Et plus d´un violon pleurait
Dans l´ombre où nos cœurs se parlaient
Notre amour était si grand
Que tout le ciel tenait dedans. (Johnny Hallyday – 1962)
(Mere end en violin græd
I skyggen, hvor vores hjerter talte med hinanden
Vores kærlighed var så stor
At den kunne indeholde hele himlen
Pas cette chanson. Pas cette chanson. Oh non, non, non, non, non, non…
Roger er klistret op ad Lucienne imens at de to danser langsomt på denne fransk udgave af Don’t Play That Song af Ben E. King.
De er nærmest sammenflettede. De kysser hinanden. De ser hinanden i øjnene og er ligeglade med alle andre.
Lige nu er der kun musikken og begge deres sjæle som holder fast i hinanden med øjnene.
De hvisker je t’aime, jeg elsker dig, til hinanden.
Hun er lille. Knap 160 cm højt. Hun finder, mellem Rogers arme, den sikkerhed og den styrke, som hun leder efter. Hun har det godt. Hun smiler.
I aften vil være aftenen.
Alt er beregnet og planlagt.
Det bliver i aften.
Alt burde virke efter planen.
De har lært hinanden at kende under den algierske sol, i Boghari. Han var studerende.
Rogers far havde begyndt at arbejde med at samle klude på gaden for at genbruge dem. Efter en del hårdt arbejde var det lykkedes ham at eje flere firmaer, hvoraf en slikbutik. Slikket blev lavet i hans egen slikfabrik.
Roger, som barn, før at han skulle til skole, havde for vane at lave huller i sine bukselommer. Han havde sine bukseben bundne i sine sokker, lidt som Tintin. Han plejede at gå forbi butikken og fylde bukselommerne og bukseben med slik, som han bagefter uddelte i skolen.
Lucienne er datter af en militær. Vi er midt i Algeriskrigen og hendes far, Louis, ved godt hvordan han skal tage sig af fellaghaene, de algierske soldater. Han ved også alt om hvordan man får dem til at tale. Louis er gendarme og familien bor i en lille by: Boghari. Louis, hans kone og deres fire børn: Lucienne, Jean-Claude, Josiane og Patrick bor i kasernen.
Det i Boghari at Roger, familien Malkas yngste søn, møder Lucienne. Han er i gymnasium og han er den eneste i familien som som er gået så langt. Hans far, Lucien, håber på at han vil studere videre og blive apoteker.
Lucienne er den ældste datter af den franske familie, Bolmer, som lever i kaserne. Lucienne er sin fars yndlingsdatter og den smukkeste pige i nærheden.
Roger kan tillade sig alt. Han studerer, og for hans far, som kun har kendt til hårdt arbejde, som taler arabisk bedre end fransk og som ikke kan skrive fem ord uden stavefejl er det, at have en søn som er på gymnasium, som et vindue åbent på Edens have.
Få måneder efter at være startet i 1.G, siger Roger til sin far: “Far? Hvis du vil have mig til at fortsætte med at studere, skal du købe mig en bil”.
Far køber en bil.
Og Roger studerer videre. Tilbage i Algeriet i 1962 er der absolut ingen der kører med bil til gymnasiet. Ikke engang lærerne.
Roger får lige et point eller to over gennemsnittet og består gymnasieeksamen. Han kan få lov til at studere videre.
Far betaler alt det, Roger kræver af ham så at han studerer videre. At studere og blive lærd betyder alt for Lucien.
I 1962 bliver Frankrig enig om at stoppe Algeriskrigen og Algeriet bliver selvstændigt. Det betyder at franskmændene skal rejse tilbage til Frankrig og alle jødiske familier, som har boet i landet i flere hundrede år skal “rejse tilbage til Frankrig”.
“Rejse tilbage” eller blot “rejse”, fordi mange mennesker har aldrig kendt andet af Frankrig end den algierske sol.
Bedstefaren, Lucien, har været forudseende og havde på forhånd købt hus, biografer, møntvask og butikker i Frankrig. Derudover havde han placeret penge i Frankrig før flytningen. Derfor, når familien Malka ankommer i Frankrig, er de ikke uden noget. Ikke alle har været så heldige og så forudseende.
Familien Malka bosætter sig i Neuilly-sur-Marne, i udkanten af Paris.
Roger går videre med sit studium. Rettere sagt: Roger går jævnligt på skolen bag sin store bils rat.
Vi er sidst i 1962 og Roger elsker Lucienne.
Lucienne elsker Roger og de vil gerne gifte sig.
Roger er en flot fyr, har en lysende fremtid for sig og kommer fra en familie med økonomien i orden.
Lucienne er en superb ung kvinde som er mere intelligente end gennemsnittet. Hun kommer fra en mere middelklassefamilie, men alt ser også lyst ud.
