved at acceptere disciplinen i skolen.
Ikke så meget fordi der er regler. Det er såmænd logisk nok, men fordi nogle regler forekommer ham underlige.
Eftersom han er “pariser”, er han heller ikke velset af de fleste lærere og flere af dem gør åbenlyst grin med ham.
I den slags tilfælde, eftersom Cyril er ret opvakt, svarer han gerne lynhurtigt, hvilket fører til at han får mange timers eftersidning ( “klistret”) om onsdagen. I den skole, giver man ikke en eftersidning en, to, tre timer om onsdagen morgen. Der er én standard: onsdag fra 08:00 til 12:00.
Eftersidningspapiret bliver sendt til forældrene med posten. Eftersom de er med langsom-post, ankommer de om eftermiddagen. Dengang, i Frankrig, kom der post to gange om dagen. Morgen og efftermiddag.
Hvis Chantal ikke henter posten selv, kan Cyril nå at snuppe brevet, fordi, naturligvis, kan han ikke fortælle til sin far, hvad der rent faktisk sker i denne skole, eftersom det er altid hans skyld.
Men det virker ikke altid at snuppe brevene, desværre.
Tegnetimerne er sjove. Ikke fordi det, man skal gøre er sjovt, men fordi læreren, Hr. Lesieur, lader eleverne tale frit i timen.
Dog kan det ske at Lesieur flipper ud.
Man ved ikke altid hvorfor det sker, men sådan er det. Og i det tilfælde, kan han blive meget voldelig og tæske en elev indtil at han bliver liggende på gulvet. Dog slår han aldrig de elever som går om, da de har en hvis skulderbrede. Det falder som regel på nogle mindre fysiske imponerede elever.
I tegnetimerne kan man høre alle mulige historier fra forskellige elever: Historier om slagsmål, om baller, om drikketure og om tyverier.
Det er af god tone at have “snuppet” noget.
Duflos er en af de få elever som taler jævnligt med Cyril. Han er en tyverispecialist. I hvert fald, når man hører på hvad han siger. Hver gang de ser hinanden, eller næsten, fortæller Duflos om hvordan han har stjålet dit eller dat …
Cyril lader som om han beundrer ham og, for ikke at lade som om han er tabt bag en vogn, bilder han ham ikke at også han har stjålet forskellige ting.
Denne tirsdag, deres matematiklærer som de skulle have i sidste time var der ikke. Eleverne kunne gå ud en time før.
Cyril og Duflos går sammen.
– Hvad skal du nu? spørger Duflos.
– Tjaeh … Jeg ved ikke rigtigt. Jeg vil tage hjem og gå forbi underboen først.
Ofte, hvis Cyril kommer tidligere hjem, i stedet for at tage direkte hjem hvor han bliver sat til at gøre rent, foretrækker han at stoppe hos Fru Simonneau for at tale med hende. Han holder hende med selskab og hun fortæller ham om hendes liv da hun var ung. Det interesserer meget Cyril.
– Og hvis vi gik og snuppede nogle ting fra BHV?
– Ah hva’?
– Ja! Og hvis vi gik og snuppede nogle ting fra BHV? gentager Duflos.
BHV, Bazar de l’Hôtel de Ville er en to etagers høj magasin som står for neden af Grand Rue, tæt på Place Duclos.
Uh oh! Bordet fanger! Cyril må hellere finde en udvej!
– Vent lige… Jeg har ingen taske for at putte varerne i! Siger han.
– Se her! Jeg har en plasticpose. Put nogle af mine bøger derinde og vupti! Nu har du en pose for at putte de ting du stjæler i.
Cyril tager posen, putter et par bøger i den og, sammen med sin ven, går de begge i BHV og går op til første sal, hvor man kan finde legetøj, spil og sportsartikler.
Silly Putty
Når de er nået til første sal, går de hver til deres side.
Tjah! Rent faktisk er der ikke rigtigt noget, der frister.
Cyrils hjerte banker hårdt i brystet på ham.
Nåh, jo, her er der noget. “Silly Putty” hedder det. En slags modellervoks, men hvis man laver en kugle af den, så kan den hoppe som en boldt. Man kan strække den og … Hm… 15 francs er den værd. Alligevel?
På højre side er der en sælger, en dame. Hun ser stift på Cyril som opfører sig ret mistænkeligt.
Cyril nærmer sig stedet, hvor Silly Putties hænger altimens han stirrer tilbage på damen. Når han er kommet nærmere modellervokset, skjuler siden af rækken damen. Han kan ikke se hende længere. Det betyder, at hun heller ikke kan se ham længere.
Stadig imens han stirrer i hendes retning, Cyril, skræmt, tager fat i en Silly Putty og han lader den falde i plasticposen.
– Hum! Hum!
Kvinden som rømmer sig er i denne gang, hvor Cyril er, på hans venstre side. Han var så optaget af at holde øje med hende fra højre, at han slet ikke har set til venstre.
Nu er han heller ikke ligefrem specialist i den slags ting.
Hun tager ham på skulderen.
– Kom med mig, ung mand!
Hun tager ham direkte ind i BHV’ens direktørs kontor. Hun fortæller ham kort hvad der er sket og så går hun ud.
Direktøren, en forholdsvis lille tætbygget mand med en lille overskæg står langsomt op, går roligt til døren som han låser. Han putter bagefter nøglen i lommen, og lige så stille og roligt, går han tilbage og sætter sig.
Han tømmer plastikposen og tager Cyrils mager bytte frem.
Cyril kan næsten ikke trække vejret.
– Skal … Skal jeg betale det tilbage? spørger Cyril.
– Nej, det er lidt mere kompliceret end det, siger direktøren imens han tager en blok frem fra en af sin kateders skuffer.
Så kaster han en blik på bøgerne som var i plastikposen og på hvilke man kan se Duflos’ navn:
– Hedder du Duflos?
– Nej, det er en kammerats bøger. Jeg hedder Malka.
– Jeg forstår …
Manden rækker blokken til Cyril:
– Værsgo! Udfyld lige det her!
Cyril skriver sit for- og efternavn, adresse og alle de andre informationer på blokken som skriver det hele i tre eller fire eksemplarer hvoraf en af dem er betænkt politiet.
– Hvad laver dine forældre?
– De har butikker.
– Virkelig? Hvilke butikker?
– De har to tøj-butikker, Time 2000 på Grand Rue og Rafa-Jean’s, rue des Rouairies.
– Åh! Ja! Jeg ser hvad det er.
Når Cyril har udfyldt blokken, siger direktøren:
– Nu skriver du “Læst og bekræftet” og du skriver under.
Cyril skriver “Læst og bekræftet” og skriver under.
Direktøren betragter papiret et øjeblik og tjekker at alt er i orden. Så står han op og låser døren op.
– Godt. Nu går du hjem og du siger til din far, at jeg vil tale med ham.
– Ja, Hr.
– Godt. Smut nu hjem!
Cyril forlader kontoret meget hurtigt, uden at se hverken til højre eller til venstre.
Hvis tykke her tror, at Cyril vil snakke med sin far om det, stikker han sig fingeren i øjet hele vejen til albuen!
Det kan der ikke være tale om!
Han glemmer det nok alligevel!