De elsker hinanden og vil gifte sig.
Men i 1962 og begyndelsen af 1963 er man myndig som 21-årig.
Roger er knap 19 år gammel og Lucienne er 18. Hvis de vil gifte sig, skal de have forældrenes tilladelse.
Hos Roger, kommer svaret prompte:
– Roger, min søn, jeg elsker dig, siger hans far. Men der kan ikke være tale om, at du skal gifte dig i din alder. Du er et barn. Du er ikke færdig med dine studier. Så hør på mig, min søn: Først bliver du færdig med dine studier og så kan du gifte dig. Du har masser af tid, min søn!
– Jamen far, jeg elsker hende!
– Ja, det tvivler jeg ikke på. Og hvad med hende? Elsker hun dig?
– Ja! Selvfølgeligt! Hun elsker mig vildt!
– Jamen så er alt fint, min søn. Det vil sige, at hun også vil have, at du skal være lykkelig og at du skal have en god stilling i livet. Så du kan gøre hende lykkelig også. Hvis hun elsker dig, er det det vigtigste. Så hun vil forstå det og vente på dig.
– Men far, jeg vil have hende til at blive min kone.
– Godt, Roger. Nu er det nok! Lad være med at opføre dig dumt! Først bliver du færdig med dine studier og efter det vil du kunne grundlægge en familie. Fordi ellers, hvad har du tænkt dig at gøre for at fodre din familie? Du har ingen stilling, ingen uddannelse, ingenting! Nej, nej. Først bliver du færdig med studierne, så kan du stifte familie.
I Luciennes familie går tingene ikke meget bedre:
– Er du da blevet fuldstændigt vanvittig? Spørger Louis, vredt.
Hans kolde, stålgrå øjne stirrer på Lucienne.
– Aldrig skal min datter giftes med en jødetamp! Det er deres skyld, hvis der har været krig i årevis. Det vil jeg ikke høre mere tale om. Colette? Hvad med disse kalluner? Hvad bliver de af? Serverer du dem eller skal jeg komme og hente dem?
Colette, i stilhed, serverer Louis yndlingsret.
Samtalen er slut. Man diskuterer ikke med Louis Bolmer. Man adlyder.
Derfor er det i aften, det skal ske.
En aften i februar-måneden, på Rogers bils bagsæde, lukker Rogers hånd sig på Luciennes bryst.
Øjnene i øjnene trænger han ind i hende.
Øjnene i øjnene forener de sig.
Øjnene i øjnene bliver de et.
Colette er i gang med at tilberede kalluner. Louis kommer altid hjem præcis på samme tid hver dag. Han har måske været kukur i et tidligere liv.
Hvis frokosten ikke er parat lige præcis på det tidspunkt, hvor han sætter sig, flyver lussingerne. Derfor skal Colette altid være sikker på, at hun er færdig med maden til tiden.
Man ringer på døren.
Det er sjældent, at man ringer til hendes dør, da hun jo bor i kasernen. Og især ved frokost-tid! Hvad er det nu for noget?
Hun åbner døren og hun kan se Lucien og hans søn, Roger, som står nærmest skjult bag sin far. Roger kigger ned og siger ikke meget.
Colette tørrer sine hænder på sit forklæde, smiler til Lucien som er en flot mand og hun giver ham hånd.
– Goddag, Hr. Malka. Hvad skylder jeg æren? siger hun imens hun ignorerer fuldstændigt den unge mand.
– Må jeg komme ind?
– Ja! Ja! Selvfølgeligt!
Efter at have budt Hr. Malka en stol og efter at hun har serveret en arak, en alkohol lavet med stjerneanis, sætter hun sig også ved bordet. Hun kigger på ham i øjnene og smiler imens hun venter på, at han begynder at tale.
– Ja, Fru Bolmer. Jeg kommer her på grund af Deres datter Lucienne og af min søn Roger.
– Ja?
– Ja.
– Og?
– Ja, Fru Bolmer. Der er et problem med de to!
– Ak ja! Det har De ret i!
– Nej, jeg mener … Der er et alvorligt problem!
Colette rynker på brynene.
– Ja! Fru Bolmer!
– Hør, Hr. Malka … Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår, hvad De mener. Hvad er det, De vil sige.
Hun kaster et hurtigt blik på Roger som ikke siger et ord og kigger ind i sit glas.
– Jamen Fru Bolmer! Det er Deres datter! Og min søn!
– Det er min datter og Deres søn hvad, Hr. Malka?
– Jamen … De har begået fejlen! De har begået fejlen, Fru Bolmer!
– De har begået fejlen? Hvilken fejl taler De o…. Åh! Du godeste!
Colette åbner store øjne og hun ved ikke hvordan hun skal reagere. Lucien har set at hun har forstået og han lader gå nogle sekunder.
– Ja! Vi skal finde en løsning, Fru Bolmer.
– Øh … Ja … Jeg mener … Ja … En løsning? Ja, selvfølgeligt … Men … hvad? Hvordan?
– Ja! Vi skal da vie dem! Vi kan ikke lade dem have et barn og leve i synden!
– Øh … Ja … Måske … Men … Jeg ved ikke. Det er så pludseligt.
Colette ser på uret som hænger på væggen over komfuret.
– Hør, Hr. Malka, min mand vil snart komme hjem. Vil De vente på ham og … øh … Fortælle ham nyheden?
Lucien ser på sit armbåndsur.
– Nej, nej, tak, Fru Bolmer. Jeg har en masse for, så vi skal gå igen. Tak for alt, svarer han alvorligt. Kom så! Siger han i retning af Roger.
De siger farvel til hinanden og Colette beundrer hans ryg imens han går.
Få minutter efter at Lucien og Roger er gået, træder Louis indenfor. Næsten som i et teaterstykke.
Han siger ikke et ord.
Men det er ofte sådan. Og når det er sådan, skal man ikke sige noget til ham. Man skal holde sig på afstand og ikke modsige ham.
Colette serverer kalluner for ham. Hans glas rødvin står allerede fyldt til randen på bordet.
Uden et ord begynder han at spise før at hun har sat sig.
Hun sætter sig, tager af retten og de spiser begge to i stilhed for et halvt minut.
– Louis? Siger Colette forsigtigt, Hr. Malka er næsten lige gået ud herfra.
Louis holder op med at spise.
Han kigger på sin kone i øjnene og, med en udtryksløs ansigt, spørger han koldt:
– Malka? Hvad i alverden lavede Malka her?
– Ja … Øh … Det var faktisk Hr. Malka og hans søn, Roger. De ville … Altså, Hr. Malka ville tale med os om Lucienne.
– Om Lucienne?
– Ja … Om Lucienne, og … Øh …
Louis kigger på hende. Hans ansigt er stadig lige udtryksløst. Det hjælper ikke Colette.
– Ja, han er kommet her med Roger og han ville … Æh … tale med os om Lucienne og Roger som har … øh …
Louis, til gengæld, forstår lynhurtigt, hvad det hele går ud på.
– Ah hvad for noget? Har den skide jødetamp gjort min datter gravid? Nu skal jeg!
Med en klap på siden tjekker han om hans pistol er i sin hylster og han rejser sig fra bordet.
Colette stopper ham.
– Nej, nej! Stop! Vent!
– Jeg vil sgu da ikke lade en sortsmudsket gøre min ældste datter gravid!
– Vent! Stop! Det er allerede gjort! Din datter er gravid! Hvad vil du nu gøre? Dræbe faderen? Vil det give barnet et bedre fremtid, tror du? Tror du din datter vil takke dig for at dræbe hendes barns far og for at gøre hende til alenemor?
Louis stopper op og tænker lidt.
Han sætter sig til bords igen og fortsætter med at spise sine kalluner.
Uden at kigge på hende, siger han til Colette:
– Hvis han får hende til at lide, skyder jeg skiderikken ned!
Roger og Lucienne får forældrenes tilladelsen og de bliver gift den 18. maj 1963 i Neuilly-sur-Marne.
Jeg blev født den 6. oktober samme år.
Laila Dyhr siger:
Tak , kan huske lidt af din fortælling . ♥️
cylle siger:
Det var da imponerende, at du husker det. Det er trods alt immervæk en del år siden 🙂 Og det er ikke sikkert, at du kun husker lidt: Jeg kendte ikke alle detaljerne dengang. Dem har jeg først fået at vide da jeg snakkede med min mormor engang i 1998 eller 1999. Det er sådan jeg fik enkelthederne med hvordan min far opførte sig og dialogerne 🙂
Kapitel 2 og 3 er allerede oversat og programmeret. Kapitel 2 bliver automatisk udsendt i dag, kl. lidt i ti og kapitel 3 på onsdag. Du har noget læsning for 🙂 Håber ikke, at det bliver for kedeligt 🙂
Britt Malka siger:
Aw 🙂 Hvor kært med det lille billede af dig. Dit navn er skrevet med en lidt barnlig skrift. Ved du, om det er din mor eller din far, der har skrevet det?
cylle siger:
Tak nusser. Ak ja, det var dengang jeg var smuk og sød 🙂
Jeg ved ikke, hvem der skrev det, men det ligner bestemt ikke min fars skrift. Han lavede altid kolostore første bogstaver med en masse krøller og resten af skriften var nærmest lodret og klemt. Det her ligner mere min mors skrift.